Uge 10 - 2024

Forrige nyheder kan læses her

Pyha så er den sæson snart slut, 1-2 kampe mere og så er det tid for sommerferie. Vi har umiddelbart ikke nogle hold, som klarer skærerne og går videre ti regionsfinaler.

Fri carambole hold 2 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 2.

Resultatet blev et nederlag på 0-4.

Jens Dalsgaard (0,13) kom særdeles skidt fra start selvom han hele tiden anvendte et fornuftigt dessinvalg. Millimeterne spillede ham derfor gang på gang et puds. Modstanderen havde til gengæld det helt store træf i højsædet. Herved blev han meget hurtigt sendt langt agterud. Selv om han ufortrødent blev ved med at kæmpe, så kom der kun sporadisk point på kontoen. Slutteligt endte det således med et mega stort nederlag.

Erik Brogaard (0,16) kiksede starten totalt, hvorved han meget hurtigt blev rendt over ende. Efterfølgende gjorde modstanderen dog kun det mest nødvendige for at komme mod mål. Undervejs blev der således pyntet en lille smule på resultatet. Han kunne derfor på ingen måde forhindre et kæmpe stort nederlag.

Kampens spiller blev efter afstemning Erik Brogaard. 

Old boys hold 1 har på udebane spillet mod Asaa 1.

Resultatet blev uafgjort 4-4

Thorkil Molsen (2,25) kom egentlig meget godt fra start. Desværre kunne han ikke holde trykket i ballonen, hvorfor luften pludselig sivede meget hurtigt ud. Herved lukkede han modstanderen tilbage i dysten. I denne periode kom han også en lille smule bagud. Trods rigtig god fight fik han desværre ikke fornyet kontakt. Således sluttede det med et moderat nederlag.

Henrik Vangsted (3,45) fik indledningsvis ikke det sædvanlige glid over spillet, hvorfor han hurtigt blev sendt i den jagende rolle. Selv om han kæmpede godt med tingene, fik han ikke den ønskede effekt ud af anstrengelserne. Således måtte han slutteligt indkassere et ganske klart nederlag. 

Frank Pedersen (4,19) kom rimelig godt fra start. Kvart og spids gik som de skulle, men langballer blev pludselig en slem pine for ham. Han kæmpede dog fornuftigt med tingene. Samtidig hermed havde han tillige held til at bremse modstanderens fremfærd, hvorfor dysten blev en smule langtrukken. Sluttelig kunne han dog hive en meget smal sejr i land. 

Poul Erik Thomsen (7,84) var rigtig godt spillende, hvorfor han tog teten straks fra start. Selv om modstanderen sporadisk pressede på, holdt han speederen solidt i bund. Herved blev alle angreb straks neutraliseret. Den glimrende indsats blev sluteligt vekslet til en meget flot sejr.

Kampens spiller blev Poul Erik Thomsen.

Old boys hold 3 har på hjemmebane spillet mod Skagen 3.

Resultatet blev uafgjort 4-4

Martin Bast (3,72) kom ud fra startboksen med langsomme bevægelser. Med den trælse start, kom han derfor meget hurtigt agterud. Ret hurtigt kom han dog efter det. Her hjalp det også, at modstanderen gik ned i tempo. Det forsømte blev indhentet, og som en ekstra fjer i hatten, tog han tillige også en klar føring. Herfra holdt han fokus. Således kunne han slutte med at trille en overordentlig sikker sejr i hus.

Jørn Brath (4,30) fik rigtig kærligheden at føle, idet modstanderen fra start havde temmelig travlt. Langt bagud var der således svære odds at kæmpe imod. Han gjorde det dog ganske godt, men på ingen måde kunne han dog forhindre et meget stort nederlag.

Egon Jørgensen (6,53) kom særdeles godt fra start. De store udsving i spillet udeblev, hvorfor han i kraft af god stabilitet, kunne bygge på hele tiden. Autopiloten blev aktiveret, hvorefter det med cruise control  gik direkte mod mål. Således kunne han slutte med at trille en meget stor sejr i hus.

Poul H. Pedersen (4,90) havde ikke marginalerne med sig, hvorfor det helt fra start bare blev stolpe ud. Herved kom han på rekordtid særdeles langt bagud. Da han endelig begyndte at hale lidt ind, mistede han på ny grebet om spillet. Således kunne han på ingen måde forhindre, at det slutteligt endte med et meget mærkbart nederlag. 

Kampens spiller blev Egon Jørgensen

Serie 3 har på udebane spillet mod Hjørring 7

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Karsten Brath (4,66) gik med lyst sind ind til opgøret. Således havde han fra start fat i den lange ende af rebet. Efterhånden som kampen skred frem, gik han desværre ned i tempo. Dette gav modstanderen fornyet tro på tingene. Inden det opbyggede forspring forsvandt helt, havde han dog held til at genstarte motoren. Herved lykkedes det sluttelig at hive en meget smal sejr i land.

Egon Jørgensen (5,31) kom meget frisk fra start, hvorved han forbavsende hurtigt fik etableret et godt forspring. Da modstanderen ikke pressede synderligt på, kunne han uden de helt store sværdslag, finde sit eget tempo i spillet. Således tog han da også den fulde kontrol over dysten. Sluttelig kunne han derfor snuppe en meget solid sejr.

Poul Erik Thomsen (4,26) havde ikke den velkendte snert i køen, hvorved han allerede fra start tabte terræn. Han måtte således meget tidligt til at rode i værktøjskassen efter brugbare løsninger. Den mission fik han desværre ikke løst særlig godt. Da alle friske tiltag således løb ud i sandet, måtte han slutteligt indkassere et meget klart nederlag. 

Poul H. Pedersen (8,50) leverede fra start en ganske glimrende indsats. Modstanderen hoppede resolut med på vognen. Herved blev der i rum tid dømt tæt følgeskab med små ubetydelige udsving til begge sider. Undervejs kom en flot spillet serie på 60 point, som han uheldigvis ikke fik fordel af. Modstanderen slog nemlig omgående tilbage. I slutfasen var han desværre ikke skarp nok, hvorfor det hele endte med et meget smalt nederlag. 

Kampens spiller blev Egon Jørgensen.

Egon Jørgensen

er ugens spiller.