Skagen

Skal jeg nævne det sted, hvor jeg helst drager hen

kald det øde og trist kald det goldt eller sandet,

af det frodige var jeg kun få timer ven,

gik et døgn var jeg led af at ligge på landet.

Efter Skagen jeg længes den vinterdag lang,

når jeg er der blir høststormen midsommersang.

Det er fattigt på træ, det er magert på korn,

vil du brødføde dig, må du sydpå i landet,

men når storm-kæmpen sætter for munden sit horn,

vil han stampe dig helte som sand op af sandet.

Om en skagbo knap bjærger det daglige brød,

han vil bjærge dit liv, hvis du stedes i nød.

Er vor tid kun en efterslægts slid på en arv,

som kan hvile ret tungt på et slægtled af splejser,

her er sejhed i sind og i knoglerne marv

og et livsmod, som bærer, trods båden kopsejser:

på den rygende revle står hjertet i brand,

i én eneste stormnat bli´r drengen til mand.

Han bli´r født i en hytte, er taget end tegl,

han bli´r døbt i det frådende salt over revet,

han kan aldrig forsumpe ved ror og ved sejl,

og hans styrmands-patent er fra barnsben ham skrevet.

Han kan drukne – og det gør han oftest til slut,

men dør han, gi´r havet ham hæderssalut.

Her er godt, som tilflugt fra fra vrøvl og fra væv,

her er herligt at ligge og drømme og dase,

her er hvile fra striden i slægts-livets stræv—

her er arbejdshumør i den »golde« oase,

her er glemselens trøst for hver kummer og ve –

her er havet, så langt som dit øje kan se.

Dette hav, det er SKAGEN – i stille og storm,

det er det, som gi´r stedet sin prik over i´ét

det gav stranden med »Grenen« sin norm og sin form.

Det er drømmens magi, ensomheds trylleriet:

majestætisk, når stormen i klitten slår klo,

majestætisk i stilhedens storladne ro.

Og så fyret, der rager som milepæl op

over »heden«, hvis lyng-rødt i solblinket smiler,

og hver klit med marehalmsdusk på sin top,

og de nøgne og fygende fløjels-sands miler.

Og »plantagen« - en skat hver en eneste kvist,

men havet og stranden til først og til sidst.

Som jeg elsker det hav – som jeg elsker den strand.

Kald det øde og trist, kald det fattigt og andet.

Af hver plet i mit frodigt velsignede land

Går der ry, men jeg be´r blot om ørk´nen og sandet:

Er jeg derfor »kamel« – far imag, lille ven,

Når vi mødes på SKAGEN, vel mødt da igen.