Frygt og Bæven

Efter titelbladet at dømme er forfatteren til Frygt og bæven en vis Johannes de Silentio....ved nærmere eftersyn afsløres forfatteren dog som Søren Kierkegaard, men han har besluttet, at det skal se ud, som om han ikke er det. Og det skyldes noget, han kalder dialektik!

Dialektik kommer af det græske ord for, at to taler sammen, og er beslægtet med dialog. Den sokratiske metode kaldes også den dialektiske metode, fordi Sokrates via samtale og dialog og en fælles uvidenhed som udgangspunkt sammen med sine dialogpartnere prøvede at nå ud af en mulig bedragerisk skinviden for at nærme sig mere sikker viden. I den forbindelse kunne ét synspunkt det ene øjeblik synes at være det rette for i næste øjeblik at blive erstattet af det stik modsatte. Sokrates' metode kan også beskrives som ironisk, fordi man ikke kunne være sikker på, hvad han selv umiddelbart vidste og mente. Sammen med dem, han talte med, bevægede han sig fra det ene synspunkt til det næste for til sidst at være nået – ikke til enden, men dog måske nærmere en mulig viden.

Det er den fremgangsmåde, Kierkegaard er inspireret af. Han kaldte sin metode for meddelelsens dialektik. Han ønskede at sætte dem, han skrev til, i bevægelse i retning af etisk-religiøs indsigt og erkendelse og dermed en ny måde at forholde sig til livet på. Når man står med en sådan opgave, kan man ikke bare gå direkte til sagen, mente han. Skal man meddele viden kan man gøre det direkte; men skal man meddele kunnen eventuelt kombineret med, at det er noget, man skal kunne, så er man nødt til at gå indirekte til værks. Man må gå indirekte til sagen og lempe den enkelte på vej i retning af det, man ønsker. Man må, siger Kierkegaard, benytte sig af indirekte meddelelse.

Pseudonymt, Johannes de Silentio, er det netop den indirekte meddelelsesform.

Kierkegaards Stadieteori og menneskesyn - (http://rh.systime.dk/index.php?id=188)

Hvad er så Kierkegaards sag? Selv skriver han i et lille skrift om sin metode følgende: "Altså, den hele forfattervirksomhed drejer sig om: i kristenheden at blive kristen" - altså hensigten var at hjælpe mennesker til ikke blot at være kristne af navn, men til at blive sande kristne....Og hvordan gør man så det?

Kierkegaard vælger at lade en stadieteori være omdrejningspunktet. En teori om, hvordan forskellige livsanskuelser kan afløse hinanden i en udviklingslinje.

Den menneskelige eksistens

Det særlige ved den menneskelige form for væren er udtrykt i ordet eksistens. Eksistens betegner for Kierkegaard det forhold, at mennesket er en syntese, som han kalder det, af det timelige og det evige, af det endelige og det uendelige, af at være bundet til den sanselige verden og samtidig uden facitliste at være udfordret åndeligt.

Dét at være menneske er ikke blot er at leve fra hånden og i munden, dvs. optaget af sine gøremål og overleve i verden, men det er også at forholde sig til dét at være et sådant væsen, dvs. det er at være stillet over for et krav om at finde og opfylde meningen med denne væren. Mennesket forefindes i verden, men det ved ikke hvorfor. På sin vis er mennesket derfor en selvmodsigelse: på den ene side er det én ting, på den anden side det stik modsatte. Det er med andre ord et dialektisk væsen.

Det overraskende er nu, at et menneske ikke bare lever i syntesens dobbelthed. Det lever tværtimod som mængde dvs.ganske uproblematisk, umiddelbart og ligetil i henhold til det gængse uden at stille spørgsmål til sin rolle som menneske i verden...eller – hvis spørgsmålet og kravet alligevel trænger sig på – ved at ryste det af sig i ubehag.

"Mængde er usandhed" dvs. mængde kan aldrig være kriterium for sandhed. Den enkelte er alene med denne proces. Der er ingen, der kan forholde sig på en andens vegne. Det arbejde må enhver selv udføre, og det skal udføres, hvis mennesket vil blive fuldt ud virkeligt. Eksistensen er altså en fordring, et krav, nemlig om at blive en eksisterende; eller for at sige det som Kierkegaard lader et af sine pseudonymer sige det: Fordringen er om "at vælge sig selv i sin evige gyldighed".

