Eksamenstekst

Eksempel på Eksamenstekst

Kombinationstekst

Hinduistisk Lignelse om Vessantara

»Kongesønnen Vessantara nægtede aldrig nogen en Gave, når man bad ham. Han ejede en hvid Elefant, der havde den Evne at drage Regn ned på Jorden, så snart Menneskene trængte dertil. Men den gav han til Beboerne af et Naboland, hvor der var Tørke. Hans Landsmænd blev så vrede derover, at de fik Kongen til at forvise Prinsen med hans Hustru og to Børn ud af Landet. De kørte nu over Grænsen i en Vogn med Heste for. Da kom der Bramaner og bad Prinsen om hans Heste og hans Vogn. De fik dem. Så tog Prinsen til Vankabjærget. Her byggede de i Sko ven en Hytte af Grene og levede som Eneboere. Da kom der en Braman og bad ham om hans Børn, og Vessantara gav dem smilende til Bramanen. Og endelig skete det, at Guden Sakka steg ned på Jorden, forklædt som Braman, og bad om hans dydige og tro Hustru Maddi. Med glad Hjerte gav Vessantara hende til Guden. Alt gav han hen uden at agte det, for at nå til Oplysningen.«

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner

Lukas – kap. 10.25-37

v25Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«

v27Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

v28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«

v29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«

v30 Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.

v31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.

v32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.

v33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.

v34 Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

v35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.

v36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«

v37 Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«