Aqua Vitæ

Jeg var saa ked af at leve mer’,

— hu ha, leve mer:

for jeg sejled i Modvind og Møjvind og sløj Vind

— nej Tak for mig!

Med Mandfolk og med Kvindfolk jeg naaed ligevidt,

der var kun Et, som trøsted mig, det var Akvavit —

Gud signe Dig, du ædelige Brændevin!

Saa grov de mig i den kolde Jord

— hu ha, kolde Jord,

men jeg havde i Kisten min Flaske til Trøster —

— og Tak for den!

Saa gik jeg til St. Peder og bad ham lukke op,

han langed til min Lærke og lugted til dens Prop —

Gud signe Dig, du ædelige Brændevin!

St. Peder gjorde saa bred en Mund

— aa, saa bred en Mund;

og han gik til Gudfader og bad ham at smage

— naa, Tak for mig!

Gudfader saa paa Flasken og mumled for sig hen,

han lugted og han smagte: Dig kender jeg igen —

Du Livsens Vand, du ædelige Brændevin!

Jeg glemte dig i den gode Tid

— aa, den gode Tid:

der var Fred uden Krig, der var Tro uden Præst

— der var Fest paa Jord!

men nu er det fortvivlet, saa Alt er blevet sløjt

ved alle disse Bønner og hellig The og Pøjt.

— Gud signe Dig, du ædelige Brændevin.

Og rundt omkring stod de Engle smaa

— hi hi, Engle smaa:

og de frøs uden Skjorte og sang, saa det knagede:

— Halleluja!

Saa fik de Lov at smage — da lød det himmelvidt:

Gud Fader lad os hente al Jordens Akvavit

— Det Livsens Vand, det ædelige Brændevin!

Saa fo’r de Engle til Jorden ned

— hui, til Jorden ned.

Men hvert Værtshus var lukket og Hoffet med Præsterne

stod Vagt derved;

det nytted ej, at Englene viste deres Kort,

man kendte dem slet ikke, man jog med Skam dem bort

— for det er Djævlene, som drikker Brændevin!