Kurt Frederiksen:
Holger Drachmann biografi

Webmasters anmeldelse af Kurt Frederiksens bog:

HOLGER DRACHMANN -Vi vil fred her til lands. En biografi

Forfatteren Holger Drachmann var i samtiden det største festblus, vi har haft. Men faktisk var der lige så meget nødblus over ham. Hans død og begravelse i begyndelsen af 1908 var en national begivenhed, som vel ingen anden digter før eller siden har fået, og hans gravsted er nu et turistmål i Skagens klitter, dér hvor landet ender.

Han har skrevet skuespillet Der var en gang og midsommervisen Vi elsker vort Land. Sangen, som vi hvert år bruger til at bekræfte hinanden, vores fællesskab, vores identitetsfornemmelse, længsel og drømme, når vi Sankthansaften tænder glædesblus og fortæller hinanden, at vi vil fred her til lands, for her bliver hjerterne aldrig tvivlende kolde.

Drachmann levede i en brydningstid, hans liv var problematisk, hans kvinder utallige, og hans kunst handler om det hele.

Sådan skriver Gyldendal i deres præsentation af bogen, som koster omkring 400 kroner.

Min gode ven, boghandleren, spurgte om jeg havde lyst til at læse bogen, som skal udkomme den 27. april – mod at jeg gav ham en anmeldelse. Jo, jo, det vil jeg da gerne, sagde fakta-nørden, som altid er åben for informationer om Skagenskunstnerne m.v. Det var så uden at vide at bogen er på over 400 sider, og jeg læser meget langsomt. Det er ikke en kort stram biografi med datoer, navne og steder.

Her er et lille eksempel:

”… Mens Drachmann i oktober 1893 var på Fanø, havde Edith fundet en lejlighed til ham i Eichenstrasse 87, Einsbüttel, Hamborg … selv lejede hun sig ind i en lille lejlighed, der lå tæt ved, hvor hun optrådte om aftenen…

Der sad han så, alene i sin lejlighed. Det var søndag, regnvejr, og han lod sig fylde af spleen og en fornemmelse af at være landsforvist af snak og fordomme. Vejret, situationen, sladderen, avisnyhederne, det hele løb sammen og flød over, men så …

Se, da åbner hun just Døren,

Træder ind saa let paa taa –

Næppe ser jeg hende, føren

Himlen farves søndagsblaa.

Det var det, Edith kunne. Hun lyste op i den ellers så betrængte hverdag. Og så kunne hun løftes op til en litterær figur, han kunne digte om og skrive på.

Fantasier, Digterdrømme,
Søndagshvilens Tidsfordriv –
Men i hendes Blik, det ømme
Bly og stolte, faar de Liv

Og så laver hun suppe til ham, duften breder sig og giver liv …

Søndagsfred og Søndagsgammen
Nik og Smil, og færre Ord –
Og vi spiser Suppen sammen
Paa et dækket Arbejdsbord

Men han må dele hende med andre …

Nu sidder Dromedarer
Og lytter til din Sang;
De søber ind med Øllet
din Stemmes fine Klang;
de dampende Cigarer
er Virak for din Kunst:
min Fugl blandt Dromedarer
i den osende Dunst

Grundtonen i En Haandfuld Vers, der blev trykt i Tilskuerens januar-hæfte er tristhed over sin egen situation, en tristhed, som Edith straks, hund træder ind, jager på flugt.”

Bogen starter med slutningen, nemlig Drachmanns død og højsættelse - Sørgefesten, hvorefter kapitlerne er ordnet kronologisk efter kvinderne: Vilhelmine, Polly, Emmy, Edith og Soffi. Men kvinderne spiller ikke hovedrollen i kapitlerne, kun en birolle.

Ved hjælp af fakta, brevcitater og analyser af Drachmanns tekster, skildrer forfatteren Drachmanns forhold til sin far, til den aktuelle kvinde og til venner/fjender som Carl Ploug (digter, debattør, redaktør og politiker), brødrene Brandes, forlæggerne Hegel og mange, mange andre. Det kan godt blive lidt tungt, hvis man ikke er særlig litterær, men alligevel lærerigt og forfriskende i forhold til stamtræer og adresser.

Som læser får man samtidig en forståelse for samfundssituationen, regeringen Estrup og Det Moderne Gennembrud samt Drachmanns rolle heri, ligesom hans politiske og holdningsmæssige udsving tydeliggøres.

Brugen af, og gengivelse af udvalgte digte, artikler med videre, giver læseren både lyst og bedre forudsætninger for at give sig i kast med Drachmanns værker.

Selvfølgelig er Skagen nævnt i biografien, men ikke særligt meget. Der er ganske få af de ”sjove” historier, men hovedparten af bogen er som nævnt baseret på udgivelser og Drachmanns forhold til andre mennesker og samfundet.

Er den så værd at læse? Ja, det er den da, hvis man er interesseret i Det Moderne Gennembrud, og Drachmanns litterære indflydelse på samtiden. Hvis man er interesseret i anekdoter som kan fortælles til amerikanske turister på 3 minutter, så find disse andetsteds.