Forrige nyheder kan læses her
Bo Engmann har spillet regionsfinale på hjemmebane og vandt - TILLYKKE Bo. Vejen hertil er refereret godt herunder. Du an også læse, hvordan holdene præsterede i ugens løb.
Casper B. Caspersen (1,12) kom rigtig flot ud på banen. Således styrede han i en meget lang periode begivenhedernes gang, og det endda på allerbedste vis. Modstanderen blev pludselig tilsmilet af en lille håndfuld lucky punch, hvilket på rekordtid vendte det hele på hovedet. Casper gik herefter kun til stregen, og det i et sådant omfang at den ventede sejr sluttelig gled ham af hænde. Så hård og ubarmhjertig kan sport også være, når den kind vendes til. Trods den glimrende indsats blev det således til et højst overraskende nederlag.
Bo Engmann (1,02) tog teten straks fra start. Da modstanderen sporadisk kun formåede at lave et enkelt point ad gangen, blev der således på intet tidspunkt lagt det helt store modpres. I ro og mag kunne Bo således fremtrylle en serie på både fem og seks, hvilket blot øgede afstanden markant. På autopilot var der således rig mulighed for at øve på nogle måske lidt tvivlsomme dessiner samt ikke mindst prøve nye varianter af. Selv om modstanderen langt henne i spillet doblede sin highscore til to, var der således aldrig tvivl om hvordan skabet skulle stå. Slutfacir blev således en meget overlegen sejr.
Erik Brogaard (0,68) overlod udlæget, og dermed initiativet til modstanderen, hvilket viste sig at blive meget kostbart. Allerede efter få indgange stod det nemlig klart at sejrs chancen var spildt. Mens han iagttog modparten boltre sig som en ål i vandet, måtte han sadle totalt om, bare for at klare cuttet. Langt om længe bed han alvorligt fra sig, idet først en serie på fem og senere en på tre point blev fremtryllet. Det pyntede gevaldigt på helhedsindtrykket, men forhindre et fantom stort nederlag, kunne han trods alt ikke.
Søren Aagaard (0,43) indledte lidt trægt, hvorved han ret hurtigt kom en smule bag ud. Selv om marginalerne af og til drillede med en my eller to, så kæmpede han forbilledligt med tingene. Da han så endelig fandt sin gyldne periode, så var han forbavsende hurtig til at sikre fornyet kontakt. Mulighederne stod nu pludselig i kø. På de afgørende sekvenser havde han dog fortsat ikke heldet med sig. Modstanderen var trykket helt i knæ, men da han marginalt fik alt for mange livliner, så måtte Søren sluttelig se den mulige sejr glide af hænde. Altså mulighedernes kamp, der desværre endte med et lille nederlag.
Thorkil Molsen (3,12) gik frisk til opgaven. Herved havde han rigtig godt styr på begivenhederne. Føringen blev markant, men som dysten skred frem, gik han desværre meget ned i kadence. Dette gjorde at modstanderen lidt efter lidt fandt sit comeback. Efter et jævnbyrdigt følgeskab nærmede aktørerne sig målområdet. Her smed han resolut trumfen i ringen. Derved lykkedes det sluttelig at hive en meget smal sejr i land.
Henrik Vangsted (4,68) tog starten i fuld galop. Herved havde han hurtigt fået etableret et ret så stort forspring. Dette lullede ham dog lidt i søvn. Herved lukkede han desværre modstanderen tilbage i opgøret. Der blev nu ikke bare opnået kontakt, nej han blev også distanceret. Det var nu med en alvorlig mine Henrik gik til bordet. Koncentrationen stod i lys lue, og alt imens pointene væltede ind på kontoen, viste han sig at være ret så kompromisløs. Først da saldoen var på 44, og dermed de manglende point var i hus, trak han på smilebåndet. At lukke og slukke på denne måde, det var som et lille eventyr. Altså en meget flot sejr efter en rigtig god indsats.
Frank Pedersen (4,82) tog fuldstændig slagkraften ud af modstanderen. Herved banede han fra start vejen for et ensomt ridt mod mål. Undervejs manifesterede han tillige sin overlegenhed ved at score en serie på 42 point. Uden det store pres, kunne han således sluttelig lade sig notere for en stor sejr.
Poul Erik Thomsen (7,76) kom rigtig fint fra land. Selv om han fik rigtig god modstand, havde han alligevel held til at trække fra. Hårde slag udvekslinger var der mange af, men hver gang lykkedes det at neutralisere raidet. I slutfasen havde han således fortsat godt fat i fronten. Da afgørelsen kom op over blev mandolinstrengene desværre lidt slappe. Dette betød at direktør spillet med disse gummiarme ikke længere var rutine. Et par fæle afbrændere blev nemlig særdeles kostbare. Modstanderen svigtede naturligvis ikke de gyldne muligheder. Noget uretfærdigt (som han selv sagde det) måtte han derfor sluttelig se sig distanceret med lille margin.
Med sejren er holdet fortsat med i den spændende halvdel af rækken. Tredjepladsen indtages for øjeblikket, men der er kun et enkelt point op, og det for en kamp mindre. Det har endda i kådhed fået holdlederens hjælper til at efterlyse en champagnekøler.