Kierkegaards Stadieteorien skal forstås på baggrund af dette menneskesyn.

Den første befinder sig udelukkende på det timelige niveau, enten fordi den ikke er opmærksom på det evige niveau eller fordi den afviser det. Det er æstetikerens position.

Den anden befinder sig hovedsagelig på det evige niveau og forsøger uden held at inkorporere det timelige niveau. Det er etikerens position.

Den tredje er den vellykkede udgave af den anden. Det er den religiøses position.

Stadieteorien

Det æstetiske stadium

Det æstetiske stadium er et bredt spektrum. Det dækker over alle de livsmåder og livsanskuelser, der kun forholder sig til det timelige og det sanselige. Mennesket fødes som æstetiker. "Det æstetiske i et menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er", som Assessor Vilhelm siger i Enten-Eller, dvs. æstetikeren begynder i 'umiddelbarheden'. Kierkegaard lader ham sammesteds udtrykke sig generaliserende om æstetikeren sådan her:

Ethvert menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor underordnet hans stilling i livet end er, har en naturlig trang til at danne sig en livsanskuelse, en forestilling om livets betydning og dets formål. Den, der lever æstetisk, gør det også, og det almindelige udtryk, man til alle tider og fra de forskellige stadier har hørt, er dette: man skal nyde livet. Det varieres naturligvis såre meget, alt eftersom forestillingen om nydelse er forskellig, men i dette udtryk, at man skal nyde livet, enes de alle.

Det æstetiske dækker altså meget bredt, men ligegyldigt hvor man befinder sig, er man i en eller anden forstand opsat på at nyde livet eller opnå et eller andet for sig selv. Det gælder f.eks. spidsborgeren, der befinder sig helt ude i den ene ekstrem i feltet af æstetikere. Hun lever ganske udialektisk som et 'man' i en verden med konventioner og sociale krav, som hun efter bedste evne søger at honorere for at kunne synes at være noget ved musikken, hvad enten hun er professor eller smørrebrødsjomfru.

Kierkegaard eller hans pseudonymer kan også beskrive æstetikeren som en forfører,der har sin fornøjelse af at nedlægge så meget kvindekøn som muligt, eller som en gnavpotte, der fornøjer sig ved at drille mennesker, fordi han har indset, hvor meningsløst og ørkesløst livet er. Derfor drejer det sig om at få så megen adspredelse og nydelse som muligt, mens tid er.

I virkeligheden er æstetikeren enhver, der placerer sit livs mening, sin livsopfyldelse, i noget, der ligger uden for hende, og som derfor gør sin lykke afhængig af noget, som hun ikke er herre over. Det kan være status, det kan være penge, det kan være en anden person, som man elsker. Går det galt, skyder man skylden på noget uden for sig, men problematiserer aldrig sin egen måde at forholde sig på. Man vil ikke tage ansvaret. Æstetikeren er derfor folk, som de er flest – optaget af at skaffe sig fordele på den ene eller anden måde og af at forflygtige ansvaret, hvis noget går skævt.

Men at leve sådan, som æstetikeren gør, er at være fortvivlet, lader Kierkegaard flere af sine pseudonymer sige:

Det viser sig altså, at enhver æstetisk livsanskuelse er fortvivlelse, og at enhver, der lever æstetisk, er fortvivlet, enten han så ved det eller ikke. Men når man véd dette, …, så er en højere form af tilværelsen en uafviselig fordring.

Fortvivlelse er et udtryk for, at der er et misforhold i den enkeltes liv. Den er en tilstand, der også kan vise sig som stemning. Spidsborgeren er ikke opmærksom på den. Hun lever sit liv "i stille fortabelse", som Assessor Vilhelm formulerer det, dvs. uden at være opmærksom på det. Men for andre æstetikere, der forsøger at adsprede sig ud af fortvivlelsen, bliver den tegnet på, at der er noget galt. Man begynder måske at kede sig. Til sidst orker man næsten ikke at gøre de mest elementære ting. Man distancerer sig fra sit liv og ser det udefra. Man ironiserer over det, over alt det latterlige, man gør, og over al den betydning, man lægger i noget, der tilsyneladende alligevel ikke er noget. Derved bliver ironien en slags grænse for det æstetiske, fordi man i ironiseringen pludselig ser sit liv på afstand og bliver opmærksom på tomheden i det.

