Uge 8- 2024

Forrige nyheder kan læses her

Endnu en uge med masser kampe, hvor 2 har været på udebane og 2 på hjemmebane. 

Fri Carambole hold 2 har på udebane spillet mod Hjørring 2

Resultatet blev uafgjort 2-2

Jens Dalsgaard (0,41) udmærkede sig fra start med modstanderens stødbal, hvilket naturligvis ikke gav point. Han kom dog hurtigt tilbage på rette spor. Kampen blev nu temmelig spændende, idet aktørerne skiftedes til at tage teten. Efter tredje dekade var stillingen således helt lige. Modstanderen havde pludselig en "tilskuer" gemt i maven, hvilket blev udnyttet til at tage en klar føring. Da han ikke formåede at følge raidet, måtte han slutteligt indkassere et acceptabelt nederlag.

Erik Brogaard (0,88) tog starten med storm. Således kom han meget hurtigt i den dominerende rolle. Modstanderen blev derfor tidligt i spillet tvunget til at forcere indsatsen, hvilket bare gav endnu flere "spejlæg" at vælge imellem. Han udnyttede de gode tilbud på glimrende vis, idet kun et fåtal af oplæggene blev til en "bøf". Da modstanderen på ingen måde fik spillet til at glide på skinnerne, blev der således aldrig nogen spænding i opgøret. Erik styrede således slagets gang fra start til slut. Altså en meget overlegen sejr. 

Kampens spiller blev Erik Brogaard

Old boys hold 1 har på hjemmebane spillet mod Halvrimmen 5

Resultatet blev uafgjort 4-4

Thorkil Molsen (2,43) kom bagefter straks fra start. Han forsøgte med alle tilgængelige midler at gøre et effektivt comeback. Desværre havde han ikke held til at fuldføre projektet. Da modstanderen bare fortsatte i sit dominerende tempo, måtte han slutteligt indkassere et meget klart nederlag. 

Henrik Vangsted (5,92) startede moderat op. Modstanderen fulgte trop, hvorved matchen blev meget lige. Efter en rum tid med close race, fyrede han pludselig kanonen af med en fantom serie på 56 point. Opgøret ændrede nu totalt karakter. Herfra så han sig ikke mere tilbage. Således tog han slutteligt en meget sikker sejr.

Frank Pedersen (8,19) kom virkelig godt fra start. Uden de store sværdslag kom han således meget hurtigt solidt foran. Efter det hårde udgangstempo kom nu en mere stille periode, hvor han nok slappede lidt rigeligt af. Modstanderen fik her fornyet mod, og rykkede en smule nærmere. Inden det dog blev alt for spændende, satte han, med en serie på 42 point, det afgørende ryk ind. Herfra var der tale om ensidig optræden. Sluttelig endte det da også med en særdeles overlegen sejr.   

Poul Erik Thomsen (5,80) fik en meget blød start. Hermed kom han meget hurtigt særdeles langt bagud. Modstanderen gik pludselig en smule i dvale, hvorved der pludselig blev en lille smule spænding om resultatet. I maraton-dysten nåede han dog ikke helt frem. Således måtte han slutteligt tage imod et mindre nederlag.  

Kampens spiller blev Frank Pedersen.

Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Hjørring 2.

Resultatet blev uafgjort 4-4.

Martin Bast (3,17) kom ganske fornuftigt fra land. Da han undgik de værste bølger, kunne han stille og roligt styre skibet sikkert mod havnen. Modstanderen havde sat sejl på samme måde, hvorfor opgøret blev særdeles tæt. Ved indsejlingen var der således stadig close race. Her fangede han en god kastevind, og med spileren sat, strøg han derved først over stregen. Efter en rigtig god indsats, tog han således en meget smal sejr.

Jørn Brath (1,57) fik absolut ikke den bedste start, hvorfor modstanderen fra den første færd fik forholdsvis let spil ude i marken. Solidt bagud, måtte han således improvisere, for om muligt at komme tilbage på sporet. Idet modstanderen holdt fast i sin kadence, løb alle tiltag desværre ud i sandet. Således måtte han slutteligt se sig ganske klart besejret. 

Egon Jørgensen (4,20) kom ganske moderat i gang med spillet. Modstanderen havde anderledes travlt. Herved blev han meget hurtigt sendt langt agterud. Af alle midler forsøgte han med et storslået comeback. Ved hårdt slid kom han da også helt tæt på. Ved dette raid slap kræfterne desværre op. Tappet for energi måtte han således bare se til, mens modstanderen igen forsvandt i det fjerne. Således endte det med et meget stort nederlag. 

Poul H. Pedersen ((7,00) kom fra land på bedste vis. Modstanderen kopierede, hvorved opgøret blev særdeles spændende . Små, men ubetydelige udsving, var der således til begge sider. Close race blev derfor kodeordet for dysten. Side om side gik det således også ind på opløbsstrækningen. I det rette øjeblik satte han turbo på. Da modstanderen var uopmærksom, kunne han således slutligt hive en smal sejr i land.

Kampens spiller blev Martin Bast.

Serie 3 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 1

Resultatet blev en sejr på 6-2.

Karsten Brath (3,75) kom ganske fornuftigt fra start. Derved kom han meget hurtigt i den styrende rolle. Efterhånden som koncentrationen dalede, gik han ufrivilligt ned i kadence. Dette betød at modstanderen øjnede fornyet forår, og derfor kunne påbegynde sit comeback. Jo nærmere han kom målet, jo mere svandt forspringet ind. I nogen tid havde han tillige haft besvær med at nedlægge de sidste to manglende point. Ved mål snoren blev der så ikke bare kontakt, nej modstanderen gik sandelig også over stregen. Efter stødet gik desværre også i vasken. Således endte det med et drøn ærgerligt og meget træls nederlag. 

Egon Jørgensen (5,31) tog fra start godt for sig af retterne. Herved fik han lynhurtigt skabt sig et mindre forspring. Modstanderen gjorde det også godt. Således blev der lidt efter lidt igen samling på tropperne. Nerven i kampen tog derfor til. Side om side gik det så til kilometer porten. Her blev spurten indledt. Efter et eminent tråd i pedalerne kunne han slutteligt køre en smal sejr i land. 

Poul Erik Thomsen (6,00) hang totalt fast i startblokken. Da modstanderen her bare strøg af sted i en hulens fart, var han således på rekordtid blevet spillet flere længder bagud. Fri af de snærende bånd, måtte han således handle hurtigt. Værktøjskassen blev gennemrodet. Han fandt heldigvis frem til noget brugbart. Op på sporet kom han igen, og lidt efter lidt fandt han endelig melodien. Spurten blev indledt, og pointene væltede nu ind på kontoen. Modstanderen kom i vildrede, og bremsede derfor op. Dette gav bare endnu mere blod på tanden. På langsiden kom der endelig visuel kontakt.  På opløbet var det pludselig helt lige. Han besad nu den bedste energi, og således havde han tillige coolness til at skabe sig et lille overtag, som han på bedste vis slutteligt udnyttede til at hive en flot men meget smal sejr i land.  

Poul H. Pedersen (7,22) kom meget fornuftigt ud fra startboksen. Herved skabte han meget hurtigt behørig afstand. Autopiloten kom derfor med i spillet. Når modstanderen rørte på sig, kom modsvaret aldeles prompte. Således kunne han i fuld kontrol sætte retning mod mål. Slutfacit blev naturligvis en meget overlegen sejr. 

Kampens spiller blev Poul Erik Thomsen.

Erik Brogaard

Erik Brogaard slog klasse modstander i fri carambole, bliver således ugens spiller.