Uge 1 - 2024

Forrige nyheder kan læses her

Atter et nytår og kampene er startet.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 5.

Resultatet blev en sejr på 6-2

Gunnar Muhlig (6,66) susede afsted på det snedækkede klæde. Modstanderen kunne slet ikke følge med i dette raid, så ret hurtigt stod det klart i hvilken retning vinden blæste. På det glatte underlag kom pigdækkene rigtig til sin ret. Uden at ryste på hånden styrede han behændigt ballerne rundt på bordet. Således kunne han slutteligt i eget tempo, trille en overordentlig sikker sejr i hus. 

Villy Hansen (4,48) fik ikke den bedste start. Herved kom han meget hurtigt solidt bagud. Han kæmpede dog som altid bravt for sin chance. Men først da modstanderen gik totalt i stå, skete der virkelig noget på scoreboardet. En hæsblæsende spurt blev tillige sat. Afslutningen blev derfor særdeles spændende. Da afgørelsen faldt, var kræfterne desværre brugt. Således måtte han slutteligt indkassere et lille nederlag.

Jens Dalsgaard (5,69) kom særdeles hæderligt fra land. Således fik han hurtigt skabt et solidt forspring. Med autopiloten slået til fandt han tillige en passende rytme at afvikle spillet på. Han kunne således i ro og mag sætte kursen mod mål. Sluttelig endte det da også med en yderst sikker sejr. 

Kjeld H. Jensen (6,56) sejlede friskt ud på de vilde vover. Pointene kom i denne periode i store mængder ind i voddet, hvorved han særdeles hurtigt havde fået etableret et meget solidt forspring. Pludselig satte motoren ud og modstanderen kom derfor hastigt nærmere. Han fik dog skuden vendt, inden det nåede at blive alt for spændende. Samtidig hermed fandt han tillige en god strøm, som bar ham sikkert mod havnen.  Således endte det slutteligt med en ganske flot sejr. 

Kampens spiller blev Gunnar Muhlig.

Old boys hold 4 har på "udebane" spillet mod Ørsø 1

Udsat

Pressefolderne i klub tøjet var sat, og holdet var derfor virkelig opsat på at levere et godt resultat.

Så langt kom det dog aldrig, idet Kong Vinter´s drys kombineret med et meget kraftigt stormvejr, gjorde det særdeles vanskeligt at gennemføre dysten. Alt udkørsel blev senere frarådet, hvorfor kampen nu er udsat til senere afvikling.

Gunnar Muhlig

..leverede godt håndværk, som gav en yderst sikker sejr. Han kan således smykke sig med titlen som ugens spiller.