Eksamenstekst m/fænomenologi

Knud Rasmussen

Havets Moder

Man fortæller, at Uitsataqangitsoq, "den blinde", bestemte sig til at fare ned til Havets Moder, der hersker over alle Sødyr og Søfugle. Han var en stor Åndemaner, og hans landsmænd havde bedt ham om at foretage denne åndeflugt, fordi bopladsen i lang tid havde lidt under misfangst.

Så rejste "den Blinde" til Havets MOder, idet han nøje fulgte de dødes vej; det varede ikke længe, før han nåede frem til en anden vej, som gik til venstre, og den slog han ind på. Den var lang, og det varede længe, og alle hans hjælpeånder fulgte med ham. Han for stadig fremover, da en stærk brusen nåede hans ører; det var bruset fra den elv, der løber gennem husgangen i huset, som Havets Moder bebor. "Den Blinde" fortsatte sin vej og nærmerede sig mere og mere sit mål, indtil han endelig nåede frem til den store elv. Her var der lavet en overgang af tre store sten, som man kunne springe hen over; men de var så bedækkede med glatte alger, at den, som sprang, måtte glide ud i fossen. "Den Blinde" stod længe rådvild, uden at turde springe, indtil alle hans hjælpeånder var ovre på den anden side; da først gjorde han selv et forsøg, sprang uden at falde og kom vel over.

Atter for han videre og fik endelig langt om længe det hus i sigte, hvor Havets Moder bor. Han kom derhen, men så nu at indgangen var spærret af en skummende elv, der syntes ganske ufarbar. langt om længe blev dog endelig en overgang fundet, og tilsidst stod "Den Blinde" foran huset. Her standsede hans hjælpeånder ham og talte således til ham:

"Så snart du kommer ind til Havets Moder, må du øjeblikkelig springe ind på livet af hende og straks gribe fat i hendes hår og vikle din højre arm ind i det; thi hun vil gøre et forsøg på at kaste dig ind i bagrunden af sin briks. Lykkes det hende, vil du blive kvalt derinde i mørket"

Efter at have talt således, gik de alle ind i huset. Inde i husgangen opdagede de, at elven skiftede retning; den løb den modsate vej og fossede ind i selve huset. Dette var grunden til, at der ingen sæler kom ud fra Havets Moder, og derfor var der misfangst blandt menneskene.

Så snart "Den Blinde" kom frem af husgangen, sprang han straks ind på livet af den store kvinde og greb hende ikke på noget andet sted end netop i håret, således som det var blevet ham sagt. I en fart fik han sin højre hånd snoet ind i håret, og hendes forsøg på at kaste ham ind bag sin briks mislykkedes. Men han blev løftet så højt, at et stort sort svælg åbnede sig for ham. Så sloges de to af alle kræfter, og under hele slagsmålet klappede hans hjælpeånder kvinden på ørerne, idet de sagde: Vær dog rolig, vær dog stille, han kommer jo kun for at rense dig, for at rede dit hår og lyske dig for utøj"

Men Havets Moder hørte intet i sin vrede og anstrengte sig for at få ham kastet ind i afgrunden bag briksen; efterhånden begyndte hun dog at blive træt, og da var det, som om hun pludselig hørte, hvad hjælpeånderne råbte ind i ørerne på hende. Sraks blev hun stille og rolig og sagde blot: " Megen glæde volder det mig at høre disse ord. Her ligger jeg, og er ved at bukke under for menneskenes smuds. Jeres overtrædelsers urenhed besmitter mig. Skynd dig, skynd dig, rens mit hoved og red mit hår".

Derpå lagde hun sig på sin vældige briks og "Den Blinde" gav sig til at rede hendes hår [....] Da han var færdig med rensningen, samlede han alt smudset og kastede det bort. I samme øjeblik blev det levende altsammen, og der var bjørn, ræv, klapmyds, remmesæl, fjordsæl....og alle slags fugle. Alt det smuds, som han klippede ud af håret på hende, blev til levende væsener, og alle for de ud af hendes husgang, igennem elven, op mod havet. "Den Blinde" stod og så på alle fangstdyrene, der myldrene ud, og bed særlig mærke i en lille ung sortside, hvis hoved var hvidt på den ene side og sort på den anden side. Denne kunne han siden slet ikke glemme; thi idet den for hen mod husgangen, vendte den sig om og smilede til ham. Det var den første sæl, han skulle fange, når han efter sin hjemkomst atter roede ud i kajak.

