Ålbæk

Historie og kilder

Ålbæk var og er hovedbyen i Råbjerg Sogn, som strækker sig fra Knasborg og Hvims i syd over Uggerhal og Gårdbo i vest til Skiveren, Kandestederne og Rannerød i nord og endelig Bunken, Klitlund og Ålbæk i øst. Oprindelig var der tre fiskerlejer i sognet – nemlig Bunken, Ålbæk og Knasborg, men med havnens komme forsvandt ”de to andre”

• a. Historiske kilder er der ikke så mange af.

• b. Ældste kilde til sognets historie er Råbjerg kirke, som blev bygget sidst i 1200-tallet af sten, som temmelig sikkert blev sejlet hertil via Elling Å og Gårdbo Sø. Kirken var dengang placeret tættest på landsbyen Råbjerg. Det fortæller os noget om den indbyrdes betydning af sognets landsbyer i middelalderen, men det kan også være udtryk for det samme som placeringen af Sct. Laurentii kirke – nemlig en strategisk placering midt mellem sognets lokationer. Råbjerg by forsvandt i sand og vand som et offer for sandflugt og kysterosion.

• c. Gårdbogård er næstældste kilde. Navn og ejerhistorie er kendt siden slutningen af 1300-tallet. Den oprindelige gård var kongsgård, men endte som forarmet fæstegård, hvor sandflugten havde ødelagt jorderne. Resterne blev opdelt i Sdr. Gårdbo og Nørre Gårdbo, som begge blev købt af Jørgen Larsen, da han udtørrede Gårdbo Sø og byggede det ny Gårdbogård, som stod færdig i 1893. En udløber af Gårdbos betydning er Gårdbo birketing, som var områdets dømmende organ i flere hundrede år indtil slutningen af 1700-tallet. Jørgen Larsen satte et mindesten, hvor tinget havde til huse på en høj bakke vest for Ålbæk. Den står der stadig – men nu inde midt i Ålbæk plantage og ikke fritliggende med udsyn til alle verdenshjørner som oprindeligt.

• d. Navnet Ålbæk optræder første gang i kilderne i 1580 som Aalbeck. Betydningen af navnet er nok ligetil: byen ved ålebækken (Knasborg Å).

• e. Skagboerne har altid haft lidt af et horn i siden på ”bækkerne”. Det kan måske dateres tilbage til 1634, hvor man i Skagen blev træt af, at ålbækkerne ikke respekterede Skagens købstadsprivilegier, men solgte deres fisk i direkte salg og ikke via Skagens handlende, som de rettelig burde. Skagboerne foreslog derfor i en skriftlig henvendelse til Chr. IV, at han lod Ålbæk fjerne fra landkortet, men det synes han heldigvis var for drastisk, så vi er her stadig

• f. 1818 nævnes den lokation, som nu er Aalbæk Badehotel, for første gang i tingbogen som et lille landbrug, hvor ejeren tillige ernærede sig ved fiskeri. I 1834 benævnes ejeren som kroholder.

• g. A. P. Gaardboe er uden tvivl den mest berømte ”råbjerger”. Han var selvlært hele vejen i gennem. Han har studeret og beskrevet sognets historie fra stenalder til tidlig 1800-tal, og var ekspert både som arkæolog, historiegransker og topograf. Han skrev fra 1840erne til omkring 1890, men han var også landmand, sognefoged og opsynsmand ved redningsvæsenet og initiativtager til sognets skole og sparekasse og meget mere. I sine unge dage var han omgangslærer i 1840ernes Skagen, som han beskrev som en flække med ”to huse og en snes faldefærdige rønner”. MEN Ålbæk var ikke hans primære interesse, så det er sparsomt, hvad han har skrevet om byen – dog noterer han, at der var kro i byen, hvor folk mødtes og drak sig fulde

• h. H. C. Andersen kom også til byen 18. august 1859 på vej til Skagen, hvor han gjorde holdt ved Ålbæk Gl. Kro, som var skiftested for agepostens heste inden den strabadserende tur langs stranden nord for Ålbæk til Skagen. Denne tur har han beskrevet i detaljer. Som bekendt endte han på Brøndums Hotel, sur, træt og sikkert småsyg, hvor han blev trakteret med stegte flyndere ”sent, men godt”, som han skrev. Senere på natten blev Anna Brøndum født samme nat – så for skagboerne er det stadig et spørgsmål, hvem der egentlig er størst af de to

• i. Holger Drachmann ankom til kroen i samme ærinde i 1872 sammen med en maler-ven, og han beskrev krostuen som ”et lille vist nok oprindelig hvidkalket rum med træbænke”. Desuden gjorde han sig morsom i sin artikel over de lokale fiskeres naivitet og godtroenhed.

