Hinduismen
Hinduismen - som tro betragtet - er vag, formløs, mangesidet. Den er alt for alle. Det er næppe muligt at definere den eller endog definitivt sige, om den er en religion eller ikke i ordets almindelige betydning
Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister
Kort om Hinduismen - Oprindelse
Hinduismen er den ældste og 3. største af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det 2. årtusinde f.v.t., og den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner. Hinduer selv bruger ikke betegnelsen "hinduisme", men taler om "den evige verdensorden", Sanatana - dharma.
Der er på verdensplan ca. 745 mio. hinduer, der fortrinsvis lever i Indien, Sri Lanka, Bangladesh, Nepal og Pakistan.
Hinduismen er i virkeligheden en fællesnævner for en lang række forskellige religionsformer. Og den giver plads til mange og modstridende religionsformer. Nogle hinduister tilbeder mange guder, andre en enkelt og atter andre tror slet ikke på nogen gud.
Hinduismen har ingen stifter, og den har ingen hellige skrifter eller dogmer, der er fælles for alle hinduer. Det skyldes, at den rummer mange forskellige kulturstrømninger og religiøse traditioner, der går mere end tre årtusinder tilbage - Det er faktisk ret svært at gøre Hinduismen særlig konkret, bortset fra at man kan definere den som den indiske folkereligion eller kultur, der ikke er buddhisme, jainisme, islam, sikhisme, parsisme, kristendom eller jødedom.
Hinduismen er således en videreudvikling af mange elementer fra vidt forskellige kulturer. Dette er rimeligvis forklaringen på, at hinduismen i dag fremstår som en religion med mange facetter. Resultatet af den religiøse sammensmeltning kaldes vedareligion, opkaldt efter nogle overleverede skrifter, Vedaerne.
Forestillinger
Hinduismen er en nuanceret og mangetydig religion , der er præget af en vidtgående pluralisme. Med undtagelse af visse nationalistiske hindugrupper tolererer og respekterer de mange hinduistiske retninger hinandens tro og ritualer som mere eller mindre ligeværdige og meningsfulde udtryk for "den evige verdensorden", Sanatana - dharma.
I hinduismen som i de andre verdensreligioner er der ofte stor forskel mellem de lærdes og præsternes opfattelser og praksis på den ene side og den folkelige og lokale opfattelse og praksis på den anden.
Hinduismen må derfor defineres som en "religion/Tros- og Livsopfattelse" med mange forskellige retninger, men fælles for dem er en forestilling om den evige verdensorden (sanatana-dharma), der består af fire punkter:
Dharma: læren om den kosmiske orden
Samsara: læren om genfødslernes kredsløb
Karma: læren om "årsag og virkning", dvs. at fysiske og psykiske handlinger har skæbnesvangre konsekvenser i nuværende og kommende eksistenser
Moksha: læren om, at det er muligt at blive udfriet af genfødslernes kredsløb.
Disse fire lærepunkter er tæt knyttet til kastesystemet, som er det de fleste forbinder med hinduismen. Det består i virkeligheden af to systemer -
Varna - som er den intellektuelle, teoretiske inddeling i fire klasser.
Jati - som er den lokale faktiske forekommende inddeling i mangfoldige kaster.
Dharma, Karma og Samsara
Dharma , karma og samsara hænger nøje sammen. Dharma er den evige verdensorden, der udtrykker sig i universets regelmæssighed, i naturens afbalancerede kræfter, i det harmoniske samvirke mellem samfundets forskellige interesser og grupper og i den enkeltes eksistens. Bringes menneskets karma , dvs. dets handlinger og frugterne af disse, i overenstemmelse med dharma , bliver det harmonisk og retfærdigt, mens det lever i samsara . Samsara betegner det enkelte individs utallige genfødsler, men dækker også over forestillingen om, at verden som helhed skabes, går til grunde og bliver til i stadige kredsløb. I modsætning til den lineære jødisk-kristne tidsopfattelse er den hinduistiske ligesom også den buddhistiske cyklisk.
