Eksamenstekster
Eksempel på eksamenstekst 1)
Lignelsen om den Gældbundne Tjener
Mattheus Evangeliet kap. 18.21-35
+
v21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
Jødisk Fortælling
En Provins skyldte Kongen Skat. Kongen sendte Bud for at få den indkrævet, men de betalte intet. Efter endnu en Gang forgæves at have sendt Bud gik Kongen selv. Da han nu havde tilbagelagt ti Mil, hørte Borgerne det og sendte de fornemste i Byen imod ham for at bede Kongen vise dem Nåde, da de intet havde at betale med. Kongen svarede: »For jeres Skyld vil jeg eftergive Halvdelen af Gælden.«
Igen kom han fem Mil nærmere; og nu gik Mænd af Folket imod ham og sagde: »Vi kan kun bede: forbarm dig over os!« Kongen sagde: »Halvdelen af Gælden har jeg allerede eftergivet; Halvdelen af den anden Halvdel vil jeg skænke jer.« Men da Kongen kom helt nær til Byen, gik alle Borgere, små og store, ud imod ham, og på deres Bøn eftergav han den sidste Del af Gælden. Således får Israel på den store Forsoningsdag den Gæld eftergivet, som har ophobet sig hele Året.« ,
Joshua Ben Sirachs Bog. 22 i ff
Ca. 200-175 f.Kr
»Den, der hævner sig, vil der times Hævn af Herren, og Herren vil fast og sikkert tilregne ham hans Synder. Tilgiv din Næste den Uret, han har gjort imod dig, så vil dine Synder blive dig tilgivne, når du beder derom. Et Menneske holder sin Vrede mod et andet Menneske fast, og så vil han endda forlange Tilgivelse af Herren! Med det Menneske, som dog er ham lig, har han ingen Medlidenhed, og så beder han for sine egne Synder! Han selv, der dog er Kød, bevarer Bitterhed. Hvem skal da sone hans Synder? Tænk på det, som til sidst vil ramme dig, og hør op at hade! Tænk på Undergangen og Døden, og afstå fra at synde! Tænk på Budene og vredes ikke på din Næste; tænk på Pagten med den højeste, og overse Overtrædelserne!«
Eksempel på Eksamenstekst 2)
Luther – Om et kristenmenneskes Frihed, 1520
For det sjette: Men spørger du: hvilket er da det ord, som giver så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge det? Så svarer jeg: Det er ikke andet end den prædiken, der har fundet sted af og om Kristus, som evangeliet indeholder. Den skal være gjort og er også gjort på en sådan måde, at du hører din Gud sige til dig, at hele dit liv og alle dine gerninger intet er overfor Gud, men evigt må forgå med alt, hvad der er i dig. Og når du ret tror, hvordan du er skyldig, så må du fortvivle over dig selv og bekende, at Hoseas ord er sandt: 'O Israel, i dig er der intet andet end fordærv, din hjælp består alene i mig'. Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige, ud af din fordærvelse, sætter han foran dig sin kære søn, Jesus Kristus, og lader sige til dig gennem hans levende trøsterige ord: Du skal hengive dig med en fast tro til ham, og frimodigt stole på ham. Så skal for denne tros skyld alle dine synder forlades dig, alt dit fordærv være overvundet, og du være retfærdig, sanddru, fuld af fred og from, alle bud være opfyldt, og du stå frit overfor alle ting. Som Paulus siger Rom 1,17: 'En retfærdig kristen lever kun af sin tro'. Og Rom 10,4: 'Kristus er enden på og opfyldelsen af alle bud, for dem, der tror på ham'.
For det syvende. Derfor skal også det rettelig være alle kristnes eneste gerning og øvelse, at de opbyggede ordet og Kristus smukt i sig for til stadighed at opøve og styrke en sådan tro. For ingen anden gerninger frembringer en kristen. Som Kristus i Joh 6,28f siger til jøderne, da de spurgte ham, hvilken gerning de skulle gøre for at de kunne gøre guddommelige og kristne gerninger, da sagde han: 'Dette er Guds eneste gerning, at I tror på ham, som Gud har sendt'. Ham har Gud fader alene forordnet dertil. Derfor er en ret tro på Kristus en overvældende rigdom, for den medfører al salighed og fjerner al usalighed. Som der står Mark 16,16: 'Den, der tror og bliver døbt, bliver salig. Den, der ikke tror, bliver fordømt'. Derfor siger profeten Es 10,22: 'Gud vil gøre kort proces på jorden, og den korte proces vil som en syndflod indgyde retfærdigheden, det vil sige troen, hvori i korthed alle buds opfyldelse består, den vil til overflod retfærdiggøre alle dem, der har den, så de intet mere behøver for at være retfærdige og fromme. Sådan siger Paulus i Rom 10,10: 'At man tror af hjertet, det gør én retfærdig og from'.
