Der var engang Sjældent har så få mennesker været omgærdet af så stor opmærksomhed.

I Grønland bor 56.669 mennesker. Godt en tredjedel - 19.872 - bor i hovedstaden (omkring 18.000 med grønlandsk baggrund bor i Danmark). Dvs., hvis vi tager befolkningen udenfor Nuuk, er der tale om ca. 35.000 mennesker fordelt på en strækning på godt 2000 km (fugleflugtslinje fra Qaanaaq til Qaqortoq) plus befolkningsgrupperne i Østgrønland (Tasiilaq- og Ittoqqortoormiit -områderne) på godt 2.000 mennesker. Trækker vi grønlændere som ikke har inuit-baggrund fra, kan vi yderligere trække 20-25 % fra dette tal. De fleste uden inuitbaggrund er dog nok samlet i Nuuk. 

Hans Egede, født og opvokset nord for polarcirklen, og dermed ligeså fremmed for det danske kulturlandskab, som hans inuit-frænder var.   

Handelen og missionen (vs. hollænderne / briterne).

Hans Egede og skabelsesteologi --> p. 68, Hans Egede og Grønland. "Naturen som vidnesbyrd fra Gud" Glahn, p. 121

Ppoul Grønlænders brev, p. 101ff

Glahn om at gøre grønlændere til grønlændere - og begyndende selvstyre / kateketuddannelse--> 119ff

Pelles korrekte iagttagelser: Isolationen af økonomien --> selvbåren. Selvstyreloven. Indlemmelse i den danske nation. Vi bliver os selv gennem hinanden - vi er ikke os selv uden hinanden.  

Ofte bliver jeg jo spurgt, hvorfor jeg vil være præst. Hvor fik jeg mit 'kald'? Er det mon ikke fordi, at der er masser af arbejde at få?
Tidligere har jeg jo opfattet det som et meget privat spørgsmål - for hvordan forklarer man et kald? Og var der tale om et kald? Et kald refererer til en situation, hvor man hører kaldet - en slags åbenbaring. Og at fortælle om åbenbaringer, kan jo godt bringe én i forlegenhed. Jeg tænker egentlig, at denne forlegenhed er sund, for det er netop ikke sundt at reflektere over ens kald, for kaldet stiller man ikke spørgsmål til - det er noget man gør. Og i princippet høres kaldet altid først på bagkant. Det er først når man går til opgaven, at det viser sig som et kald. Derfor ved man ikke, om der er tale om et kald, før man går i gang med opgaven. 

Når det er sagt, så kan det være helt nødvendigt at formidle kaldet i en form for narrativ. Narrativets funktion er at meddele noget, der egentlig ikke kan meddeles - på bagkant. Det er en slags metode til at stille sin viden til rådighed. Narrativet er en slags 'heuristisk model' eller et sakramente, som kan indtages af tilhøreren. Som tilhøreren kan gå på opdagelse i udfra sit eget perspektiv. Og grunden til det, er at fortæller og tilhører står på samme side: de ved begge, at kaldet selv ikke kan formidles direkte. De ved, at kaldet skal forstås på bagkant, og at narrativet kunne være anderledes. Narrativet peger hen mod en duelighed. Noget der skal gøres - gennemspilles og realiseres. Først her kommer kaldet til syne. Hverken før eller efter  - det er i evig vorden. Det er samme princip som når man møder sit livs kærlighed, når man får et barn - alt hvad der er gået forud samles præcis i det punkt. Hvad der før var tilfældige fragmenter, bliver til en meningsfuld rød tråd. Alle begivenheder der gik forud får nu mening i lyset af, at det førte præcis til det barn, den kærlighed, det kald.
Kaldet er derfor pr. definition offentligt - for lige så snart det formidles er der en fælles overenskomst mellem fortælleren og tilhøreren om, at det der fortælles er principielt utilgængeligt, og kun forstås på bagkant. Dvs. når en tilhører faktisk hører, så bærer hun/han også fortælleren, idet der gennem denne lytten sker en accept af fortælleren som en person. På den måde gør lytteren fortælleren til fortælleren. Man, som lytter, gør 'dig' til 'dig' - man 'bærer' den anden. Og idet lytteren gør dette, så bliver lytteren også forundeligt til sig selv. Det er sådan set kernen i hele Rosas resonansbegreb med de to stemmegafler. Og det er lidt som julemandseksemplet: De voksne tror, at børnene tror på julemanden. Derfor bliver faren ved med at klæde sig ud. Børnene ved godt at julemanden ikke eksisterer, men vil 'bære' forældrenes tro på, at de tror på julemanden. Og for at gøre det rigtig kompliceret, så ved forældrene måske nok, at børnene forsøger at bære forældrenes tro på, at de tror. Men i hele denne rituelle praksis, så viser den 'rigtige' julemands sin faktiske eksistens. Man bærer altså hinanden - i næstekærlighed. Gud er næstekærlighed. Men selv om han kun viser sig igennem næstekærligheden og relationen, så er han ikke mindre værende af den grund. Man kan måske sige, at netop dette er væren.

