2022

Dyrkningen af eksistens i form af eksistentialisme har forekommet mig som en navlepillende disciplin, som pådutter det ydre sit indre. Altså en fejlagtig ophævelse af indre-ydre-distinktionen, som gør, at man netop mister sit gehør for det ydre, og gør alt til følelser.

Det er selvfølgelig en voldsom reduktion af eksistentialismen, som jo netop også til tider udfolder et interessant fragmenteret verdensbillede (vs. hellenistisk kosmos-tankegang) og indsætter viljen som drivkraft (skabelsesteologi). Det ligger sådan set i forlængelse af det 'projekt' jeg forsøger at tegne rammerne for med denne hjemmeside. Samtidig ligger der også i eksistentialismen en interessant antiessentialisme, idet min egen eksistens fuldt og helt beror på den anden - og i sidste ende på Den Anden, som igen fordrer min egen 'ego-rydning', således jeg skaber rum for gehør for den anden / Den Anden. Det var nok den skabelses-teologiske linje, Kierkegaard var på. 

Jeg hørte et interessant afsnit af Supertanker den 29. september 2022 om ven-fjende forhold - selvfølgelig med Carl Schmitt i fokus. Vinklingen var det had, der nærmest på ekshibistisk vis florerer især på de sociale medier. Det der var interessant var, at Schmitt definerede fjenden som den der kan stille spørgsmål ved min eksistens. Og den der bedst kan stille spørgsmål ved min ret til at eksistere er min bror. Stilles spørgsmålet af andre end min 'bror' kan man affeje det, men det kan man ikke, når det er én der har samme baggrund, horisont og 'dommere' (forældre) som én selv. 

Den næste - defineret som dén, der kan stille spørgsmålet om ens eksistens - er således ret konkret og kan udpeges helt personligt. Det er et konkret ansigt - ens broder.  

Jeg kender det selv fra forholdet til mine søskende - og især som efternøler. Ytringer fra dem giver af og til anledning til grundlæggende og ubestemmelig uro og irritation hos mig. Det er en dybt subjektiv fornemmelse, som ikke er intenderet fra mine søskendes side. Men hvis Schmitts udpegning af broderen/fjenden har noget på sig, kunne denne fornemmelse jo forklares ved, at det netop er dem, som kan sætte spørgsmål ved min grundlæggende eksistens.  

Min Far døde i går morges den 29. juli kl. 5:25 og vi var samlet om ham da han åndede ud.

I andre indlæg har jeg været inde på, hvor meget min Far betyder for mig. Far har for mig klarlagt det slægtens spor, der både viser hen imod en nødvendighed og en frihed, og for mig viser, at viljen hertil bunder i en principiel forpligtelse og kærlighed overfor sin konkrete næste.

Jeg skrev følgende mindeord om Far:

Far

8. februar 1942 - 29. juli 2022

Da jeg var lille, var det en yndet sport at prale af sine fædre. Og i kampen om at overbevise sine kammerater om, at ens far i hvert fald var stærkere end alle de andres, endte man ofte med at ty til superheltegenren for at få de rette proportioner på bordet.

Jeg deltog også, men synes måske ikke rigtigt, at jeg kunne tangere de andres beskrivelser med troværdighed. Jo, Far adskilte sig: Vi fik ham ofte til at vise sin lettere deforme langefinger, hvor fyldepennen som en brik i et puslespil passede ind. Eller vi fik ham til at skrive ordet “minimum” på et stykke papir og morede os med at tælle de 15 helt ens buer, hvor kun prikkerne over i’erne og stegen og u’et afslørede at der var tale om forskellige bogstaver.

Jeg overvejede at føje de egenskaber til arsenalet af pralerier, men det var ligesom de ikke tangerede de superkræfter mange af mine kammeraters fædre tilsyneladende havde.

Jeg ved, at Kjeld af og til brugte vores onkel Flemming som ‘stand in’ - og man måtte jo også bare konstatere, at Flemmings overarme havde et betydeligt andet omfang end Fars.

Men i bakspejlets lys kan vi konstatere, at Far havde superkræfter - eller lidt mere præcist formuleret: Han trådte i karakter. At træde i karakter kan forstås som en forpligtelse overfor et kald eller en nødvendig vej, som man skal følge på trods af de omkostninger, afsavn, ensomhed man ved, følger med. 

I tider hvor autoriteter blev sat under pres, tog far autoriteten på sig, tog den alvorligt og stod altid bag den med sin person. Karen Blixen sagde, at det er når man træder i karakter, at skæbnen viser sig. En skæbne man skal lære at elske for at kunne betale alle de tab der følger med. I Dorthes tale til Far ved hans 60 års fødselsdag ramte hun sylespidst denne pointe om at træde i karakter med sin beskrivelse af Fars verdensbillede: Græsset er ikke grønnere på den anden side. Far har aldrig fulgt sin vej pga. af en forventning om belønning. Dorthes ord ved denne lejlighed gemte Far inderst i sit hjerte. Det er samme pointe Far - med lån fra Henrik Ibsen - indleder sin levnedsbeskrivelse med: Evigt ejes kun det tabte.

Men bag enhver stor mand og karakter gemmer sig en kvinde. Havde Far ikke haft Mor som støtte hele vejen igennem, havde hans imponerende færd givet ikke kunnet have ladet sig gøre.

Udefra set kan det være et mysterium hvad der drev Far. Jeg tror umiddelbart der var to veje der blev udstukket for ham. Den ene vej handlede om en personlig forpligtelse på at skabe orden. 

Far så sin verden og de værdier der var knyttet til landsbymiljøet blive tømt for indhold foran øjnene på ham. Han traf et personligt valg om at træde ud af dette miljø og ind i en ny verden. Men med sig tog han en forpligtelse på sig - at genskabe en orden. Historiefaget og hans omfattende forfatterskab handlede om at skabe en ny orden. Og så blev han endda ordens-historiograf. For Far var det en livsopgave som med kammerherretitlen blev anerkendt fra højeste sted.

På det lidt mere konkrete niveau tog Far aldrig let på de nære ting. Hvis f.eks. fyret var i stykker kunne det ødelægge hans nattesøvn, og han helmede ikke før problemet var løst. Og der var ingen pardon hvis vi andre i familien havde rod eller uorden i tingene eller havde glemt at få bilen sendt til eftersyn.  

Far vidste fra Ejlskov hvad der fik en verden og et verdensbillede til at hænge sammen: Nemlig mennesker og situationer. Når Far fortalte historier fra barndommen stod Ejlskov og alle dens beboere knivskarpt - Far kunne med få ord spidde en karakter ved at fremmane en situation. 

Således kunne vi grine så tårerne sprang når han fortalte om postbuddet der i en brandert var faldet ud af bilen i svinget ved Rakkelbro - men heldigvis var “faldet heldigt ud”. Vi kunne gyse når Farfar jagtede Far med stokken efter han havde pudset jagthunden på Åses høns. Og vi kunne græde når han fortalte om de små erhvervsdrivendes skæbner i Ejlskov. 

Jeg tror det var denne evne til at skabe orden og fortælle og fremmane en verden, der gjorde ham til en god historiker. Evnen til at fortælle historier og på den måde fremmane karakterer knivskarpt er en evne jeg tror, at Dorthe har fra Far.

For Far var orden et personligt anliggende som han aldrig tog let på - han skød aldrig nogen genvej, og han vidste hvad det kostede. Han afsluttede altid det han startede - selv til det sidste. Og han misbilligede - og havde et røntgenblik overfor - folk der skød genvej og pyntede sig med lånte fjer med deres “tågesnak” og “bavl” som han sagde. 

Den anden vej tror jeg blev udstukket af farfar. Farfar havde altid haft et inderligt ønske om at blive herregårdsskytte. I min oldefars ører må det have lydt som hvis man idag erklærer, at man vil være astronaut - eller da Erik Skjern fra Matador erklærede overfor sin far Mads, at han ville være atomfysiker. Farfars ønske fik aldrig et ben til jorden, og han blev aldrig nogen entusiastisk landmand. Far tog det skridt som farfar dengang ikke fik lov til - og man kan sige, at Far lykkedes som herregårdsskytte. Han rejste udenfor sit miljø og viste verden, at det lod sig gøre. 

En færd, som Kjeld tog videre, og har realiseret i en grad som man kun kunne drømme om - igen med de omkostninger det også har affødt.

På den måde kan Far uden tvivl nu sige til farfar: Det lykkedes Far. Ligesom jeg er sikker på at vi - Mor, Kjeld, Dorthe og jeg - kan sige til Far når den tid kommer: Det lykkedes.

Således trådte Far i karakter og fandt og accepterede sin skæbne - samtidig med at han viste vejen for os børn. 

Far var vores helt.

Jeg vil afslutte med nogle ord af sognepræsten Marie Høeg, som i en personlig krise søgte råd hos en erfaren præstekollega, som sagde til hende: 

”Du skal gøre det, du er bestemt til. Du skal gøre pligten; passe dit liv, tage dig af det, og tage det på dig. Udfyld den opgave, du hører dig kaldet til, og lad være med at sjuske for meget med livet, men gør dig umage.".

Det beskriver med få ord Fars livssyn.

Æret være Fars minde.

Siden Saussure og Hjelmslev angav et komplementært forhold mellem betegnelsen og det betegnede, har dette forhold været i fokus især indenfor kunsten. For hvad er forholdet mellem billedet og det det repræsenterer? Jeg tænker jo, at Gadamers Bild-Urbild er udtryk for samme refleksion; og tages udgangspunkt i hans distinktion, så er det jo ikke sådan, at betegnelsen er mere 'uvirkelig' end det betegnede. For Gadamer kommer det betegnede netop 'i spil' gennem betegnelsen eller repræsentationen. 

Går vi tilbage til barokken - sådan som Benjamin gjorde, og som også Else Marie Bukdahl har gjort her -  er repræsentationen ikke en efterligning af virkeligheden, men derimod en genskabelse. I Barokken kom allegorien - sådan som Benjamin forstår den - i centrum. Fantasien repræsenterede ikke bare en fiktion, men faktisk en hypervirkelighed i form af det principielt uindtagelige himmelske. Grunden til at det kunne antage en 'hypervirkelighed' var, at barokken netop satte en principiel uoverskridelig grænse mellem det jordiske og det himmelske igennem allegorien sådan som Benjamin fremstiller den i det tyske sørgespil. Hvad vil det så sige? Jo det vil sige, at repræsentationen i allegoriens form udgør en hypervirkelighed som fragment. Fragmentet er en del af en helhed og udsiger som sådan noget sandt, men ikke i vores verden. Det er ikke sådan at fragmentet / repræsentationen hører naturligt sammen med noget andet, og hermed er der ingen mulig autoritativ tolkning af dette. Der er altså en dobbelthed her: På den ene side er der intet bag fragmentet - ingen logik eller kontekst. Som Ranciére siger: der er intet bag teksten. På den anden side, må man gå til repræsentationen med den forestilling om, at det udsiger noget sandt (Gadamer) - altså er en del af en helhed / mening. Det vil altså sige, at når man skaber en mening omkring fragmentet sker det ud fra den bevidsthed, at sammensætningen heraf (gen)skabes - den var der ikke i forvejen. Men denne genskabelse er ikke geniets præstation - det er noget som sker uafhængigt at intentionen. Tværtimod spærrer geniet for at ting kan ske, fordi geniet møblerer repræsentationen med sit ego. Man kan håbe på at noget sker, men man kan aldrig være sikker. Genskabelse beror således på at holde et rum frit således at noget kan ske eller ikke ske. Og det er her, at gehøret hænger sammen med kunstværket eller repræsentationen som noget der sker. Hvis noget sker (noget radikalt andet der kommer udefra) sker det som et fragment, der lige så snart det forsøges fastholdt - altså forsøges hevet ud af sin fragmentariske natur - mister sin egenskab af repræsentation. 

Hvad er altså kunst? Det er at holde et afgrænset rum frit således at noget kan ske. Kunsten er således defineret ved begrænsningen og ikke det grænseløse. Det konstituerende for kunst er en overmenneskelig kamp mod tyngden - at skabe en portal eller et åndehul som kan give et glimt af Det Andet eller Gud. Der er tale om en rydning eller afmøblering - dvs. et kunstværk er ingen ting i ordets egentlige betydning. Kan en ramme om et blankt lærred så være et kunstværk? Efter min mening er det en banalisering af 'rydnings'-pointen, for et blankt lærred repræsenterer ikke den kamp det kræver at rydde / holde et rum frit. Det er tværtimod et udtryk for doven tænkning som inviterer dæmonerne indenfor. Tager man f.eks. kirkerummet holdes det frit ved en konstant anstrengelse i ritualer, gentagelser, liturgi og udlægningen af Ordet (kommentaren). Kun herved kan noget ske. Kommentarens - og prædikens funktion er jo netop at holde midten eller Skriften hellig og urørt. Kun gennem kommentaren kommer det hellige for øre. Forestillede man sig, at Skriften selv var 'noget' - og kunne 'gengives' meningsfuldt som meningshelhed udenfor fragmentet, respekteres den ikke som noget helligt, og man ryger ind i blasfemi.  På samme vis vil det der fremstår på et lærred skulle repræsentere og gengive den anstrengelse det kræver at holde et rum frit. Og her spiller den håndværksmæssige perfektion gennem gentagelse, træning og mestring en stor rolle. Men det rum der holdes frit, står lige så åbent for den som betragter det, som den der har lavet det. Og de kommentarer / tolkninger det afstedkommer er et vidnesbyrd (martyrium på græsk) - som netop kommentar - om det guddommelige. Kommentaren respekterer således kunstværket som det fragment det er, og er dermed så at sige med til at slå kreds om det hellige.  

