Når der fortælles om fiskerstatuen, kan må få opfattelsen af en storslået afsløring i forbindelse med havnens jubilæum og et fiskeroprør som krævede politibeskyttelse for at gennemføre ceremonien! Man ser næsten et masseslagsmål foran sig!
Det er bare ikke korrekt!
Når man gennemlæser Skagens Avis omkring november 1932, erfarer man at der langt tid INDEN opstillingen, var generel utilfredshed blandt skagboer med anvendelse af Anne Marie Carl Nielsens sokkelfigur fra Rytterstatuen som enkeltstatue til ære for Skagens fiskere og redningsmænd. At modellen var fra Hanstholm var måske mere sekundært, nej, man syntes ikke at statuen med den fremstrakte arm ydede redningsmandens ydmyge væsen retfærdighed!.
Skagens Avis’ sektion Ordet frit var spækket med læserbreve, og indsamlingerne til statuen fik ikke mange penge i kassen, hvorfor Anne Marie Carl Nielsen tilsyneladende satte prisen ned for at sikre sin statue.
Fredag den 11. november 1932 indrykker ”Komiteen” for statuen en redegørelse i Skagens Avis, hvor de fremhæver en masse organisationer og personer som er positive over for statuen, for eksempel Ulrik Plesner som ”godkender” placeringen, forskellige dampskibsreder-, skibsfører- og styrmandsforeninger udtaler sig positivt. Komiteen består blandt andre af Anders Kruse Nielsen, Søren Møller (borgmester), konsul Th. Andersen, og kantor Hansen Larsen.
Få dage før har Brodersen, Dahlerup, Jarnum, I.P. Jakobsen og Carl Johansen trukket sig fra indsamlingerne på grund af modstanden.
Største modstander er maleren M.P. Mosbjerg, som skriver talrige læserbreve i avisen, ligesom en underskriftsindsamling imod statuen offentliggøres i avisen.
Men statuen ankommer og opstilles på granitsoklen – billedhugger Anne Marie Carl Hansen kommer på kort visit og sækkelærredet vikles af statuen – og så står den der! Ingen festivitas i den anledning – og heller ingen fysisk ballade.