Så altså, narrativet handler om at stille sin viden til rådighed. Men hvad er det så for en viden der skal stilles til rådighed? Da jeg kom til Grønland, havde jeg en tro på, at jeg kom med en universel, moderne viden, som skulle overføres til eleverne. Grønlænderne skulle blive moderne ligesom vi selv. En ind til kernen kolonialistisk tankegang. Viden var altså her noget, der skulle transporteres og transformere. Men jeg blev hurtig klar over, at det ikke handlede om mig og min 'viden' eller kompetencer som sådan. Nej, det handlede mere om, at jeg, som en slags øvrighedsperson, kunne stille nogle rammer og narrativer til rådighed, hvori de gennem en slags gennemspilning, kunne blive sig selv. Som ovenfor nævnt omkring narrativet, så handlede det om, at vi står på samme side i forhold til kaldet. Derfor blev rollerne, i det større perspektiv, ændret, idet det blev min opgave med mine elever, der materialiserede mit kald. Det handler med andre ord om resonans - om at kaldet kun opstår, når man gør den anden til den anden - og ikke til sig selv. Der er intet uden denne resonans mellem dig og mig. Det er forskellen der giver resonansen og rummet. Eller næstekærligheden - sådan som det er temaet i Den Barmhjertige Samaritaner. Viden knytter sig således mere til det, som Latour ville kalde Schema. Men Schema kommer kun til syne ved at træde i karakter som Figure. At træde i karakter er i følge Løgstrup at være optaget af opgaven (eller Sagen Selv, som Gadamer er inde på). Man træder ikke i karakter ved at være optaget af sin karakter og reflektere over den - det handler om at løse sine opgaver. Først idet man løser opgaven, træder karakteren frem.
Problemet for demokratiet idag er, at man fra politisk side har været handlingslammet. Man er blevet til en talende eller reflekterende klasse, som baserer sin legitimitet på en moralisme. Forholdet mellem Figure og Schema er forkludret og fremmedgjort fra hinanden. Politik er blevet det, som Luther kaldte for et abespil, fordi politikeren ikke træder i karakter som den, der gennem sin handlinger får samfundet (schema) til at vise sig. Partierne fremmer blot enkeltpersoners magtambitioner og særinteresser. Det er sket bl.a. som følge af industrialisering og globalisering. Klimaforandringer har i den grad ændret på Schema, og løsrevet det fra aktørerne (Figure). På samme vis har det offentlige rum i form af medierne ændret sig. Trump har udstillet det nuværende demokratis uduelighed og handlingslammelse, ved at spejle den talendes klasses volapyk med rablende tale. Samtidig handler han. Derved bliver han frygtet af den talende klasse. Se bare hvad der sker i forholdet mellem Grønland og Danmark og ved, at han udtaler sig på den måde han gør. Pludselig kan disse test af grønlandske forældre og familier i tvangsfjernelses-sager godt fjernes. Det var ellers helt umuligt før. Trump fokuserer på Schema-delen. Han allierer sig med Musk, Zuckerberg og andre oligarker og får derved magten over medier og infrastruktur (Tesla, X, Starlink osv.). Eksempelvis bliver en enkelt grønlænder med MAGA-kasket og som siger, at DK er racister, delt tusindvis af gange på X og Trumps eget sociale medie. Han er ligeglad med repræsentativitet og nuancer - ved at have 'magten' over Schema, skaber han virkeligheden. Det samme med Stormen på Kongressen, hvis narrativ han har fået ændret til en frihedskamp. 