Kurt Toft (3,28) fik ikke noget at arbejde med. Således måtte han fra egen hånd skabe kampen. Han prøvede naturligvis efter bedste evne, men det var bare en disciplin han denne gang ikke mestrede til perfektion. Ofte smed han derfor gode tilbud til modstanderen. Det blev nu et tæt følgeskab i en meget rodet kamp. I slutfasen måtte han tillige slippe grebet, hvorfor det noget skuffende endte med et ret så klart nederlag,
Karsten Brath (3,80) strøg ud af startboksen i en hulens fart. Med dette raid kom han således meget langt foran. Modstanderen kunne i denne periode ikke finde fodfæste, så det tunge skyts udeblev. Alligevel kørte han forbavsende hurtigt kold. Han gav således modstanderen uanede chancer for et come back. Da der langt om længe blev skabt fornyet kontakt, havde han desværre ikke mere at skyde med. Således endte det slutteligt med et klart nederlag.
Hans Christian Jørgensen (4,22) kom rigtig trægt ud på banen. Da modstanderen heller ikke kunne få noget til at fungere, fulgtes de således ad til langt hen i kampen. Udsving var der naturligvis, men ikke noget, der fik den store betydning for kampens udfald. I en meget hektisk afslutning fik H.C. først presset sig over mållinjen. Modstanderen udnyttede sit efterstød, og således endte det med remis.
Poul H. Pedersen (5,40) blev alvorligt presset fra start, hvorfor han meget hurtigt blev sendt i den jagende rolle. Noget der åbenbart ikke passer ham særlig godt. Det opskruede tempo gav nemlig stor usikkerhed i spillet. Herved mistede han nogle af de oplagte muligheder. Da han trods helhjertede forsøg, på intet tidspunkt fik det til at fungere, måtte han sluttelig se sig meget klart besejret.
Bo Engmann (1,65) har på hjemmebane deltaget i Regionsfinale vest i individuel fri carambole, klasse B.
I Regionsfinale vest var der foruden Bo Engmann deltagelse af René Günther, Morsø BK, Phi Van Nguyen, Sydfyns BK og Allan Nielsen Vissenbjerg BK. Inden stævnet begyndte var der desværre indløbet afbud fra spilleren fra Sydfyn.
Dette betød at Bo ved den første kamp kom i oversidderens rolle. Mens Fynboen og Vestjyden udkæmpede deres dyst, kunne han således i ro og mag studere sine kommende modstandere på nærmeste hold. Begge aktører gik særdeles frisk til opgaven, så de medvirkede begge til at lave en seværdig fight. Da afgørelsen oprandt havde Fynboen pludselig ikke mere marginalerne med sig. Således kunne Vestjyden sluttelig trække det længste strå.
Bo fik således Fynboen som sin første modstander. Gamet blev pointmæssigt åbnet ret så hæsblæsende. Fynboen ramte nu alt, og hurtigt havde han lavet en fantom serie på hele 13 point. Inden Bo nåede at blive hed om ørene havde han held til omgående at modsvare raidet med en lige så flot spillet serie på 12 point. Koncentrationen steg nu til det yderste, hvor Bo i kraft af mange små serier på 4 til 6 point fik skabt en smule afstand. Med føringen kom det mentale overskud også i spil. Således endte Bo med at trække en meget sikker sejr i land, og det endda i ny personlig rekord. Den fastsatte distance på 70 point blev opnået i kun 29 innings. Gennemsnit per runde for kampen blev således på 2,413.
I guldkampen mod Vestjyden havde Bo en lille fordel, idet han med udgangspunkt i sin nye personlige rekord kunne "nøjes" med et uafgjort resultat. Selv om begge aktører inden kampstart havde løst billet til Landsfinalen, den 11. februar 2023, var der alligevel stor respekt for hinandens kunnen ved carambole bordet. På det taktiske plan ville begge kamphaner således hellere "lægge sort" end forcere en tvivlsom pointscoring. Spændingen var således total i kampens indledning. Små skiftende udsving var der naturligvis, men det tætte følgeskab holdt sig faktisk helt hen til stillingen 48-48. Bo fik endelig udnyttet en meget gunstig mulighed, og på ingen tid havde han bragt scoren op på 66. Her knækkede filmen desværre, og i de følgende fem indgange var han på nulpunktet. Vestjyden kom stormende, og pludselig var forspringet skrumpet meget alvorligt ind. Han modstod dog trykket, og da han endelig til sidst fik muligheden, blev der lukket med en lille serie. Vestjyden havde sit efterstød i behold. Da point eller ej, ikke ville gøre ham nogen forskel, så endte det hele lidt fuser agtigt. Med resultatet 70-66 gik Bo således ubesejret gennem finalerunden.
Efterfølgende fik Bo Engmann overrakt guldmedaljen som tegn på sit Region Vest mesterskab. Efter præmieoverrækkelsen var der hyggeligt samvær over en bid brød som Sindal Superland havde fremstillet.
Nummer 1 og 2 (Bo Engmann og René Günther) fra denne pulje har sikret sig deltagelse i Landsfinalen, der afholdes den 11. februar 2023 i Billardklubben Brønderslev. Fra Region Øst deltager Knud A. Olesen og Amir Seric, begge fra Maribo BK.
Region Vest mester i individuel fri carambole, klasse B