Eksamenstekst

2. Mosebog kap. 12.1-20

Indstiftelsen af Pesach

Således sagde Herren til Mosheh og Aharon i Egyptens land:

Denne måned skal I regne som månedens begyndelse, I skal regne den som den første af årets måneder.

Tal til hele Israels forsamling og sig: Den tiende i denne måned skal enhver tage et lam til sin familie, et lam til hver husstand. Hvis husstanden er for lille til ét lam, så skal man dele med sin nabo, der bor nærmest ved ens hus, efter antallet af personer; I skal regne lammet i forhold til, hvad enhver kan spise. Jeres lam skal være fejlfrit, af hankøn, i dets første år; I kan tage det af fårene eller af gederne. Så skal I opbevare det til den fjortende da i denne måned, og om eftermiddagen skal hele Israels samlede menighed slagte det. Og de skal tage af blodet og komme det på de to dørstolper og på dørkarmen på de huse, hvor de vil spise det. Den nat skal de spise kødet; de skal spise det stegt ved ild og med usyret brød sammen med birte urter. I må ikke spise noget af det råt eller på nogen måde kogt i vand, men stegt ved ild med dets hoved, med dets ben, og med dets indvolde. I må ikke lade noget af det blive tilbage til næste morgen, og hvad der måtte være tilovers af det næste morgen, skal I brænde i ild. Sådan skal I spise det: Med bæltet spædt, sko på jeres fødder og jeres stav i hånden. I skal spise det i al hast; det er et pesach-offer for Herren. Den nat vil jeg drage gennem Egyptens land og slå enhver førstefødt i Egyptens land ihjel, såvel blandt mennesker som dyr og jeg vil dømme alle Egyptens guder, jeg, Herren. Men I skal have blodet som et tegn på husene, som I opholder jer i, og når jeg ser blodet, så vil jeg passere forbi jer, så at der ikke vil komme en ødelæggende plage over jer, når jeg slår Egyptens land. Denne dag skal være jer til erindring og I skal fejre den om en fest for Herren, slægt efter slægt skal I fejre den som en evig lov. Syv dage skal I spise usyret brød, allerede den første dag skal surdej være ryddet bort fra jeres huse, for enhver, der spiser syret fra den første dag til og med den syvende dag, den person skal afskæres fra Israel. Såvel på den første dag som på den syvende skal I afholde en hellig sammenkomst; på dem må intet arbejde gøres, alene det som tjener til menneskelig føde må tilberedes for jer. Og I skal tage vare på det usyrede brød, for på den selv samme dag har jeg ført jer ud af Egyptens land i flok og følge, og I skal tage vare på denne dag, slægt efter slægt som en evig lov. I den første måned, den fjortende dag i måneden henimod aften skal I spise usyret brød til og med den enogtyvende dag i måneden henimod aften. I syv dage skal der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver, der spiser syret, den person skal afskæres fra Israels forsamling, hvad enten han er fremmed eller indfødt i landet. I må ikke spise noget syret, I skal spise usyret brød i alle jeres boliger.

Kilde: Bent Melchior: De fem Mosebøger. Mosaisk Samfund 1978

Eksamenstekst 2)

Jødedom som religion

Det er på mode blandt Meretz-folk og andre sekulære israelere, at tale om "de religiøse", som om vi er skøre. De påstår, at vores religion er middelalderlig, men til sidste får vi at se, hvem der var skøre. Jeg er overbevist om, at de orientalske jøder er meget stærkere i troen enden nogen andre. Alle er vi vokset op med religionen, det er vores rødder. Der er nogen, der forlader religionen, og - som jeg selv - lever deres liv sekulært, men religionen kommer altid igen. Altid. For der er kun en lære: Den Hellige, velsignet være Han, gav os Torahen. I den står der, hvad jeg må og hvad jeg ikke må. Dem, der kalder os skøre, har måske en anden lære, men for mig er der ikke nogen anden lære, enten tror jeg eller også tror jeg ikke. Herren siger, at der er to veje; vælg mellem den gode og den onde. Vælger du den gode, har du valgt livet - vælger du den onde, er det dit eget problem.

Så je lever efter Torahen. Jeg bestemmer ikke selv, hvad jeg har lyst til eller ikke har lyst til. Ethvert menneske lever sådan, som det mener, det er rigtigt. jeg har ikke tænkt mig at diskutere det med nogen eller skændes med nogen om det. Jeg siger bare: Se hvor det ender. I begyndelsen går det fint og bagefter går det ned ad bakke. Her, hvor jeg bor, er der mange naboer, der sidder på græsset om lørdagen, tænder deres grill og steger deres kebab. Jeg skriger ikke efter dem, sådan som de azkenaziske ortodokse, der, som med et krigsråb, på jiddish skriger "Shubbes" - shabbat - efter sekulære jøder, der ikke overholder hviledagen. Det eneste, jeg kan gøre, er at ønske dem en god Shabbat.

Shabbat Shalom. Så de ved, det er Shabbat. Det er min pligt. Men de må selv vælge, om de vil tænde ild, eller om de vil overholde Shabbatten.

Kilde: Hanne Foighel; Et land der fortærer sine egne. Lindhardt og Ringhof 1998, s.64-65