Det etiske stadium

Det etiske stadium begynder med distanceringen. Den afslører et behov hos den enkelte for at tage hånd om sit liv. Hun opdager pludselig, at der findes en anden mulighed, nemlig dén i stedet for at lade det timelige – dvs. det ydre, tilfældighederne – styre sig, selv at være den styrende. Der åbenbarer sig den mulighed at forankre tilværelsen i hende selv i stedet for at forankre den i, hvad den tilbyder af tilfældige muligheder. Hun opdager friheden. Frihed kan dels være noget rent banalt som f.eks.muligheden for at vælge mellem ost eller marmelade. Men frihed kan også være et udtryk for dét, at noget blev til som en mulighed, der ikke var der i forvejen. Det er dén frihed, den enkelte opdager: hun var ingenting, så blev hun til noget, og nu er hendes mulighed at vælge det, hun blev til – for derved at stå inde for sig selv. Det, der er sket, er, at det evige har meldt sig for hende med sin fordring om at blive en eksisterende dvs. om at overtage ansvaret for sig selv gennem valget af sig selv.

På den måde at gøre sig selv til opgave for sig selv betyder som sagt, at den enkelte får 'evig gyldighed', altså ikke blot timelig gyldighed. At få evig gyldighed viser sig imidlertid at være aldeles identisk med at modtage sig selv som gave. Som Assessor Vilhelm udtrykker det:

Når da alt er blevet stille omkring en, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da viser der sig lige overfor den ikke et udmærket menneske, men den evige magt selv, da skiller himlen sig ligesom ad, og jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv … [A]t blive sig bevidst i sin evige gyldighed er et øjeblik, der er betydningsfuldere end alt i verden.

Som det fremgår af citatet, er etikeren altså i en eller anden forstand også religiøs. Den evige magt er 'guden' – hvem han så er. For Vilhelm er det uden tvivl den kristne gud, men Kierkegaard er helt på det rene med, at der ikke kun findes etikere i kristne kulturer. Sokrates var også etiker – ja, han var etikeren par excellence, og guden i hans tilfælde var Apollon. Hvorfor er etikeren religiøs? Fordi valget ellers ville ende i det rene spilfægteri og være et tomt slag i luften. Guden er instansen, der gør valget alvorligt. Kierkegaard udtrykker det meget klart i et af sine opbyggelige skrifter under eget navn, hvor han siger: "Og allerede dette er jo alvoren…, at du er for Gud, hvad oftest glemmes så ganske i talen og samtalen med andre mennesker".

Det er altså alvor, når den enkelte vælger sig selv. Det nytter ikke noget, at hun kun vil vedkende sig noget, men ikke andet. At vælge sig selv er at vælge sig selv helt ud dvs. absolut i Kierkegaards sprogbrug. Det betyder ikke blot at vælge det 'gode' og udelade det 'onde' eller det 'dårlige'. Nej, det betyder at vælge ondt og godt – både forstået som alt det, man er, men også som absolut udgangspunkt for al senere handlen. Det er derfor vigtigt, at man ikke forveksler Kierkegaards valg med megen moderne snak om at være sig selv og at vedkende sig, hvem man er. Man hører ofte folk sige: "Man skal være sig selv!" Eller: "Folk må tage mig, som den, jeg er". Eller: "Jeg er nu engang mig selv, det må folk acceptere". Men det valg, der her er foretaget, har ikke noget med Kierkegaards valg at gøre. Det er snarere et udtryk for, at man giver sig selv lov til at være sig selv nok (selvfed, som det hedder på moderne dansk). Kierkegaards valg derimod er af 'det almene menneske' dvs. dette bestemte samfunds produkt. Assessor Vilhelm præciserer, hvad det indebærer, på følgende måde:

