Kristendom
Lukas Evangeliet, kap. 2.1-21
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Undervisning i Kristendom
Kristendommen set i globalt perspektiv - Der må udvælges ganske få centrale tekster fra Gammel Testamente (Skabelse, Syndefald, Pagtstanke, Messiasforventning). Formålet er at det kommer til at stå klart for eleverne, hvordan der både er og kontinuitet og ét spændingsforhold mellem det Gamle Testamente og jødedommen på den ene side og Det Ny Testamente og kristendommen på den anden. Det søges tydeliggjort, hvordan grundtanken i GT og den antikke jødedom nytolkes i NT.
Undervisningen tager således sit udgangspunkt i de Gammeltestamentlige forudsigelser - i Abrahamshistorien, Dekalogen, Esajas 53 og tager derefter sit afsæt i Jesu liv og gerning med vægt på læsning af de centrale tekster i Det Ny Testamente - forjættelsen
Dåbshandlingen (Mattheus 3.12-17)
Nadvermåltidet (Markus 14.12-25)
Lovforståelse - Bjergprædiken (Mattheus 5.17-48)
Missionsbefalingen (Mattheus 28.19-20)
Udvalgte Lignelser (Mattheus 20.1-16)
Paradigmer (Mattheus 18.1-5)
Underberetninger (Markus 10.46-52)
Korsfæstelse, Stedfortrædende Lidelse og Død - ( Lukas 23.34: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«)
Pinseunderet og den første Menighed - Apostlenes Gerninger (ApG kap. 2)
Paulus - Frihed for Synden og Loven (Romerbrevet 6-7)
Luther - Om et kristenmenneskes frihed (1520)
Reformationen
Bultmann - Afmytologisering
Sløk - Spontanitet
Religion i "krise" - Kristendommen i det traditionelle, moderne og senmoderne samfund
Feuerbach
Marx
Nietzsche
Peter Berger
Max Weber
Mircea Eliade
Emilie Durkheim
Rudolf Otto
Samuel Huntington
Anthony Giddens
Kristendommens Hovedretninger
Den Romersk-Katolske kirke
Ser sig som den universelle, dvs. altomfattende kirke. Den øverste leder, paven, opfattes som apostlen Peters efterfølger, der besidder nøglemagten til at tilgive og forkaste både på jorden og i himlen
Særtræk:
De syv sakramenter.
Helgener: De æres, men tilbedes ikke. Helgener menes at kunne gå i forbøn for mennesket.
Mirakeltro
Et særligt kristent liv?
Der findes nonne- og munkeordener, hvor medlemmerne trækker sig tilbage fra den profane verden for at leve et liv med fokus på Gud. Mange af klosterbevægelserne udfører samtidig et stort socialt og uddannelsesmæssigt arbejde.
De to sakramenter, præstevielsen og ægteskabet, anviser to forskellige livsformer for katolikken. Præsten lever i cølibat for at kunne holde fokus på sit arbejde med og i menigheden. Sidstnævnte erstatter så at sige familielivet. Lægmanden lever til gengæld et liv efter guds anvisninger i ægteskabet og familien - og dermed i den profane verden.
Organisation:
Udpræget top-down styring med geografisk og administrativt centrum i Rom (Vatikanstaten).
Samtidig er der specielt i 3.verdenslande en stærk lægmandsbevægelse, der støttes aktivt af de lokale præster. Disse lægmandsbevægelser organiseres ofte i basismenigheder, der har en udpræget flad struktur rent organisatorisk set
Menneskesyn:
Mennesket er syndigt, men kan via Guds tilgivende nåde arbejde aktivt med på frelsen.
Den Protestantiske kirke
Luther og de øvrige reformatorer i 1500-tallet mente, at de bragte kirken og kristendommen tilbage på rette spor fra den katolske kirkes materialisme og magtbegær. De opfattede det således, at de så at sige trængte bag om den etablerede kirkeinstitution til de oprindelige kilder til kristendommen, nemlig Ny Testamente
Der er to hovedautoriteter hos Luther:
Skriften alene: Det afgørende i kristendommen er, hvad der er nedfældet i Det Nye Testamente, ikke hvad senere kirkefædre har tolket og udtalt. Og ikke engang alt i Det Nye testamente er godt, idet det afgørende er, om det peger hen mod Guds frelsesgerning i Kristus. På den baggrund fokuserer Luther på Paulus´ skrifter og udtalelser om, at man bliver retfærdiggjort, dvs. anerkendt af Gud, ved tro.
