Sakuntala

Jeg kunde for Længsel ej sove,

en Blomstervind

slog mig imod,

strømmed herind ad mit Vindu

som en vellugtaandende Flod;

jeg hørte de høje Palmer

suse svagt

med sød Musik;

det hvisked, ihvor jeg stod og gik:

Sakuntala, Sakuntala.

Du evige Himalaya

med Issen højt

mod Himlens Tag,

hvi sender Du dine Kilder

at møde min Fod idag?

Hvi risler de duftende Vover

mindetungt

forbi mig hen?

hvi møder mit bævende Blik igen:

Sakuntala, Sakuntala!

O Pige, Du sænker dit Øje

saa fugtig blødt

ind i mit Blik,

som var det i denne Time

den bindende Ring Du fik!

ak, ikke en enkelt Time,

enkelt Dag,

nej tusinde Aar

skillende mellem os begge staar:

Sakuntala, Sakuntala!

Du tabte ej Ringen i Floden.

Dushjåntas selv

har slængt den lien,

og stemmed han end den stride Strøm,

han bringer ej Ringen igen.

Dushjántas i Palmelunden

jage vil

langs Flodens Bred;

skyder en Antilope ned:

Sakuntala, Sakuntala.