Uge 36 - 2023

Forrige nyheder kan læses her

2.mands holdet i skomar skulle på udebane have spillet mod et hold fra Aars. På grund af kredsens sammensætning, er kampen dog blevet flyttet til et senere tidspunkt. Casper B. Caspersen og Bo Engmann har derfor fortsat deres debut i denne disciplin til gode. 

Fri carambole hold 2 har haft besøg af hold 1

Det interne opgør sluttede med en meget stor overraskelse, idet hold 2 sluttelig snuppede en overlegen og dermed meget sikker sejr på hele 4-0.

Jens Dalsgaard (0,50) debuterede i den ædle disciplin. Modstanderen var på forhånd særdeles skræmmende, idet Casper B. Caspersen (0,68) har utallige sæsoner bag sig i denne gren af billardspillet. Jens lod sig dog ikke dupere, og således kom han klart bedst fra start. Casper skulle dog først have banket lidt rust af, inden han greb taktstokken. Efter 13 indgange stod der således helt lige. Som var det på et fransk og meget stejlt bjerg, trådte Casper pludselig hårdt i pedalerne, hvorved han hurtigt rykkede fra. Jens bevarede dog roen, og da han tillige fandt det rigtige tråd for ham, begyndte han igen at hale ind på det forsømte.  Begge aktører sled og slæbte nu for at nå målstregen først. Da Jens havde matchbold, var der pludselig brug for at se en langsom gengivelse, men der sad desværre ingen klar i VAR-vognen. Han blev derfor sendt fra bordet uden point, hvorved Casper fik endnu en mulighed for succes. Da han ikke udnyttede chancen fik Jens sluttelig scoret det manglende point, hvorved han i sin første optræden i disciplinen snuppede en overraskende, men meget flot sejr.

Erik Brogaard (0,80) havde fornøjelsen af at dyste mod Bo Engmann (1.13). Et ulige opgør vil nogen påstå, men statistikken er her helt på Erik´s side, idet ingen i klubben kan huske, hvornår Erik sidst har tabt til Bo i denne disciplin.  Bo fik klart den bedste start, alt imens Erik sad fast i startblokken. Langt om længe kom Erik endelig på tavlen, Herved gik Bo en smule i stå, og efter 16 indgange ved bordet var der igen stor spænding om udfaldet. Med en serie på 6 point fik Bo dog igen et mindre overtag. Erik spillede nu på det jævne, og med et enkelt point i ny og næ, kom han, i ly af mørket, snigende mod målstregen. Bo blev nu en smule i vildrede, og fraveg dermed sit koncept. Vejen blev nu banet for Erik. Han var derfor ikke sen til at fuldføre missionen. Med en afsluttende serie på 2 point kom triumfen i hus. Efter en sikker sejr blev Bo således, atter engang, sat til vægs.

Fri carambole hold 2 har således håneretten indtil næste interne møde. Da det er klubbens jubilæumssæson, meddeler holdlederen, at retten denne gang ikke vil blive praktiseret. 

Efter den meget sikre sejr, bliver fri carambole, hold 2 naturligvis ugens hold.

Old boys hold 1 har på udebane spillet mod Aars 3

Resultatet blev et nederlag på 2-6

Henrik Vangsted (5,35) gik særdeles frisk til opgaven. Herved bragte han sig meget hurtigt i front. Modstanderen blev nu holdt i en kort snor. Derved vogtede han konstant på forspringet. Selv i målfeltet bevarede han roen samt det gode overblik. Sluttelig kunne han således trille en meget sikker sejr i hus.

Frank Pedersen (4,56) kom en smule hastigt ud af startboksen. Således glemte han ofte at klappe hesten, og dermed bruge et par sekunder mere per stød. Da han tillige ret hurtigt kom bagud blev den forhastede indsats tillige ret så dyr. Brændte "direktører" gav således kun bænkeplads og ingen point. Mod slutningen fik han dog rettet lidt op på tingene, men forhindre et ganske klart nederlag, kunne han dog ikke. 

Hans Christian Jørgensen (3,09) befandt sig i det gavmilde hjørne allerede fra kampens start. Modstanderen udnyttede alle tilbud og gav efterfølgende skidt tilbage. Således blev matchen afviklet under umulige odds. Med den lidt flade indsats sluttede dysten således med et meget stort og særdeles mærkbart nederlag. 

