Hovedværkslæsning - Johannesevangeliet
”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver,
som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”.
3:16
De fire evangelier om Jesus anses som selve kernepunktet i den kristne tro, og evangelierne er på hver deres måde og med forskellig forudsætninger med til at give fire forskellige biografier af Jesus. Mattæus skildrer Jesus som konge. Markus viser et billede af ham som tjener, Lukas ham som menneske, og Johannes ham som Guds søn.
Johannesevangeliet er det fjerde af Det Nye Testamentes fire evangelieskrifter. Mens de tre første er litterært afhængige af hinanden, synes Joh. at repræsentere en selvstændig tradition. Det adskiller det sig i indhold og stil markant fra de tre andre og udgør derfor et spændende alternativ i Hovedværkslæsningen på Rel.B og må i kraft af sin teologi betegnes som det mest dybsindige af alle evangelierne.
Johannesevangeliet er skrevet af Johannes Zebedæussøn.70 Dog taler flere argumenter for, at forfatteren Johannes ikke nødvendigvis er disciplen Johannes, men derimod en presbyter ved navn Johannes.
Hvem var Johannes?
Et problem med Johannesevangeliets oprindelse er at finde i forfatterspørgsmålet. Tvivlspørgsmålet omhandler, hvorvidt forfatteren, som evangeliet angiver, var øjenvidne til de begivenheder, han nedskrev. Altså om det var skrevet af Johannes Zebedæussøn, en opfattelse som nogle teoretikere mener, at både interne og eksterne vidnesbyrd tyder på. Eller om det, som kritikerne hævder, er skrevet senere, omkring år 100 e.v.t., altså antageligt efter Johannes Zebedæussøns død. Ifølge kirkefaderen Irenæus levede Johannes Zebedæussøn på kejser Trajans (år 98-117) tid, hvor han i sin alderdom skulle have affattet evangeliet og tre breve, som er tilskrevet ham i Det Nye Testamente. De skulle være skrevet i Efesus i Lilleasien, hvor han omkring år 70 skulle være blevet biskop.66 Disse oplysninger har Irenæus fra kirkefaderen Polykarp (ca. år 70-155), som han stod i lære hos, og som han hævdede havde omgåedes Johannes Zebedæussøn. Den dogmatiske opfattelse var og er indenfor den kristne kirke, at
Datering
Tidligere var den traditionelle opfattelse, at Johannesevangeliet var skrevet så sent som i midten af det 2. århundrede.78 Denne opfattelse byggede på den detaljerede
kristologi, der hersker i evangeliet. Desuden synes man at kunne påvise, at forfatteren var inspireret af et eller flere af de synoptiske evangelier. Disse må således have været udbredte og kendte af forfatteren eller forfatterne på affattelsestidspunktet. Det udelukker dog ikke, at Johannesevangeliet kan være skrevet tidligere, blot sandsynliggør det en forholdsvis sen datering. Antagelserne blev imidlertid udfordret i starten af det 20. århundrede, da fragmentet ’Papyrus 52’79 af Joh kapitel 18,31–33 blev fundet nær Nag Hammadi i Øvre Egypten. Papyruset er det ældste fund af noget kendt nytestamentlig skrift, idet det blev dateret til år 125. Hermed var det endeligt påvist, at Johannesevangeliet måtte være ældre end først antaget. Dette gjorde at evangeliets oprindelse blev omdateret til ca. år 90-110.
En anden teori taler dog for, at evangeliet blev skrevet så sent som i år 100 eller senere, da man i evangeliet flere steder møder ordet aposynagogos, som betyder udstødt af synagogen. Denne oplysning hænger sammen med kristendommens adskillelse fra jødedommen som, ifølge Bilde, skete omkring år 110, hvor kristendommen blev en
selvstændig religion.
Evangeliets målgruppe
Evangeliet har en en missionerende karakter, men er dog ikke skrevet som en slags ny lære om en ny religion, men skal nærmere betragtes som en tekst der styrker troen på det evige liv. På den måde er det henvendt indad mod i forvejen omvendte troende, men som muligvis er nyankomne til kristendommen. Cand. Theol. og præst
Johannes Værge er inde på, at formålet med evangeliet er at befæste den kristne tro, da teksten bærer præg af, at man allerede kender de synoptiske evangelier. Synopsen rettede sig udad imod de ikke-kristne, for at omvende dem til kristendommen ved at forkynde Jesu gerninger igennem en biografisk fremstilling. Det var særligt de ikke-kristne fra lavere samfundslag, de såkaldte outsidere, de synoptiske med deres vandrerradikalisme henvendte sig til.89 Med Johannesevangeliet ønskede man at konsolidere troen og definere kristologien af hensyn til de allerede omvendte og eliten. Evangelisten søger at ramme mange forskellige grupper i
samfundet ved at henvende sig bredt til de forskellige eliter indenfor både jødedommen, kristendommen og romerne. At henvende sig til eliten gav mulighed for, at evangeliets budskab kunne vinde indpas i de højere samfundslag. Det lykkedes i år 325, at vinde kejser Konstantins begejstring, og dette førte til, at kristendommen
blev statsreligion i Romerriget.
Evangeliets nutidige eskatologi
I den kristne eskatologi ses de eskatologiske hændelser som nært forestående eller som allerede indtrufne. De synoptiske evangelier har både en opfattelse af læren om de sidste tider, som noget futuristisk mennesket vil møde på en fremtidig dommedag, hvor regnskabet mellem Gud og menneske gøres op.
I Johannesevangeliet lægges der vægt på den nutidige eller realiserede eskatologi.
”Men alle dem, der tog i mod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn”
Johs. 1.12
De som tror på Kristus får retten til at blive børn af Gud.
Evangeliet vælger at lægge hovedvægten på den nutidige eskatologi, så mennesket allerede bare ved at tro, kan være sikre på en form for frelse. Denne præsentiske frelse tilbydes sammen med en fremtidig dom, hvor en endelig evig frelse venter forude.
”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal
frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den der ikke tror, er allerede
dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Joh 3,17-18
Ideen om, at man allerede er dømt ved ikke at tro forkaster den fremtidige dom, der ventes på i synopserne. Den der gør det rette og erkender troen skal ikke vente på
dommedag. Man behøver behøver altså ikke længere vente på frelsen, på menneskesønnens tilbagevendelse (Parusi) og den kendte verdens endeligt som i de synoptiske evangelier. Mennesket er selv herre over valget om at acceptere eller forkaste Gud, og deres svar afhænger helt af dem selv.
Evangeliets budskab
I Johannesevangeliet kommer Jesus med tilbuddet om umiddelbar og nutidig frelse, ved den blotte tro på hans guddommelighed. Dermed kan det argumenteres, at med Jesu komme på jorden, er de sidste tider indtruffet. Derved er dommen over jorden kommet og den eskatologi som præsenteres i Johannesevangeliet realiseret, fordi Jesus blev til kød og med dette er Guds rige kommet til jorden.