Din præsentation skal indeholde:
- En kort præsentation af dit emne, din problemformulering og din opgaveformulering - forklar hvad du har undersøgt, og hvorfor det er interessant.
- En præsentation af de vigtigste analyseresultater og konklusioner.
- En præsentation af dine metoder og en begrundelse (hvorfor lige netop dem)? Hvad har dine valg af metoder betydet for din undersøgelse og dine resultater?
- En kritisk refleksion over dine metodevalg, analyseresultater og konklusioner.
- En perspektivering af projektets problemstilling til aktuelle kulturelle, økonomiske og/eller politiske temaer.
1. Præsentation af emne, problemformulering og opgaveformulering
Denne del skal ikke fylde for meget. Eksaminator og censor har begge læst din rapport (og kender godt din problemformulering).
MEN det er en god måde at komme i gang med præsentationen på, og det giver dig mulighed for at motivere dit valg af emne, problemstilling osv.
2. Præsentation af vigtigste analyseresultater og konklusioner
Hvad nåede du frem til? Hvordan besvarede du din problemformulering og opgaveformulering? Du kan jo sagtens øre dine konklusioner mere præcise, skarpe eller nuancerede, hvis du ikke er helt tilfreds med det, du har skrevet.
Husk at tilgodese begge fag. Din opgave er tværfaglig og begge fag har bidraget til besvarelsen/konklusionerne.
3. Præsentation af metoder og begrundelse for at vælge disse
Hvilke metoder har du brugt? Husk igen at du arbejder med to fag, og at du skal tilgodese dem begge.
Hvorfor er lige netop de metoder velegnet til din undersøgelse? Hvordan hænger dine metoder sammen med de resultater , du har opnået?
Her kan du naturligvis bruge dit metodeafsnit, hvis du er tilfreds med det.
Det er ikke nok, at du siger noget meget generelt om fagene og deres metoder. Du skal også være meget konkret og vise, hvordan du har arbejdet med metoderne.
4. Kritisk refleksion over metoder, analyse og konklusion
Den kritiske refleksion kan du præsentere løbende eller samlet. Det, du skal demonstrere, er at du kan forholde dig kritisk til dine egne valg, din proces og dine resultater.
- Der kan f.eks. være nogle begrænsninger ved den anvendte metode, som du ønsker at forholde dig kritisk til.
- Måske er dit datagrundlag begrænset og dine konklusioner derfor lidt usikre.
- Der er måske nogle ting i besvarelserne, som kunne have været besvaret eller behandlet bedre, og som du derfor gerne vil præcisere eller uddybe.
- Der kan være en bog eller andet materiale, som du pga. corona-krisen ikke kunne få fat i, som du har fået og nu kan inddrage.
Du skal naturligvis ikke opfinde problemer, som ikke er der - blot vise, at du kan reflektere over din egen rapport.
5: Perspektivering
- Du har måske arbejdet med en problemstilling, som kan sammenlignes med eller har forbindelse til aktuelle problemstillinger.
- Der kan, siden du afleverede opgaven, være sket noget, som er relevant for din problemstilling, og som du ønsker at inddrage.
- Måske en afgørende udvikling i den virksomhed du har skrevet om.
- Måske nogle relevante kulturelle/økonomiske/politiske begivenheder eller ændringer.
- Du kan siden afleveringen af opgaven være blevet opmærksom på noget, som kan bidrage til at belyse problemstillingen yderligere og måske kan nuancere din konklusion.
- Måske en ny og relevant artikel om emnet.
- Måske nogle oplysninger i en bog, som du ikke havde adgang til, da du skrev opgaven.