Først når individet selv er det almene, først da lader det etiske sig realisere … Det selv, der er formålet, er ikke blot et personligt selv, men et socialt, et borgerligt selv

Det religiøse stadium

Det religiøse stadium kunne synes allerede at være dækket ind af det etiske. Der opstår imidlertid et problem for etikeren, et problem, som til en begyndelse i valgets rus ikke har afsløret sig. Det hele var ellers så godt. Den enkelte overtog sig selv, blev ansvarlig og kunne med udgangspunkt i sin evige betydning generobre den timelige verden. Nu var hun ikke længere i ironisk distance til alt det tilsyneladende latterlige, meningsløse og ørkesløse, men helt til stede i sit liv forsonet med det timelige og engageret i sine medmenneskers ve og vel. Problemet er bare, at hele konstruktionen bygger på, at mennesket faktisk kan selv. I en vis forstand kan hun også selv, men hun kommer i en situation, der lammer hende, så det hele ender med kun at være halvgodt. Opgivende griber hun til humoren, fordi hun kan se det grinagtige i alle sine anstrengelser, når det, der skulle være så godt alligevel ikke er det. Det, der lammer etikeren, er opdagelsen af, at det, hun har overtaget, er et fallitbo, eller for at sige det mere i tråd med Kierkegaard selv: ved at overtage sig selv er hun blevet skyldig. Hun har valgt at vedstå arv og gæld og opdager nu, at skylden forstået som gælden og ansvaret er uendelig og dermed ubærlig, fordi den altid vil komme mellem hende og et lykkeligt liv. Det kan også udtrykkes på den måde, at skylden er kommet mellem hende og Gud. Hun kan ikke møde Guds blik uden altid at måtte slå øjnene ned.

Hvad kan hun nu gøre? Så længe hun bliver i forestillingen om, at det er hende selv, der skal og kan gøre noget, kan hun prøve at angre dvs. være ked af alt det, hun har gjort og måske forsøge at gøre det godt igen. Men det går snart op for hende, at hvis dét er løsningen, kan hun aldrig foretage sig andet. Angeren vil gå amok, som Kierkegaard siger. En anden mulighed er, at hun resignerer og tænker: "Jamen, skidt da! Hvis det ikke kan være anderledes!" Men det ville også betyde et liv på 2. klasse i konstant resignation, et halvt liv, ikke hvad man kan kalde et lykkeligt liv. Den tredje mulighed består i – frækt – at lade være med at slå øjnene ned i sikker forvisning om, at det er i orden at lade være og derpå at leve sammen med alle de andre i verden ved siden af sig – uden anger, som en, der er uden gæld, og med løftet blik, glad – som om der ikke er noget problem.

Denne 'frækhed' er troens paradoks på det religiøse stadium. Det, som troen giver lov til, er at se stort på skylden og at leve, som om man er skyldfri. Det religiøse udtryk for det er Guds tilgivelse. Troen er den måde at forholde sig til sit liv på, der udspringer af tilliden til, at Gud har ladet nåde gå for ret og givet den enkelte lov til at leve i verden, som om alt var i den skønneste orden. Med Guds tilgivelse suspenderes den etiske dom over skylden, så man kan vende tilbage til det etiske og leve forsonet med det. Med det religiøse stadium tilkendegives det altså, at Gud og den enkelte er mere end det etiske, men at det etiske samtidig er det sted, hvor den enkelte skal leve sit liv. For at sige det med Kierkegaards egne udtryk: Gud er absolut og den enkelte har evig gyldighed, men skal leve i den etiske, almene og relative verden.

Hele denne opstilling kan virke fremmed på et moderne menneske fra det 21. århundrede, men når konflikten bliver præsenteret, som Kierkegaard gør det i Frygt og bæven, får den pludselig kød på, så det bliver nærværende, hvor tæt den kan være på et menneske. Den tragiske helt Agamemnon må slå øjnene ned og leve et halvt liv, under sin samtids dom, selv om han vanskeligt kunne have handlet anderledes, hvorimod den troende Abraham ikke slår øjnene ned, tier stille med sin skyld og får et helt liv som gave, fordi farens liv i det gamle Israel manifesterede sig i hans søn.