Centralvej

Vejnavne i Ålbæk blev først en realitet i 50erne – på initiativ af borgerforeningen, som også rent praktisk stod for arbejdet. Beboerne på Centralvej anmodede om at få skiftet kaldenavnet ”Strøget” ud med det mere moderne Centralvej for at understrege vejens centrale betydning for Ålbæk. Det blev bevilget. Dengang var der 21 næringsdrivende her på vejen med telefoncentral, cykel- og træskohandler, 2 købmænd, Brugsen, sadelmager, slikbutik, taxavognmand, lillebiler, skomager, gartnerudsalg, bank, 2 damefrisører, barber, mejeriudsalg, manufakturhandel, kiosk og legetøjsforretning, garn- og sytråds forretning, ishus, gaveartikler. I dag er ”magtens centrum” flyttet ned på hovedvejen omkring SPAR og REMA, mens butikkerne på Centralvej er langt færre (apotek, tøj, sy-center, gaveartikler)

A. P. Gaardboe

I 2000 fik byen med støtte fra diverse fonde og foreninger rejst en mindesten for A. P. Gaardboe, som vi nu skal have flyttet op til stedet, hvor hans gård, Sdr Gaardboe, lå. Stenen er i vejen for SPAR og ses ikke af særlig mange – ud over dem som stiller deres cykel op af stenen.

Læsøvej

Her ser I lidt af byens bagside, men også noget af byens fremtid – nemlig de 14 nye boliger, som er under udførelse. Her lå det første Launis fra 1958, der var den oprindelige børnehave fra 1972, som nu er forsorgs- og udslusningsinstitution.

Ndr. Strandvej

Strandvej – som blev til Ndr. Strandvej i 1970 pga. af navnesammenfald med Skagen – har altid været byens naturlige vej til badestranden, for byens borgere badede ikke på sydsiden, efter skidtmelsfabrikken blev opført i 1952. Deres slam og byens kloakker blev ført ud i havet syd for byen. I 50erne forærede Martha Olsen byen jorden til grusvejen til stranden, så offentligheden vedblivende kunne have adgang denne vej. Sognerådet opkøbte ligeledes 42.000 m2 på begge sider af havnen for at sikre strandarealerne for offentligheden.

Havnen

Fiskeriet i Ålbæk var som i Skagen kystfiskeri fra åben jolle mad garn og bakker. I 1840 skrev zoologen Henrik Krøyer (Sørens adoptivfar) i sin beskrivelse af landets fiskeri, at man i Aalbæk primært fangede kuller og flyndere med bakker. Der var også tidligere et betydeligt østersfiskeri ud for Ålbæk, men det døde ud – sikkert på grund af overfiskeri, men på A. P. Gaardboes tid kunne man stadig ”smøre” professorer og embedsmænd i København med sendinger af lokale østers og ål. I 1918 dannedes fiskeriforeningen som et direkte resultat af en efterårsstorm, som ødelagde 200 garn. For at få kompensation skulle man være medlem af en forening tilknyttet Dansk Fiskeriforening – og så opstod lokalforeningen. I 1920 begyndte man forsøgsfiskeri med bundgarn, i 1921 dannedes de første 3 selskaber, og efter få år var 8 selskaber, som gjorde Ålbæk til en af de betydeligste bundgarnshavne – uden der varen havn, vel at mærke. Med bundgarnene fulgte tjærestationerne, som lå spredt ud over byens marker, jo tættere på stranden jo bedre. Disse betød så i 2010erne store offentlige udgifter til oprensning fore tjæreforurening. Min grund blev erklæret tjærefri i 2013.

Med banens komme, kom også muligheden for at afsætte sin fangst hurtigere og til bedre priser, motorjollerne havde nu taget over fra robådene, og dermed blev det sværere og sværere at håndtere de tungere joller fra stranden. I 1924 begyndte en arbejdsgruppe bestående af fiskeriforeningsformand, sparekassebestyrer, købmand, stationsforstander og hotelejer at arbejde seriøst med havneplanerne, og i 1931 kunne man indvi ø-havnen, som var forbundet med ”fastlandet” via en 165 meter træbro. Havnen selv var kvadratisk med indsejling fra syd, 4.500 m2 bassin, og en dybde på knap 2 meter. Selve indvielsen blev foretaget af Th. Stauning med efterfølgende kæmpefest på Hotel Mygind – for Gl. Kro havde mistet sin spiritusbevilling i 1904 og fik den først igen i 1958. Allerede efter 3-4 år var området mellem strand og havn næsten sandet til, og selve indsejlingen var næsten umulig at passere pga. sand. Så i 1940 kunne man indvi havneudvidelsen på mere end en fordobling af både areal og vanddybde og nu indsejling fra øst.

Udvidelsen blev fulgt op af ny auktionshal i 1943 og i 1952 af skibstømrer, som lagde sig i slipstrømmen fra havnesmedjen, som var blevet etableret allerede i 1933 – for øvrigt med naturgas som drivkraft for esse og lys. I 1952 kom også ”skidtmelsfabrikken”, som frederikshavnerfirmaet Bjerregaard lod opføre på lejet grund. De fik en 20-årig lejekontrakt, som blev forlænget med 5 år, men i 1976 var det slut – til hele byens store lettelse, for stanken fra de rådne fisk og fra produktionen hang over byen som et tæppe. Selv uden fabrik var der skidtmelsstank i byen fra de biler, som omladede lasterne fra Hirtshals i Ålbæk – lige ud for bageren! Igen i 2008 og senest i 2012 har der været havneudvidelser, men nu er det lystbådene, som driver værket.

I slutningen af 40erne var der 100 aktive fiskere i byen med over 50 fartøjer. Nu er der fortsat mange fartøjer, men alle er deltids- eller hobbyfiskere, og fangsterne er yderst små – undtagen i stenbiderrogn sæsonen. Men der er liv hver dag – og nu er værftet kommet i gang igen.