Uge 47 - 2023

Forrige nyheder kan læses her

Den turneringsmæssige aktivitet har i den seneste uge ikke været noget at skrive hjem om. Alle potentielle hold, har nemlig været oversiddere i den forgangne spillerunde.


November måneds klubaften havde deltagelse af 12 medlemmer. Efter en kort information om aftenens forløb, gik man straks i gang med billardspillet. Der blev spillet i cirka to timer, hvorefter man sluttede aftenen med fælles hygge til en kop kaffe med kage. 

December måneds klubaften afholdes i øvrigt den 5. december, jævnfør opslag i klubbens lokaler. 

Black Friday var der bestemt ikke i Billard Klubbens lokaler over den tidligere Superbrugsen. Alt det lys, der kunne tændes, var nemlig tændt, idet klubben denne aften afholdte sin traditionsrige julefrokost med hele 32 deltagere. Der blev budt på et meget veldækket og lækkert julebord, hvor den gode mad blev leveret fra Sindal Superland. Gennem aftenen blev maden nydt i fulde drag. Ind imellem måtte støjen dog dæmpes, idet flere gerne ville fortælle historier. Der blev også sunget sange, og ikke mindst blev der solgt en god sjat amerikansk lotteri. Til lotteriet var der fra en stor del af de forretningsdrivende i Sindal og omegn sponsoreret virkelig flotte gaver. Under desserten var der 4 mandelgaver i spil. En ved hver af de fire borde. Der var naturligvis stor spænding om hvem, der ville løbe med præmierne. Disse var selvfølgelig også sponsoreret af de forretningsdrivende.

Aftenen forløb simpelthen på skinner. Der var nemlig for en gangs skyld overhovedet ingen aktivitet ved billardbordene. Det kan derfor tolkes på den måde, at alle ved midnatstid gik veltilfredse hjem, efter at have deltaget i en virkelig skøn aften.    

Den 14. januar 2024 kan Billard-klubben fejre sin 50 års fødselsdag. 

Jubilæumsudvalget bestående af Jens Dalsgaard, Egon Jørgensen og Frank Pedersen har nu afleveret deres oplæg med forslag til program for afvikling af dagen til bestyrelsen. Der er simpelthen lavet et stort og flot stykke arbejde, så medlemmerne kan roligt glæde sig til, inden længe, at modtage invitationer og program for dagen.  


Kurt Rasmussen (tv) og Poul H. Pedersen

To herrer studerer indgående en gevinst fra det amerikanske lotteri. Af den blå cap fremgår det tydeligt, at de ivrigt debatterer tildeling af antal Michelin-stjerner