Uge 1

Post date: 07-01-2013 09:46:41

Turneringen er startet igen, men forsigtigt. Vi har kun haft 1 hold i kamp.

2. division i keglebillard har igen kridtet køen, og til årets første kamp havde vi besøg af Videbæk.

Spillerne var vist en smule rustne efter en lang juleferie, men alligevel kunne der hjemføres en flot sejr på 6-2.

Michael Fischer (14,28) blev ikke budt på den store modstand, og således kunne han uden de store armbevægelser stille og roligt trille en sikker sejr i hus.

Jens Kallehauge (22,22) tog part i en spændende og tæt kamp, hvor der med usammenhængende spil blev budt på skiftende føringer. I slutfasen skruede han imidlertid bissen på, og med en serie på 108 points sikrede han sig en flot sejr.

Jacob Jensen (28,57) havde ikke det sædvanlige overblik, men da modstanderen havde valgt samme devise, blev det en krampagtig og spændende affære. Da sæsonen første nederlag lurede om hjørnet, kom der endelig snert i køen. Med en serie på 100 sikrede han sig sluttelig en smal sejr.

Jesper Holmberg (32,72) kom glimrende fra start, men som kampen skred frem mistede han mere og mere terræn. Trods en ordinær indsats måtte han således lægge ryg til et stort nederlag.

Med sejren på 6-2 konsolidere holdet sin fjerdeplads i kredsen, så mon ikke al snak om nedrykning kan forstumme.