Betegnelsen peger derfor hen på ingenting - eller med andre ord den rydning og den anstrengelse det er at holde et rum frit. Det betegnede er noget der kan ske (eller ikke ske). Og som en 'skeen' får det karakter af genskabelse i betragterens gehør. Som skrevet andet steds kan denne genskabelse kun ske i en principiel passivitet. Altså i den bevidsthed at der er en principiel adskillelse mellem det jordiske og det himmelske (altså en rettethed mod det der kommer udefra som netop det andet). Derfor er betragteren / læseren / tilhøreren / du'et af kunstværket som kommentator helt central som der hvor genskabelsen - det betegnede - kan ske. Således som beskrevet med Romers Kort over Paradis, Bastian i Den Uendelige Historie og Gadamers begreb om den ontologiske afstand. 

Det passive du er konstituerende for kunstværket. 

8. juli 2022

Arkæolog Trine Louise Borake har i et interview i WA (1. juli 2022 i Ideer) den opfattelse, at man udfra arkæologiske fund bør se på centraliseringen af Danmark i en statsdannelse som en undtagelse. For i virkeligheden var den naturlige organisering baseret på indbyrdes handlende og konkurrerende netværk, og magtcentret var en anomali, som ofte ikke holdt stand særlig længe.

Fæstninger, trælleborge og monumentale runesten skal læses ind i den forbindelse, og ikke som en lineær beskrivelse af en stadig mere centreret magtkoncentration. Dvs. man skal se centralistiske tiltag som tegn på, at konger havde et behov for at iscenesætte en styrke, som de reelt ikke havde.

Se det sætter jo et nyt lys på magtens natur og på ledelses- og organisationsideer. Og det skriver sig egentlig ind i den fundamentale diskussion der er opstået om demokratiet - f.eks. om EU / Europas udgangspunkt af det decentrale overfor f.eks. Rusland og Kina. I Rusland og Kina er EU / Europa og demokrati jo synonym for svaghed og dekadence. Men det er jo nok fordi, at de to lande ikke har forstået magtens essens i en europæisk sammenhæng. Og måske er det det, som Borake nu er med til at åbne for. Som jeg var inde på nedenfor, kan Europa forstås i sit udspring i den græske polis, kristendommen som en paulinsk byreligion, den romerske garnison, de italienske bystater, og den europæiske statsdannelse. Anomalien her er centraliseringsforsøg med industrialiseringen, Napoleon, Hitler, som afskrev byens borgere som den drivende kraft.     

Den europæiske erfaring er, at magten ikke er naturlig. Og ethvert forsøg på at naturalisere magten - eller essentialisere den - i en centralisme er unaturligt (og har forøvrigt ikke noget med begrebet 'orden' at gøre). Der er intet der fra naturens hånd hører naturligt sammen. Det er en grundlæggende erfaring i kristendommen, hvor enhver forening må bindes i kærlighed. Kristendommen er i sit fundament fragmentarisk, idet at der er en klar bevidsthed om, at de kanoniske tekster er fragmenter, der ikke hører naturligt sammen. Dvs. man skal ikke søge efter en indre logik i tekstsamlingen, men som de fragmenter de er lytte til de gensidigt uforenelige stemmer der lyder. Det er derfor, at kristendommen er en byreligion, skabt til at skabe det frie rum i metropolens rum, således stemmerne kunne 'klinge' i al deres polyfoniske pragt.

Derfor er bibelen som udgangspunkt allerede et decentraliseringens manifest. De senere sammenhængende fortællinger om Jesus - og som gensidigt udelukker hinanden i de fire evangelier - er opstået efter den paulinske 'fragmentaristiske' etablering. Dvs. man skal holde fast i at det egentlige er det fragmentariske, hvoraf spin-off's kan udvikle sig til sammenhængende fortællinger - ikke omvendt. 

De nutidige serier er ligeledes et billede af denne kosmologi. The Wire kunne egentlig forstås som en undersøgelse af magtens etablering i mange forskellige centra - herunder hvad der skete med magten når den forsøgte at naturalisere sig selv. På samme vis startede Breaking Bad som en modstandskamp mod magten, men viste hvad der skete, når man selv blev en magtfaktor. Begge var de beskrivelser af en fragmentarisk kosmologi. Herefter opstod spin-off af Breaking Bad, som var en mere sammenhængende fortælling om Saul. Og egentlig er det godt set, at netop i denne kosmologi er det selve mødet med den enkelte person der er en skabende kraft. Det så man også i The Wire hvor f.eks. et møde mellem Bubbles og Bunk skaber liv.   I Better Call Saul er temaet mødet mellem mennesker i en fragmenteret og usammenhængende kosmologi som det eneste der kan skabe egentligt håb.

Således er det spin-off'en, sidehistorien der er det egentlige - ligesom den sammenhængende historie om Jesus er en 'sidehistorie' - understreget af evangeliernes format som essays - der skal belyse en samlet kosmologi. Det er her at al ting sættes i spil og kosmologien viser sig. Det er det samme med essayet - som denne hjemmeside er bygget op omkring. Essay betyder prøve eller udkast, og ved at gøre det ufærdige, det fragmentariske til det egentlige, som så kan give liv til mere sammenhængende fortællinger - og dermed mennesker - åbner samme decentrale kosmologi sig: En væren til efter døden som Levinas omtaler. 

Den organisationsstruktur der er på VUC Fyn reflekterer efter min mening noget af sammen kosmologi i modsætning til det hedengangne VUC Syd som skrevet i rapporten her. På VUC Fyn handler det ikke om at naturalisere / centralisere magten - her har ledelsen en facilitator rolle og ikke baseret på visionær ledelse ovenfra. Her tages udgangspunkt i lærer-elev-forholdet. Alt udspringer herfra, og det handler om at facilitere organisationen herom og opsamle og distribuere viden herfra. 

Altså et decentraliseringens manifest! 

»I menneskelivet gælder retfærdighed kun mellem lige stærke parter.«  Det er jo ret selvindlysende, men der kommer jo lidt mere schwung over det, når det er pakket ind som Thukydid-citat. I forholdet GL-DK er der selvfølgelig ingen tvivl om, at der har været et ulige forhold. Der er heller ikke tvivl om, at der har været begået diskrimination og overgreb fra den danske stats side. Men der er ikke begået etnisk folkedrab, sådan som det er blevet sagt i forbindelse med spiralkampagnen i 60 - 70'ernes Grønland. Lige meget hvordan det vendes og drejes var der imidlertid tale om et overgreb på piger ned til 13-årsalderen og deres familier, når pigerne uden reelt samtykke fik indsat spiral, med mulig sterilisation som konsekvens.

Der hvor miseren ligger begravet er grundlovsrevisionen i 1953, hvor Grønland fik status af dansk amt. Herved blev Grønland underkastet et socialdemokratisk moderniserings-paradigme, som tog udgangspunkt i Krags 'Fremtidens Danmark', og hvor der skete et meget principielt ryk for statens og systemets rækkevidde ind i borgerens private sfære. Egentlig var udgangspunktet Steinckes tanker om velfærdsstaten helt tilbage i 1920'erne-30'erne, hvor man fra centralt hold forsøgte at forædle og optimere borgeren / arbejderen. Det var en tankegang, som blev udviklet i tiden, og fik sine groteske varianter i en centraliseret statsræson og racelære i Tyskland. Der var ikke tale om det samme, men tankegangen havde samme udspring. Velfærdsstaten har således sine mørke sider med Sprogø-pigerne, Livø-drengene og de steriliseringprogrammer der var knyttet til disse. Socialdemokratiet anskuer borgerne som en masse, der skal retledes og tøjles, hvilket aktualiseres med Mette Frederiksens tro på systemets muligheder for at løse problemer, hendes erklæring om at være 'børnenes statsminister', hvor børn og folk derved bliver synonymer. Med det erklærede mål at hæve antallet af anbringelser skal familier i udgangspunktet overvåges i forhold til hvordan de varetager deres forældreansvar - børnene er som udgangspunkt statens ejendom.

Socialdemokratiet har en stor fortjeneste i at have hævet en masse mennesker op i middelklassen. Og de færreste ville nok ikke ønske sig tilbage til før velfærdsstaten - især ikke grønlænderne. Men Socialdemokratiet har en blind vinkel på systemet som problemløser. For systemer er defineret ved at løse problemer - det er det systemer er til for. Men ligesom en mand med en hammer ser alle problemer som søm, vil systemet altid søge at løse udfordringer som problemer der skal løses. Udfordringer eller spørgsmål bliver gjort til problemer - eller diagnoser. Vi er nok lidt ovre i Habermas' koloniserings-teori. At mennesket som udgangspunkt er et problem der skal løses giver et problematisk menneskesyn. Når man således siger, at man gjorde noget 'i bedste mening', således som man gjorde med Eksperimentet, hvor grønlandske børnehjemsbørn skulle fordanskes (moderniseres) og udgøre spydspidsen i  Fremtiden Grønland, var det udtryk for denne tankegang. Ligesom det er Socialdemokratiets mål i bedste mening at anbringe flere børn i Danmark. 

Men det gør ikke Socialdemokratiets politik til et folkedrab - højest til et overgreb, som sagtens kan modereres i en argumentation om, at alternativet ville have været endnu værre: Pigerne, kvinderne og familierne kunne have blevet fastholdt af den demografiske stigning der skete i Grønland på det tidspunkt, og kampagnen kunne være et alternativ til alle de aborter - som, hvis man var amerikansk højrefløj - kunne benævnes som folkedrab? Og som også ødelagde en masse unge kroppe - og stadig gør. Desuden blev spiral-praksis videreført under Hjemmestyret op i 90'erne og vel også videre? 

Konflikten optrappes af, at det etniske aspekt tillægges betydning samt at FN's folkedrabskonvention inddrages:

I konventionens artikel II defineres folkedrab som enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en af de fire grupper: 

• at dræbe medlemmer af gruppen,

• at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

• med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

• at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,

• med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe

Det ligger jo ligefor på den måde at definere spiral-kampagnen som folkedrab - men der tænker jeg jo virkelig, at der - i forlængelse af ovenstående argumentation - er en forklejnelse af begrebet 'drab' til at gælde for overgreb. Og med fare for at ryge ud i noget whatabout'isme, vil det tage opmærksomheden væk fra egentlige folkedrab som f.eks. det der skete for Inuit i Canada, hvor fundet af børne-massegrave hæver det over enhver tvivl.  

Grønlandske politikere kan vel heller ikke se sig helt fri for at anvende det etniske på bekostning af de sociale udfordringer der er. For Nuuks- og den politiske grønlandske overklasse vil det flytte fokus fra deres passive tilgang til den grønlandske underklasse (hvoraf en del udvandrer til Danmark) og forholdene for østgrønlændere. Noget der også resulterer al for tidlig død - men vel ikke kan betegnes som folkedrab. 

Gør alle disse elementer overgrebet på de unge piger mindre - nej, men det tager diskussionen om overgrebene ud af den polariserede debat, som en del grønlandske politikere bliver suget ind i. 

Moderniseringen af Grønland, hvor GL blev et dansk amt, var på mange måder en beslutning med utrolig mange faldgruber. For på den måde blev moderniseringen tænkt meget enstreget / singulært uden meget fokus på borgerne. Forholdet mellem Grønland og Danmark er ikke stærkt fordi vi ligner hinanden - men fordi vi absolut ikke ligner hinanden. Og styrken i forholdet burde bero på, at vi lader Grønland være Grønland og ikke Danmark. Vi beriger hinanden fordi vi er forskellige, hvilket giver os en kæmpe horisont. Men hvis f.eks. Danmark forsøger at gøre Grønland til Danmark, så ryger al magien og grundlaget for fællesskabet! 

