Uge 8 - 2019

Vi har som altid haft nogle hold i kamp i denne uge, men også nogle i individuelt...læs Eriks udmærkede beretninger om disse kampe og hvordan det er gået.

Serie 3 hold 2 har på hjemmebane spillet topkamp mod Frederikshavn 1

Resultatet blev et klart nederlag på 3-5

Thorvald Jørgensen (5,61) var fra start klar til at tage kampen op. Således styrede han resolut begivenhederne fra start til slut. Den kontrollerede indsats blev således på mesterlig vis omsat til en meget sikker sejr.


Kurt Toft (5,56) blev fra start sat under et voldsomt tryk. Med sit rolige gemyt styrede han behændigt ballerne rundt på bordet. Herved holdt han sig med lille margin i front gennem stort set hele matchen. Da han havde matchbold tøvede han for første gang i opgøret. Modstanderen takkede, og lukkede ved at nå sin distance. I det obligatoriske efterstød kom der en rigtig flot karambolage, hvorved dysten endte remis.


Poul Erik Thomsen (4,00) havde forventninger om noget stort. Øjnene så desværre mere end køen kunne producere. Herved røg han hurtigt op i nærheden af det røde felt. Tvivlen om dessinvalg bredte sig, hvorved spillet lidt efter lidt blev meget usammenhængende. Han stod således ikke for presset af kampens betydning. Efter en flad indsats måtte han derfor sluttelig sluge kamelen i form af et meget markant nederlag.


Poul H. Pedersen (4,29) levede ikke op til daglig standard. Herved gjorde han egne betingelser sværere end nødvendigt. Modstanderen kløede på, og således blev det en hård fight om de basale point. Det velkendte flow i spillet udeblev, og således halsede han hurtigt bagefter. Pyntet på resultatet blev der, men i nærheden af sejren kom han desværre aldrig. Altså et klart nederlag efter en flad optræden.


Førstepladsen i kredsen er stadig på holdets hænder, trods det klare nederlag. Hoben af forfølgere kom dog uhyggelig tæt på, og det må formodes ud fra en realistisk analyse at kredsmesterskabet nu vil blive placeret til anden side.

Old boys hold 2 har på udebane spillet mod Skagen 4

Resultatet blev en flot sejr på 5-3

Henning Ejsing (2,13) kom rigtig flot fra land. Hurtigt havde han etableret en lille føring. Modstanderen pressede på, men hver gang blev angrebet neutraliseret. Sluttelig kunne han således trille en lille sejr i hus.


Jørn Brath (3,80) gjorde en rigtig god figur. Modstanderen lagde sig i samme rille. Herved blev opgøret uhyggelig spændende. Dette fakta holdt kampen ud. Da målfoto ikke kunne afgøre sagen, blev opgøret sluttelig erklæret for remis.


Hans Chr. Jørgensen (7,08) leverede en virkelig god indsats. Hurtigt ud i felten og sikre sig en klar føring. Autopiloten blev slået til. Herfra styrede han sikkert skuden i havn. Altså en meget flot sejr.


Kurt Toft (4,34) leverede en ordinær indsats. Herved blev der basis for en meget lige kamp. Close race med små skiftende føringer var der helt frem til opløbssiden. Her mistede han et kort øjeblik koncentrationen, hvilket betød at han sluttelig måtte indkassere et smalt nederlag

Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Skagen 6

Resultatet blev et et nederlag på 2-6

Egon Jørgensen (4,57) havde ikke den sædvanlige snert i køen. Således måtte han fra start se sig henvist til den jagende rolle. Det opskruede tempo passede ham på ingen måde. Pyntet på resultatet blev der, men forhindre et stort nederlag kunne han dog ikke.


Thorvald Jørgensen (3,92) blev fra start presset op i et hjørne. Der var nu hård kamp for at komme ud af denne klemme. Specialstødene var ønsket, men de kom på ingen måde frem i rampelyset. Således måtte han tidlig i forløbet indse, at nederlaget ikke stod til at forhindre.


Ulrik Nielsen (6,43) gjorde en meget stabil figur. Han havde held til at markere sig straks fra start. Dette slog modstanderens rytme i stykker. Herfra kunne han således neutralisere alle angreb. Slutfacit blev således en meget sikker sejr.


Poul Erik Thomsen (5,36) spillede en lille smule under middel. Han havde den gode kampånd, men pointene kom desværre ikke så let ind på kontoen. Først da det reelt var for sent, kom han i gang. Pyntet på resultatet blev der, men alligevel måtte han indkassere et meget klart nederlag.

2-mands hold 1 har på hjemmebane spillet mod ABK31, Aalborg.

Resultatet blev et stort nederlag på 0-4.

