Uge 38 - 2023

Forrige nyheder kan læses her

Ugens kampe bød på alle 3 resutalter (sejr, uafgjort og tab). Hvem der stod for hvilket resultat, har Erik skrevet ganske detaljeret om, som du dermed kan læse herunder.

Fri carambole hold 1 har på hjemmebane spillet mod Asaa 2.

Resultatet blev uafgjort 2-2.

Casper B. Caspersen (1,22) tog starten i ensom majestæt. Med stor koncentration og dermed spillelyst havde han således meget hurtigt bragt sig solidt foran. Serier på 3 point kom nærmest som var det på samlebånd. Således styrede han spillets gang fra første fløjt. Slutfacit efter en virkelig fremragende indsats, blev da også en usvigelig sikker sejr.

Bo Engmann (1,19) kom akkurat som modstanderen særdeles fint fra land. Godt spil og tæt kontakt, var der således et pænt stykke hen ad vejen. Da modstanderen pludselig øgede sin scoring frekvens, blev afstanden hurtigt markant større. Da han desværre ikke magtede at svare igen på dette raid, måtte han derfor slutligt se sig klart slået.

Kampens spiller blev Casper B. Caspersen

Fri carambole hold 2 har på udebane spillet mod Hjørring 2.

Resultatet blev et nederlag på 0-4.

Jens Dalsgaard (0,60) kom pænt fra land, hvorved han snuppede en mindre føring. Modstanderen fik ikke bare udlignet, nej der kom også et par "horn", som pludselig gav en klar føring. Han rystede dog hurtigt den kolde spand vand af sig. Lidt efter lidt kom han tilbage på sporet. Ganske langsomt åd han sig således tilbage ind i opgøret. Da han endelig fik fornyet kontakt, var den desværre igen gal med et par vildfarne "økologiske grise". Det kom han sig desværre aldrig over. Således måtte han sluttelig indkassere et lille nederlag.

Erik Brogaard (0,75) spillede et særdeles flot parti fra pletten. Hele 3 point kom således på kontoen i den første indgang. Herefter kom der desværre en del tomme runder, som modstanderen på bedste vis benyttede til at stille skarpt på kikkertsigtet.  Hurtigt kom han således en hel del bagud. Konkurrencegenet blev dog aktiveret, hvorved han stille og roligt igen kom tilbage på sporet. Efter 19 indgange manglede han således kun sølle 4 point mens modstanderen manglede hele 25 point. I den sidste dekade formåede han desværre kun at score to point, mens modstanderen på letteste vis "stjal" sejren til sidst. Altså et træls og meget unødvendigt nederlag. Devisen om, at der i alle cirkus forefindes en klovn, holder således stadig.  

Kampens spiller blev Jens Dalsgaard.

Old boys hold 1 har på udebane spillet mod Brønderslev 1.

Resultatet blev en sejr på 6-2.

Thorkil Molsen (2,54) var fra start ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvorfor han ret hurtigt blev sendt langt bagud. Ret tidligt måtte han derfor sætte en lang spurt. Her lykkedes det lidt efter lidt at komme betydeligt nærmere. Modstanderen gik tillige i stå. Således kunne han i ro og mag slutte af med at hive en smal sejr i land.  

Henrik Vangsted (6,91) kom ikke ret godt fra start. Således havnede han forbavsende hurtigt i store spillemæssige problemer. Han kæmpede dog bravt med at finde de brugbare løsninger. Da han endelig vågnede op, trykkede han resolut speederen helt i bund. Således kørte han nu bare derudad. Sluttelig indbragte den solide indsats da også en uhyggelig sikker sejr. 

Frank Pedersen (4,77) kom særdeles rimelig fra start. Godt foran tillod han sig en scoring mæssig pause, som heldigvis ikke fik den helt store betydning. I gang igen kom han. Herved kunne han på ny trække yderligere fra. Sluttelig kunne han derfor uden det helt store besvær, trille en meget sikker sejr i hus. 

Poul Erik Thomsen (4,82) blev fra start holdt i et jerngreb, hvorfor han på intet tidspunkt fik gang i den store træfældning. Værktøjskassen blev ganske vist gennemrodet godt og grundigt, men på intet tidspunkt fandt han frem til noget, der bare havde en lille smule effekt på spillet. Forsøg var der således mange af. Forhindre et kæmpe stort nederlag, ville han gerne, men det var han på intet tidspunkt i nærheden af. Altså et kæmpe stort nederlag efter en meget flad indsats. 

Kampens spiller blev Henrik Vangsted

Serie 3 har på udebane spillet mod Frederikshavn 1

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Karsten Brath (2,62) blev fra start klemt op i et blindt hjørne, hvor det var meget svært at komme væk fra. Modstanderen fortsatte ufortrødent sit raid, hvorfor der meget hurtigt blev lagt behørig afstand. Han gjorde naturligvis det, der var muligt, men han stred bare forgæves mod overmagten. Sluttelig kunne han således ikke forhindre et meget stort nederlag.

Henning Pedersen (4,38) tog indledningsvis del i en meget jævn kamp. Modstanderen eksploderede dog hurtigt med en meget flot serie. Herfra blev det således op ad bakke. Mulighederne var nu en meget lang spurt, eller at flyve som en sommerfugl og stikke som en bi. Med de mange jabs i form af små scoringer, havde han held til ganske langsomt at få reduceret efterslæbet. På den sidste langside fik han ikke bare kontakt, nej han gled sandelig også forbi. Han holdt koncentrationen, og således kunne han sluttelig hive en meget smal sejr i land.

Egon Jørgensen (3,83) tog en meget blød start. Herved blev han meget hurtigt sendt i den jagende rolle. Alle tænkelige løsningsmodeller kom derfor lynhurtigt i spil. Først i slutningen af anden dekade blomstrede han en smule op. Med to meget flotte serier pressede han således på for udligning. Modstanderen svarede dog prompte igen på det hårde ryk. Afstanden blev derfor igen markant. Dette raid kom han på ingen måde tilbage fra . Kræfterne var desværre brugt. Således endte det med et mindre nederlag. 

Poul H. Pedersen (8.00) kom meget fornuftigt ud i marken. Modstanderen havde ikke noget modsvar til dette raid, hvorfor der meget hurtigt blev etableret en solid føring. Skruen blev holdt i vandet. Således kunne han konstant øge afstanden. Den glimrende indsats sluttede da også med en mega stor sejr. 

Poul H. Pedersen blev kampens spiller. Da han pt. tillige topper klubbens interne rangliste, snupper han naturligvis også titlen som ugens spiller.

Poul H. Pedersen

..ugens spiller