Når det er sagt, så mener jeg at der er mange elementer i moderniseringen som var rigtige - bydannelsen har f.eks. givet grønlænderne en bosættelse- og moderniseringsramme som ikke bare har resulteret i tragedier, men også masser af muligheder for grønlænderne. Når jeg f.eks. læser Niviaq Korneliussens Homo Sapienne ser jeg by-grønlændere, som med succes har formået at transformere en noget kitschet fangerkultur til en sand og frugtbar, særegen grønlandsk bykultur. Altså hvor byens rum istedet for at undertrykke den 'autentiske' grønlænder faktisk forstærker den. Autencitismen i fangerkulturen er desuden blevet lige så meget kitsch, som da danskerne i 1800-tallet mente de var vikinger. Unge grønlændere er ikke mere oprindelige end danske unge - og mindst lige så globaliserede. På sin vis var Jim Lyngvild meget ærlig med sit kulturbegreb når han udstillede vikingerne på nationalmuseet på samme måde som han udstillede en inuit-kultur, og satte begge ind i en slags postfaktuel, æstetiserende og medialiseret kontekst. Hermed lavede han en vending fra et ontologisk kulturbegreb til en radikal inddragelse af tilskueren. Kulturen sidder mellem ørene på tilskueren, og det gør det ikke mindre autentisk. Problemet kommer, når nogle mener de ejer en kultur, sådan som yngere grønlændere - især højere uddannede fra Nuuk - gør. Der er meget langt fra deres livsform til de oprindelige inuits balancering på kanten af liv og død, overflod og sult. Dengang var ansigtstatoveringer heller ikke til pynt, men handlede om at holde de onde ånder væk. Dermed siger jeg ikke, at man ikke kan have ansigtstatoveringer for at identificere sig med og ære en kultur, men at sige, at man dermed har mere kulturel ejerskab, eller er mere oprindelig end andre giver ingen mening. Derfor har Lyngvild også mere ret end man umiddelbart kunne tro, når han sminker sine inuit-modeller som indfødte amerikanere - for referencen er bare til pynt / sminke og gør ikke modellen mere 'autentisk'.   

Samtidig er det særlige grønlandsk-danske forhold præget af familie- og ansigt-til-ansigt-relationer. Systemet og administration har i den særlige grønlandske sammenhæng altid skulle konfrontere den enkelte grønlænder - grønlændere har aldrig, og bliver aldrig, en masse. Og defineres det grønlandske folk på den måde, går man galt i byen! Man kan sige, at det asymmetriske forhold annulleres, når man møder mennesket ansigt-til-ansigt, og det særlige tilfælde som GL var gjorde, at den systemiske ulighed ikke har gode kår, når man møder mennesker og endda laver familie med dem. Når man læser beretninger om de danskere som har holdt som embedsmænd i mere end fem års tid i Grønland, finder man ud af, at de vidste at systemet var personen, og man som embedsmand skulle stå bag sit hverv - og træde i karakter - som person. For man mødte sine 'undersåtter' i øjenhøjde lige udenfor døren. 

Det at Danmark er en småstat og derfor i sin statsræson skal agere som sådan er heller ikke til Grønlands ulempe. Danmark ved - som stat - at tilknytningen til Grønland kun kan bevares på stormagternes nåde samt den grønlandske befolknings. Danmark ved - som stat - at Danmarks rækkevidde forøges mangefold med den grønlandske forbindelse. Uden Grønland ville Danmark geostrategisk bare være en prop til Østersøen, og måtte givetvis transformere sig til en bystat med opland som f.eks. Luxemburg eller Hamborg.
Med den småstatsræson bør der derfor i forholdet mellem Danmark og Grønland være en stadig besindelse på Thukydids ord som nævnt indledningsvist: Er der ingen ligeværdighed, er der intet forhold - og det bør være det grundlæggende i et evt. Rigsfællesskab 2.0; at vi garanterer hinandens selvstændighed gennem fællesskab. 

Skulle båndet rives over, vil et helt andet mere asymmetrisk forhold træde i stedet. Og her ville et free association ikke kunne holde stormagterne stangen.

Fra Danmarks side skal vi erkende de overgreb, som en modernisering- og velfærdspolitik resulterede i overfor udsatte minoriteter. At grønlændere som enhed blev udpeget som systemets opgave er en historie, der i den grad fortjener at blive endevendt. Tilbage står dog det forhold mellem landene som mange embedsmænd og familierelationer repræsenterede - som netop vaccinerede dette forhold imod systemets skadevirkninger. Men de grønlændere der kom til Danmark og levede på samfundets bund (og det drejer sig om en brøkdel af grønlændere i Danmark) var i den grad prisgivet systemets vold. 

Jeg mener derfor, at Danmark - helt modsat beskyldningerne om folkedrab - tværtimod har faciliteret en grønlandsk identitet, som kan pege mod et grønlandsk folk og en grønlandsk statsdannelse, der har et gehør for, og kan navigere i, et globalt landskab. Samtidig har Grønland og grønlænderne åbnet den danske horisont mangefold, og dermed sikret, at Danmarks stemme høres. Rigsfællesskabet er en humlebi der ikke burde kunne flyve, men gør det i en verden gennemsyret af magtens tyngdekraft.

Men nu er jeg af en anden mening. I virkeligheden repræsenterer selve indramningen - altså det at skabe et rum - en virkelighed. Jeg tror, at det er det, som visse kunstteoretikere kalder for en negation. Men til en negation forudsættes en position - en krop - der kan skabe denne negation. Benjamin kaldte denne indbildningskraft for 'øjenbrød' - altså at nyde synet af f.eks. en kage uden at fortære den. Og præcis i dette billede ligger også en bevidsthed om, at man skal mobilisere en vilje til at afstå fra fristelsen til at fortære kagen eller billedet.
At 'sætte' en ramme, et rum eller en grænse viser lidt om denne vilje til at 'holde rummet frit' - at adskille ude fra inde. Og så er vi jo tilbage ved gehørets primat. Og at have en vilje til at lytte til det, som kommer udefra - altså det transcendente.
Behøver kunstteori at være mere kompliceret end dette - altså at vekselvirkningen mellem det fremmede og det kendte virker begge veje, og at det ikke er en lineær proces, idet det kendte også kan blive fremmed gennem - ikke bare død og entropi - men også gennem indramning og kunsten.
Det resulterer i et fokus på selve rammen eller afgrænsningen som det egentlige - det er forøvrigt også det, som Derrida omtaler som forskellens primat. Rammen peger endvidere hen på tilskuer- (eller læser-) akten som noget principielt passivt. Man bør som tilskuer afstå fra at 'gribe ind'. Jeg har været inde på denne rolle i forhold til Gadamers henvisning til den ontologiske afstand, faldet i f.eks. Alice i eventyland, talmud-kommentaren og i den lille analyse af Knud Romers roman - kort over Paradis - hvor jeg sammenligner læserens opgave her med Bastian fra Den Uendelige Historie. Altså læserens pligt til at gribe og fuldende forfatteren - som her bliver en kosmologi - hinsides tid og rum i en hypervirkelighed. Altså hinsides en grænse mellem forfatter og læser, fiktion og faktion - og dette kan kun realiseres i en passivt indrammende og lyttende position.

 
Det der høres udfra en vilje-til-afgrænsning udgør en hypervirkelighed, og herved bliver 'barndommens blik' egentlig det egentlige, og det voksne koloniserende blik er en vej, som man bevidst skal afstå fra. Men det betyder sådan set, at det voksne blik er en mulighedsbetingelse for barndommens blik, der derved bliver ophævet som et barndommens blik (Bastian fra Den Uendelige Historie og Fantasia). I princippet repræsenterer dette blik også en hypervirkelighed der bliver beskrevet i kvantemekanikken: Rovelli argumenterer overbevisende for, at det der betragtes som en genstand, kun kan betragtes som sådan i en særlig skala. Denne skala eller dette lag- som Newton afdækkede lovene for - er 'rammet' ind af en nedre planck-skala og en øvre kosmisk skala. Tænkes i kosmisk skala, vil bjerge f.eks. være som flydende bølger og tænkes i planck-skala ville verden se ud på en radikalt anden måde. Vores skala er således kun fungerende på lokalt niveau: Det giver ingen mening at se på en stjerne mange lysår borte eller på en elektron og bruge begreber udarbejdet i vores skala. Det betyder at selv ældgamle bjergkæder 'sker' (set fra en kosmisk skala) - de 'er' ikke. Hvad betyder det? Betyder det, at man ikke kan bedrive videnskab? Jo - det kan man i den grad - men i disse skalaer kan man ikke studere fænomener som man ville gøre det i vores egen - for det er ikke 'ting' - de eksisterer ikke som ting (stjerner eller partikler). Rovelli anskuer f.eks. ikke solen udfra en klassisk begreb om temperatur, men derimod udfra, at solen bringer 'lav entropi' - altså bringer orden.
Hvis man har netop denne bevidsthed - altså at man studerer fænomener der ikke er ting - handler det om at holde rummet frit (for ting), således at man kan erkende, at noget sker. Med andre ord det kunstteoretikere kalder for negering. I virkeligheden er f.eks. en partikelaccelerator en forsøgsopstilling der 'holder rummet frit', for hvad handler det om? At smadre partikler mod hinanden og se hvad der så sker. Det samme sker når to sorte huller kolliderer, og man måler på, hvordan selve rummet ændrer sig (tyngdebølger). Dvs. erkendelsen er ikke bundet op på noget der 'er', men på noget der sker - altså indenfor en forsøgsopstilling (en ramme), som gør én istand til at lytte - og netop få et gehør for det som sker udefra. Men selve rammen (forsøgsopstillingen) er sat af os, og ses det som sker med forsøget som genstande i vores skala, har man misforstået det man måler på. Det var netop den diskussion Einstein og Bohr havde med partikel-bølge-eksperimentet: Einstein afviste at Gud skulle kaste med terninger - og Bohr svarede at man ikke skulle fortælle Gud hvad han skulle gøre. Bohr anerkendte altså med andre ord skalaernes grænse. Forsøgsopstillingen er den ramme der sættes - som rammen om et kunstværk - der skal gøre os istand til at opnå et gehør for det der kommer udefra - altså det som sker. 

Men vores fremstilling af andre skalaers beskaffenhed må antage allegoriens form. Benjamin peger netop på allegorien som sætter den bevidste grænse mellem inde og ude, således at man opnår et gehør (sørgespillet). Man skal ikke forsøge at pådutte egen skala på andre skalaer, og allegorien sikrer denne bevidsthed samt en personlig/lokal forholden-sig til det kosmiske:

Kvantemekanikken understreger at ting sker lokalt. Og med lokalt menes at ting sker spontant. Livet og fænomener opstår spontant gennem det konkrete møde. En elektron kan skabe et billede på en skærm lokalt - men kun lokalt. Set fra andre skalaer er der ingen 'orden'. Orden er et lokalt fænomen. Orden set fra ét perspektiv kan være uorden fra et andet! Men når der først er sket dette møde, vil 'informationerne' om dette møde altid være indlejret - derfor vil to elektroner der har været i forbindelse med hinanden altid være forbundne. Når den ene påvirkes reagere den anden øjeblikkeligt uafhængigt af vores skala (tid og rum). Hermed er det lokale og det kosmiske forbundne på en skala vi kun kan have et allegorisk forhold til.

Dette allegoriske 'trans-skala'-billede handler om kærlighed. Det dobbelte kærlighedsbud er i virkeligheden en indgang til forståelse her: det lokale kærlighedsmøde med den konkrete anden resulterer i spontant liv, der 'ekkoer' det kosmiske. Vores indgang til det guddommelige går således gennem den konkrete anden, og kan ikke gå andre veje (Levinas samt pointen med Abraham og Isak ved Morija). Præcis denne 'forsøgsopstilling' skaber gehøret for Guds kærlighed - som kan ske eller ikke ske. Men det er vores pligt at 'holde rummet frit' - gennem kærlighed til den anden - således Gud kan komme for øre! Hvad der mødes - og er knyttet sammen - i kærlighed, ekkoer i 'evigheden'. Ligesom to elektroner der mødes altid vil være forbundne hinsides tid og rum. Kan vi forstå dette i vores skala? Nej, men vi kan skabe et gehør for det ved at holde rummet frit!  

Kære Marie Krarup.

Hvor var det dog befriende at høre din stemme og dit mod i Slotsholmen på P1 i torsdags. Og du har helt ret i din karakteristik af Folketinget som lemminger, og den udskamning der finder sted af dig.

Det er stærkt at du står fast! Jeg er nok ikke helt enig i dit fokus på ideologien, som du vel sammenligner med et blasfemisk forsøg på at skabe en himmel på jorden, idet jeg mener, at du med den hårde modstilling er i fare for at gør bekæmpelsen af selvsamme ideologi til noget principielt godt, hvilket det jo ikke altid er. Måske behøver man ikke at presse modstanderen helt så langt ud i en ideologisk position? At der ikke behøver at være langt fra en yderligtgående ideologisk position til en  konservativ magtrealisme kunne Putins karriere vel være eksempel på? 

Men jeg mener, at du har så helt og aldeles ret i, at Rusland og russisk kultur er et helt afgørende nødvendigt korrektiv til vores verdensbillede. Efter jeg havde hørt dig i Slotsholmen og var kommet hjem fra arbejde skrev jeg følgende med dig i tankerne:

I Dostojevskijs Idioten mindes Fyrst  Mýsjkin (Idioten) med afsky en halshugning med guillotine i Paris. En helt igennem barbarisk, umenneskelig, maskinel henrettelse. På sin vis kunne man anskue dette som en nøglepassage i romanen i forhold til at forstå den som et helt afgørende nødvendigt og velgørende korrektiv til 'oplysningens' Europa. Et korrektiv vi i den grad stadig trænger til, for kan man ikke på sin vis forstå vores velfærdsstat på sammen måde? Jeg ved godt, at det er at strække en analogi noget ud, men er velfærdsstaten ikke også en kirurgisk præcis og smertefri måde at udskille hovedet fra kroppen - helt uden vi opdager det? Denne tiltagende akademisering - og diagnosticering - der fjerner os fra verdenen og gør os syge?

