Lidt om studieområdet på hhx
Studieområdet er et samarbejde mellem fag inden for og på tværs af hhx-uddannelsens faglige hovedområder: humaniora og samfundsvidenskab, herunder særligt økonomiske fagområder. I studieområdet arbejdes med teorier og metoder i relation til individ, virksomhed og samfund i tilknytning til almenmenneskelige spørgsmål og kulturelle, økonomiske og politiske fænomener.
Studieområdet er centralt for udviklingen af elevernes almendannelse, idet det medvirker til, at eleverne skærper deres forståelse af sig selv som individer og borgere i et demokratisk samfund, styrker evnen til at forholde sig ræsonnerende til omverdenen og udvikler forståelsen af menneskers forskellighed på baggrund af personlige, sociale og kulturelle faktorer.
Studieområdet udfolder en vifte af flerfaglig viden og kundskaber og metodiske aspekter, som tilsammen styrker elevernes studiekompetence, herunder deres innovative, globale og digitale kompetencer. Eleverne skal udvikle bevidsthed om metodebegreber og evne til kritisk at håndtere såvel faglige metoder som studiemetoder i flerfaglige sammenhænge, hvilket bidrager til at kvalificere deres valg af videre uddannelse og job. Studieområdet udvikler desuden elevernes bevidsthed om fagenes identitet, forskellighed og samspil om konkrete problemstillinger. Studieområdet udfordrer elevernes kritiske sans og fremmer deres evne til at anvende viden og kundskaber på praktiske og teoretiske problemstillinger af almen, økonomisk og samfundsmæssig karakter.
Faglige mål på studieområdet for hhx:
Eleverne skal kunne:
̶ beherske relevante faglige mål i studieområdets fag
̶ formulere og analysere en problemstilling ved at kombinere viden og faglige metoder fra flere forskellige fag
̶ perspektivere besvarelsen af en problemstilling i forhold til kulturelle, økonomiske og politiske temaer i samtiden
̶ reflektere over forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger
̶ søge, udvælge og behandle relevant faglig information
̶ forholde sig kritisk til faglig information og eget arbejde
̶ formidle flerfaglige problemstillinger og resultater mundtligt og skriftligt
̶ beherske mundtlige og skriftlige fremstillingsformer.