Metode

Eleverne skal demonstrere viden om fagets identitet og metoder

Eleverne skal, jf. beskrivelsen af fagets forankring i religionsvidenskabelige forskningstraditioner under 1.1. og 1.2., kunne demonstrere en viden om centrale karakteristika ved faget. Centralt for fagets identitet er, at religion i et religionsfagligt og -videnskabeligt perspektiv analyseres og fortolkes som et menneskeligt, socialt, historisk og kulturelt fænomen. Det betyder bl.a. at en faglig metodisk tilgang ikke er normativ men tilstræbt værdineutral, og at spørgsmål om religionernes sandhedsprætentioner, inklusiv elevens egne religiøse eller anti-religiøse holdninger, holdes adskilt fra den faglige analyse og fortolkning.

Det betyder også, at religionsfaglig teori og metode benytter sig af en lang række af humanistiske, samfundsvidenskabelige og tilmed naturvidenskabelige teorier og metoder, samt at refleksion over betydning af egne, personlige, kulturelt og religiøst bestemte og forudfattede meninger for analyse og fortolkning hører med til det at demonstrere viden om faget og dets metoder. Religionernes virkningshistorie gør sig gældende i de spor, de sætter i personlige holdninger, f.eks. til religion, samt i de spor, de sætter i samfundsliv, kunst og kultur, herunder også i ikke-religiøs filosofi og i religionskritik. Disse spor og disse tilgange til religion indgår derfor også i faget.

Religionsfaget anvender som nævnt ovenfor metoder fra en række fag. I tekst- og billedanalyse har f.eks. historisk-kritisk metode spillet en væsentlig rolle, men en lang række andre teoretiske og analytiske tilgange, f.eks. strukturalistiske, psykoanalytiske og narratologiske, har også spillet en rolle. Anvendte metoder i øvrigt kan være af psykologisk, sociologisk eller naturvidenskabelig oprindelse. F.eks. kan nyere religionsvidenskabelig kognitionsforskning inddrages. Vigtigt er det, at eleverne får en forståelse af, at de forskellige fagområder har hver deres særpræg hvad angår metodevalg, og at metodeovervejelser altid indgår i det faglige arbejde med religioner og religiøse fænomener.

Endvidere bør eleverne kunne diskutere, hvorvidt en metode kan og bør ses og anvendes isoleret fra det genstandsområde, man har sat sig for at undersøge: Forskellige genstandsområder kan kalde på forskellige metodiske tilgange.

En vigtig sondring i religionsfaget er indefra-udefra-spørgsmålet. Indefra (emic) betyder, at forskeren ser en kultur med insiderens øjne og laver en beskrivelse, som tager sigte på, at deltageren i undersøgelsen kan genkende den som rigtig. Udefra (etic) betyder i modsætning hertil, at forskeren ser en kultur eller et system fra en fremmed, videnskabelig vinkel, udefra. I en etic-beskrivelse benytter forskeren sig af sin viden og forskningens terminologi. Religion arbejder principielt med sit stof udefra, men skal også integrere en indefra-vinkel: Hvordan forstår og oplever den pågældende religions udøvere f.eks. et konkret ritual? Som et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag er religion et karakteriserende, analyserende og fortolkende fag. Dette gælder ikke kun for tekster, men også for andre frembringelser, f.eks. billeder og ritualer. Det er vigtigt at forskellige skriftsyn og læsemåder (fundamentalistisk, allegorisk, symbolsk, m.m.) er repræsenteret i forhold til hver behandlet skriftreligion.

Den efterhånden gængse kritik af en tilgang til religion og religioner som et ‘sui generis’- fænomen, som en slags overmenneskelige eller transhistoriske ‘systemer’ eller ‘ting’, og som noget, der har en væsenskerne (essens) skal inddrages i undervisningen, og det samme gælder de modsatte positioner, f.eks. sociologiske, nyere religionsfænomenologiske og socialkonstruktivistiske tilgange til religion, hvor religions ses som en social og sproglig konstruktion og et menneskeligt, historisk og socialt fænomen, der er under konstant udvikling og forandring.

Som nævnt er religionsfaget og religionsvidenskaben også tæt knyttet til samfundsvidenskab og religionssociologi og antropologi. Dette kan komme til udtryk i tekst- og billedanalyse men naturligvis ikke mindst i studiet af levende religion herunder i feltarbejde, dvs. i organiserede, udadrettede forløb med deltagerobservation, evt. interviews og spørgeskemaer. Her vil derfor også spørgsmål om f.eks. fordeling på køn, alder, uddannelse, erhverv stå stærkt, ligesom metodologiske spørgsmål, f.eks. hvordan udfærdiger man spørgeskemaer og interviewguides, samt undgår/minimerer bias, kan inddrages.

En række analytiske, religionsfaglige begreber, der har vundet stort indpas i den gymnasiale religionsundervisning, er hentet fra den klassiske og senere religionsfænomenologiske forskningstradition og komparative religionsvidenskab, som udgør religionsvidenskabens systematiske ‘ben’. I takt med at man i den sammenlignende religionsvidenskab er gået bort fra at betragte de såkaldte fænomener som metafysiske størrelser og i stedet ser dem som udtryk for menneskets konstruktion af betydning og befæstelse af f.eks. autoritet og normer, ser man også den sammenlignende religionsvidenskabs opgave som værende den at udvikle og forfine den analytiske brug af begreber som ‘religion’, ‘myte’, ‘ritual’, ‘det hellige’ m.v. Sammenlignende tematiske studier af eksempelvis mytiske og rituelle forsøg på legitimering af f.eks. magt og autoritet indgår også.