Det Grå Fyr - Center for trækfugle

Centret har oprindeligt fået navnet: ”Skagen Grå Fyr - Center for Trækfugle.”

- Vi har valgt en enkel løsning, idet vi gerne ville have Skagen, Det Grå Fyr og trækfugle med i navnet, siger Jesper Blom-Hansen til Nordjyske Tidende (artikel den 10.februar 2017)

Navnet er valgt efter, at Naturstyrelsen har udskrevet en navnekonkurrence. Der var dog ingen indsendere, der havde foreslået det endelige navn, men konkurrencen har alligevel gjort nytte, anfører Jesper Blom-Hansen, idet den har inspireret til det valgte navn.

Navnet er senere blevet ændret til  Det Grå Fyr

Åbnet: 12. maj 2017 

Nuværende leder: Lene Kappelborg

Åbningstider: Se Det Grå Fyrs egen hjemmeside 

Der er ikke adgang til fyret i tordenvejr.

Lejrskoler m.v. kan kontakte Det Grå Fyr på tlf. 7210 9011 eller på mail skagengraafyr@nst.dk

Arkitekt: Fyret blev tegnet af den danske arkitekt N.S. Nebelong og opført i 1858 (se Det Grå Fyr)

Fyrmesterbygningerne renoveret og ombygget af Realdania By og Byg. 

Formidling: Naturstyrelsen

Virtuel indretning af fugleoplevelsescentret: det tyske firma ART + COM

Dansk Ornitologisk Forening har til huse i centret med en fuglestation. 

 Se også siden om selve Det Grå Fyr fra 1858

 Historie

Et helt nyt og internationalt fugleoplevelsescenter i Skagen Grå Fyr, der er blevet gennemrenoveret. Her kan du tage på en virtuel oplevelsesrejse og opleve de mange spændende trækfugle, der hvert år gæster Skagen og Grenen området.

Det er ikke kun turister, som valfarter til Grenen – området er også samlingssted for mange trækfugle, og man finder derfor et af Europas bedste fugletræksteder netop her. Det fantastiske og unikke fugleliv kan du få et enestående indblik i på formidlingscentret

Her kan du tage med på en virtuel opdagelsesrejse med trækfuglene, der fascinerer med deres evne til at flyve og finde vej over enorme afstande. Tusindvis af trækfugle navigerer i et knudepunkt omkring Grenen under deres årlige træk på de store internationale trækruter.

I det nye fugleoplevelsescenter kan du få et unikt indblik i trækfuglenes fascinerende verden og følge med i det videnskabelige arbejde med blandt andet ringmærkning på fuglestationen. 

Sidst men ikke mindst er der mulighed for at nyde den fantastiske udsigt over Skagens kyster fra toppen af Danmarks næsthøjeste fyrtårn.

Virtuel rejse ind i trækfuglenes verden

Udstillingerne i Skagen Grå Fyr vil derfor give de besøgende en totaloplevelse samt muligheden for at tage på en virtuel rejse ind i trækfuglenes magiske verden.

Skagen Grå Fyr som kulturarv

Det er ikke kun et nyt fugleoplevelsescenter som du kan opleve men også et stykke dansk kulturarv. Den gennemgribende renovering af fyret sikre at det oprindelige udtryk fastholdes, og nu står det klar med indretning til besøgende i de historiske bygninger.

Ved renoveringen har man brugt datidens håndværk og materialer, men der er ikke tale om en 100 procent historisk korrekt genopførelse.

Store forventninger

Forventningerne er store og man estimerer, at der årligt vil komme omkring 50.000 besøgende fra hele verden.

Kilde: Søren Skov, Nordjyske, den 10. februar 2017

Fugletrækkets magi 

Da Nordea Fonden har ydet en donation på 12 millioner kroner til udstillingen, er der økonomiske muskler til at tænke stort. Den kommende udstilling i Det Grå Fyr vil derfor få karakter af et moderne oplevelsescenter, der skal formidle fugletrækkets magi og fascination. 

I det nye center vil der udover udstillingen også være adgang til fyrtårnet samt en butik. Derudover vil der blive etableret et lille traktørsted/cafe i den vestlige sidebygning. 

Flere bidragydere 

Når det det kommende trækfuglecenter snart er en realitet, skyldes det et langt, sejt arbejde mellem flere aktører. Her er Naturstyrelsen Vendsyssel, Realdania By og Byg samt Dansk Ornitologisk Forening centrale spillere, men derudover er også Frederikshavn Kommune og Turisthus Nord med i det storstilede projekt. 

Efter at Farvandsvæsenet havde nedlagt bemandingen ved Skagen Fyr, blev hele fyr-komplekset i 2014 med fyrtårn, fyrmesterbolig og sidebygninger købt af Fonden Realdania By & Byg, der har som formål at værne om den danske bygningskultur. 