Thorvald Jørgensen (4,16) ydede en ordinær indsats. Modstanderen havde særdeles travlt, hvorved det hurtigt blev meget op ad bakke. Alle gode tiltag for at bringe sig tilbage i opgøret mislykkedes, Sluttelig måtte han således se sig slået med bred margin.


Poul Erik Thomsen (6,57) gjorde det forventelige. At det så ikke så ud af så meget må alene tilskrives modstanderens iver efter at score point. Alle konstruktive tiltag for at komme tilbage i opgøret løb således ud i sandet. Slutfacit blev således et kæmpe nederlag.

2-mands hold 2 har på udebane spillet mod Tinghøj 1

Resultatet blev en knusende sikker sejr på 4-0.

Egon Jørgensen (5,09) strøg i hastig fart ud på banen alt i mens modstanderen hang fast i startblokken. Det blev således alene en kamp mod uret. I ensom majestæt gik det derfor over stok og sten. Med spil til et mål, blev det således til en uhyggelig stor sejr.


Michael Fischer (16,60) kiksede starten alt imens modstanderen snoede sig som en ål i vandet. Langt bagefter måtte han resolut smide en stor flydespærring i søen tillige med en skrap defensiv taktik blev hentet frem. Lidt efter lidt åd han sig tilbage i opgøret. På opløbssiden fik han endelig kontakt. Han fortsatte i det malende tempo, og sluttelig kunne han hive en meget smal sejr i land.


Med den flotte sejr er holdet nu med helt fremme i forreste geled, hvor tre hold bejler til den endelige puljesejr.

2-mands hold 3 har på hjemmebane spillet mod Tårs 1.

Resultatet blev uafgjort 2-2

Bo Engmann (16,84) var rigtig i hopla. Med god koncentration og stor spilforståelse byggede han spillet fornuftigt op. Modstanderen leverede en ordinær indsats, og var som sådan ikke den store udfordring. Konceptet blev holdt hele vejen, Sluttelig kunne han således sikre en særdeles overlegen sejr.


Casper B. Caspersen (12,95) gjorde en hæderlig indsats. Da modstanderen havde lidt små travlt, kom han derfor hurtigt i baghjul. Den rolle passede ham ikke særlig godt. Således formåede han ikke at forcere tempoet. Idet han samtidig ikke formåede at bremse modstanderens raid, måtte han sluttelig indkassere et klart nederlag.

Fri carambole hold 1 har på hjemmebane spillet mod Tårs 1

Resultatet blev en særdeles flot sejr på 4-0

Erik Brogaard (0,60) fik en rigtig god start. Således tog han meget hurtigt klar afstand. Solidt foran sprang filmen imidlertid, hvorved modstanderen først indhentede det forsømte for siden at bringe sig foran. Det kneb fortsat med at få gang i pointene. På knock outens rand kiksede modstanderen matchbolden. Det fik ny energi til at blomstre, og efter en fabelagtig god finish lykkedes det sluttelig at snuppe en yderst smal sejr.


Michael Fischer (1,03) kom rigtig flot fra start, hvorved han satte et meget positivt præg på opgøret. Et pænt stykke henne i dysten, begyndte marginalerne at smuldre. Herved blev han trykket længere og længere bagud. Der blev nu kæmpet godt for sagen, og pludselig fik han et stort come back. Med en mammutserie på syv fik han således skabt fornyet kontakt. Da han lidt senere gik forbi var det ganske tydeligt at modstanderen var hårdt ramt på stoltheden. Han trykkede fortsat på, og sluttelig endte det med en meget flot sejr.


Med den flotte sejr er hold 1 ny førerhest i kredsen. mens modstanderen blev sendt helt ud af topstriden,


Kredsmesterskabet havner i Sindal, det ligger helt fast. Det store spørgsmål er nu, om det bliver hold 1 eller hold 2, der ender med at snuppe de gyldne palmer.

Seniorcup, afviklet i Sæby

Joakim Nielsen (19,05) Thorvald Jørgensen (4,27) Poul Erik Thomsen (3,69)

Ingen af spillerne gjorde særlig meget væsen af sig. Således blev de alle henvist til fjerdepladsen i deres respektive puljer.


På den samlede grandprix liste gav de magre resultater imidlertid stor forskydning. Poul Erik dumpede hele elleve pladser ned. Han er nu nummer 21. Thorvald rykkede helt ud af top 32. Han frister nu en tilværelse som nummer 45. Joakim er helt nede som nummer 88.

Det er måske meget forståeligt, at de tre stolte billardspillere i den seneste tid har været tillukkede som østers overfor den måbende og ivrigt spørgende mængde af høge med falkeblik i klubben. Vi siger bare, bedre held næste gang.

Ivan Simonsen...

...tager sigte. Om det blev til point eller ej, vides ikke.