For det ottende. Men hvordan går det til, at troen alene kan gøre from og uden nogen gerning kan give en så overordentlig stor rigdom, eftersom der dog er foreskrevet os så mange love, bud, gerninger, stænder og måder i skriften? Her må man omhyggeligt være opmærksom på og alvorligt holde fast ved, at alene troen uden nogen gerninger gør from, fri og salig, som vi herefter vil få at høre. Og man må vide, at hele den hellige skrift bliver delt i to slags ord, nemlig, Guds bud eller loven og forjættelser eller tilsagn. Budene lærer og foreskriver os mange slags gode gerninger. Men dermed har de ikke fundet sted. De viser vel hen til, men de hjælper ikke, de lærer vel, hvad man skal gøre, men de giver ingen styrke dertil. Derfor er de kun indsat af den grund, at mennesket derved skal indse sin manglende evne til det gode og lære at fortvivle ved sig selv. Og derfor kaldes de også det gamle testamente og hører alle hjemme i det gamle testamente. Således beviser budet: 'Du må ikke have ondt begær', at vi alle er syndere, og intet menneske formår at være uden ondt begær, han kan gøre, hvad han vil. Deraf lærer han at forsage sig selv og søge hjælp andetsteds, og således opfylde budet igennem en anden, det bud, som han ikke af sig selv formår at opfylde. På samme måde er også alle de andre bud umulige for os at opfylde.
For det niende. Når nu mennesket af budene har lært og følt sin manglende evne, så han nu bliver bange for, hvordan han skal opfylde budet, eftersom budet må opfyldes eller han må være fordømt, så er han ret ydmyget og tilintetgjort i sine egne øjne, finder intet i sig selv, hvorved han kan blive from.
Og så kommer det andet ord, den guddommelige forjættelse og det guddommelige tilsagn og siger: Vil du opfylde alle bud, blive fri for dit onde begær og blive løsgjort fra synden, som budene tvinger til det og forlanger det, se så her, tro på Kristus, i hvilken jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke. For det, der er umuligt for dig med alle budenes gerninger -- af hvilke der må være mange, men som dog ikke er nogen nytte til -- det bliver let og kort for dig ved troen. For jeg har kort og godt stillet alle ting ind under troen, så at den, der har den, skal have alle ting og være salig, den, der ikke har den, skal intet have. På den måde giver Guds tilsagn, hvad budene fordrer, og opfylder, hvad budene kræver, fordi det altsammen er Guds eget, bud og opfyldelse. Han alene byder, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn det ny testamentes ord og hører hjemme i det ny testamente.
For det tiende. Nu er disse ord og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredfyldte, frie og fulde af alt godt. Derfor, den, der hænger fast ved dem med en ret tro, hans sjæl bliver forenet med ordet så fuldt og helt, at alle ordets dyder også bliver sjælens dyder. Og således bliver gennem troen sjælen af Guds ord hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alle goder, et sandt Guds barn, som Joh 1,12 siger: 'Han har givet dem magt til at blive Guds børn, alle dem, som tror på hans navn'. Heraf er det let at mærke, hvorfor troen formår så meget, og hvorfor ingen god gerning kan være dens lige. For ingen god gerning hænger ved det guddommelige ord, som troen, den kan heller ikke være i sjælen, men i sjælen regerer alene ordet og troen. Ligesom ordet er, sådan bliver også sjælen ved det, ligesom jernet bliver gloende rødt som ild ved foreningen med ilden. På den måde ser vi, at et kristenmenneske har nok i troen, ikke behøver nogen gerning for at være from. Og behøver han ingen gerning mere, er det ganske sikkert, at han er løst fra alle bud og love; er han løst, så er det ganske sikkert, at han er fri. Det er den kristne frihed, troen alene, der på den måde bevirker, ikke at vi går omkring uden at gøre noget eller at vi gør noget ondt, men at vi ikke behøver nogen gerning for at opnå fromhed og salighed. Herom vil vi fremover sige noget mere.