Dette er så anti-løgstrupsk som det kan være. For med Trump er der tale om at beherske Schema - ikke at det viser sig med opgaverne. Det handler ikke om resonans, og at få den anden til at være den anden, og i den proces blive sig selv. Trump afslører her sig selv ved at ville købe Grønland. Eje det. Omforme det i eget billede. Der er med andre ord tale om blasfemi af højeste karat. 

Trump har været velgørende i forhold til at udstille svaghederne i demokratiet, men han har også markeret, hvor den næste kamp skal stå i modstanden mod det trumpske plutokrati. Trump lever ikke evigt, men vi skal få fingeren ud og træde i karakter - vi skal lære af Trump, så vi kan besinde os på den rette modstand!

Mute Egede forklarede det meget godt! Grønland vil ikke være amerikanere, de vil ikke være danskere. De vil være grønlændere i alliance - og resonans? - med amerikanere og danskere. Danmark må besinde sig på, og støtte, denne resonans - og tænker man tilbage, så kan GL-DK-forholdet anskues i denne sammenhæng. Gennem historien har Grønland fået et skriftsprog, de har fastholdt en fangerkultur, de har fået bydannelse, de har fået hjemmestyre og senest selvstyre. Alle disse elementer kan anskues som en bestræbelse på, at gøre grønlændere til grønlændere - idet vi selv blev danskere. Man kunne også fortælle en anden historie (eller narrativ) om underkastelse, eksperimenter og en gøren-grønlændere-til-danskere efter at Grønland blev et amt. Det handler om, hvorvidt man vil basere sin opfattelse på tillid, næstekærlighed eller mistillid og had. Det er et reelt valg, for der er tale om 'lige sande' narrativer. Hvor vil man tegne den røde tråd gennem historien? Teologisk set, mener jeg jo der er tale om forskellen mellem en frelseshistorie og en fortabelseshistorie. Hvis Danmark besinder sig, kunne forholdet til Grønland ende godt, ved, i næstekærlighed, at gøre Grønland til Grønland. Jeg tror, at dette realiseres bedst indenfor Rigsfællesskabet. Men det kan også ende i fortabelse og MAGA.
På en vild måde er Grønland blevet spydspids i kampen for en resonant verden. 

Ligesom Grønland var spydspidsen for mig personligt. Det var her, at jeg fandt ud af, at jeg ikke skal gøre nogen som helst til mig. Det er ikke på den måde, at man træder i karakter. Man træder i karakter ved at udføre sin opgave - sit kald. Da jeg kom tilbage til Danmark efter en årrække i Grønland så jeg hvordan mange af mine VUC-elever havde oplevet verdenen. De så systemet som en modstander, der forsøgte at gøre sine borgere til dele i en forkvaklet vision. I den anledning besøgte vi Fattiggården i Svendborg, som med al tydelighed viste, at de grundlæggende mønstre ikke har ændret sig med velfærdsstaten. Tværtimod. Velfærdsstatens projekt var at skabe 'nyttige samfundsborgere'. Noget som resulterede i Livø, Sprogø, spiralkampagner i Grønland. Meget af uddannelsessystemet og velfærdsstaten er gennemsyret af at skabe nyttige samfundsborgere.

Da muligheden for §1A opstod faldt en masse brikker på plads. For præsten skal ikke skabe nyttige samfundsborgere - det kan evt. være en uforudset følge, men det er ikke det, der er målet. Målet er resonans. Målet er at gøre dig til dig, og i den proces og opgave at blive sig selv. At skabe rum og plads for resonans, og håbe på, at den opstår. Præsten fokuserer på sin opgave - der er tale om en kenotisk opgave, at bære den anden: Figure er 'ligegyldig' - for figure opstår først når man træder i karakteren i forhold til den konkrete opgave. Og at man træder i karakter kan først ses ved, at Schema viser sig.