På den måde vendes barbariet på hovedet - og vi kan slet ikke undvære dette dostojevskijske blik på os. For det er et blik vi ikke selv kan mobilisere. Og adskillelsen fra Rusland er en katastrofe vi må gøre alt for at undgå, idet vi netop er afhængig af hinandens blik hvis vi skal undgå at synke ned i barbarisme. 

For Dostojevskij og russerne hører uorden til den naturlige 'kosmologi'. Det er lidt som når fysikere taler om termodynamikkens 2. lov og entropi. Mennesker er også som udgangspunkt underkastet denne naturlov og nødvendighed - man kunne sammenligne den med arvesynden. Mennesket er altså som udgangspunkt eksileret i verden, og enhver konstruktion er dømt til destruktion, hvorfor lidelsen står som grunderfaring. Lyder det mørkt og dystert? Ja, men Dostojevskij gjorde denne kosmologi til et civilisatorisk toppunkt. For her kommer mennesket til syne som en vilje - eller som etikken som det egentlige. En vilje til et gehør for det hinsides / udefrakommende i en bøn - men hvordan skabes dette gehør? 

Ifølge Bakhtin skabte Dostojevskij den polyfoniske roman - altså lod de forskellige stemmer lyde. Disse forskellige stemmer 'lyder' og 'kortlægger' det rum, som skaber et ude og et inde. Dvs. gehøret er ikke først og fremmest møntet på de enkelte stemmer, men altså det rum der kommer for øre, når stemmerne lyder. Gehøret er baseret på, at der er en grænse mellem rummets inde og så det, der derved kan komme udefra. Dette 'rum' skal holdes frit, så stemmerne - der kan karakteriseres som en bøn, fordi det henvender sig til det der er udenfor - kan lyde. I Idioten er det i princippet Fyrst Mýsjkin  (Idioten) der skaber dette frie rum, der giver plads til at en polyfoni kan ske omkring ham. Bakhtin mener, at Dostojevskij på sin vis 'slog forfatteren ihjel' - og dermed sig selv ihjel - for at kunne give plads til denne polyfoni. Altså næsten et billede af urbilledet: Frelseren på korset. 

Pludselig giver forfatterens arbejde som vidnesbyrd mening - altså forfatteren som en der bevidner og giver plads til andre stemmer. Eller sagt på en anden måde, vi forstår pludselig grundessensen i martyriet, som jo betyder vidnesbyrd på oldgræsk. 

Se det giver jo et noget andet blik på, hvad frihed er og hvad frihed koster. Frihed er for russeren ikke noget, som det højere borgerskab diskuterede i de parisiske saloner i oplysningstiden. De russiske fritænkere levede ofte på bunden af samfundet, og vidste, at frihed ikke bare var individuel selvrealisering, men tværtimod kunne betyde individuel afrealisering (martyrium / passive bevidnelse). Forstået på den måde, at den andens frihed (polyfonien) er frihed og i sidste ende min frihed. Friheden er mit ansvar og etiske forpligtelse for min næste - det er ikke noget der kommer ovenfra fra f.eks. en velfærdsstat. 

Hvis ikke det er civilisatorisk tankegods og det modsatte af barbarisme, ved jeg ikke hvad det er! Det er kristen næstekærlighed: Man får gehør for Gud igennem den andens konkrete ansigt, hvilket også forhindrede Abraham i at slå Isaak ihjel på Morijabjerget; tro er ikke abstrakt, men sker konkret gennem sin næste.

Ville det dog ikke være befriende, hvis dette perspektiv kom en smule ind, når vi taler om velfærdsstaten? En konstruktion der er ved at miste ethvert gehør for det der er udenfor og degenerere til et ekkokammer. Som likviderer sjæle systematisk uden vi opdager det og synker ned i barbarisme...

Jeg håber dette kan fungere som en lille opmuntring og støtte i forhold til din tilsyneladende ensomme kamp mod den ignorance og forkalkning af frihedsbegrebet der sker i Folketinget!

Venlige hilsner

Henrik  

MARKUS - MATTHÆUS |   LUKAS - JOHANNES

Det er umiddelbart mærkværdigt, at man har fire evangelier, omhandlende jesu liv, som hver især på mange måder er indbyrdes modstridende, men som alligevel er endeligt kanoniseret på kirkemødet i Hippo i 393.

Som jeg ser det, går der en spejlingsakse mellem Matthæus og Lukas, hvor Markus spejler Johannes og Matthæus spejler Lukas. Samtidig sker der en udvikling, som kan ligne Kierkegaards stadier fra Markus (æstetiske stadium) over Matthæus-Markus (det etiske) og endelig i Johannes (det religiøse). Dette hænger lidt sammen med temaet, det faderløse og slægten: Jesus har ingen reel eksistens som Jesus Kristus før han døbes af Johannes i Markus-evangeliet. Dvs. Jesus har ingen fortid, tradition og eksistens. Det er en næsten 'senmoderne' eksistens, hvor der lægges vægt på, at ting 'sker', og man indtager en position, og erkender, gennem kroppen. Handlingen sker gennem Jesus' handlinger, og som læser er vi vidende på samme niveau som Jesu' disciple. Selv Jesus er på mange måder også 'ført', og både i Getsemane Have og på korset er en afstand til Faderen markeret ved, at han beder sig fri fra opgaven, og videre siger på korset - Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I det oprindelige evangelium ender det med, at Maria (som for øvrigt kaldes Jakobs mor), Maria Magdalene og Salome finder en tom grav, får budskabet af 'en ung mand i hvide klæder' og løber forfærdet derfra uden at sige noget til nogen. Det senere møde mellem Jesus og disciplene er en senere tilføjelse. På den måde er adskillelsen fra faderen gennemført. 

I modsætning hertil har vi Johannesevangeliet, hvor Gud skaberen og Jesus Kristus fra starten allerede er forsonet og én. Den skabende og frelsende guddom er ét. Heller ikke her er der nogen tradition eller slægt, da Jesus allerede befinder sig i en guddommelig parallelverden, som disciplene ikke forstår - MEN som læser forstår vi. Vi er som læsere med Jesus Kristus altvidende og har et guddommeligt perspektiv. Hvor vi i Markus som læser bevæger os sammen med Jesus og hans disciple, er 'kroppen' fraværende i Johannes, og læseren indtager en mere passiv rolle. Læseren i det hinsides bliver altså på en eller anden måde privilegeret: Læseren får en principiel rolle. Dermed bliver der også en slags korsslutning i tid og rum, hvilket også understreges i Getsemane Have, hvor han stopper Peter i hans forsøg på at beskytte Jesus mod romerne med ordene: "Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?" samt hans dødsord: 'Det er fuldbragt'.  

Jeg skrev i indlægget "Det gudsforladte rum" nedenfor, at der er ved at tegne sig et paradigme hvor naturvidenskab, filosofi og teologi pludselig kan komplementere hinanden sådan som det skete i oplysningstiden under Newton og deismen. I dette sidste paradigme eller kosmologi var det Spinoza og Hegel der komplementerede det newtonske univers fra hver deres vinkel (se også her hvordan Spinoza og Hegel egentlig refererer til samme kosmologi). Fælles for Newton, Spinoza og Hegel var, at de har en teleologisk-hedensk kosmologi - dvs. det andet / den anden forrykkes til en fjern mytisk fortid eller en utopisk fremtid - så at sige uden-for-tiden.
Det vil også sige, at det at sætte grænser - som var narrativets funktion - bliver reduceret til eventyr og en børneleg. Det rum, som mennesket havde for at skabe gehør gennem fortællingen blev elimineret til fordel for f.eks. Hegels verdensånd. Med andre ord glemte man det narrativet gør - altså skabe grænser, lade den anden stå ene og dermed skabe gehør for det/den andet - og istedet havde man travlt med at demontere dem som mytisk stof. Med andre ord glemte man den allegoriske læsning, som jo kan forstås som narrativet-som-praksis. Allegorien peger hen på en fortolkningspraksis / hermeneutik, hvor essensen - det, som Gadamer kalder urbilledet - altid vil stå urørt tilbage. Dvs. der er en helt særlig kommenterende forbindelse mellem det indre- og ydre 'tegn' (Urbild-Bild). Som jeg tidligere har været inde på, så har kommentaren slægtens kendetegn, og vil som sådan altid tage udgangspunkt i det konkrete ansigt (Levinas).  Jeg læste en artikel i Praktisk Teologi af Marlene Ringgaard Lorensen, som tog udgangspunkt i John S. McClures begreb Other-wise Preaching, som viser, at homiletikken næsten altid har arbejdet med præcis dette allegoriske forhold.  Og endnu engang minder det bare om Benjamins fokus på adskillelsen / grænsen som det egentlige meningsgivende i det barokke sørgespil. 

Det at sætte grænser som det principielle i at skabe rum hvori et gehør for det andet kan skabes, var i min optik noget, som Kant plantede i midten af den tids teleologisk-hedenske verdensbillede, og som nok ender med at sprænge dette. Grænsen er nemlig principiel mellem tingen-for-os og tingen-i-sig-selv. Det som Benjamin senere formulerede med det barokke sørgespil var, at det præcis er denne grænse der muliggør det menneskelige. Eller med Levinas ord, det er den grænse, der gør det muligt at forestille sig en 'væren-til-efter-døden' (igen tænk på slægten). Kants tingen-for-os og tingen-i-sig-selv handler ret præcist om homiletikkens fokus på forholdet mellem udlægningen af Ordet og Guds Ord selv. Og jeg er ret sikker på, at man kan indskrive Kant i en sådan homiletisk tradition. Kant fordrer, at ethvert menneske skal skabe sit eget gehør - eller rum - med fornuften som ledende princip. Mennesket er ukrænkeligt og altid mål i sig selv. Hermed skabte Kant en forbindelse mellem en levinas'k etik og fornuften, som er helt central for vestlig tænkning.

Grænsen - og dermed rumdannelsen - er således intimt knyttet til det enkelte menneskes lytten eller at skaben-gehør for det som sker. Eller for det, som kommer udefra, som netop det andet. Dette 'andet' har altid et konkret 'ansigt' (Levinas), og er netop 'i-sig' idet at Levinas ophæver det etiske - du må ikke slå ihjel - til det egentlige ontologiske værende. Igen kan såvel Matthæus' dobbelte kærlighedsbud som slægtsbilledet være illustrerende her. Angående slægten, mener Giorgio Agamben, at ødelæggelsen af autoriteter er selve grundlaget for Benjamins filosofi og historiesyn, men her mener Hannah Arendt tværtimod at ordet at arve at videreføre tradition spiller en stor rolle hos Benjamin (se her).

I weekendavisen faldt jeg over en artikel omhandlende søgen efter liv i rummet. Den tog udgangspunkt i Fermis paradoks, og peger med den serbiske astronom og videnskabshistoriker Milan M. Ćirković netop mod en sammenkobling af kosmologi (universets struktur) og kosmogoni (universets skabelse). Altså hvor et videnskabeligt og et (skabelses-)teologisk verdensbillede måske komplementerer hinanden. Ćirković  gør spørgsmålet om liv i rummet mere principielt ved at tegne følgende scenarium: 

Det er hypotesen om, at vi ikke har set eller hørt fra rumvæsner, fordi de er smeltet sammen med selve universets stof og love. Over milliarder af år har de udviklet sig ikke bare væk fra evolutionen eller postevolutionen, men væk fra noget entydigt biologisk – og er blevet i stand til at manipulere de fysiske love. Hvor er de? Overalt!

Hypotesen hedder ny kosmogoni og er et begreb lånt fra den polske sci-fi-forfatter Stanisław Lem.

»Dens værktøj er det, vi kalder naturens love. Fysik i sig selv er en sådan civilisations ’maskine’,« skrev Lem i 1971 i bogen A Perfect Vacuum.

»Hvis vi virkelig gerne vil forene naturvidenskab, kunst, religion og filosofi, så findes der kun den løsning. På en måde tilbyder den en vej ud,« siger Ćirković.

Andre har gennem Fermi-paradoksets levetid sagt noget af det samme. At vi slet ikke ved, hvad hulen vi skal lede efter. Antropocentriske som vi er, kan vi knap forestille os andet liv end det, vi kender. Men vi skal i gang. Vi skal have klarlagt, hvorfor universet fremstår så dødeligt stille.