Troen alene: Det afgørende i gudsforholdet er troen og ikke fromme gerninger.
Særtræk:
To sakramenter.
Det almindelige præstedømme: Præsten har ikke modtaget en særlig kraft via et sakramente, men er et almindeligt menneske med et familieliv. Alle mennesker kan principielt fungere som præster.
Et særligt kristent liv?
Der findes ikke en særlig kristen livsform, idet et sandt kristent liv skal leves i forhold til andre mennesker. På den måde kan der heller ikke siges at være nogle mennesker, der lever et særligt kristent liv. De protestantiske kirker er dermed på enhver måde et opgør med tanken om elite-kristne/kristendom.
Organisation:
Der findes ingen samlet administration for de protestantiske kirker på verdensplan, og der er generel tale om selvstyre både nationalt og internationalt. Eksempelvis er der ikke nogen central institution eller person i Danmark, der kan udtale sig på Folkekirkens vegne.
Ofte får kirkerne et udpræget nationalt præg, hvilket kan give kirken et civilreligiøst præg.
Menneskesyn:
Mennesket er ubetinget syndigt og kan ikke på nogen måde selv hæve sig op til frelsen. Derfor afhænger menneskets frelse af Guds ubetingede nåde
Den ortodokse kirke
Ser sig som bærer af den ubrudte tradition fra oldkirken. Konservatisme er derfor en ærefuld betegnelse. Kirken formidler Guds nåde.
Særtræk:
Ikoner, der spiller en stor rolle både rituelt og teologisk. Ikonerne kysses ved indgangen til kirken, kirkegængeren hilser på dem og tænder lys for dem. Teologisk set mener man, at ikonen sender glimt af det guddommelige ind i den jordiske verden.
Helgener æres, men tilbedes ikke.
Fokuserer på gudstjenesten og udførelsen heraf fremfor dybe teologiske refleksioner. Det sanselige aspekt spiller med andre ord en stor rolle.
Et særligt kristent liv?
Der findes munke- og nonnesamfund, hvor man lever adskilt fra den verdslige verden.
Kun mandlige præster. Han må gerne være gift.
Organisation:
Patriarkerne har den øverste autoritative ledelse. Patriarken i Istanbul har æresforrang.
Nationalkirker: I eksempelvis Serbien og Rusland blandes det nationale og det religiøse tæt sammen, idet man opfatter det sådan, at det nationale og det religiøse giver indbyggerne identitet.
Menneskesyn:
Mennesket er syndigt, men det kan arbejde på sin gradvise guddommeliggørelse i det jordiske liv ved at efterfølge Kristus. (Kilde: Religionsportalen)
Det rituelle liv
Dåb og Nadver
Dåben markerer begyndelsen på et liv som kristen. Gennem dåben får barnet adgang til det kristne fællesskab.
Nadveren er det centrale ritual i den kristne kirke. (Se Ninian Smarts 7 dimensioner anvendt på Nadverritualet under "Filer".)
Det hænger sammen med, at Påsken anses for at være den centrale kristne fest. Med tolkningen af Jesu lidelse og død som afgørende for menneskets frelse (den stedfortrædende lidelse) bliver nadveren, hvor man fejrer Jesu sidste måltid med disciplene, central.
Idet præsten rituelt bryder brødet og skænker vinen reaktualiseres fortidens mytologiske nadvermåltid med det formål at skabe fremtiden for dem, der deltager i ritualet. Fra den kristnes synsvinkel betyder det, at han eller hun får fornyet styrke ved at få bekræftet at vedkommende er tilgivet.