Som præst handler det om at stille sin 'viden' heuristisk til rådighed for gennemspilning. En 'given videre'. Dette gøres gennem ritualer - nadveren f.eks. - gennem samtale- og sjælesorgssamtaler - gennem at skabe rum (schema) og dermed skabe en offentlighed, hvori alle er inviteret. Skabe mulighed for resonans, og mennesker kan blive mennesker. Derfor bliver jeg præst - og derfor var Grønland - i bakspejlet - dér, hvor jeg oplevede kaldet. 

Måske repræsenterer Trump i virkeligheden en besindelse. En besindelse på den stat og den magt, der er forudsætning for ethvert demokrati, og som vi måske har glemt. Måske har vi forvekslet schema og figure (se nedenfor). Demokrati bygger jo på en fælles illusion, som vi alle hjælper hinanden med at bevare. Som før nævnt er det som troen på julemanden. De voksne gør en indsats for, at børnene skal tro, og børnene går ind i deres rolle for at 'bære' de voksnes tro på, at de tror. Herefter kommer julemanden faktisk til syne - men ikke som den vi havde regnet med. Han kommer til syne i de relationer, hvor vi indbyrdes bærer hinandens tro. Kun herved kommer den egentlige tro til syne. Tro er altså noget vi gør for andre! Den kommer til syne i en 'gøren' og en kunnen - ikke i noget der 'er'. Vi er alle 'medarbejdere' i staten - vi har alle roller i den, og vi skal alle træde i karakter i vores offentlige rolle i staten - bære hinanden - før den 'eksisterer. Derfor er håb (pistis) helt afgørende her, for håb indeholder denne dobbelthed mellem illusion og virkelighed, og deres særlige 'processuelle' forbindelse.
Det er det, som er så fint ved den danske stat, hvor monarkiet spiller en væsentlig symbolsk rolle. Med det konstitutionelle monarki vises nemlig denne ret sofistikeret tilgang til staten. Vi tror faktisk på julemanden - vi har et statsoverhoved i kongen - samtidig med, at vi godt ved, at kongen er et menneske som os. Han er kun et billede (symbol). Et billede på, at vi bærer hinandens tro. Kongen er sin rolle. Han er sin karakter. Han er ritualet - det der gøres. Han er det offentlige rum - rammen. Han er billedet på en kenosis. 

