Uge 48 - 2013

Post date: Dec 2, 2013 11:37:34 AM

Genforening og glædestårer til billard !!!

Poul Erik Thomsen måtte for et par måneder siden konstatere, at han på tragisk vis mistede sin dejlige billardkø.

Et par "grønne piger" gjorde for få dage siden store øjne, da de på motorvejsstrækningen i nærheden af Brønderslev pludselig blandt pilekviste og andre sjove vækster fandt en lang træboks, som viste sig at indeholde en flunkende ny billardkø. Heldigvis var ejerens navnetræk trods regn, blæst og megen frost stadig intakt.

Fundet blev snarrådigt indleveret til Billardklubben i Brønderslev, så overraskelsen og gensynsglæden var stor hos Poul Erik, da han forrige mandag sammen med de øvrige spillere på old boys hold 2, mødte til kamp mod Brønderslev 3.

Resultatet af den sportslige akt blev en sikker sejr på 6-2.

Poul Erik Thomsen (4,00) havde svært ved at koncentrere sig ovenpå alt virakken, men det lykkedes dog sluttelig at hive en meget smal sejr i land.

Ivan Simonsen (8,43) og Kaj Kristensen (12,37) havde det polerede spil i højsædet, og således hjemførte de begge kanonsikre sejre.

Eva Olesen (1,91) gjorde ikke meget væsen af sig, og således tabte hun mega stort.

Læs om de øvrige kampe i ugens løb i nedenstående dokument.