Efter at alle fangstdyrene således havde forladt deres herskerinde, gav "Den Blinde" sig til at ordne hendes hår og sætte det op i en top, og da han var færdig med det, bød han hende rejse sig. Nu var der ingen ende på hendes taknemmelighed, og hun talte til ham i følgende ord: " Stor glæde har du voldt mig ved at komme, du, som besøgte mig uden at have tanker for mad alene. Glad har du gjort mig, fordi du fra barnsben kun tænkte tunge tanker og uddannede dig til åndemaner. Mange lange tider er svundne, siden nogen kom og rensede mig"....."Når du vender tilbage til jorden må du sige til dine bopladsfæller, at de må passe nøje på at overholde troens forskrifter og den bod, menneskene må gøre, både ved fødsler og dødsfald. Menneskene gør sig ikke umage for at leve livet, og deres store ligegyldighed er skyld i, at jeg bedækkes med smuds. Menneskenes trods kommer til mig som smuds og gør mig styg og grim. Gerne ville jeg have sluppet mine fangstdyr ud til menneskene, men jeg måtte holde dem tilbage for at bringe dem til eftertanke. Så længe du lever dit liv på jorden, må du ofte komme til mig og rense mig, og det samme må du bede de senere fødte om at gøre. Thi det er ikke passende for menneskene udelukkende at have tanker, der kredser om mad og spise". [Der er klippet i teksten]

(Kilde: Brandstrup/Josephsen; Eskimoerne - en tekstcollage. Gyldendal 1975, s. 87-89)

Eksamenstekst 2)

Black Elk´s beretning om åndedansens komme til siouxerne

Men først på sommeren i 1889 kom sære nyheder ude fra vest. Folk talte ikke om andet. De talte allerede om det lige efter, at jeg var kommet hjem. Da hørte jeg det første gang. Nyhederne kom til Oglala-stammen fra Shoshone- og Arapahostammerne. Nogle troede på dem, andre troede dem ikke. Det var vanskeligt at tro på det, da man hørte det første gang. Jeg fandt, at det var tåbeligt at tale som en eller anden havde fundet på. Nyhederne ville fortælle, at de rude vestpå et sted i nærheden af de store bjerge - The Sierras - lige inden man kommer til det store hav, havde man i stammen Paiute fundet en mand, der havde talt med den store ånd og denne havde pålagt ham at redde det indianske folk og få Wasichierne til at forsvinde for derefter atter at bringe Bison-flokkene tilbage og gøre alle de døde levende, hvorefter der ville blive skabt en ny jord at leve på. Inden jeg kom tilbage, havde min stamme talt meget om dette og de havde udsendt tre mand - Good Thunder, Brave Bear og Yellow Breast - for med egne øjne at se og tale med den hellige mand og undersøge, om den historie man fortalte om ham var sand. De tre mænd havde foretaget den lange rejse vest på, og efteråret, efter at jeg var vendt tilbage, kom de hjem og kunne fortælle vidunderlige ting. Der blev sammenkaldt til et stort møde ved udløbet af White Creek ikke langt fra Pine Ridge, da de kom hjem. Men jeg ville ikke over at høre dem, for jeg troede ikke på historien. Jeg tænkte, at det kun var folkets fortvivlelse, der fik dem til at tro, akkurat ligesom en mand, der sulter drømmer om masser af god mad.

Jeg var ikke til dette møde, men jeg fik at vide alt det de tre kunne fortælle. De fortalte, at de havde rejst langt indtil de kom til en stor dal - Mason Valley - i nærheden af de store bjerge. Der så de Wanekia eller på jeres sprog "den, der opvækker fra de døde". Han skulle være en søn af den store ånd og de kom også til at tale med ham. Wasichuerne kaldte ham Jack Wilson, men hans rigtige navn var Wovoka. Han fortalte dem, at der ville komme en anden verden. Den ville komme akkurat som en sky opstår på himlen. Den ville komme ude fra vest som en hvirvelstorm, der ville knuse alt, der var gammelt og som alligevel ikke kunne leve. I den nye verden ville der være masser af kød, akkurat som i gamle dage, I denne nye verden ville alle de dræbte indianere genopstå og alle de dræbte bisoner ville få nyt liv og igen i flokke drive rundt mellem højene.

Den hellige mand gav Good Thunder noget hellig rød farve og to ørnefjer. Vort folk skulle smøre den hellige farve i deres ansigter og så danse en spøgelsesdans, som han lærte Good Thunder, Yellow Breast og Brave Bear. Bare de gjorde dette, ville man komme i den nye verden, når den kom og Wasichuerne kunne intet gøre, men måtte forsvinde. Da han gav Good Thunder de to ørnefjer, sagde den hellige mand: "Modtag disse ørnefjer og pas på dem, for min fader vil bruge dem til at føre dit folk tilbage til ham".

(Kilde: Resner/Vinten; Prærieindianernes religion. Gyldendal 1979, s.123-124)