Næste sæson

Post date: 24-06-2012 20:13:44

Vi har afholdt spillermøde med henblik på sæsonen 2012/2013,

Turneringsleder Jacob H. Jensen bød velkommen til de mange fremmødte, hvorefter han gennemgik nye retningslinier fra Den Danske Billard Union, ligesom interne klubregler blev præciseret.

Et enkelt nyt medlem havde fundet vej til spillermødet, og vi iler naturligvis med et velkommen til vores spændende sport.

Til den kommende sæson vil der blive tilmeldt 11 hold til DDBU´s holdturnering ligesom et pænt antal medlemmer har valgt at satse på Unionens individuelle rækker.

I Holdturneringen er klubbens flagskib naturligvis

2. division og kvindedivisionen efterfulgt af serie 1.

Til handicapturneringen er tre hold tilmeldt, og til old boys/girls er der ligeledes tre hold.

I fri carambole for 2-mands hold er to mandskaber tilmeldt.

Lokale invitationsturneringer er der mange af i løbet af sæsonen, så det er med at holde godt øje med opslagstavlen, idet disse stævner ofte er efter "først til mølle"-princippet.

Sidst i juli måned er der Herning Veteran Games og i weekenden den 3. og 4. august er der vores egen SINDAL-OPEN. Tilmeldingerne strømmer ind fra det ganske land, så mon ikke det maksimale deltagerantal igen står for skud.

Det er således et kæmpe stævne med bl.a. en førstepræmie på kr. 2000. Skal du ikke spille med, kunne du måske istedet tilbyde en hjælpende hånd.

Under eventuelt blev det nu afsluttede kommunemesterskab drøftet. For tredje år i træk snuppede Erik Brogaard mesterskabet i fri carambole mens Jesper Holmberg kopierede bedriften i keglebillard klasse A. I klasse C tog Thorkild Jensen pokalen. Klasse B og D gik henholdsvis til en spiller fra Hjørring og Vrå

Jacob H. Jensen sluttede spillermødet med at takke for god ro og orden, hvorefter medlemmerne fortrak til et spil billard inden hjemgangstid.