Realdania By & Byg har derfor bekostet den gennemgribende renovering af Skagen Fyr, hvorpå Realdania har lejet hele fyr-komplekset ud til Naturstyrelsen, som derefter - i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn Kommune og Turisthus Nord - etablerer det ambitiøse oplevelsescenter for trækfugle. 

Skagen Fuglestation

De gamle fyrbygninger skal imidlertid lades med fugle i mere end en forstand, idet Naturstyrelsen lejer det meste af førstesalen på hovedbygningen samt en stor del af den østlige sidebygning ud til Dansk Ornitologisk Forening, (DOF). Foreningen vil benytte lokalerne til en ny videnskabelig fuglestation, der skal arbejde sammen med Naturstyrelses trækfuglecenter. 

En stor drøm 

Med Skagens beliggenhed for enden af den jyske halvø, hvor trækfuglene koncentreres, er Skagens Gren en af Nordeuropas bedste trækfuglelokaliteter og derfor et ideelt sted til såvel et trækfuglecenter som en fuglestation. Det fastslår Kurt Rasmussen, der som fhv. formand for Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland og stationsleder ved Skagen Fuglestation har arbejdet tæt sammen med Naturstyrelsen Vendsyssel om at gøre det nye trækfuglecenter og den tilknyttede fuglestation til virkelighed. 

Opbakning af frivillige 

Da Skagen Fuglestation blev etableret i 2009 uden at have til huse i fysiske bygninger, var det håbet blandt de mange frivillige, der stod bag fuglestationen, at man inden for nogle år kunne få oparbejdet en regulær fuglestation med fysiske lokaler samt en fast bemanding med såvel en ringmærker som en observatør. 

Det er nu gået i opfyldelse. 

For at få fuglestationen til at fungere optimalt er det vigtigt med en god opbakning fra frivillige fuglekiggere. Der er derfor allerede etableret en støtteforening, der har navnet Skagen Fuglestations Venner. 

Trækfuglecenter åbner med Skagen Fuglefestival 

Se mere om Skagen Fuglestation på deres hjemmeside: 

http://www.skagenfuglestation.dk/

Skagen Fyr

Skagen Fyr er bygget i 1858. Det er tegnet af den kendte arkitekt N.S. Nebelong. Fyrtårnet er 46 meter højt og er dermed det næsthøjeste i Danmark, kun overgået af Dueodde Fyr på Bornholm, som er en meter højere.

Både fyrtårnet og de tilhørende sidebygninger regnes for et af de fineste bygningshistoriske eksempler på danske fyrtårne fra midten af det 19. århundrede.

Farvandsvæsenet nedlagde bemandingen ved fyret i 2013.

Netop som følge af deres kulturhistoriske værdi er bygningerne blevet opkøbt og sat i stand af Realdania. Realdanias store renovering omfatter dog ikke selve fyrtårnet, som blev sat grundigt i stand for otte år siden.

Ved renoveringen er der lagt vægt på at bruge datidens håndværk og materialer, men der er ikke tale om en 100 procent historisk korrekt genopførelse af fyrbygningerne, sådan de så ud, da de var nybyggede i 1858. Da ydermurene blev sandblæst og vandskuret i 1970’erne, var behandlingen så gennemgribende, at man ikke kan vende tilbage til det oprindelige udseende.

I stedet er ydermurene behandlet med afdæmpede jordfarver, der i udtrykket er tæt på det oprindelige.

Skagen Fyr

Realdania

Realdania er en almennyttig erhvervsdrivende forening, der har som formål at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.

Organisationen blev etableret i år 2000 ved salget af Realkredit Danmark til Danske Bank, idet medlemsformuen i Foreningen RealDanmark på ca. 20 mia. kr. blev hensat til velgørende formål.

Realdania kaldes ofte en fond, men er teknisk set ikke en fond, men en erhvervsdrivende forening, som man kan blive medlem af, hvis man ejer fast ejendom i Danmark. Den hed først Foreningen Realdanmark, siden Fonden Realdania og hedder nu blot Realdania.

Målt på kapital er Realdania verdens 28. største velgørende fond eller stiftelse og verdens største fond med arkitektur som støtteområde.

Realdania By og Byg er et datterselskab af Realdania.

Realdania

 Links og litteratur / Adresse, matr.nr. og ejerliste

Kilde: Søren Skov, Nordjyske, den 10. februar 2017

Naturstyrelsen:

https://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/skagen-graa-fyr/

Turisthus Nord: 

http://www.skagen-tourist.dk/skagen-graa-fyr/center-for-traekfugle

Skagen Fuglestation:

http://www.skagenfuglestation.dk/