Faget international økonomi på hhx er et samfundsvidenskabeligt fag, der omhandler den samfundsøkonomiske udvikling set i et nationalt, et europæisk og et globalt perspektiv. Faget giver således viden om og forståelse af den samfundsøkonomiske udvikling i en åben økonomi. International økonomi beskæftiger sig med beskrivende økonomi samt økonomisk teori og metode.
Fagets metoder
I international økonomi skelner man overordnet mellem to forskellige metoder, nemlig den kvalitative og den kvantitative, som har hver deres bud på hvordan forskellige informationer bearbejdes og indsamles. I den kvantitative metode lægges der vægt på, at de indsamlede informationer kan udtrykkes i tal, mens man i den kvalitative metode lægger vægt på, at informationerne kan beskrives med ord. Et godt eksempel på den kvantitative metode er spørgeskemaer, statistikker og tabeller mens et eksempel på kvalitativ metode kan være interviews.