Trump kommer ind som en gadedreng fra højre og gør opmærksom på dette. Ligesom narren ved kongens hof - som i den sammenhæng havde en helt afgørende rolle i, at gøre kongen opmærksom på sin kenotiske rolle. Og ligesom narren siger Trump til kongen: du er kun et usselt menneske: du er kun en rolle. Eller rettere sagt, han både siger det (om Biden / Harris) og han viser det (med egen opførsel). På samme måde viser Trump, at han kun er noget, fordi andre 'bærer' ham. Han giver den fuldt ud som julemanden, og selvom alle godt ved, at han ikke eksisterer (som den succesfulde forretningsmand) - han lyver så det driver - så 'opstår' han alligevel. Han reflekterer på en eller anden mærkelig måde håb - bliver et billede på folks håb. Måske gør han - på en eller anden bagvendt måde - præsidentposten til det, som den bør være - en tom ramme, hvori folk kan leve? Genoprette denne dobbelthed mellem illusion og virkelighed? Det demokratiske parti er inficeret af identitetspolitik. De er så fokuseret på det man 'er' - ikke det man kan. Som nedenfor anført er det resultatet af den slags dommedagstænkning, som opstod under Bush og 11. september. Det var det, som Obama en kort periode forsøgte sig med at bekæmpe (Yes we can), men mislykkedes med. Hvor demokraterne er mislykkes med at bryde ud af denne passiviserende 'væren' i forskellige etniske identiteter, har Trump på en eller anden måde formået at sprænge dette i stumper og stykker (måske er det også - paradoksalt - i den sammenhæng stormen på kongressen skal ses, og derfor det ikke har resulteret i bred fordømmelse: demokratier er ikke noget der er, men noget vi gør). Alle etniciteter stemmer pludselig på Trump. Han har på en eller anden vis brudt koden: dommedagen består i, at det 'onde' kan brændes væk (drain the swamp), så det gode står tilbage. Det gode og det onde går ikke mellem (hvide) mænd vs. kvinder, sorte vs. hvide, hetero vs. LGBT osv. Det går ned gennem den enkelte. I folks øjne er det det, Trump står ved.
Hvis Demokraterne skal komme tilbage, skal de tage ved lære af denne tilgang. De skal tilbage til et menneskesyn, hvor 'omgangen med skaberværket eller tingene' - dvs. ens erhverv - gør dem til dem de er. Ikke spekulative, kognitive, kontemplative forestillinger om forskellige 'identiteter'. Derfor har Trump jo også ret i, at den amerikanske drøm - at man i kraft af arbejdet og sin offentlige rolle kan træde i karakter - er døende. Man har rykket produktionsarbejdspladserne ud - og tilbage er blevet det 'trash' og 'basket of deplorables', som Clinton og Biden kom for skade at sige.
Det samme kan man sige om den opvågning, der nu skal ske i Europa. Vi rystes i vores identitet som indbyggere i det civiliserede Vesten (vs. den 'basket of deplorables' som prøver at komme ind sydfra). Vi skal ud af busken og opbygge en reel verden igen som bygger på kunnen fremfor væren. På produktion fremfor 'ideer' og 'kreativitet' - på en konkret omgang med skaberværket.
Best case-scenariet ville være, at produktionen nu rykkes tilbage, og vi alle 'genopdager' vores omgang med skaberværket igen. Og her er der naturligvis ikke tale om industriproduktion, men en automatisering, som afstedkommer et arbejdsmarked der kan involvere borgerne på en måde, som vi endnu ikke kan forestille os.
Trump vil have produktionen tilbage til USA. Jeg tænker, at det går noget imod Musk og Tesla, som producerer de fleste dele i Kina og andre steder. Men det kunne sætte gang i automatiseringen. Trump tænker ikke så langt i forhold til, hvad almindelige mennesker skal lave - hvilke roller de skal indtage og dermed hvordan de kan træde i karakter i et offentligt rum. For det er klart, at man ikke kan genetablere det 20.århundredes industristruktur. Men måske er det heller ikke det, som Trump skal - gentænke et arbejdsmarked for det 21.årh. For hvis han gjorde det, ville det forsumpe i spekulationer og eksperter. Måske er det der først og fremmest skal til at få produktionen tilbage, og så må man tage den derfra i forhold til at få borgerne involveret og engageret i produktionsapparatet. Og det er nok ikke Trump der kan det - måske har Demokraterne på det tidspunkt besindet sig, så de kan træde i karakter og skabe det 21.årh arbejdsmarked ligesom Roosevelt gjorde med New Deal. Men Trump skal først lige brænde det hele af, så vi kan se, hvad der står tilbage?

Måske er alt det her et drømmescenarium. Måske ender det hele i atomragnarok. Måske er Trumps klare intention at skabe et plutokrati og derefter forskanse sig. Men vi må tro på, at helligånden også virker i historien, og Gud vil os det godt...  Vi må væk fra dualismen (se Trump som ondskab og os som de gode) og i stedet se historien som en læreproces (Augustin vs. Gregor af Nyssa / Bush vs. Trump?),

Vi må genvinde håbet!

Man kan umiddelbart tale om to former for dommedag.
Den ene er en slags individorienteret 'alt-eller-intet'. Regnskabet gøres op, og man dømmes enten til frelse eller fortabelse.
Den anden er en renselse. I individet er både godt og ondt - både gode og slette handlinger. Billedligt udsættes man for en rensende ild, så det gode står tilbage. Det er en slags domsudsigelse, hvor man foregriber den anden i sin fuldkommenhed. Man lader den anden 'stå ene' - som den anden. Med andre ord, man tager den anden alvorligt. Ilden som renselse tages op af Anders Christian Jacobsen og Niels Henrik Gregersen i henholdsvis "Frygt ikke" og "Ind i fællesskabet". Der henvises bl.a. til 1Kor, hvor værket skal stå ildens test - halm, strå, guld, sølv. Altså hvad der står tilbage efter ilden har renset ud.
Gregersen skriver:

