Eksamenstekster

Eksempel på Eksamenstekst

Johannes Evangeliet

kap. 15.1-27

Det sande vintræ

v1 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.

v2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.

v3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.

v4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.

v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

v6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.

v7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.

v8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Kærlighedsbudet

v9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.

v10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.

v11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.

v12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.

v13 Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.

v14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.

v15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.

v16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.

v17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.

Verdens had

v18 Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.

v19 Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.

v20 Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.

v21 Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.

v22 Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke haft synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.

v23 Den, der hader mig, hader også min fader.

v24 Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke haft synd; men nu har de set, og dog hader de både mig og min fader.

v25 Men det er sket, for at det ord, som står skrevet i deres lov, skal gå i opfyldelse: ›De hadede mig uden grund.‹

v26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.

v27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

+

Rudolf Otto

Mødet med det Hellige - om at fremdrage religionens aspekter

Vi skal nu forsøge at gøre dette (: at fremdrage religionens aspekter) med henblik på det helliges særegne kategori. At kende og anerkende noget som "helligt" er i første række en karakteristisk vurdering, der som sådan kun forekommer på det religiøse område. Ganske vist viser det straks hen til noget andet, fx. etikken, men det udspringer ikke selv af noget andet. Det har som sådant en fuldt ud særegen artskarakter i sig, der unddrager sig det ovenfor nævnte rationelle, og som derfor er et "arrethon", dvs. noget uudsigeligt for så vidt som det er fuldstændigt utilgængeligt for en begrebsmæssig bestemmelse.

Denne påstand ville på forhånd være falsk, hvis det hellige var dét, som det antages for at vær ei filosofisk og normalt også i teologisk sprogbrug. Vi har nemlig vænnet os til at bruge "hellig" i en helt igennem overført betydning, som slet ikke er oprindelig. Vi forstår det nemlig sædvanligvis som en absolut moralsk betegnelse, som noget fuldendt godt. Således kalder Kant den vilje hellig, som er en vilje, der ved pligtens tilskyndelse adlyder den moralske lov uden vaklen: Men det ville jo ganske enkelt være den fuldkomne moralske vilje. Således taler man også om pligtens eller loven hellighed, når man egentlig ikke mener andet end dens praktiske nødvendighed eller dens almengyldige forpligtelse. Men en sådan brug af ordet er slet ikke rigtig. Hellig indeholder ganske vist alt dette, men det indeholder også for vore følelser et tydeligt overskud, som det her skal handle særligt om. Ja, sagen er faktisk langt mere det faktum, at ordet hellig og ord af samme betydning, i semitisk, latin og græsk samt andre gamle sprog, først og fremmest kun betegnede dette overskud og slet ikke omfattede det moralske moment, i det mindste ikke fra begyndelsen og aldrig udelukkende det.

Det, som vi taler om, og som vi vil forsøge at angive så nogenlunde, nemlig ved at bringe det frem for følelsen, lever i alle religioner, som deres egentlige inderste, for uden det ville de slet ikke være religioner. Men med en særlig bemærkelsesværdig kraft lever det i de semitiske religioner og her igen ganske særligt i den bibelske. Her har det nemlig også sit eget navn: "qadosh", som svarer til "hagios" og "sanctus" og endnu bedre til "sacer".