Eleverne om religion på B-niveau

Religion på et højere niveau

Per Sebastian Lynggaard (ReV B 2008)

"Der findes en masse forskellige afskygninger af valgfag for elever på vej i 3.g. Naturvidenskaben er bredt repræsenteret, der er noget til de adrætte, der er muligheder for kreative udfoldelser og der findes fag til dem, som trænger til en mere boglig, intellektuel stimulans. Hvis muligheden for at få religion på mellemniveau (ReV B) blev fjernet, så fjernes samtidig en væsentlig del af det ellers så brede spektrum.

ReV B er ikke for sjov. Det er ramme alvor og hårdt arbejde. Det har jeg måttet sande efter et års intenst forløb fra fænomenologi til fundamentalisme. Endvidere har jeg måttet sande, at religion er det sværeste fag jeg nogensinde har haft i skolen. Men den vigtigste konklusion er vel, at det er det fag man glæder sig til.

Faget fængede mig allerede i 2.g, derfor var mine forventninger til faget i en ”udvidet version” tårnhøje. Religion på lavt niveau er jo, som bekendt, obligatorisk. Dette betyder, at 30 elever, hvis grad af fordybelse varierer, skal hives igennem et forløb, som kun perifert berører bogreligioner, religionssociologi og fænomenologi. Det er faktisk rigtig synd. Muligheden for ReV B resulterer i en klasse hvor alle har lyst til at sidde i klassen og hvor de, som er til stede altså har fravalgt fag som Billedkunst og Idræt og i stedet har tilvalgt et bogligt, abstrakt og intellektuelt stimulerende fag på mellemniveau. For det første er eleverne altså vidende om hvad de går ind til, for det andet (og mere kontroversielt) sker der en naturlig selektionsproces, der sikrer ReV B engagerede og (lynende-) intelligente elever. Resultatet bliver spændende diskussioner på et altid højt abstraktionsniveau og en undervisning, som glider hurtigt og effektivt.

Som eksempel kan nævnes Johannes Evangeliet, som har affødt en del diskussioner og spændende detektiv arbejde. Detektivarbejdet udmøntede sig blandt andet i, at finde frem til hvem, der i virkeligheden have skrevet dette Evangelium. Derudover blev vi, relativt tidligt i forløbet, introduceret for den religionsvidenskabelige metode, Eksegese. Det blev altså stillet os til opgave, sirligt at dissekere hvert eneste ord fra Johs. 1.1-18 og fortolke, forklare på baggrund af alt fra filosofiske strømninger fra Alexandria til Jødernes eksil i Babylon.

Senere på skoleåret har vi så fået meget frie tøjler til at skrive en eksamensopgave på baggrund af Feltarbejde. Vi har fordelt os i grupper og fordybet os i hver vores religion eller religionsrelaterede problem og har været rundt i forskellige religiøse samfund for at indsamle data, indtryk og lignende. Det har vist sig fantastisk lærerigt at komme steder man normalt kun ville høre om i fjernsynet hvis man overhovedet ville høre om dem. Forløbet spændte over en måned og mulighederne var reelt ubegrænsede som følge af skolens og lærerens kontakt til diverse nøglepersoner i Danmarks alsidige religiøse lag.

Disse kontakter nød vi godt af mere end en gang. Undervisningen i ReV B har været overraskende alsidig i forhold til andre fag på samme niveau, dette betyder, at vi har været så heldige at høre oplæg af prominente og aktuelle personer som Bent Lexner, Martin Herbst og Thorkild Grosbøll.

Slutteligt giver ReV B relevante og brede referencerammer og forståelse for nutidens civilisationer. Eksempelvis har vores læsning af Sura 2 givet et indgående kendskab til- og forståelse for muslimske samfund. Faget har altså, blandt mange andre ting, givet redskaber til, at kunne forstå kulture og kultursammenstød, noget som eksempelvis filosofi på lavt niveau aldrig ville kunne give.

I det hele taget har det været en meget givende oplevelse. Vi er kun 13 elever på vores hold, og jeg ved ikke hvor mange personer på Aurehøj, der har forståelse for vores valg. I januar måned blev jeg spurgt af en person, der var på vej til Norge med Idræt B om jeg da ikke var ked af, at jeg ikke skulle med på ski og om jeg ikke bare ville ønske jeg havde valgt anderledes dengang i 2.g? Der var egentlig ikke så megen tvivl om, hvad svaret var".