Erindring

Saa hastigt svinder Dagen

og aftnen stunder til

her var et andet Skagen,

et bedre om man vil.

Saa langsomt vokser Skyggen

for den, som færdes her

og vender Samtid Ryggen

og har det Svundne kær.

Her var et andet Skagen

saa rigt paa Haab og Mod

som det, der fejrer Dagen

i Kræfters Overflod

Flid fejred glade Fester

og Salens Pryd blev til:

her var ej Kunstens Gæster,

men Herrer, om man vil!

Et Skønheds Hjem man bygged

u-selvisk, ungt og frit –

da Salen saa stod smykket,

gik Skaren hver til sit.

Men rundt omkring i Dagen,

I Kræfters Overflod,

naiv og frisk laa Skagen,

saa gammeldags og god.

-

Og langsomt voksed Skyggen

mod Aftnens Skumrings-Skær:

men ingen vender Ryggen

mod den Tid, han har kær.

Hør Havet, hvor det koger

de gamle Minder op,

mens Skum og Sand og Maager

er Sjæl i samme Krop

Det er – og det er Sagen

Hvad Tiden saa blir til

der er en ”Sjæl” i Skagen,

som aldrig ældes vil.

Som kommer, naar man kalder

paa alt, hvad man har kær –

mens over Stranden falder

Erindrings Vemods-skær