»Hvis galaksen stort set er tom, betyder det, at den er et meget mere risikofyldt sted at være, end vi har troet. Vi kan styre mod forfærdelig fare, og jeg kan ikke forestille mig nogen viden, der er mere værdifuld at have. Fra antikkens tid har man spurgt orakler som det i Delfi om risikoen ved at krydse en flod eller rejse til et nyt land. Her taler vi om et kosmisk orakel. Om at forstå den astrobiologiske evolution, så vi kan sikre vores fremtid. Det kan jo være, at klimakriser og atomkrige er meget almindelige derude og noget, man ikke bare sådan overvinder,« siger Ćirković.

Jeg er klar over, at det er meget sci-fi-agtigt, men selve verdensbilledet her hænger jo egentlig meget fint med kvantemekanikken om lokal, spontan skabelse og kvantemekanikkens korsslutning af almindelige naturlove / kausalitet på disse skalaer. Det kan man forvisse sig om f.eks. i disse to videoer, hvor Rovelli udlægger kvantemekanikken her og her. For Rovelli handler det om subsystemer der interagerer (eller måler hinanden) og derved kommer til syne for os. Men disse systemer befinder sig ofte på forskellige skalaer, hvorfor der skal en helt særlig 'lytten' til at forstå de 'målinger' der kommer ud af interaktionen. Befinder vi os således enten omkring planck-skalaen eller kosmologisk skala skal vi være særdeles opmærksomme på, at det billede vi får ud af det er et billede tilpasset vores 'skala', og har intet direkte at gøre med de andre skalaer selv. Også her må vi altså slå et gehør til mellem niveauer, som vi kender fra homiletikken. Fokus er således nærmere den virkning interaktionen med andre skalaer / subsystemer / niveauer gør på os selv snarere end en ambition om at afdække den 'fremmede' skala selv! Dvs. vores viden om skalaer hinsides vores kan kun tilgås ved at se på virkningen på os i interaktionen med disse skalaer. Hvordan kan vi så vide, om - og hvornår - vi i det hele taget interagerer med andre skalaer? Det kan vi heller ikke - men vi kan være opmærksomme på om noget sker. Med andre ord handler det om altid at være beredt på det som sker udefra - og her er der en kobling til Benjamins idé om det eskatologisk-åbenbarende. 

I BBC-udsendelsen her fra ca. 43:00 til slut (Vores uendelige univers: Sorte huller / The Universe: Black holes (2022)) forsøges Hawkins-strålingen fra sorte huller forklaret. Det at sorte huller afgiver temperatur, betyder, at de også afgiver information. Det fører til, at alt der suges ind i et sort hul nok fragmenteres, men at alle aspekter og positioner for hver eneste partikel stadig findes kodet som information i det sorte hul. Dvs. det sorte hul indeholder alle de informationer man teoretisk har brug for, for at rekonstruere universet. På den måde er vores univers forbundet med et 'tidligere' univers på den anden side af Det sorte hul / Big Bang i form af fragmenter som tidligere har været sammenføjet, og dermed har en indkodet position i sig fra netop et tidligere univers. Dvs. når subsystemer interagerer (Rovelli) kan ting ske afhængig af denne tidligere forbindelse. Eller de kan ikke ske, hvis ikke der har været en forbindelse. At disse fragmenter af Ćirković forbindes med 'liv' og - i forlængelse af kvantemekanikken - er "blevet i stand til at manipulere de fysiske love" føjer en ekstra dimension hertil. Det giver også mening til det, at liv opstår lokalt og spontant. Og - måske - at kærligheden sker... Som noget udefrakommende. Og i og med at det sker og er udefrakommende, er det eneste vi kan at holde rummet frit gennem en konstant passiv aktivisme. 

Og eneste måde at holde rummet - eller midten - fri, er at placere sig selv lige i midten (således som Derrida med sin dekonstruktivisme måske plæderer for?) - i en konstant hermeneutisk cirklen om sagen. Det man ikke skal gøre, er at placere sig i periferien, og på f.eks. akademisk vis, holde rummet frit på en distanceret vis. For, som Lukas 11,24-26 skriver, så vil denne måde at 'holde rummet frit' modsat skabe et frankensteins uhyre, idet man ikke sætter sig selv i, og på, spil i en efterfølgelse af Jesus. Det er fra midten, at liv skabes! I interaktionen med andre (næstekærlighed). At stå i periferien vil være et udtryk for indkrogethed, og en tingliggørelse af du/Du'et, som dermed fremmaner dæmoner. Altså en kujonagtig omgang med tingene / verden, og et udgangspunkt i Loven (det værende) fremfor skabelsen og skabningen.

Liv og skabning skal således sammentænkes på en ny måde: Liv opstår i en særlig omgang med tingene (hermeneutik) - en håndværksmæssig kredsen om sagen selv. Kanoniseringen viser i den sammenhæng vejen (se her - tilføjet 19. juni, 2024 - se log) 

Der er hasteindkaldt til forældrerådsmøde, fordi eleverne i klassen har et grimt sprog

Kan forårsager, omgås / varsomhed - ignorere, strategisk

Så længe jeg kan huske, har jeg reflekteret. Og reflekteret igen og igen. Det har været ekstremt svært at komme bagom denne refleksion, men jeg har i mange år haft en fornemmelse af, at problemet netop ligger i denne refleksion selv. Altså det, som Nietzsche kaldte mumificering. Hele hjemmesiden her er på sin vis en reaktion mod det, og et forsøg på at komme udover den refleksionisme, som ikke blot har præget mig, men også min generation (se f.eks. WA, 10.marts 2022, 'De nye magthavere')
Men jeg skal også passe på ikke at fornægte den jeg er blevet, så det ender i en form for selvhad og måske et alment had. Og jeg håber, at denne hjemmeside kan vise en slags balance mellem refleksion og praksis. Man kan sige det på den måde, at hjemmesiden her er den ramme der anerkender en håndværksmæssig (iterativ) praksis i form af en processuel vej til erkendelse - dvs. essayismen sådan som Montaigne også udviklede den - hvor erkendelsens principielle foreløbighed gør tænkningen til et dialogisk værktøj (samtale-med-Den Anden), der gennem gentagelse (i form af essay-formatet) hen i mod en mestring viser ud over refleksionismen. Altså istedet fokuserer på erkendelse gennem praksis - at jeg gennem at skrive - som en handling gennem det gentagelige essay-princip - kommer til at føres ad veje, som ikke er synlige for mig nu. Hermed bliver processen et værktøj der skal åbne mig for det som sker (transcendens).

 I praktisk teologi læste jeg en artikel skrevet af vores underviser, hvor især en pointe sprang mig i øjnene, nemlig at bønnens praksis skal forstås som 'work of God in the believer' og kaldes "the purest act of willed 'passivity'". Sådan som jeg forstår det udsagn, så handler det om at holde rummet frit - også fra sig selv - således at man kan skabe et gehør for det der kommer udefra. Det er en meget stationær handling, men kræver konstant anstrengelse. For dette tomme rum søges konstant besat - eller møbleret - af ting. 

I Lukas (11, 24-28) står:

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.  Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«  Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Altså en konstant anstrengelse for ikke at ende i doven tænkning: Man kan aldrig vide sig sikker på, om man en gang for alle har fordrevet dæmonerne - eneste håb er, at have gehør for Guds Ord og bevare det. Interessant er det, at der her næsten kommer noget kønspolitisk ind - en kvinde henviser til, at denne opgave - at holde rummet frit - er kvindens og også er kropsbestemt. Det kvinden her påpeger er, at kvindens livmoder er det rum, som skaber liv, hvilket i den grad henviser til kroppen som det centrale. Hermed henviser kvinden i skaren til kvindekroppen som et hylster, der skal vedligeholdes, holdes rent, frit og helligt. Noget immanent i-naturen-sig-selv-værende, der på sin vis er adskilt fra det transcendente der udspringer fra moderens skød - her Jesus. Men her er Jesus egentlig mere - med vores vokabular - mere feministisk end kvinden, for han siger »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«. Javist kommer af Μενοῦν / μενοῦνγε  som både kan betyde javist, men også tværtimod eller på den anden side ( μεν : sandelige / virkelig; οῦν: derfor; γε: fremhævende / forstærkende). Man kunne vælge at oversætte Jesus svar således: "Men netop derfor er de salige som hører og bevarer Guds ord." Altså at Jesus ikke sætter nogen modsætning mellem det kropslige og det at høre og bevare Guds Ord. Altså mellem immanens og transcendens. Det at vedligeholde, at holde rent, det hverdags-gentagelige, omsorg osv. er ikke bare kvindeligt og hylster-agtigt for det transcendente: Netop i den stadige vedligeholdelse og omsorg skabes gehøret for det udefrakommende.

Det var præcis denne kunstige adskillelse mellem den kvindelige 'naturbårne' immanens og den mandlige 'guddommelige' transcendens som Simone de Beauvoir påpegede i 'det andet køn'. Her placeres kvinden som det andet - i modsætning til det primære mandlige. Måske er der noget hegelsk herre-slave-dialektik over den de Beauvoir'ske analyse, altså at kvinden som slave i virkeligheden - i omgangen med krop, natur og materie - har været mandens (falske) grundlag og incitament til at varetage de transcendentale opgaver. Måske er det den hegelske logik der spøger i kvindens udsagn om, at »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«.

Den anden er ikke som sådan den-anden-i-forhold-til-den-første, som om noget kom før noget andet. Det andet bliver til et intimt 'du' i ægteskabet, og her understreges den transcendente opgave som en praksis som er helt konkret og kropslig. Det er her kønnet spiller en rolle, men ikke som et køn man besidder, men som en mulighed for gennem den praktisk-kropslige kærlighed at åbne sig for det der kommer udefra gennem det helt konkrete 'du'. Det gælder for manden såvel som kvinden. Den anden er altid et konkret du - det gælder også når vi beder 'Fadervor'. Du'et er et ansigt (Levinas), som sætter en principiel grænse - og dermed rum - for mig og gør mig istand til at høre det der kommer udefra. Det Jesus dermed siger er, at der ingen modsætning mellem den konkret-kropslige anden og den transcendent anden. I øvrigt i overensstemmelse med Matthæus' dobbelte kærlighedsbudskab (Matt 22, 36-40). I mit nuværende fag - Praktisk teologi - er det netop pointen, at viden ikke bare er tegn. Der er noget som skal gøres for at muliggøre erkendelse (Aristoteles'  og Gadamers phronesis), og som ikke kan forklares bedre ved at læse om det f.eks. Der er ikke altid noget principielt bagvedliggende tegn bag handlingen: det er ikke alt der skal forklares (Rancière). 

Jeg skal have et EU-forløb i min klasse. Det er ofte et tungt forløb, der drejer sig om beslutningsprocesser og den institutionelle opbygning (ministerråd, kommission og parlament), og det ender ofte med, at eleverne må lære alle de forskellige begreber udenad og påklistre nogle cases.
Det har altid været en uhensigtsmæssig tilgang, men jeg har ikke rigtig kunnet se andre muligheder.

Det har jo umiddelbart ændret sig med Ukraine-situationen: Et europæisk land - Ukraine - er blevet angrebet af en atombevæbnet stormagt Rusland. Krigen aktualiserer i den grad en refleksion over, hvad Europa egentlig er. Og med et angreb på selve europas eksistens, må ethvert undervisningsforløb om Europa begynde med en fremstilling af, hvad Europa egentlig er. Hvad er Europas eksistensberettigelse i det hele taget. Tager man udgangspunkt i Thomas' gudsbeviser må man således spørge til, hvorledes Europa peger mod en førstebevæger. Det er en kosmologisk forståelse af væren, at eksistens i sidste ende må pege mod noget transcendent. Således læner jeg mig op ad Thomas Aquinas såvel som Løgstrups kosmologiske værensforståelse.

Europa er født i den antikke græsk-hellenistiske bystat. Nærmere betegnet Tarsus, som lå i Lilleasien - nuværende Tyrkiet. Omkring 10 e.kr. blev Saulus født her og voksede op i en intellektuel jødisk-farisærisk familie, og så den nye kristendom som en trussel som skulle bekæmpes.
Som det er forklaret af Lukas i Apostlenes Gerninger, fik Saulus imidlertid en åbenbaring og blev kristen, tog navneforandring til Paulus, og blev dermed den fremmeste apostel. Paulus' breve udgør de ældste vidnesbyrd på kristendommen.
Paulus rejste rundt mellem forskellige bystater og grundlagde menigheder (grundlæggelsesrejsen) - samtidig fokuserede både Lukas og Paulus på Rom som metropol og romerne: de var optaget af at integrere kristendommen i romerriget. Det skete bl.a. ved at give kristendommen en egentlig historie (Lukas) og gøre den til en 'gammel' religion, som var den sande udlægning af jødedommen. Romerne var tolerante overfor religion men ikke nye religioner, der kunne skabe social uro. Samtidig lagde Paulus og Lukas skylden for den sociale uro på forskellige jødiske fraktioner, som smedede rænker for at romerne skulle gribe ind imod de kristne.
Kristendommen startede og blev født som en byreligion med det mål at nå metropolen Rom. Og det lykkedes med kejser Konstantin og Theodosius i 300-tallet, hvor kristendommen blev statsreligionen.  

