Sandflugt
Sandflugten omkring Skagen ca. 1550-1888
Sandflugten begyndte i midten af 1500-tallet (16th century) og varede til langt op i 1800-tallet.
En del af perioden kaldes den lille istid.
I 1560 havde kong Frederik II beordret et fyr opstillet ved Skagen til gavn for søfarten fra Nordsøen til Baltikum. Dette fyr skulle bruge en mængde brændsel (træ), så på trods af forordninger om, at man ikke måtte ødelægge vegetationen i de jyske klitegne, så blev der alligevel skovet uden omtanke og genplantning.
I september 1591 blev skagen ramt af en 3-4 dage lang storm, hvor sand og vand ødelagde 25 gårde.
I 1673 blev det forbudt at lægge fiskehoveder og skarn på gaden og ved husene. Det lugtede fælt og sandet samlede sig ved disse skarndynger.
Sandet dækkede agerjorden og fik dermed bønderne til at lade deres dyr gå i klitterne, hvilket yderligere ødelagde vegetationen og klittagets rodnet.
I 1775 var sandet nået frem til Sankt Laurentii Kirke (den tilsandede kirke), hvor man de næste 20 år måtte grave sig ind på kirkegården og til kirken, indtil man i 1795 opgav og lukkede kirken.
I starten af 1800-tallet blev man bevidst om at der skulle gøres noget. Nogle foreslog et plankeværk som læhegn for sandflugten. Det ville koste 3000 rigsdaler og formentlig ikke have nogen effekt overhovedet.
Byfoged og strandingskommissionær Ole Chr. Lund plantede en skov omkring sin egen bolig (idag kendt som Krøyers Hus), og viste således at det kunne lade sig gøre. Dette kunne selvfølgelig ikke redde hele byen.
I 1861 fik forstmanden Thyge de Thygeson opgaven med tilsyn med klitternes beplantning (Skagen Klitplantage) Der blev afvandet, dækket med afslået lyng og beplantet med flerstammet bjergfyr samt marehalm og hjelme. Arbejdet var færdigt i 1888 og dermed gjort klar til anlæggelse af jernbanen.
Der er stadig den dag i dag klitsyn og restriktioner for færdsel i klitterne.
Kilde: Skagen Købstad i 600 år, p.25ff Hans Nielsen, Lokalhistorisk forening.
The migration sand drift around Skagen ca. 1550-1888
The sand drift began in the mid-16th century and lasted well into the 19th century.
Part of the period is called the Little Ice Age.
In 1560, King Frederik II ordered a lighthouse to be erected at Skagen for the benefit of shipping from the North Sea to the Baltic. This lighthouse was to use a lot of fuel (wood), so despite decrees not to destroy the vegetation in the dune areas of Jutland, it was still logged without care and replanted.
In September 1591, Skagen was hit by a 3-4 day storm in which sand and water destroyed 25 farms.
In 1673, it was forbidden to leave fish heads and skarn in the street and by houses. It smelled bad and the sand accumulated at these heaps of scum.
The sand covered the arable land, causing the farmers to let their animals walk in the dunes, which further destroyed the vegetation and the root system of the dune roof.
By 1775, the sand had reached St Laurence's Church (the silted church), where for the next 20 years the cemetery and church had to be dug into, until the church was abandoned and closed in 1795.
At the beginning of the 19th century, it became clear that something had to be done. Some suggested a plank fence to shelter the sand. It would cost 3000 riksdaler and probably have no effect at all.
The town bailiff and beaching commissioner Ole Chr. Lund planted a forest around his own residence (today known as Krøyer's House), thus showing that it could be done. Of course, this could not save the whole town.
In 1861 the forester Thyge de Thygeson was given the task of supervising the planting of the dunes (Skagen Klitplantage). The work was completed in 1888 and thus made ready for the construction of the railway.
There are still dune views and restrictions on movement in the dunes today.
Source: Skagen Købstad i 600 år, p.25ff Hans Nielsen, Lokalhistorisk forening.