Forrige nyheder kan læses her
Vejret drillede det ene hold. Vi har haft 3 hold i kamp og det blev til en pose blandet resultater - vi tog igen en af hver.
Casper B. Caspersen havde opholdt sig udendørs hele dagen. Han har således på ingen måde nydt det hvide drys fra oven.
Hjemvendt fra job konfererede han med makkeren, Bo Engmann, der kunne berette at Katsig Bakker havde skiftet farve fra grøn til hvid, ligesom store dele af vejnettet i Vendsyssel af samme årsag var svært fremkommelig. Billard kampen på toppen var vigtig, men sat på spidsen, så nærede de begge ingen ønsker om at sætte førligheden på spil. De valgte således at melde afbud, hvorved resultatet ved skrivebordet blev til et nederlag på 0-4.
Gunnar Muhlig (4,32) bed rigtig godt fra sig straks fra start. Hurtigt havde han således fået fat i den lange ende af rebet. Det etablerede forspring blev på flotteste vis forsvaret. Med autopiloten aktiveret, kunne han derfor stille og roligt sætte kursen mod mållinjen. Uden de helt store sværdslag kunne han således sluttelig snuppe en meget flot sejr.
Villy Hansen (1,94) fik ikke løsnet lågen korrekt, hvorfor han fra første færd sad fast i startboksen. Modstanderen tog chancen og skøjtede bare derudaf. Da han langt om længe fik sig revet løs, var han allerede uhyggelig mange længder bagud. Spillet skulle nu forceres. Det bragte desværre bare mere usikkerhed med ind i spillet. Rystet helt ind til grundvoldene var han, ligesom næbbet hang langt ned i skuffen. Da han således aldrig fandt rytmen i spillet, måtte han sluttelig, efter en meget ringe indsats, indkassere sæsonens første nederlag.
Jens Dalsgaard (7,90) var fra start helt ustyrlig, Således diskede han op med den ene sukker bal efter den anden. Herved var han hurtigt solidt i front. Selv om han reelt var alene på banen slækkede han på ingen måde på speederen. Han fortsatte således ufortrødent med sin mission. Sluttelig kunne han da også veksle den ovenud eminente indsats til en mega tårnhøj sikker sejr.
Kjeld H. Jensen (10,00) sprang fra start ud i fuld flor. Behændigt manøvrerede han rundt med stødballen, benævnt den røde tomat, og brug af kølle nummer tolv, var på intet tidspunkt på tale. Alle odds pegede således i retning af en særdeles fornem indsats. Han gik da også meget frisk til opgaven, hvor han til tider gav den både med hæl og tå. Den meget flotte indsats blev da også sluttelig omsat til en meget sikker sejr.
Efter første turnerings halvdel har holdet fortsat maksimumpoint. Førstepladsen er lige nu ret så sikker, idet holdet med fjorten point for syv kampe, har et forspring på hele fem point ned til nærmeste forfølger.
Jørn Brath (3,48) leverede en ordinær indsats. Alligevel kom han hurtigt under alvorligt pres. Således måtte han ret tidlig i opgøret øge tempoet i håb om at mindske efterslæbet. Det blev dog kun lige ved og næsten. Sluttelig blev det således til et acceptabelt nederlag.
Martin Bast (3,07) holdt sig på det jævne. Modstanderen oppede sig, hvorved han hurtigt måtte se sig klart distanceret. Spurten blev sat, og der blev halet ind. Desværre var det ikke nok. I slutfasen blev der igen trukket fra, hvorved han måtte indkassere et klart nederlag.
Egon Jørgensen (5,22) kom rimelig godt fra start. Herved blomstrede selvtilliden. I denne periode havde han således let ved at finde frem til pointene. Modstanderen fik også gang i spillet, hvorved forspringet skrumpede en smule. Pludselig rendte han tillige umotiveret ind i et højt stakit. Før kampen blev alt for tæt, fik han dog igen gang i spillet. Således kunne han sluttelig hive en smal sejr i land.
Poul H. Pedersen (9,66) kom akkurat som modstanderen lidt blødt ud i marken. Der blev arbejdet godt med tingene og pludselig blev han totalt ustyrlig. En serie på 66 point satte således yderligere tryk på kedlerne. Modstanderen gik fuldstændig i sort over dette raid. Han holdt nu fast i konceptet, hvorved han i ensom majestæt hurtigt nærmede sig målet. Den meget flotte indsats indbragte ham således en tårnhøj sejr.
..tog en meget sikker sejr.