Jeg tror, at Konstantin erkendte, at kristendommen var som designet til byen, og dermed skabe ro i romerriget, som på det tidspunkt så småt var ved at falde fra hinanden. Romerriget var et by-rige med et netværk af byer forbundet med veje - med den store metropol Rom som forbillede. De romerske byer var som udgangspunkt multikulturelle enheder med soldater, administratorer, købmænd og lokale. Byen skulle således kunne rumme mange stemmer på et afgrænset område - og det kunne kristendommen. Budskabet i kristendommen er et radikalt næstekærlighedsbud, hvor man skal elske sin fjende og afstå fra enhver voldsudøvelse. Samtidig er det helt centrale syndernes forladelse, hvilket var hensigtsmæssigt i en by hvor ting kunne ske og købmænd handlede. Der er allerede fra starten en vis individualisering gennem tro, og mennesket bliver helligt og sandheden gennem inkarnationen i  Jesus Kristus. Samlingen af biblen i en kanon vidner desuden om en ekstrem rummelighed og en principiel given-plads-til-stemmer. De fire evangelier fortæller fire vidt forskellige versioner af Jesu liv, som på mange måder burde udelukke hinanden - men det gør de ikke. Og heri ligger en stor del af budskabet: mange stemmer kan eksistere side om side. Dette peger hen på borgerens / metropolittens fordring på at lade sin stemme lyde samtidig med at give plads for andres. Forskellige fortællinger og stemmer udelukker ikke hinanden, men skaber derimod en rummelig polyfoni.

Det etablerede romerske by-netværk, som startede som et garnisons-netværk, blev således det rum, som kristendommen bredte sig ud i.

Rom forblev centrum, men, i første omgang, med indbyrdes konkurrerende italienske bystater omkring sig. Disse byer blev udgangspunkt for handel med f.eks. kryderier fra silkevejen. Korstog og kommercielle interesser blandede sig i nærorienten. Borgernes initiativ og virkelyst understregedes af, at man da nærorienten og Konstantinopel erobredes af osmannerne i 1400-tallet søgte man nye veje til Indien, som resulterede i nye opdagelser og deraf flere kolonialvarer, der igen banede for udbyggelse af nye havne og byer i Europa. 

De italienske bystater havde deres modstykke i nord i hansaforbundet. Her var mere tale om et forbund end egentlig indbyrdes konkurrerende enheder.
Den italienske bystat blev et forbillede for de nye renæssance-metropoler, der opstod over hele Europa. Chr 4.'s København er et godt eksempel herpå, men det der blev det tysk-romerske rige baserede sig ligeledes på mindre statsdannelser i et meget løst forbund. Samtidig skete en etablering af alliancer mellem kongemagt og metropol-borgerskab mod adelen. Enevældens indførsel i 1660 i Danmark er et eksempel herpå. Således opstod over hele Europa metropoler med forbillede i den italienske bystat, hvor konger i alliance med det øvre borgerskab skabte storbyer med tilhørende stater. 

Udaf den vestfalske fred opstod nu et decentralt netværk af internt konkurrerende stater, som egentlig bare var en opskalering af de italienske bystater. Freden sikredes ved konferencesystemet og et permanent diplomati. Borgerskabet var i sidste ende stadig et by-borgerskab. Metropolen og dens borgere var det definerende træk ved staten.

Dette blev sidenhen kodificeret ved konstitutionerne / grundlovene, hvor borgeren skulle kunne gennemskue og kontrollere magten, samtidig med at mindretalsrettigheder sikredes.

Den europæiske idé og praksis beror således på bystaten, et decentralt princip og borgerens suverænitet. Dette er indeholdt i dels 'subsidiaritetsprincippet' som har katolske rødder, og Kants i´de om den suveræne borger, der skulle vove at vide.  Dette princip fik dog et voldsomt stød for boven med industrialiseringen, som tømte byen og metropolen for indhold til fordel for fabrikssystemet. Marx operationaliserede Hegels kosmologi - som Benjamin beskriver som teleologisk-hedens (i modsætning til det eskatologisk-åbenbarende) - med andre ord, der opstod en lukkethed for det, som kommer udefra, idet det udgrænsedes til mytologisk tid - altså 'udenfor' tiden. Industrialiseringen tømte altså byen for den paulinske ånd, og muligheden for en ekstrem stats- og imperiums-centralisme opstod med Tysklands samling. Som Gadamer også er inde på, er der en lige kosmologisk linje fra Hegel til de to verdenskrige og Hitler. Det blev imperiernes århundrede på bekostning af den europæisk orden. Her blev det paradoksalt USA der i imperial form skulle sikre det decentrale borger-princip mod centraliserede imperier som USSR og en gentagelse af Det Tredje Rige. USA er imidlertid splittet mellem en europæisk bystatsidé og en identitetsdannelse udsprunget fra jorden (pioneren og prærien). 

Trump taler netop til det landlige 'sunde' modstykke til den 'dekadente' og 'svage' metropol-borger (selvom han selv udspringer fra metropolen). Noget som også Putin dyrker, med sin dæmonisering af Europa som dekadent og fornægtende traditionelle kristne- og familieværdier. 

Det er således på tide, at Europa besinder sig på sine rødder i bystaten - og det er præcis det vi også konfronteres med i forhold til krigen i Ukraine: En bystat har intet naturligt opland eller interessesfære. En bystat og dens borgere vælger deres egen skæbne og forvalter deres egen vilje. Det er præcis det, som Putin som land-imperium ikke kan acceptere.

Jeg tror, at det præcis er i det lys at EU og europa skal forstås!

I min gennemgang af Informations podcast: 'Langsomme Samtaler', nåede jeg til Rahel Jaeggi, professor ved Humbolt-universitetet og elev af Frankfurterskolen og Honneth. Ret overraskende har hun en helt anden tilgang til den kapitalismekritik som Adorno udfoldede i f.eks. oplysningens dialektik. Hvor Adorno havner i et skrig af afmagt og giver en tragisk-klaustrofobisk analyse af oplysningen og kapitalismen som det element vi svømmer og drukner i, ser Jaeggi kapitalismen som en praksis og, til en vis grad, mulighedsbetingelse for, at kritik kan opstå og praksis ændres. Et eksempel er, at f.eks. Thunbergs kritik af 'de voksne' har været medvirkende til, at pensionskasser og fonde investerer i grøn omstilling. Og at techgiganter kan resultere i nye menneskelige fællesskaber, som ikke ville være mulige ellers. Jaeggi tegner dermed en tendens, man efterhånden ser flere og flere steder: Foreningen Problema - som også tager udgangspunkt i kritisk teori - udgav en antologi Protestkritik på baggrund af et seminar om 68'erne. Carsten Ortman havde besøg af Professor i psykologi, Lene Tanggaard, i Supertanker, og talte om det progressive i at finde ståsteder i den rivende foranderlighed vi lever i - for at kunne lytte. Altså sådan set det modsatte af den protestgenre eller progressivitet som f.eks. 68'erne stod for. Derfor er det egentlig stærkt, at en såkaldt 68'er-bastion som Frankfurterskolen og kritisk teori kan afføde en selvkritik som disse. 

Men hvor f.eks. Problema virker til at have en romantisk ambition om at finde frem til en aktivistisk praksis omkring protesten der muliggør en reel frigørelse - og ikke som 68'ernes protest blot bliver indoptaget i den herskende 'diskurs' - så har Jaeggi (og måske også Lene Tanggaard) en mere passiv-lyttende tilgang, der, forekommer det mig, beror på en benjaminsk kosmologi. For både Benjamin og Jaeggi vil strukturerne altid bestå af mennesker med viljer. Og mennesket har muligheden for - selv i en adorno'sk struktur at skabe praksisser, der giver mulighed for et gehør - midt i strukturen. Dette er igen en kritik af den adorno'ske kosmologi, der jo i sidste ende kræver en romantisk forsoning mellem inde og ude, og ikke ser denne adskillelsen mellem inde og ude som selve mulighedsbetingelsen. Derfor ender Adorno i en pessimistisk sump. Tager vi derimod Benjamins kosmologi, så er den principielle adskillelse mellem os og det guddommelige netop forudsætningen for gehøret. Men dette gehør opnås først og fremmest gennem det passiv-lyttende ståsted. At dette 'ståsted' kræver en omfattende aktivisme - for at holde rummet frit - sætter aktivisme og protest i et helt nyt lys, som ikke skal forveksles med et konservativt-restaurerende blik.

Jeg har i øjeblikket et fag - praktisk teologi - som understreger denne pointe. I min undervisers - Ulla Schmidts - artikel: Practice and theology: Topic in dialogue with history påpeges i afsnittet 'Early and medival Christian theology on spiritual practices' at der i den tidligere kristendom var et fokus på bønnen som en 'metode' til at tømme sig selv (to counter disturbing and distracting thoughts and desires [...] and allows the Scripture to shape one's identity. [The mind is] emptied of thoughts and images, and instead purified through "lifting one's heart to God, and filled with the desire to love"). Bønnens praksis skal således forstås som 'work of God in the believer' og kaldes "the purest act of willed 'passivity'". Dette er præcis også Gadamers ærinde med sin hermeneutik, som også er behandlet i Schmidts artikel: Gadamer beskriver det rum hvori et gehør for det transcendente kan skabes gennem en fortolkende praksis! Det sker i sidste ende - gennem begrebet Vorgriff der Volkommenheit - ved at tage udgangspunkt i, at mennesket er sandheden. Altså at man gennem den konkrete dialog med det andets ansigt skaber et gehør for det guddommelige. The willed passivity - eller bønnen - består simpelthen i en stadig kamp for at holde rummet frit, således stemmer - man kunne også kalde det for fortidige fremtider (Koselleck) eller paths not taken (Skinner) - kan skabe et polyfonisk rum eller et kald mod det, der er udenfor.Det er sporet af denne stadige laden-den-andens-stemme-komme-for-øre der udgør dialogen med Gud og udgør kernen i hermeneutikken.

Det er ret interessant, at der her tegner sig en bølge, der både indbefatter en gadamersk praktisk teologi og frankfurterskolens kritiske teori!
Det viser endnu engang hvordan valget står mellem skriget (Adorno) og bønnen (Jaeggi), aktivismen og passiviteten, tragedien og troen, forsoningen og adskillelsen - på tværs af alle skoledannelser.

Apropos narrativer, så var jeg så heldig at 'vinde' to måneders abonnement på Information, fordi jeg svarede på en naturvidenskabelig quiz.
Det gode ved Information er jo, at de har Rune Lykkeberg som chefredaktør. Han er på mange måder min generations lystige svend, og kan aflæse vores kulturprodukter og biografi som få andre. Blandt hans mange podcasts - 'Langsomme samtaler', europæiske ideer, Shakespear - hørte jeg tilfældigvis et afsnit af Deutschstunde. Her bevægede de sig i samtalen fra Kant og op til idag.

Hegel var egentlig tyngdepunktet i samtalen, men i mine ører var Kant den centrale, fordi han stillede det grundlæggende spørgsmål til den teleologisk-hedenske kosmologi, som Benjamin også stiller. Fra Kants perspektiv handlede det om at finde menneskets frihed i et newtonsk univers. Han var kritisk overfor Spinozas frihedsbegreb, som bare handlede om, at menneskets frihed handler om at indse og finde sin plads i en nødvendighedens mekanisk-newtonske kosmologi. Sidenhen - og her kommer det interessante - fastholdtes denne teleologisk-hedenske kosmologi af Hegel. Eneste forskel var blot, at det mekanisk-newtonske blev udskiftet med en historisk dialektik - verdensånden. Eller den store fortælling. Gadamer har sidenhen også sidestillet disse to tilgange, som stilles overfor den hermeneutiske. 

Kants ærinde (og Gadamers såvel som Benjamins) var at bryde med den teleologisk-hedenske kosmologi til fordel for det eskatologisk-åbenbarende og se mennesket som mål i sig selv. 

Denne problematik er i den grad aktuel i en formulering af liberal position idag. Den socialdemokratiske position har både været ovre i en spinozisk kosmologi (Corydon og Thorning ang. nødvendighedens politik) og nu afløst af en hegelsk idé om en socialdemokratisk fortælling som nærmest identifikationen af verdensånden. Men i virkeligheden er der på det overordnede plan ikke tale om et brud - de to tilgange er sider af samme teleologisk-hedenske sag. 

Man ser Frederiksens afstandtagen til det polyfoniske liberale demokrati i sit syn på diverse institutioner som styrelser, hendes brug af undtagelsestilstanden - hvor corona-epidemien gav hende et effektivt redskab i hænde, som hun senest har gjort brug af i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken (som i virkeligheden har til hensigt at lukke munden på 'polyfonien'). Folketinget som lovgivende kontrollerende magt har fået stækket sine vinger ligesom hele embedsapparatet er ved at blive politiseret. De seneste to år er der blevet tvangsfjernet lige så mange børn som gennem 2010'erne: Disse børn betragtes som udgangspunkt som statens ejendom. Arne-pensionen og hele optakten hertil viser hen imod en forestilling om en kontrakt mellem den gode stat og den loyale undersåt. Det samme gør statens mulighed for at undskylde for historien - altså at gøre staten til en transcendent størrelse i tid og rum.  

