Faget på C niveau

Faget på C-niveau

På Aurehøj ligger undervisningen i religion på C niveau i 2.g - en enkelt klasse får dog først religion C i 3g (i 2019-2020 gælder dette 3s).

Faget er obligatorisk og undervisningen er centreret omkring de fænomenologiske aspekter ved de enkelte religioner - dvs. læren om de enkelte religioners myter, rituelle handlinger og trosfundament samt hvorledes dette afspejles i de udøvendes hverdag.

Didaktiske principper

Religion behandles i faget som et menneskeligt, historisk, kulturelt og socialt fænomen, og de udvalgte religioner behandles i deres historiske og samfundsmæssige sammenhænge og med opmærksomhed på religionernes kompleksitet og mangfoldighed. Samtidig behandles religion som fænomen og de enkelte religioner i et komparativt tværkulturelt perspektiv, f.eks. med anvendelse af analytiske og teoretiske religionsfænomenologiske og religionssociologiske begreber.

Tilgangen til tekster og øvrigt materiale kombinerer karakteriserende, analyserende, fortolkende og kritiske synsvinkler, der lader såvel religionernes egne forestillingsverdener (indefraperspektiver) som videnskabelige og ikke-religiøse synsvinkler (udefraperspektiver) komme til orde.

Af fagets undervisningstid anvendes ca. 30 pct. på kristendom.

Elevernes faglige overblik styrkes ved en kort oversigt, der sætter verdens religioner ind i en historisk og geografisk sammenhæng, og for at sikre faglig spredning skal mindst én af de behandlede religioner være en ikke-monoteistisk religion.

Faglige mål på C-niveau

disponere en mundtlig fremstilling af et religionsfagligt stof og anvende elementær religionsfaglig terminologi

redegøre for grundlæggende sider af kristendom, herunder dens formative, historiske og nutidige skikkelser og rolle i europæisk og dansk idehistorie og identitetsdannelse

redegøre for væsentlige sider ved islam, herunder formative og nutidige skikkelser

redegøre for væsentlige sider af yderligere én større, nulevende religion med en længere historie og global betydning og udbredelse

redegøre for væsentlige sider af yderligere én valgfri religion eller et veldefineret religionsfagligt emne

karakterisere og analysere forskelligartede materialer med anvendelse af religionsfaglige begreber

karakterisere og analysere religiøse og ikke-religiøse synspunkter, herunder etiske, og aktuelle diskussioner af religionsfaglig relevans med anvendelse af både indefra- og udefraperspektiver

karakterisere og analysere væsentlige problemstillinger vedrørende forholdet mellem religion og nutidige samfund i en global kontekst, samt anvende religionsfaglige tilgange til bedre at forstå og håndtere aktuelle problemstillinger og konflikter

behandle problemstillinger i samspil med andre fag

demonstrere viden om fagets identitet og metoder

Kernestoffet er:

- kristendom set i globalt perspektiv, med vægt på dens europæiske og danske fremtrædelsesformer. I arbejdet indgår tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente, enkelte andre tekster fra kristendommens historie samt nutidige tekster

- islam set i globalt perspektiv, med vægt på dens europæiske og danske fremtrædelsesformer. I arbejdet indgår tekster fra Koranen og hadithsamlinger samt nutidige tekster

- væsentlige sider af en anden af de større, nulevende religioner med en længere historie og global betydning og udbredelse. I arbejdet skal indgå både tekster fra religionens historie samt nutidige tekster

- væsentlige sider af yderligere én valgfri religion, et veldefineret religionsfagligt emne eller en religionsvidenskabelig teori

- religionernes centrale fænomener og religionsfaglig terminologi og metode.

Pensum

Det forventede omfang af fagligt stof er normalt svarende til 150-250 sider.

Eksamen

Der afholdes en mundtlig prøve på baggrund af en opgave, der alene består af et ukendt bilagsmateriale.

Opgaverne, der indgår som grundlag for prøven, skal tilsammen i al væsentlighed dække de faglige mål og de gennemførte undervisningsforløb.

Den enkelte opgave må anvendes højst to gange på samme hold.

Opgaverne består af et til tre materialer med et samlet omfang på maksimalt 1 1⁄2 normalside a 2400 enheder (antal anslag inklusiv mellemrum). Andre materialer som billeder, video, statistik, musik, lyrik, tegneserier, osv., kan også indgå og deres omfang omregnes på baggrund af skøn.

Eksaminationstiden er ca. 24 minutter. Der gives ca. 24 minutters forberedelsestid.

Eksaminationen indledes med eksaminandens præsentation af sin analyse af det udleverede materiale (5 -10 minutter), og former sig derefter som en samtale mellem eksaminand og eksaminator med udgangspunkt i opgaven og den gennemførte undervisning.