Uge 6 - 2024

Forrige nyheder kan læses her

En uge med 5 holdkampe og ingen individuelle. Erik har haft gang i interviews og på sædvanlig gode måde genfortalt kampene.

Fri carambole hold 2 har på hjemmebane spillet mod hold 1

Resultat blev uafgjort 2-2.

Det interne opgør blev denne gang særdeles fri for spænding. Hos bookmakerne endte opgøret derfor på odds 1,00. Sluttelig blev det forventede resultat da også uafgjort 2-2.

Jens Dalsgaard (0,26) havde fornøjelsen af at møde Casper B. Caspersen (1,10). Sidstnævnte var, akkurat som ventet, en alt for skarp mundfuld. Trods gode initiativer måtte Jens således sluttelig indkassere et ganske klart nederlag.

Erik Brogaard (1,00) stod over for Bo Engmann (0,37). Tager man de to spiller for spiller, så er Bo langt mere velfunderet indenfor denne billard disciplin.  Der er dog andre faktorer, der gør sig gældende. Her har Erik nemlig, med en enkelt undtagelse, altid haft krammet på Bo.  Erik fik således overtaget allerede fra start. Forspringet blev tillige kontinuerligt udbygget alt i mens Bo gik mere og mere i opløsning. Erik forblev i den dybe koncentration, og fortsatte ufortrødent på de høje nagler. I ren opvisning blev Bo således næsten klædt af. Med den kanon overlegne sejr er Erik således tilbage på tronen. 

Kampens spiller for hold 1 blev Casper B. Caspersen, mens Erik Brogaard naturligvis blev det for hold 2

Old boys hold 1 har på udebane spillet mod Halvrimmen 6

Resultatet blev et nederlag på 3-5

Thorkil Molsen (4,20) sad roligt på bagsædet på den lange køretur, mens han stiltiende lagde taktikken. Således styrede han løjerne straks fra start. Som kampen skred frem, havde han hele tiden et øje rettet mod modstanderens gøren og laden. Når det var nødvendigt, slog han således straks tilbage. Derved  omsatte han en særdeles fin indsats, til en meget sikker sejr. 

Henrik Vangsted (2,93) havde foretaget en kraftig investering i nye briller. De havde åbenbart ikke den ønskede effekt, idet han kom temmelig skidt fra start. Her var pilekvisten ved flere tider i fare for at knække, men den holdt dog kampen ud. Selv om han naturligvis arbejdede konstruktivt med intentionerne, så fandt han på ingen måde tilbage på sporet. Sluttelig endte det således med et ret så klart nederlag.

Frank Pedersen (3,73) kom temmelig godt fra start. Således bragte han sig hurtigt solidt i front. Da det hele således så ret så tilforladeligt ud, tog han ubevidst en ordentlig slapper. I den periode løb alle initiativer ud i sandet. Modstanderen brugte sekvensen til at oppe sig en smule. Herved blev kampen pludselig særdeles spændende. Side om side gik det således mod mål. Modstanderen forcerede dog først snoren. I efter stødet blev der med stor kølighed bragt balance i regnskabet. Opgøret sluttede derfor med remis.  

Poul Erik Thomsen (4,65) tog den indledningsvis meget med ro. Herved trak kampen så meget ud, at alt strøm over bordet blev brugt. En lille pause måtte der således til, inden kampen kunne genoptages på et andet spillebord. Godt i gang gik det nu side om side. Da afgørelsen nærmede sig, havde han således fortsat særdeles gode muligheder for succes. Desværre manglede kynismen. Hermed glemte han at udnytte sine muligheder. Den svage afslutning gjorde således, at han sluttelig, desværre, kom i taberens rolle.

Kampens spiller blev Thorkil Molsen

Old boys hold 3 har på hjemmebane spillet mod Sæby 1.

Resultatet blev en sejr på 6-2

Martin Bast (3,75) fik en meget flad start, hvorved han kom i den jagende rolle. Han fik dog ret hurtigt spillet stabiliseret, hvorved han straks kom mere med. Desværre fik han aldrig helt kontakt, hvorfor det slutteligt endte med et beskedent nederlag.

Jørn Brath (7,64) kørte med klatten fra start til slut. Således blev alle spillets facetter gjort legende lette. Samtidig slog han øjeblikkeligt med på alle modstanderens tiltag, hvorved han udviste total dominans. Han holdt ufortrødent speederen i bund, og i ensom majestæt gik det således over stok og sten. I ny personlig rekord endte det derfor med en særdeles overlegen sejr.   

Egon Jørgensen (7,08) tog teten straks fra start. Modstanderen kunne slet ikke følge dette raid, hvorfor der kontinuerligt blev lagt afstand. I den afsluttende fase kom der tillige en flot spillet serie på 50 point, som også gjorde sit til, at han sluttelig kunne sikre sig en yderst solid sejr. 

Poul H. Pedersen (7,72) tog starten med storm. Herved bragte han sig hurtigt i en særdeles gunstig position. Solidt foran aktiverede han autopiloten. Således holdt han hele tiden god snor i modstanderen. Således endte det slutteligt med en kæmpe stor sejr. 

