Sølv ved HVG

Post date: 06-08-2012 21:10:15

Herning Veteran Games blev afholdt den 27. og 28. august med B67, Herning som arrangør.

Ole B. Pedersen var denne gang ene om at repræsentere Sindal Billard Klub ved det store stævne.

Ole indledte under middel, hvilket resulterede i et klart nederlag i åbningskampen.

Han rejste sig imidlertid hurtigt selv om spillet ikke blev forbedret. Med god fight lykkedes det således at sejre i stævnets anden optræden.

Dette gav lidt blod på tanden, så dagen blev afsluttet med endnu en sejr.

Lørdag gjaldt det således den fortsatte kamp om medaljerne. Ole var frisk som en havørn, og med god spilforståelse tog han flot sejren hjem.

Før den afsluttende kamp var situationen den, at et nederlag ville sende ham udenfor medaljerækken, mens en sejr ville give andenpladsen og dermed en sølvmedalje.

Ole indledte meget målrettet. Koncentrationen var således i top. Den flotte indsats gav sluttelig en overordentlig komfortabel sejr. Gennemsnit så flot som 22,00.

Med 8 points ud af 10 mulige, og et totalgennemsnit på 10,68 hvilket svarer til en snitprocent på ca. 88 kunne Ole B. Pedersen således rejse hjem med en flot sølvmedalje.