Psykologi er videnskaben om, hvordan mennesker tænker, lærer, føler, sanser, handler og udvikler sig universelt og under givne livsomstændigheder. Faget benytter både naturvidenskabelige, humanvidenskabelige og samfundsvidenskabelige metoder, og forskningens resultater bruges til at forstå mennesket.
Fagets formål i gymnasiet er at du opnår evne til at analysere og reflektere over psykologiske forhold, og at du opnår kompetence i at forholde dig kritisk til psykologiske teorier og undersøgelser.
Der er ikke én gyldig teori i faget psykologi, men en hel række af forskellige retninger med hver sin tilgang til forståelse af mennesket (f.eks. psykoanalyse, behaviorisme, evolutionspsykologi, eksistentiel psykologi, humanistisk psykologi, kognitiv psykologi og socialpsykologi), og de psykologiske retninger knytter an til forskellige videnskabelige traditioner.
Fagets metoder
Inden for de tre videnskabelige traditioner, naturvidenskab, humanvidenskab og samfundsvidenskab, benytter man sig af forskellige undersøgelsesmetoder.
Naturvidenskabelige metoder
Man udfører kvantitative eksperimenter via observationer, tværsnit- og længdeundersøgelser, tests og korrelationsstudier. Denne metode anvendes indenfor de psykologiske retninger evolutionsspykologi, behavorisme, kognitiv psykologi og psykoanalyse. Formålet med denne metode er at søge efter generelle tendenser indenfor en givet problemstilling.
Humanvidenskabelige metoder
Dette kaldes også den kvalitative eller fortolkende metode. Her anvendes interviews og casestudier til at søge efter det særlige ved det enkelte individ. Dette kan være individets hensigter, motiver, meninger eller andet. Det er typiske indenfor eksistensiel og humanistisk psykologi, man anvender denne metode.
Samfundsvidenskabelige metoder
Den sidste type er de samfundsvidenskabelige metoder, som særlig eksperimentel og postmoderne psykologiske retninger bevæger sig indenfor. Her anvendes både kvalitative og kvantitative metoder til både at søge efter almene lovmæssigheder i grupper men også viden om mennesket i en bestemt kulturel og historisk kontekst. Til dette anvendes alle metoder fra naturvidenskaben og humanvidenskaben og desuden også spørgeskemaer og arkivstudier.