Uge 7 - 2023

Forrige nyheder kan læses her

2 runder tilbage, men old boys hold 2 er sikker på, at blive kredsmester - TILLYKKE. De vandt også sikkert denne uge, hvor de 2 andre hold ikke var så prangende, men kampene var gode og hyggen i top.

2-mands hold 1 har på udebane spillet mod Brønderslev 1

Resultatet blev et nederlag på 0-4.

Casper B. Caspersen (4,33) kiksede starten totalt. Herved kom han meget hurtigt langt bagud. Der blev derfor meget tidligt i forløbet rodet godt med rytmeboksen. Da han desværre aldrig fandt frem til den rigtige melodi, måtte han sluttelig sande, at han denne gang måtte lægge ryg til et meget smertefuldt nederlag. 

Bo Engmann (13,09) kom meget godt fra start. Modstanderen havde dog også det lange ben forrest. Herved blev kampen særdeles velspillet. Bare en skam, at kun få tilskuere så på. Der blev således kæmpet bravt fra begge sider. Modstanderen var dog konsekvent skridtet foran og således også gennem opløbssvinget. Denne status holdt sig ligeledes kampen ud.  Altså en rigtig god indsats, men alligevel et klart nederlag.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 2

Resultatet blev en sejr på 8-0

Gunnar Muhlig (5,16) strøg i en rasende fart ud på steppen. Modstanderen forsøgte, men kunne slet ikke, på den lange bane, følge med i dette raid. Selv om han relativt hurtigt fik kampen under kontrol, fortsatte han ufortrødent i samme malende tempo. Den gode indsats sluttede således med en meget sikker sejr. 

Villy Hansen (5,53) kom simpelthen elendigt fra start. Alligevel havde han en forbavsende evne til hele tiden at hænge fast på bagsmækken hos modstanderen. Lidt bagud var han således stadig, da han endelig fik styr på mandolinen. Nu blomstrede han op, og sandelig om han ikke også  gik i soloudbrud. Modstanderen gik ved dette raid total flad, og således kunne han i ensom majestæt traske mod mål. Således endte det sluttelig med en overraskende stor sejr. 

Jens Dalsgaard (5,43) fik ikke den allerbedste start på gamet. Selv om modstanderen rørte voldsomt på sig, havde han hele tiden øjenkontakt på langsiden. Da det spidsede lidt til, havde han tillige heldet til at fyre en flot serie på 48 point afsted. Herved opnåede han tillige en mindre føring. Nu bølgede det lidt frem og tilbage, inden han sluttelig kunne hive en meget smal sejr i land. 

Kjeld H. Jensen (10,00) havde tanket selvtillid i kraft at holdkammeraternes sejre. Således gik han fra start særdeles frisk til opgaven. Modstanderen kunne slet ikke følge dette udgangstempo, hvorved han meget hurtigt havde bragt sig solidt i front. I takt med at spillelysten blomstrede, strømmede pointene i en lind strøm ind på kontoen. Efter at have domineret fra start til slut, kunne han således omsætte den flotte indsats til en overordentlig sikker sejr. 

Med sejren var det pludselig ligegyldigt med nærmeste konkurrents formåen, idet kredsmesterskabet nu er 100 procent sikker, og det endda selvom, der endnu mangler hele to spillerunder. Skagen 4 er lige så sikker på at snuppe andenpladsen. 

Skawboerne har allerede lykønsket Sindal med kredsmesterskabet, men mon ikke den nu "betydningsløse" topkamp alligevel kan blive et tilløbsstykke, når den nyslåede kredsvinder i den kommende spillerunde gæster Skagen 4.

Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Brønderslev 4

Resultatet blev et nederlag på 1-7

Jørn Brath (4,96) tog starten i fuld firspring. Modstanderen fulgte indledningsvis forbavsende godt med, hvilket eliminerede den store dominans en smule. Da så modstanderen pludselig smed en serie på 64 på bordet, så det grangiveligt en smule vanskeligt ud. Rystet af dette var han heldigvis kun midlertidigt, så stille og roligt kom han igen ind på sporet. Inden der på ny blev skabt kontakt, måtte han dog se modstanderen komme først over stregen. Før sit efterstød manglede der 16 point. Fra pletten var han kold som is, hvorved han lidt efter lidt nåede de manglende point. Således endte opgøret med remis. 

Martin Bast (2,87) var ikke helt oppe i gear, men alligevel havde han undervejs masser af muligheder for succes. Da det virkelig gjaldt kiksede han desværre et par gode dessiner. På bundlinjen viste det sig at blive ret så dyrt. Sluttelig måtte han nemlig se sig slået med ganske få point. 

Egon Jørgensen (5,18) hang fast i startblokken. Herved fik han noget af en træg start. Endelig kom han ud i felten, hvor han ved rigtig god fight lidt efter lidt fik elimineret sit efterslæb. Close race, med små skiftende føringer, blev der nu i en rum tid. Da man nærmede sig den afgørende fase, var han desværre ikke skarp nok, hvorfor han sluttelig måtte tage til takke med et lille nederlag.

Poul Erik Thomsen (6,75) kom rigtig godt fra start, hvorved han ret så hurtigt tog sig en meget god føring. Modstanderen begyndte langt om længe pludselig at røre på sig, hvilket øjeblikkelig gav fornyet energi. Med en ret så voksen serie blev kampen tillige vendt på hovedet. Da han på intet tidspunkt kom sig over denne uppercut, måtte han sluttelig indkassere et mindre men træls nederlag. 

Old boys hold 2

fra venstre Jens Dalsgaard, Villy Hansen, Kjeld H.  Jensen og Gunnar Muhlig