Kampens spiller blev Jørn Brath.

Old boys hold 4 har på udebane spillet mod Ørsø 1.

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Henning Pedersen (4,12) kom særdeles godt fra start. Herved snuppede han hurtigt en smal føring. Dette faktum holdt sig langt hen i matchen. Da afgørelsen således stod for døren, kom der pludselig masser af nerve ind i opgøret. Spændingen steg således til uanede højder, idet modstanderen nu pustede ham i nakken. Efter en hæsblæsende finish, kunne han dog ånde lettet op, idet det slutteligt lykkedes at hive en smal sejr i land.

Kurt Toft (2,74) indledte særdeles koncentreret, hvorved han hurtigt fik sig solidt bragt i front. I de første to dekader gik det således bare derudaf. Pludselig mistede han imidlertid fokus, hvilket gjorde at modstanderen hele tiden krøb nærmere og nærmere. Afslutningen blev derfor særdeles hektisk. Han fik ved hjælp af små spredte scoringer endelig sikret de sidste manglende point.  Afgørelsen lå nu hos modstanderen, der havde sit efter stød i behold. Her måtte han desværre stiltiende se til, at denne udnyttede muligheden, hvorfor opgøret sluttelig endte med remis. 

Egon Andersen (4,52) kom fra start ud for et sandt bombardement. Herved kom han meget tidligt solidt bagud. I lange perioder kæmpede han derfor bare med at hænge på bagsmækken. Modstanderen dæmpede sig pludselig en smule, hvorved han kunne sætte spurten ind. En serie på 30 gav således fornyet kontakt. Afslutningen blev således meget hektisk, idet det nu bølgede frem og tilbage. Modstanderen fik dog først fat i distancen. Efter stødet gav desværre ikke fuld valuta, hvorfor han sluttelig måtte se sig distanceret med sølle fire point. Altså et træls nederlag. 

Erik Brogaard (8,57) tog fra start den styrende rolle. Herved kom han ret hurtigt i front. Halvvejs i spillet begyndte modstanderen for alvor at røre på sig. Herfra kom pointene ikke mere så let, hvorfor opgøret udviklede sig i en meget spændende retning. Close race med små skiftende føringer blev således devisen. De sidste point kom efterhånden i hus. Modstanderen havde desværre sit efter stød at holde sig til. Det sad lige i øjet, så kampen blev slutligt dømt for remis.  

Kampens spiller blev Erik Brogaard

Serie 3 har på udebane spillet mod  Sæby 1.

Resultatet blev et nederlag på 3-5.

Karsten Brath (3,81) tog starten med storm. Herved gik han meget hurtigt solidt i front. Som kampen skred frem mistede han desværre koncentrationen. Dette fakta gav plads til at modstanderen kunne overtage initiativet. Afslutningen blev derfor noget hæsblæsende. Muligheden var der mange gange, men den sidste pind fik han ikke til at vælte i tide. Således måtte han se modstanderen passere stregen først. I efter stødet fik han dog den famøse pind væltet, hvorved han trods alt reddede remis. 

Egon Jørgensen (3,95) strøg ud i marken i en hulens fart. Herved fik han meget hurtigt opbygget et solidt forspring. Da det således gik allerbedst, mistede han desværre fodfæstet. Modstanderen begyndte derfor sit tilbagetog. Denne kom hastigt nærmere, og på opløbet blev kontakten så genskabt. Mod målfeltet gik det nu side by side, hvor begge aktører havde deres muligheder. Ned ville de to manglende pinde desværre ikke. Således måtte han sluttelig indkassere et meget træls nederlag. 

Poul Erik Thomsen (7,33) gjorde det egentlig ganske godt. Da modstanderen indledningsvis havde temmelig travlt, så det bare ikke ud af så meget. I den jagende rolle kæmpede han dog særdeles bravt. Han kilede bare på, og i slutfasen fik han endelig fuld valuta for sit konstruktive arbejde.  Han opnåede nemlig fuld kontakt. Modstanderen red dog stormen af, hvorfor han sluttelig måtte indkassere et smalt, og dermed noget træls nederlag.  

Poul H. Pedersen (7,00) kiksede starten totalt, hvorved initiativet konstant lå hos modstanderen. Han fightede dog glimrende for sagen. Han gjorde det faktisk så godt , at han hurtigt begyndte at reducere på efterslæbet. Da modstanderen tillige gik lidt i stå, fik han endnu mere blod på tanden. Han fightede nu, så det slog gnister. Hermed fik han ikke bare kontakt, nej han susede sandelig også langt forbi. Herfra så han sig ikke tilbage. Han styrede nu ballerne behændigt rundt på bordet, for slutteligt at tage en meget overlegen sejr. 

Kampens spiller blev Poul H. Pedersen.

Erik Brogaard

skaffede point både i carambole- og keglebillard, hvorfor han snupper titlen som ugens spiller.