Ladies Cup - Keglebillard

Post date: May 8, 2014 4:27:01 PM

Ella Stønbach har med stor succes deltaget i ladies cup i Bristol, Odense. Med et totalgennemsnit på 4,06 gik hun nemlig helt til tops. Stævnesejren indbragte hende 100 grand prix points, hvorved hun på den samlede niendeplads kvalede ind til deltagelsen i grand prix finalen, hvor top 16 i region vest deltager.

Ved denne regionsfinale, som iøvrigt er blevet afholdt i Tårs Billard Klub´s lokaler, var Ella ligeledes rigtig godt spillende. Uden de store sværdslag kom hun således forholdsvis let gennem det indledende puljespil.

I A-finalen, hvor otte spillere deltog, gjorde hun det fortsat glimrende, men alligevel måtte hun sluttelig kapitulere med lille margin.

Slutresultatet blev således en flot sjetteplads med et totalgennemsnit på 4,82.

Med Grandprix-sejren i Odense sikrede Ella sig ligeledes deltagelse i Landsfinalen for Ladies Cup. Denne finale afvikles den 10. maj 2014 i Hvalsø Billard Klub, som er hjemmehørende på Sjælland. Her ønsker vi Ella "good luck".