Forestillingen om genfødsel ( reinkarnation), er central for hinduismen. Karma kan ikke udleves i ét liv, og sjælen fødes derfor i et legeme igen og igen. Hver gang den inkarnerer, sker det i overensstemmelse med den karma , den slæber rundt på, og for hver inkarnation er målet det samme: At undgå ny karma og få bugt med den, som allerede er opsamlet.
Hinduernes evige stræben går ud på at befri sjælen for evig genfødsel. Vejen hertil går gennem de handlinger, som alle er nødt til at foretage. Det gælder om at undgå at blive følelsesmæssigt bundet til handlingerne og disses konsekvenser. Ved at handle uselvisk, fri for egoistisk begær og jeg'ets bekymringer kan det enkelte menneske efter utallige genfødsler omsider opnå den endelige frigørelse fra samsara. Samsara betegner det enkelte individs utallige genfødsler, men dækker også over forestillingen om, at verden som helhed skabes, går til grunde og bliver til i stadige kredsløb. I modsætning til den lineære jødisk-kristne tidsopfattelse er den hinduistiske ligesom også den buddhistiske cyklisk.
Frelse
Hinduismens forestillinger om frelse er forskellige, men principielt er der altid tale om en genforening med det guddommelige. Forestillingen om at sjælen (atman ) er et løsrevet fragment, som oprindelig var ét med guddommen eller det guddommelige er helt afgørende. Forestillingen om at " atman er brahman"" (brahman = det upersonlige, allestedsnærværende guddommelige) løber som en rød tråd gennem det meste af hinduismen, og de retninger, som afviser en upersonlig gudsopfattelse, sådan som den udtrykkes i forestillingen om brahman, taler om et "genoptaget samvær" med den personlige gud (Vishnu, Krishna, Shiva , Brahman m.fl. ).
Kastesystemet
Ifølge traditionen blev verden skabt af de første guder som et kasteinddelt kosmos. Forestillingerne om karma retfærdiggør og forklarer ethvert individs sociale og religiøse position.
En kaste er en religiøs institution, der er karakteriseret ved tre ting: ægteskab skal ske inden for kasten, måltider må kun indtages sammen med personer fra samme kaste, og ved valg af erhverv må det ske inden for de specielle erhverv, der er tillagt kasten.
Et af de vigtigste fælles krav til alle kaster er at undgå sammenblanding af kasterne. De kasteløse er bl.a. dem, der vasker ligene, jægere, slagtere, bødler og dem, der forarbejder dyrehuder. Man mener, at de kasteløse er opstået som en følge af kasteblanding. De er farlige og skal undgås. (Kilde: Faktalink)
Guderne
De fleste hinduer går ud fra, at der findes en upersonlig gud, som er et princip og ophav til alt. Denne gud kaldes Brahman, men tilbedes ikke. Nogle ser dog de andre guder som manifestationer af Brahman. Målet for hinduerne er udfrielsen fra samsara, hvor sjælen (atman) bliver et med dette guddommelige princip, Brahman.
I de forskellige traditioner ser man enten Vishnu, Shiva eller nogle af deres avatarer (andre former) som den øverste gud. Man taler derfor om vaishnavitter, tilhængere af Vishnu, shaivitter, tilhængere af Shiva. En retning er også shaktismen, som tilbeder de kvindelige guder, der er manifestationer af shakti-energien.
Bhagavad Gita
Hinduismens vigtigste helligskrift er Bhagavad Gita - "Herrens sang" og findes i sjette bog af det store helteepos Mahabharata. Hvornår dette værk er skrevet, ved man ikke med sikkerhed. Nogle forskere daterer Bhagavad Gita så tidligt som til år 400 fvt. Andre til det første århundrede evt. Dog er der enighed om, at Bhagavad Gita har været et selvstændigt værk, som siden er blevet indarbejdet i Mahabharata.