" Derfor er smerten heller ikke som hos Augustin udsigtsløs, men har tværtimod form som en læreproces hen imod den tilstand, hvor Gud skal blive alt i alle (1Kor15,28). Denne læreproces indeholder en aflæring af syndens livsformer (Gregor 2007, 122), idet synden netop ikke kan bringes med ind i gudsriget". [...] "Kirkefaderen Gregor af Nyssa formulerede på denne baggrunden teologi for alle menneskers frelse, apokatastasis." (Søsteren Makarina som sin 'største lærer): "Hun levede i i askese og trænede dermed sjælens og åndens kraft (askesis betyder hård træning), og Gregor betragtede hende som sin største teologiske lærer. Den asketiske træning var for Gregor et uomgængeligt led i den læreproces at blive et helt og fuldt menneske, sådan som det var Guds mening fra begyndelsen. Ethvert menneske er skabt i Guds billede, men dets modtagelighed skal udvides, så det bliver mere rummeligt og kommer til at ligne Guds væsen, som er kærlighed".

Dvs. alle bliver frelst for at Gud kan blive alt i alle. Ilden og renselsen er ifølge ovenstående imidlertid ikke bare noget der sker i det hinsides. Det sker også som en læreproces i det der kaldes askese, og som betyder hård træning. Det peger hen på en kunnen fremfor en væren. Man skal aflære sig selv (egen væren), for det er noget vi gør for den anden - får den anden til at stå ene i sin fuldkommenhed (Gadamer og kærlighedsbudskabet), hvorved vi bliver Guds medhjælpere og tjenere. Derfor er det svært for en rig person at komme i himmeriget. Ikke bare fordi han er rig, men pga. hans formodede omgang med skaberværket som 'ting der kan ejes', hans selvkærlighed og ham selv som hersker og behersker. Det var vel også Webers pointe med den kapitalistiske ånd og den protestantiske etik: rigdom i sig selv er ikke syndigt, men det er den omgang med skaberværket denne rigdom afstedkommer, som er syndig - den protestantiske etik forsøger at sætte fokus herpå.
Asketisk træning må nødvendigvis indlejres i et mesterlæreforhold - som har renselsen og aflæringen som fokus i læreprocessen om at "blive et helt og fuldt menneske, sådan som det var Guds mening fra begyndelsen" (Gadamers 'Vorgriff der Volkommenheit').
Det er det som mit projekt omkring horisontal mesterlære kredser om.

Denne skelnen mellem kunnen og væren er væsentlig her. For det konkretiserer de to former for dom: Den ene er processuel, horisontal og praktisk-verdensvendt (læreproces) og den anden er punktuel og vertikal og teoretisk-inderlig/kontemplativ (selvindkroget). Den ene peger mod Gregor af Nyssa og søsteren Makarina - den anden peger mod Augustin.

Det interessante er, at de to tilgange har stået overfor hinanden fra årtusindskiftets start til nu i form af George W. Bush overfor Trump. Jeg læste en anmeldelse af Jens Albinus' Den kærlighed du har til mig, anmeldt af Asger Hedegaard Boye i Weekendavisen. Boye skriver:  

"I selveste Worms må »det forpligtende teaters fokus på tilværelsens yderste poltilstande« vige i inklusionen og popkulturens fælles navn. En pointe om et tidehverv, som forfatteren udfolder i senere kapitler, og hvis begyndelse han daterer til 11. september 2001. Her blev verden nemlig pludselig angstfyldt og sort-hvid, ironisk nok ikke mindst for dem, der beskyldte præsident George W. Bush for netop os og dem-retorikken.

Ambitionen om den ekspanderende, grænseoverskridende og forargelige kunst erstattes af et ideal om den grænsedragende kunst. Afgørende bliver det – også i åndslivet – at stå på det godes side (over for patriarkatet, forureningen, overforbruget, kolonialismen, sexismen, migrationspolitikken, fortsæt selv). Fra »frihed til at erobre« til »frihed til følsomhed« under (selv)overvågning og dermed meget, meget langt fra Castorfs excessive festritualer på Volksbühne i 1990erne.

»Værket skal ikke længere lære os noget, nu er det os, der skal lære værket noget,« skriver Albinus om den moralisme, der som bekendt kun er taget til i styrke de seneste to årtier, og som hverken tillader kunstens sammenbrud eller katarsis."