Kirkesamfundene er imidlertid ikke enige om, hvordan nadveren skal forstås. Groft sagt kan man udskille tre opfattelser:
Den romerske-Katolske: Vedvarende forvandling (transubstantiationslæren). Under nadverfejringen forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod, men forvandlingen er ikke synlig. Brødet og vinen beholder deres egenskaber som henholdsvis legeme og blod også efter selve ritualet er ophørt. Hvis brødet ikke er spist op, gemmer man de resterende oblater i et lille skrin og tænder en rød lampe i kirken som tegn på, at Jesus Kristus er til stede.
Den Evangelisk-Lutherske: Midlertidig forvandling (konsubstantiationslæren). Under nadverfejringen forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod, men forvandlingen er ikke synlig. Når ritualet er forbi, er forvandlingen også forbi, dvs. så er brød og vin igen almindelig brød og vin, og har man fået skænket for meget vin op, kan man bare smide det i vasken uden tanke på, at det skulle være Jesu blod, man på den måde profanerer.
Den Reformerte: Symbolsk opfattelse. Der finder ingen forvandling sted overhovedet. Brødet og vinen skal bare opfattes som det de er, og nadverfejringen er et symbolsk mindesmåltid.
Kristendommens kontekst
Kristendommen er ligesom alle andre religioner afhængig af de sammenhænge (kontekster), den indgår i:
Fx påvirkes udførelsen af ritualer, bøn og salmesang af den kultur, kristendommen er en del af på et givet tidspunkt i historien
Ligeledes bliver tolkningen af myterne præget af de sociale og politiske forhold, der kendetegner det specifikke land, kristendommen udfolder sig i.
Der eksisterer så at sige mange kristendomme, og hensigten med denne del af Religionsportalen er at give et indblik i denne mangfoldighed.
Kristne Mission
Fænomenet mission - og dermed udbredelsen af kristendommen - får sin autoritet fra missionsbefalingen i Matthæusevangeliet. Jesus skulle ifølge forfatteren til evangeliet have sagt:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.
Matt. 28,18-20.
Missionsbefalingen kan tolkes på forskellige måder:
Som antikkens bud på globalisering, idet kristendommens budskab skal gå world wide. At missionere vil netop sige at udbrede.
Som udtryk for kristen eksklusivitet, idet kristendommen anses for at indeholde en absolut sandhed, der overtrumfer alle andre religioner.
Som eksempel på ægte næstekærlighed: Det gode budskab som åbenbaredes for en lille befolkningsgruppe i Nærorienten for ca. 2000 år siden skal komme alle til gode.
Det nationale, det kristne og det multikulturelle
I Danmark er der en tæt sammenhæng mellem det nationale og det kirkelige. Dette hænger sammen med, at Danmark i århundreder har været en monokultur. Sammenhængen understreges af begrebet folkekirke og er indskrevet i Grundloven. Forbindelsen mellem nation, folk og kirke blev understreget af Grundtvig og kan karakteriseres som en form forcivilreligion.
Civilreligion
USA er særlig kendt for sine civilreligiøse myter og ritualer, der er skabt til at holde sammen på et forholdsvist ungt land med en befolkning, der stammer fra mange forskellige lande. USA er blevet sammenlignet med et kludetæppe, der sættes sammen af forskellige slags stof og materialer. På samme måde er USA etnisk og religiøst sat sammen af mange forskellige elementer, der til sammen udgør en ny enhed.
Men gør det samme sig gældende for Danmark? - Mere herom under "Religion i tværfaglig sammenhæng"
Folkekirkens lovgrundlag
Folkekirke er både som begreb og institution en særlig dansk konstruktion.
Lovgrundlaget står i Grundloven. Her fremgår det bl.a.
at folkekirken er en flertalskirke, ikke en statskirke. Den er med andre ord den religiøse institution, som flertallet af den danske befolkning tilhører.
at statsmagten er neutral i religiøse spørgsmål
at bekendelsesgrundlaget er evangelisk-luthersk, dvs. den bygger på Luthers lære.
at statsmagten fastlægger de ydre rammer for kirken.
at regenten skal tilhøre folkekirken.
at der er religionsfrihed i Danmark.