Socialdemokratiet har meget dygtigt skabt grundlaget for deres nuværende magt gennem lang tids fokus på opbyggelse af det socialdemokratiske narrativ - lige fra Sass' dekoration af det socialdemokratiske gruppeværelse, talrige forstandige bøger om konkrete politik-områder af fagligt dygtige og engagerede socialdemokratiske politikere (Tesfaye, Dybvad, Hummelgaard, Dan Jørgensen osv.)  til Mette Frederiksens pressemøder om corona og udenrigspolitik. Dette narrativ er blevet indsat præcis der, hvor Corydons 'nødvendighedens politik' havde skabt et tomrum - og jeg tror egentlig ikke, at det ene kan tænkes uden det andet - ligesom Hegel ikke kan tænkes uden Spinoza og den newtonske kosmologi. Narrativet bliver et redskab til at lukke munden på andre positioner - bl.a. ved at radikalisere modstanderens ellers legitime holdninger og positioner: Dem der ikke er med os, befinder sig ude på yderfløjenes overdrev sammen med Men in Black og Palludan. Eller behandles som uvorne konfirmander som skal tæmmes og udstilles som får på græs, som oppositionen blev, da statsministeren erklærede undtagelsestilstand med alle partilederne som umælende bagtæppe - selvfølgelig med to meters indbyrdes afstand.

Det er præcis her, at en ny liberal position kan hente inspiration fra Kant - for han stod overfor samme problemstilling: Hvilken plads har mennesket i en moderne verden? Og det var her han lavede en slags kopernikansk vending og satte principielle grænser for menneskelig erkendelse, således at et gehør for det der kommer udefra kunne opnås. Altså en principiel kritik af det, som Benjamin senere skulle kalde for en teleologisk-hedensk position.

Der er noget forkert ved brugen af begrebet narrativ, som jo kan oversættes med fortælling, men alligevel er noget mere. I gamle dage hed det nok bare perspektiv eller synsvinkel. Og det siger egentlig mere, for det indikerer, at man står på en position og beskuer en sag, hvorimod narrativet måske mere føler sig hævet over en sådan sathed. Narrativet har et særligt fokus på indholdet og det kompositoriske, men glemmer måske det rum, som narrativet lyder i? På den anden side er der noget forfriskende i den afkobling af kontekst, som begrebet også byder på. Altså en afvisning og kritik af, at man kan henvise til noget bagvedliggende kontekstuelt og dermed udsige og påberåbe sig noget særligt lærd om begivenheder eller det-som-skete. Altså en kritik af en position, som anskuer data og empiri som videnskabelige artefakter, der kan stykke en kontekst sammen. Dette ender alt for ofte i doven tænkning.

Når jeg læser f.eks. historisk tidsskrift, bliver narrativet imidlertid ofte anvendt som et våben. Jeg faldt over en anmeldelse af Hæstrups og min fars vinkel på SOE af Peter Edelberg, hvilket selvfølgelig gør mig noget inhabil. Han har nogle pointer angående Hæstrups og min fars overordnede vinkling på SOEs rolle i forhold til modstandsbevægelsen - herunder i forhold til augustoprøret - som han anskuer som skævt og tjenende en national-konservativ ideologisk dagsorden. Han konkluderer dog følgende:

Derfor er Hæstrup og Jespersens fremstilling af SOE’s historie heller ikke ’forkert’. Man kan rette faktuelle fejl, og man kan undersøge konsistensen i fremstillingen, evt. i forbindelse med andre udsagn fra historikeren, men overordnet set er det narrative mønster, historikere skriver kilderne ind i, deres eget og ikke kildernes. Fortællingerne er styret af andre logikker end kildeprøvningens, og kilderne selv skifter nuance alt efter hvilket narrativ, de bliver skrevet ind i. Derfor savner jeg hos Hæstrup og Jespersen en kritisk stillingtagen til egne forudsætninger og et kritisk syn på de kilder, man vælger at anvende, og i Jespersens tilfælde en klar og kritisk stillingtagen til de forskere, der gik forud. Kun på den måde kan historieskrivningen blive gennemsigtig for læseren. 

Og det er præcis her, at der går noget skævt for Edelberg, for det kan da aldrig være historikerens opgave at tage kritisk stilling til egne narrative forudsætninger, som Edelberg ganske rigtigt understreger netop er historikerens egne. Man kan ikke gå bag om sig selv - og forsøger man, som det var på mode i 90'erne og 00'erne med den såkaldte narrative overenskomst, resulterer det bare et ekstra mellemlag, som der så kan bedrives fortolkning på - og så fremdeles. Hvis man tror, at man kan gardere sig for blinde vinkler i al fremtid gennem en gennemreflekteret narrativ overenskomst, er vi ovre i en totalitær historie-forståelse. Nej - disse blinde vinkler er fremtidige historikeres opgave at afdække - men mere i kommenterende-komplementær forstand end i kritisk-diskursiv forstand.

Det viser lidt, at Edelberg ikke forstår narrativet som den helt grundlæggende præmis for at historie kan bedrives. Derimod anskues narrativet som noget, der kan adskilles fra det historiske billede man tegner. At historikeren også har et menneskeligt blik på sagen kan aldrig være en svaghed, men derimod selveste mulighedsbetingelsen for erkendelse. Ulrik Langen anskuer endda narrativet som metoden selv (se også her).  Når man således skal forholde sig til en andens værk, handler det i virkeligheden om det radikale næstekærlighedsbudskab om, at man skal elske sin fjende. På den måde handler en 'kritik' i virkeligheden om en redningsmission: man skal lade værket stå ene (en forlængelse af Levinas filosofiske pointe og bud om, at man ikke må slå ihjel). For når man har at gøre med et værk, har man også at gøre med en andens person eller 'ansigt' og holder hans/hendes liv i sine hænder, som Løgstrup også var inde på. 

Eller sagt med andre ord, det spørgsmål Edelberg bør stille er, hvad det er i Hæstrups og min fars værker der gør, at en ny position som hans  egen tydeliggøres og muliggøres. Altså hvordan hans eget narrativs frigørelse hænger snævert sammen med de tidligeres. Det ville være en historiografi, der har slægtens kendetegn, og vedstår arv og gæld. Men som - igen med hjælp fra slægts-billedet - kun i vedståelsen netop også frigøres i sin position (heraf komplementariteten). Og som anerkender narrativet som noget, der ikke kan løsrives fra historikerens 'ansigt'. Som Gadamer er inde på, så reduceres den historiske fortid ikke i udlægningen - den tydeliggøres tværtimod. Den helt centrale pointe i hermeneutikken!!  

I denne uges weekendavis stilles norsk og dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor hinanden. Der er i mine øjne ingen tvivl om, at Norge har fat i den lange ende her. De inviterede Taleban på wienerbrød kort tid efter, at norske specialstyrker havde dræbt talebanere i hobetal som der står. Her overfor står den danske såkaldt værdibaserede udenrigspolitik, som tager udgangspunkt i, at resten af verden bør ligne Danmark. 

I artiklen forklares skiftende norsk udenrigspolitisk med, at udenrigspolitik i en småstat i sidste ende er en proces. Dette fokus på proces, understreges i artiklen af, at kun 8,3 % af verdens befolkning lever i et fuldblods demokrati. Altså en grundlæggende erkendelse af, at småstaten er omgivet af en kaotisk og 'u-kausal' verden, som principielt ikke kan omdannes i vores billede. Småstatens processuelle grundvilkår gør, at dens eksistens bygges på en passiv aktivisme. Dvs. det kræver en konstant lydhørhed for hvad der sker i verden - og at man aldrig må fryse sig fast i en principiel/ideologisk position, som bare vil resultere i, at gehøret svækkes. Det kunne man kalde opportunistisk realisme, men det er i virkeligheden et principielt grundvilkår: Siden vi fik billederne af Jorden fra Apollo-missionen ved vi, at vi lever mirakuløst midt i et univers af ekstremer. Det rum vi har fået givet, kræver en daglig kamp at opretholde - og det gøres kun ved at tage bestik af den ekstreme vold der principielt omgiver os. Heraf det processuelle. Den sandhed bør småstaten indse bedre end nogen anden.
Det har Norge tilsyneladende gjort - Danmark har ikke. 

Europa er en sammenslutning af stater med Tyskland som hjertet. Tyskland har efter krigen - som BRD - specialiseret sig i decentraliseringens kunst. Altså, at det overstatsliges funktion intet andet er, end at facilitere delstaterne. Dette kan også forklare Merkels udstrakte tolerance for de østeuropæiske udskejelser. Det er i virkeligheden en grundlæggende liberal idé om, at de bedste beslutninger tages ved, at alle interessenter høres - uanset om de umiddelbart kan stride mod liberale principper. Set fra Merkels perspektiv er EU et offentligt rum, hvor alle stemmer høres, hvorefter kloge beslutninger kan træffes. Hvis man ikke tror på det, er man ikke liberal.
At holde dette rum frit kræver en konstant kraftanstrengelse, for - som den tyske grunderfaring jo også er - så er kaos grundvilkåret. Vi skal altså ikke se omverdenens kaos (Rusland, Kina, Trump, immigration osv.) som noget undtagelsesvist - det er reglen! Dette bør være Tysklands og småstatens grunderfaring. Og dermed burde det jo også være Europas og EU's grunderfaring.

Den passive aktivisme blev efter Anden Verdenskrig på bedste vis skitseret af Ole Lippmann. Han tog konsekvensen af de erfaringer han høstede som central aktør i modstandsbevægelsen. Han indså nødvendigheden i en 'lyttecentral' og systematiske, grundige efterretninger og etablerede en civil afdeling af forsvaret efterretningstjeneste - en slags pendant til CIA. I sammenhæng hermed grundlagde han Udenrigspolitisk Selskab, som var tænkt som det rum, hvor alle meninger kunne brydes. Et sted, hvor man som udgangspunkt mødtes som enkelt-aktører. Altså, hvor man forventedes at stå bag sine holdninger med sin person og karakter, og ikke bare kunne dække sig som repræsenterende andre interesser. Dette repræsenterede en grundlæggende indsigt i småstatens præmisser, og en indsigt i, at kun i et rum, hvor alle stemmer kunne høres, kunne kloge beslutninger træffes. 

Det passive element i at lytte og først træffe beslutninger når stemmerne er hørt er ikke noget defensivt. Det kræver om noget en konstant og vedholdende aktivisme, hvilket Niels Barfods biografi om Lippmann, Krigeren, understreger. At staten skulle formulere en positiv værdistyret udenrigspolitik ville - tror jeg - være nonsens i Lippmanns ører. Det ville tværtimod gøre os ekstremt sårbare, idet gehøret for det der sker i verden udenfor ville svækkes af principielle positioner og være opskriften på en småstats undergang. 

Jeg tror, at vi gør klogt i at knytte os til Tysklands europa- og verdensbillede. Det er det decentrale element der har gjort Europa stærkt og klogt - vi skal ikke prøve at skabe en pendant til Kina og Rusland, som bare vil gøre os dummere. Det som i russernes og kinesernes øjne er svaghed er i virkeligheden vores styrke, men selvom de til nøds kan forstå det, ville de aldrig i deres nuværende autoritære regimer kunne acceptere det verdensbillede.  Den hollandske professor i europæiske studier, Paul Scheffer, taler om ’Europas skjulte livskraft’, og stiller desuden spørgsmålet: »Hvorfor er turismen i Europa så voldsom? Fordi der er noget dybt tiltrækkende ved vores samfund – ikke som museum, men som levende samfund. Se på vores universiteter, urbane kulturer, social retfærdighed, retsstat og lave korruption. Det har taget århundreder at opbygge, og det kan ingen tvinge sig vej frem til.«  Heroverfor står de top-down kinesisk-konstruerede mega-byer og smart-city-teknologier designet til at opskalere autokratiske overvågelsesteknologier. I Kina tog megabyerne for alvor fart som 'særlige zoner' i 1980'erne, hvor vestlig teknologi kunne integreres i Kina på en kontrolleret måde. Som metropolsk princip står det i modsætning til f.eks. Hong Kong, hvis struktur har rod i den europæiske metropol. Der er tale om to modsatrettede metropolske principper: den vestlige, som handler om at skabe et vertikalt, frit rum, hvor stemmer kan lyde og ting kan ske (jf. det middelalderlige tyske juridiske princip, Stadtluft macht frei nach Jahr und Tag, omtalt her ). På den anden side, det gennemkontrollerede, autoritære og allerede-møbleret rum, hvor ting absolut ikke må ske i angst for det uventede.

Forsvarsvilje handler i denne sammenhæng om at kunne holde dette rum frit, som Lippmann også kredsede om. Det handler om, at have så mange redskaber i værktøjskassen som muligt, som kan hives frem efter behov. Herunder også militære redskaber. I sidste ende handler det om den enkeltes forsvarsvilje, hvilket var det Lippmann i direkte konfrontation med dødsfjenden havde indset. Og som Henrik Pontoppidan iøvrigt også understregede med sin artikel her. 

