Post date: 24-06-2014 11:06:06
Sommerferien er ved at være slut, og det var derfor allerede nu tid til at forberede den kommende sæson. Klubben har således haft indkaldt til spillermøde, hvor turneringsleder Jacob Harding orienterede de mange fremmødte om procedure for tilmelding til DDBU´s mange turneringer, herunder holdsammensætning og hvad der ellers rører sig af nye og ændrede regler.
For at klubbens materiel kan være toptrimmet til 19. udgave af Sindal Open, der afvikles i weekenden den 9. og 10. august 2014, har bestyrelsen bestilt klædeskift til nogle af klubbens borde. Økonomi hertil kommer bl.a. fra Energi-Nord, hvor klubben har modtaget et pænt beløb i sponsorstøtte i forbindelse med aftale om Forenings-El. Private, der gerne vil støtte Billardklubben, ligesom medlemmer, der endnu ikke har fået sig tilmeldt, kan gøre det ved henvendelse til Energi Nord.
Efter spillermødet var der mulighed for at teste sine evner ved billardbordene, idet der blev afholdt en sommerturnering.
Deltagerne blev inddelt i fire puljer, hvorfra nummer 1 og 2 kvalificerede sig til finalerunden.
I pulje 1 viste Henning de andre baghjul mens Thorvald prøvede hele paletten, hvilket dog var nok til at slæbe sig med videre.
Ivan blev således sendt tidligt hjem. Det var klart for alle, at han helt sikkert manglede sin middagslur.
Pulje 2 viste sig at være guf for Karsten, der således gjorde rent bord. Jacob spillede ikke op til daglig standard, men blev alligevel to´er i puljen.
Pulje 3 blev en særdeles spændende og dermed tæt affære, idet hele 3 spillere sluttede med samme antal points. Jens trak sorteper, og således var der videre deltagelse til Poul Erik og Kjeld.
Pulje 4 ville ikke stå tilbage for pulje 3, så også her måtte regnestokken i anvendelse. Knud Verner snuppede en klar førsteplads, mens Michael med mindst mulig margin fik henvist Eva til den ubrugelige tredjeplads.
Efter puljespillet, der således viste sig at være mere spændende end velspillet, var der indlagt en solid frokostpause. Dejlig bøf med brun sovs og masser af rødbeder blev atter engang et hit blandt deltagerne.
Turneringen blev genoptaget med kvartfinaler, og her viste Knud, Henning, Thorvald og Kjeld sine modstandere baghjul.
I semifinalen måtte Knud imidlertid bøje sig for Kjeld, mens Thorvald tog en velfortjent revance mod Henning.
Knud og Henning sluttede således på tredjepladsen.
Finalen mellem Thorvald og Kjeld blev mere spændende end velspillet. Varmen satte tillige kraftigt ind, hvorved koncentrationen gik på stand by. Den tætte kamp fik sluttelig Kjeld som vinder.
Sommertræningen mandag aften, samt onsdag og torsdag formiddag fortsætter ind til turneringsstarten ultimo august.