Mahabharata fortæller om krigen mellem to grene af Bharataslægten. En kongefamilie fra Nordindien. Den ene gren af familien er Pandavaerne, med kongesønnen Arjuna i spidsen og Bhagavad Gitas helt. Den anden gren af familien er kauravaerne, kongens brors familie. Pandavaerne er retmæssige arvinger til tronen, men efter kongens død, regerer kongens bror den blinde Dhritarashtra. Hans ældste søn nægter at give afkald på tronen og dermed er krigen mellem de to familier uundgåelig. På slagmarken står de to opstillede hære klar til at gå i krig. Men inden kampen begynder, lader Arjuna sin stridsvogn køre ud på pladsen mellem de to hære. Med sig som kusk har Arjuna guden Krishna, der er en inkarnation af guden Vishnu. Arjuna bliver grebet af fortvivlelse over at skulle kæmpe mod familie og venner. Han kaster buen fra sig og nægter at deltage i kampen. Krishna indleder da sin belæring som mere har form som en monolog, og opfordrer Arjuna til at erkende sin dharma (pligt) her i livet.
Bhagavad Gita behandler forskellige veje til selverkendelse og overgivelse til Gud. I modsætning til Vedaskrifterne (de ældste hinduistiske skrifter), hvor vejen til erkendelse skete gennem ceremonier og ofringer ligger hovedvægten i Bhagavad Gita på Bhakti marga, tilbedelsens og hengivelsens vej:
”Ikke ved Vedaerne, eller ved ofringer, ikke ved studier, ikke ved gaver eller ved ceremonielle riter, ej heller ved streng askese, kan man komme til at se mig i den skikkelse, du har set mig i, Arjuna.” (Bhagavad Gita Xl. Kap. Vers 48.).
”Men med en aldrig svigtende kærlighed til mig, kan man i sandhed erkende mig og få mig at se og komme til mig, Arjuna”. (Bhagavad Gita. Vers 54). ”Og den der foretager sine handlinger for min skyld, den der ser på mig som sit mål, den som elsker mig, fri for andre tilknytninger og som ser venligt til alle væsener, han kommer til mig, Arjuna.”. (Bhagavad Gita Vers 55).
Livsstadierne
I Indien og hinduismen findes der imidlertid andre idealer end det nævnte asketiske. Det er også et ideal og en naturlig ting for en hindu at være social aktiv, nyde livet og høste fordele. Hinduismen har forsøgt at løse spændingerne mellem dette og det asketiske ideal ved at opdele livet i stadier ( varnaashrama ):
De fire livsstadier er:
1. Brahmacharin ("student"): Dreng - ung mand, der skal have sin religiøse undervisning i en brahmins (præsts) hus. Han er underkastet sin faders vilje, og bør handle ud fra faderens forordninger og husets regler. Der er ingen regler for en pige. Hun lever under husets beskyttelse, indtil hun bliver gift, hvor hun overlades til en anden familie.
2. Grihastha/grihini ("husholder/ske"): Det er nu tid for manden at stifte familie og blive husholder, og for kvinden at indgå i en anden familierelation. Hun bortgives i ægteskabsceremonien, som er det ritual, der angiver indgangen til det andet livsstadium.
Man anser denne ashrama for den vigtigste af de fire, idet den er grundlaget for hele samfundet. Den største pligt er at få børn - helst sønner, som kan videreføre slægten, og brødføde familien og dermed samfundet.
3. Vanaprastha ( "at vandre ud i skoven"): Når en søn har giftet sig og er moden nok til at overtage forpligtelserne som husholder, bør manden drage ud i skoven evt. ledsaget af sin hustru. Han skal efterlade alle sine ejendele og kun medbringe den hellige offerild og de nødvendige offerredskaber. Isoleret fra bylivets og familiens forstyrrelser kan han nu føre en rolig tilværelse i selvfordybelse og andagt. Han er stadig løst tilknyttet samfundet og familien og kan ved lejligheder vende tilbage.
4. Sannyasin ("omvandrende asket"): Det sidste livsstadium, hvor al tilknytning til familie og samfund ophører. Manden skal opgive alt begær og kun rette sine tanker mod brahman. Han forsøger herved at nå tættere på den endelige frigørelse fra livets kredsløb. Selvom dette livsstadium oftest kun praktiseres af mænd, kan man møde kvindelige sannyasins. Det vigtigste er, at blot en af ægteparrets partnere udfylder rollen. Efter ægteskabsceremonien ser man ikke på mand og kvinde som to adskilte parter, men som en helhed, hvor begge har deres rolle at udfylde til det fælles bedste. De repræsenterer hver en del af helheden på samme måde som de forskellige gudekonstellationer gør det.