Poul Erik Thomsen  (5,76) leverede en ganske ordinær indsats. Alligevel kom han ret hurtigt i problemer. Modstanderen havde nemlig stor held med caramboler og hulkanter. Denne gang stolpe ind frustrerede ham således en hel del. Da han således på intet tidspunkt fik gang i det polerede spil, kunne det således kun gå en vej. Det hele endte da også med et stort nederlag.

Kampens spiller blev Henrik Vangsted.

Old boys hold 3 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 3

Resultatet blev et nederlag på 2-6

Martin Bast (2,96) leverede en meget fornuftig optræden ved det grønne klæde. Modstanderen var desværre hele tiden et lille skridt foran. Da han således hele tiden halsede en my bagefter, måtte han undervejs tære lidt ekstra på ressourcerne. Da afgørelsen nærmede sig, havde han således stadig sine muligheder. I målfeltet kørte tanken desværre tom, og således måtte han sluttelig indkassere et smalt nederlag.

Jørn Brath (3,51) var rigtig opsat på at gøre en god figur. Således kom han meget fornuftigt ud fra startblokken. Modstanderen viste sig at være i det flinke hjørne, hvorved han, for det meste, havde nogle brugbare dessiner at arbejde med. Herved fik han meget hurtigt skabt et meget god sikkerhedsafstand. Han holdt skruen solidt i vandet, og således styrede han da også skuden sikkert i havn. Den gode indsats sikrede ham således en meget komfortabel sejr. 

Egon Jørgensen (5,00) fik ligesom modstanderen en rigtig flot start på spillet. Close race, med små udsving til begge sider, holdt sig således indtil den første sekel. Her havde han pludselig held til at trække fra. Umotiveret kom der desværre en downperiode. Han kæmpede dog godt med tingene, og en flot spillet serie på 40 point gav således fornyet optimisme. På opløbet kom modstanderen nærmere og nærmere. Da han desværre ikke kunne dæmme op fra dette raid, måtte han sluttelig indkassere et smalt, men noget unødvendigt nederlag.

Poul H. Pedersen (7,73) spillede for så vidt et meget flot parti keglebillard. Uheldet var bare, at modstanderen var helt ustyrlig. Således blev det fra start op ad bakke, hvilket desværre ikke passer ham så godt. Han kæmpede dog meget fornuftigt, men helt tæt på kom han desværre aldrig. Således endte den gode indsats med et ret så klart nederlag. 

Jørn Brath sikrede karrierens første turneringssejr, hvorved han tillige snupper titlen som kampens spiller.

Serie 3 har på udebane spillet mod Vrå 1

Resultatet blev uafgjort 4-4

Kurt Toft (3,15) var på ingen måde prangende i sit spil. Alligevel havde han held til at følge rigtig godt med Små udsving var der til begge sider, uden at det dog fik nogen særlig indflydelse på spillet. Close race gjorde således opgøret særdeles spændende.  I afgørelsens time, altså lige før målstregen, kiksede han desværre en gylden mulighed. Herved måtte han lidt misvisende indkassere et meget smalt nederlag.

Egon Jørgensen (4,05) kom særdeles blødt fra start. Herved kom han meget hurtigt i den jagende rolle. Solidt bagud var der således på ingen måde brug for biscuits. Men kiks var der alligevel rigeligt af i spillet. Da han endelig øjnede chancen for fornyet kontakt, måtte han således sande, at det kun blev lige ved og næsten. I den afgørende sekvens var kræfterne tillige opbrugt. Således måtte han sluttelig se sig slået med lille margin.    

Jens Dalsgaard (5,37) tog en meget forsigtig start på spillet, hvorved han hurtigt kom meget bagud. Han arbejdede dog godt og konstruktivt med tingene. Lidt efter lidt fik han således bragt sig tilbage i opgøret. Efter at have opnået kontakt, tog han lige en puster, inden han igen satte turbo på. Her bragte han sig solidt foran. Med autopiloten aktiveret holdt han resolut modstanderen på behørig afstand. Herved kunne han sluttelig sikre sig en meget flot sejr.  

Poul H. Pedersen (7,22) kom lige som modstanderen rimelig godt ud af starthullet. Således kunne der langt hen ad vejen dømmes close race. I kampens sidste halvdel blev turboen slået til. Da modstanderen slet ikke kunne følge dette raid, blev der hurtigt skabt en bred sikkerhedsafstand. Forspringet blev siden hen stabiliseret. Således kunne han efter en god indsats slutte af med at snuppe en yderst sikker sejr. 

Kampens spiller blev da også Poul H. Pedersen.

Fri carambole, hold 2 (Jens Dalsgaard og Erik Brogaard)

... blev ugens hold