Dele af den jødiske diaspora - diasporaen som jo her på mange måder er mere reglen end undtagelsen med destruktion af Templet i flere omgange - udviklede en version af skabelsesberetningen, hvor skabelsen simpelthen var et uheld. Den grundlæggende allegori omhandlede nogle fade, der løb over. Der var tale om en splintring eller en principiel fragmentering af det guddommelige, og den skabte verden kom som konsekvens heraf til syne. Verden kunne kun komme til syne ved at Gud holdt sit åndedrag tilbage - det der i kabbalismen kaldes for zimzum.

Det er også dette gudsforladte og principielt fragmenterede rum (som også Templets ødelæggelse for jøderne har repræsenteret), som Walter Benjamin peger på med sin ”Angelus Novus”.

Paradokset er her, at for at den skabte verden kommer til syne, må det tømmes for Guds ånde. Dette er selve forudsætningen for vores eksistens, og egentlig en meget skræmmende tanke, for hermed er kontakten til Gud principielt uladesiggørlig.   Der er en principiel uoverstigelig grænse mellem vores verden og den guddommelige verden. Og det er præcis denne grænse, som Benjamin peger på med det tyske, barokke sørgespil. Altså at det menneskelige vilkår hverken er tragisk eller komisk, eftersom det ikke handler om en forsoning som det principielle mål, men at det er selve adskillelsen, der er vilkåret.

Dette gudsforladte rum giver også mulighed for etikken som et første ontologisk princip: Kraften kan både benyttes godt og skidt. Og i denne ikke-kausale verden er det umiddelbart ikke altid til at vide, om man spænder sig for den ene eller den anden vogn. Det er præcis derfor at det passive princip er grundlæggende. Det passive princip er et fald, hvor kommentaren bliver til en genre, hvor det at kalde og lytte er afgørende. Med andre ord handler det om bønnen som genre. 

Det kan virke paradoksalt når verdensbillede / kosmologien ovenfor ikke giver umiddelbart mulighed for at blive forsonet med det man kalder på. Det er her, at vi kan hente vejledning ved f.eks. Levinas og Rovelli. Ifølge Levinas - hvis familie døde i koncentrationslejre - er den principielle passivitet formuleret i et krav om ikke at slå ihjel. Dvs. viljen skal forstås negativt: viljen er ikke en erobring, men handler om den anstrengelse det er at holde rummet frit ( Lukasevangeliet 11,14-28 kan anskues som et vidnesbyrd på denne anstrengelse og vilje). Viljen handler om at stilladsere dette rum, således noget kan ske. Dvs. skabe gehør gennem kaldet / bønnen. Det mest suveræne studie af viljens negative egenskaber jeg er stødt på er Pontoppidans hovedværker: Emanuel i Det Forjættede Land, Peer i Lykkeper og Torben i De Dødes Rige. Viljens negative egenskab - altså forstået sådan at viljens essens er at holde rummet frit - er det absolutte hovedtema. Der sker en udvikling af denne erkendelse af viljen fra Emanuel til Per og til Torben. Lykkeper indser i løbet af sit liv viljens essens fra at være erobrer til viljens negative essens, og Jakobe og hendes skole er resultatet heraf. Sagen er, at Lykkeper også skal holde rummet frit fra ham selv.  En anden ting er, at faldet er centralt. Det er især tydeligt med Torben i De Dødes Rige. For Torben bliver faldet selve forudsætningen for den inderste indsigt: Entropien og termodynamikkens 2. lov er den baggrund viljen skal forstås i forhold til. Oversat teologisk handler det om arvesynden, som ingen kan undvige. Vores liv resulterer i død, hvilket den aktuelle klimadebat også vidner om. Torben skaber et rum, hvor mennesker kan mødes, men skrøbeligheden understreges ved at omgivelserne forsøger at stikke det i brand. Det interessante i Pontoppidans værk er desuden den litterære forbindelse til 'Den Anden' i form af læseren. Hvad er egentlig læserens rolle? I Knud Romers 'Vejen til Paradis' peges på læserens uendelige ansvar: Når Romer peger på læseren som sin redningsmand, peger han også på det/den anden (læseren) som noget principielt 'andet', og som kun af læser og forfatter kan overstiges/overkommes i den passive læsning og faldet. Passiviteten som læser- og tilskuerakt er helt principiel her.  Hvordan er dette forhold til læseren i Pontoppidans værk, og hvordan udvikler det sig?

Levinas krav om ikke at slå ihjel, kan f.eks. forstås med udgangspunkt i slægten og forholdet mellem far og søn, hvor fokus på væren-til-efter-døden resulterer i en særlig forholden-sig til den anden (lidt som mester-lærlinge-forholdet). At lade den anden stå ene er det kærlighedsbudskabet drejer sig om - og en bøn i sig selv / altså en dialog med Gud. Det er en konkret 'øvelse' og ikke abstrakt - hvilket også er Levinas pointe med Abraham og Isak ved Morija-bjerget.

Jeg tror, at fraværet af Guds ånde som forudsætning for den skabte verden er et urbillede for den fordring vi som mennesker har for at 'holde rummet frit' - en adskillelse mellem det indre og ydre - således at man får gehør for det som sker. Guds 'tilbageholdte åndedrag' er således forudsætning for den dialog vi kan have med ham. Dialogen er som kærligheden i kærlighedsbudskabet ikke genstande i et rum der kan ejes, men noget som sker - og set fra os noget mirakuløst, som alt udefrakommende jo pr. definition må være. Da det skabte rum på denne måde er gudsforladt, giver det også plads til ateister som på den ene side har indset dette, men på den anden side ikke anerkender noget radikalt andet udefrakommende. Men gennem den konkrete 'laden-den-anden-stå-ene' (kærlighedsbudskabet), kan en 'ateist' i denne sammenhæng paradoksalt være lige så troende som en erklæret troende. Faktisk kan de - kosmologisk set - af og til være mere troende, i deres insisteren på den konkrete anden som portalen til mening.

Et eksempel på det er Rovelli (og kvantemekanikken), idet han - som erklæret ateist - beskriver ovenstående kosmologi fra en videnskabelig vinkling. Han siger at Gud ikke indgår i en beskrivelse af naturen, og det er udfra ovenstående tilgang jo på sin vis sandt. Som det også er det barokke sørgespils pointe, så skal man ikke lede efter Gud i naturen (skaberværket), idet der er en principiel grænse mellem Gud og os. Og Gud i sin kærlighed stiller os ene. Vi er hinandens anden. Kvantemekanikken adskiller sig fra videnskaben i Renæssancen ved, at man ikke i naturen kan finde et blue-print af en guddommelig verden: Paradis er ikke af denne verden. Naturen beror ikke på kausaliteter, men på sandsynligheder. Samtidig opstår - eller sker - verdenen i relationen (hvorved etik på sin vis også bliver første-princip). Mennesket kan - som kvanter - forstås som entiteter der først kommer til syne, når den indgår i en relation. Hvad der sker indimellem kan vi ikke udtale os om. Dvs. det lokale og det kosmologiske hænger spontant sammen: Når vi ser en elektron skabe et billede på et tv f.eks., så sker det for os der ser på det, men ikke nødvendigvis for andre udenfor relationen. Men når der er indgået en relation, vil der altid være en forbindelse hinsides al kausalitet. Udgangspunktet i de lokale relationer (man kunne med Levinas kalde dem for ansigt-til-ansigt-relationer) peger også hen på hvordan disse skaber en polyfonisk verden af fragmenter, hvor man er henvist til en passiv lytten. Eller bønnen.

Denne tilgang om den negative vilje skaber står så også lidt i kontrast til den diaspora-jødiske idé om skabelsen-som-uheld. Nok er skabelsen gudsforladt - men det kan jo ikke være anderledes, hvis etikken skal være første-filosofi., og en egentlig dialog i form af kaldet og bønnen skulle kunne lade sig gøre. At anskue skabelsen som et uheld, og dermed et ondt sted, giver således ikke rigtigt mening - selv om ondskaben er en mulighed og en realitet. For at komme ind i vores verden, måtte Gud blive menneske. Det er lidt som når en antropolog skal studere en stamme - så må videnskabsmanden blive et stammemedlem. Og problemet er, at antropologen så ikke længere er videnskabsmand. Derfor er Guds bliven-menneske et kæmpe mirakel. Men Guds tilsynekomst for os kunne kun ske på den måde - som et menneske i en gudsforladt skabelse. Kærlighedsbudskabet han bragte med sig, viste os vejen til Gud gennem den konkrete anden og syndernes forladelse / tilgivelsen af arvesynden. Dette er det vidunderlige budskab.

Verden er altså ikke bare - den sker i det netværk af relationer vi indgår i. Ifølge Rovelli forudsætter det ikke et menneskeligt erkendelsesapparat. Indsættes et kamera, vil det - principielt - registrere samme fænomen som det menneskelige øje. Dermed underbygger Rovelli også, at Gud ikke er tilstede i selve skaberværket gennem sit eget billed i mennesket. Mennesket kan ikke som et geni få en særlig forbindelse med det guddommelige. Men i sin accept af, at der er noget i kvanteteorien vi bare skal godkende - men ikke kan forstå på kausal vis - viser Rovelli samtidig en principiel åbenhed overfor det uventede, samtidig med at indgangen til kvantemekanikken ligger i det lokale. Entropi-begrebets rolle i kvanteteorien kan desuden pege hen på faldet (syndefaldet) og muligheden i den passive åbne og kommenterende forholden-sig. Således opstår pludselig en videnskabelig kosmologi som stemmer allegorisk overens med en filosofisk-teologisk kosmologi. Som jeg ser det er det første gang siden oplysningstiden der viser sig sådan en overensstemmelse (dengang mellem f.eks. Newton og deismen), og peger endeligt hen på et nyt paradigme.

Lige pludselig kan filosofien og teologien være forudsætningen for at forstå naturen og omvendt: Begge dele handler om at betragte og kommentere det tomme rum, hvori et gehør kan skabes.

Ja, jeg kunne ikke lade være. Det er lykkes Lars Løkke at få sat en dagsorden omkring midten og blokpolitik, hvilket resulterede i et helt Debatten-program. Sana Mahin Doost sagde forøvrigt det klogeste der blev sagt, og viser en sund politisk indstilling med en solid demokratisk sans, der i den grad giver håb for fremtiden. En demokratisk sans, der er fraværende i Løkkes midterprojekt og appel til det autentiske uorganiserede folkedyb gennem f.eks. sine FB-følger eller dem han møder på landevejen...  Jeg lod mig friste til at skrive følgende på Debattens FB - og selvfølgelig fik jeg føjet Trump til, selvom det kræver temmelig mange mellemregninger at sammenligne ham med Løkke!

Til Lars Løkke:

Jeg kan altså simpelthen ikke lade være med at se dig som en disruption-politiker. Og dit parti-projekt her er blot det sidste i rækken. Som en af den slags politikertyper vi havde igennem 10’erne og blev til en karikatur med Trump og nu den hollandske Mark Rutte.

En som leder vha. kaos, uforudsigelighed og brandslukning. Polariseringen sker når man på Corydonsk vis karikerer modstanderes argumenter og bekvemt stiller sig på midten som fornuftens eller nødvendighedens stemme. Det er udryddelse af politik og den demokratiske debat og ekskluderer reelle politiske bekymringer. Et liberalt demokrati er vel et polyfonisk rum af stemmer, hvor man tror at man kan blive klogere - noget vores statsminister tilsyneladende har glemt. Det er den sikre opskrift på polarisering at karikere andres synspunkter. Måske er det fint engang imellem at udfordre det repræsentative demokrati og tage afstand til Christiansborg. Der er du med i samme bølge - men på en anden måde - som Støjbergs drain-the-swamp-retorik. Du ser ligeledes et autentisk folkedyb i dem du møder på landevejen og i dine følgere på nettet - fremfor det bagland som det repræsentative demokrati har bygget op gennem et århundred. Og du har nok ret i at baglandet trænger til at blive rusket op - men at erstatte dem med et følge/subscriber-demokrati med dig selv som influencer er ikke noget alternativ - det er en farlig vej. Jeg har lige læst en biografi om Chr. X, som mente han havde mere kontakt med folkedybet når han vinkede til dem fra balkonen på Amalienborg eller red igennem byen under besættelsen.

Går jeg nu efter personen fremfor bolden? Der mener jeg bare, at en leder må stå ved magten med sin person - det kræver karakter. Og vil man aspirere til magten må man også måles på sin person og karakter, og der er jeg endnu ikke overbevist. Men jeg kan blive klogere... Jeg husker vi skrev sammen tilbage et godt stykke tid før valget i 2011. Her diskuterede vi hvordan et samarbejde henover midten med de radikale kunne få dig ud af Foghs skygge - istedet virker det udefra betragtet som om du mere eller mindre har ledet fra sag til sag siden. Jeg mener der var et vindue helt åbent dengang til at bekende kulør og karakter.

Men bedre sent end aldrig :)