Kulten
I den daglige religiøse praksis forsøger man at opretholde et godt forhold til guderne og naturkræfterne, så familiens ve og vel og daglige liv sikres. Opnåelse af den endelige frigørelse (moksha ) og sammensmeltningen med det guddommelige ("atman er brahman") er som regel ikke det første lægfolk tænker på. For dem gælder det først og fremmest dette liv og den gode karma, som man kan erhverve sig gennem dyrkelsen af 0guderne.
Enhver rettroende hindu har sit eget lille tempel eller helligsted , mandir , i hjemmet. Det er kvinderne, der udfører den private puja en til to gange dagligt, helst ved solopgang og ved solnedgang. Kvinden gør det som hele familiens repræsentant og sikrer derved dagen for alle. Det lille private mandir består som regel af et par gudebilleder, en lille olielampe (joti ) og en eller flere af de hellige bøger. Det er omgivet af samme renhedsforskrifter, som et offentligt tempel, og man skal altid tage fodtøjet af, inden man går hen til det. Derfor er det placeret et afsides sted i huset, gerne i et rum for sig. Også køkkenet, hvor man tilbereder fødeofre til guderne, spiller en stor rolle i den daglige kult. I ortodokse hjem ofres altid en smule af den tilberedte mad til guderne via køkkenilden og guden, Agni.
Et tempel betragtes som gudens bolig, og guden er til stede i form af et billede, en statue eller et symbol. Der er ingen stole eller bænke. En præst står for de daglige ofre til guden, holder templet rent og fordeler helliggjort mad (prasad ), til de besøgende. Hinduer tager i lighed med muslimer fodtøjet af, før de træder ind i et tempel, og deres tilbedelse af guden sker typisk ved at de bukker foran guden med foldede hænder, berører gudens fødder, reciterer hellige tekster, ofrer blomster m.v.
Overgangsritualer
De fire overordnede livsstadier kædes sammen med mange mindre overgangsritualer ( samskaras ).
Et samskara- ritual skal forstås som en genfødsel til et nyt livsstadium; personen får en ny og højere status og nye relationer til den omgivende verden. Ritualet fjerner alle defekter fra det livsstadium, man lige forlod og skaber lykkebringende kvaliteter for det kommende. Hver samskara-ceremoni fungerer sammen med de fire ashramas som et trin, der bringer individet nærmere den genfødsel, der fører til befrielse og forening med brahman eller fælleskab med den højeste gud.
Ifølge de mest ortodokse beregninger burde en mand, der tilhører en af de to øverste kaster udføre 40 samskaras i et livsforløb. Almindeligvis opereres der dog "kun" med 16, hvoraf de 8 har forbindelse med moderens graviditet, barnets fødsel og første levetid. Idag er der mindst fire, der overholdes. De fire knytter sig til de overgange, der også i de fleste andre religioner markeres rituelt.
Ren og Uren
Forestillinger om renhed og urenhed spiller en stor rolle ikke kun i forholdet kasterne imellem, men i det hele taget både i dagliglivet og i ritualerne. Der er derfor også adskillige forskrifter, som enhver rettroende hindu bør overholde.
Således anses den venstre hånd for uren, fordi den bruges i forbindelse med toiletbesøg. Enhver form for ofring og spisning skal derfor foretages med den højre hånd. En menstruerende kvinde anses for uren og kan ikke gå i templer eller nær gudebillederne. Hun vil også nødigt lave mad, eftersom tilberedning af føde næsten altid har et rituelt aspekt.
Hinduismens historie
Del 1 - http://youtu.be/RKE7enkhZyo (9.07 min.)
Del 2 - http://youtu.be/lEJNbdn9t20 (9.27 min.)
Del 3 - http://youtu.be/3ZavKqW7m08 - (9.26 min.)
Del 4 - http://youtu.be/x1302EhyCf4 - (9.26 min.)
Del 5 - http://youtu.be/crmGQDPSb7c - (9.25 min.)
Hinduistisk begravelsesritual
Nyttige Links
ISCKON i Danmark: http://harekrishna.dk/profile/3ao4s8ijwdg3v
http://www.dr.dk/Tro/Temaer/Himlen+over+DK+hinduisme/20060926150341_2.htm