Indre Mission

Indre Mission i Skagen

 I 1870-80'erne blev mange af Skagens indbyggere berørt af den nye religiøse bevægelse, kendt som Indre Mission (eller Hjemmemission)

I 1884 og 1896 var der en stor religiøs vækkelse i Skagen, som også byens præster deltog i.

Det første missionshus blev bygget i 1885.

Der blev lagt vægt på at leve efter Jesus Kristus' lære. Man foragtede drikkeriet og overholdt søndag som hviledag, således blev der ikke fisket om søndagen, hvilket fiskerne ikke var glade for, hvis det var godt havvejr!

Selv om ikke alle tilsluttede sig bevægelsen, var Indre Missions vækkelse, der påvirkede samfundet som helhed.

Missionsfolkene var aktive kirkegængere, der fyldte godt op i kirken. Den store vækkelsesbølge bestod af indremissionske og grundtvigianere, der var meget aktive missionsfolk. Missionshuset blev for lille, og måtte udvides.

Det var især kvinderne der blev draget til missionen, hvor de fandt trøst og støtte i den barske hverdag. Mens kvinderne søgte kirken, gik mange af mændene på kroen.

Med missionsbevægelsen fulgte også afholdsforeningerne. Der havde gennem årene været rigelige sorger i Skagen, som ind imellem blev dulmet med alkohol.

Afholdsforeningerne havde til formål at afskaffe brugen af berusende drikke. I 1885 blev der på initiativ af byfoged Frich, stiftet afholdsforeningen ”Skagen og Gl. Skagen Afholdsforening”.

Foreningen der blandt andet byggede et afholdshotel, var i 1915 nået op på 150 medlemmer. Også andre grupper, der var imod brugen af spiritus, dannede sammenslutninger.

Religionen fik en stor opblomstring omkring 1900 i flere af de jyske landområder, og i Skagen var 1/3 af befolkningen, hovedsageligt kvinderne, engagerede i Indre Mission.

Lise Svanholm skriver i bogen ”Damerne på Skagen” om Ane Hedvig Brøndum:

””Ane var tillige en særdeles gudfrygtig kvinde. Da Indre Mission kom til Skagen omkring 1870, blev hun og de tre ældste døtre (Agnes, Hulda og Marie) medlemmer. Skønt stærkt troende var hun ikke hovmodig som så mange andre af missionens folk. De mere eller mindre ugudelige kunstnere bar hun over med. Især holdt hun uendeligt meget af svigersønnen, Michael Ancher, der til gengæld værdsatte og respekterede sin svigermor Ane.

Det var kun om søndagen, når hun skulle mødes med sin Gud i kirken, at hun klædte sig til fest med den fine silkekyse.”

Om Agnes Brøndum, skriver Svanholm i samme bog: ”Ligesom moderen var hun (Agnes) grebet af Indre Mission, men i modsætning til moderen, steg gudhengivenheden hende til hovedet, og hun blev erklæret sindssyg. ”

Modsætningsvis fortæller Hans Nielsen i bogen om Skagens fotografer om Lars Kruses begravelse:

“Naturligvis deltog også driftsbestyrer Lundsteen (fotograf). Den indremissionske pastor C. A. de Place holdt en tågetung prædiken, hvorefter den unge grundtvigianske pastor Bøjesen-Jensen fra Raabjerg sprang op og talte fra hjertet til den store forsamling (600 mennesker fulgte Lars Kruse)

… på den barkede hånd var tatoveret hans navn, højere oppe Frelseren på korset og tro, håb og kærlighed. Han (Lars Kruse) havde ikke sluttet sig til Indre Mission, han mente jo om dem, at de talte for meget og bestilte for lidt …”

Da Indre Mission fik fodfæste i Skagen, fyldte missionsfolkene kirken. Dette sammen med det hurtigt voksende indbyggertal ikke mindst på grund af havnens indvielse i 1907, gjorde at kirken fra 1841 blev for lille.

Man skulle stå ret så tidligt op, hvis man ville have en siddeplads inde i kirken. Nåede man ikke det, måtte man stå ude på kirkepladsen og følge gudstjenes