Post date: 26-08-2015 14:57:21
SØLV TIL SBK
Ved Herning Veteran Games i keglebillard havde SBK deltagelse af Ole Berg Pedersen.
Han indledte med særdeles glimrende spil, hvilket sluttelig gav ham en sikker sejr. Den gode start på stævnet blev fulgt op med endnu to sikre sejre. Med de tre sejre på stribe var han således klar til den afsluttende guldkamp. Efter en spændende og velspillet dyst, som hele tiden bød på skiftende føringer, måtte han sluttelig se sig distanceret. Det samlede resultat, efter en særdeles godkendt indsats, blev således en flot sølvmedalje.
En god håndfuld af klubbens old boys spillere har tilige været til stævne i Tårs. De gjorde alle en hæderlig indsats, men nogen topplacering blev det desværre ikke til. Det er "tidligt på sæsonen" som nogle udtrykte sig. - og så var det heller ikke rigtigt "Fars dag". På nuværende tidspunkt var deltagelsen også nok det vigtigste.
SPILLERMØDE
SBK har afholdt spillermøde, hvor hele 20 billardspillere mødte frem. Formanden, Ulrik Nielsen, bød velkommen.
Han oplyste, at klubben deltager i OPEN BY NIGHT arrangementet torsdag den 27. august.Lørdag den 29. august klokken 11 - 14 er der IDRÆTSDAG i Sindal-Hallerne. Her er klubben ligeledes repræsenteret.
Turneringsleder, Martin Mango, fik herefter ordet. Han orienterede om den kommende sæson, hvor klubben har 10 hold tilmeldt turnering i regi af Den Danske Billard Union. Efter gennemgang af de nye tiltag på turneringsfronten og enkelte justeringer af holdsammensætningen var alle fremmødte således klar til turneringsstarten i uge 34.
Formanden rundede af med en tak for det store fremmøde. Aftenen sluttede naturligvis med spil ved alle fem billardborde.