Her identificeres altså et tidehverv, der starter 11. september 2001. Dommen blev her adskilt i os og dem. Herved spejlede Bush det radikale fjendebillede, de bekæmpede (al Qaida). DIIS er netop udkommet med en rapport, der skulle besvare hvordan Taliban kunne overtage magten i løbet af et par dage efter 20 års krig. Her er en af hovedpointerne netop, at amerikanerne forsømte og nægtede at forhandle med Taliban mens Taliban var i en svag og decimeret position i Bonn-processen i 2005 - for de var jo, i amerikanernes øjne, 'besejret' (Se Lars Erslev Andersens redegørelse af punkt 3, ca. 17min inde her).
Så det begyndte altså med Bush's "enten er I med os, ellers er I imod os". Domsafsigelsen rettede sig mod en statisk væren, uden processuel nuancering. Man skulle 'være' på den 'rigtige side'. Og det var en bevidsthed der bredte sig i hele det politiske spektrum (især venstrefløjen) og videre ind i det private og intime rum. Det handlede om at være blandt de frelste, og til det formål var det afgørende at afgrænse sig fra de fortabte. Overvågningen (og selvovervågningen) gik nu ind i folks intimsfære for at afgøre hvilken side de tilhørte. Man kunne udskammes hvis man trådte forkert, hvilket paralyserede relationer i angst, mistænksomhed og frygt.
Og hvad har man så fundet ud af med al den overvågning? Det onde er midt inde i os. Det går ikke bare mellem kulturer, mennesker, men også ind midt i mennesket (Knausgaard). Vi har ingen 'kerne', men er decentreret i de roller vi har og i det vi gør i vores omgang med skaberværket. Som skrevet i nedenstående indlæg, så er vi alle Trump. Vi er hyklere i forhold til vores hidtidige livsform. Vi har i fuld bevidsthed mishandlet den jord vi lever på, som var det vores ejendom. Vi har i fuld bevidsthed stukket den tredje verden blår i øjnene omkring, at de kan leve ligesom os. Når så Kina faktisk tager denne forjættelse seriøst og hiver millioner op af fattigdom, så viser Vestens fulde hykleri sig, og Kina bliver fjendebilledet. Og vi har stukket blår i øjnene på vores børn - de næste generationer. Er der noget at sige til, at både Det globale Syd og vores børn fornægter os?

I modsætning til Bush-æraen viser Trump-æraen os hen mod selvopgøret. Vi er IKKE nået til historiens slutning, og vi skal i gang med Gregor af Nyssas læreproces igen! Det handler ikke om væren (identitetspolitik) men om kunnen. Gudsriget ER en læreproces. Vi skal i mesterlære igen. Vi skal blive voksne, og efterlade noget til vores børn. Træet skal kendes på dens frugter - Trump må ikke være billedet på den frugt vi efterlader til kommende generationer. Vi skal gennem ilden - eller askesen - så vi kan bære frugt til de kommende generationer. Og det kan kun ske ved, at der formuleres en horisontal mesterlære, hvor det handler om kunnen fremfor væren, som Albinus så flot formulerer det!

Groundhog Day og Solvej Balles rammefortælling (Opmåling af rumfang) om at sidde fast i samme dag handler netop - alle de mange forskelle til trods - om denne læreproces. Om at 'brænde' sig selv væk fra ligningen ved at lade den anden stå ene - og stå 'renset tilbage', således at Gudsriget viser sig! Som Solvej Balle skriver - monsteret er os selv (i vores fortæring af omverdenen). Det handler om, at blive sit monster kvit! Og gudsriget er altså ikke det hinsides - det er lige iblandt os, som Johannes skriver!

Denne (mester)læreproces er også noget, jeg gik ind i, i min opgave i Praktisk Teologi - her handler det om forskellen mellem Piagets dualisme og Vygotskijs monisme. Argumentationen følger sådan set McFagues begreber om transcendens-immanens (som hun med rette ser som en falsk dualisme) - men altså med et fokus på læring. Også Rancières Den uvidende Lærer rammer lige ned i pointen her! I min PT-opgave inddrog jeg læringsteorier som følgende:

Dillens rækkefølge vender både Bent Flemming Nielsen og de her behandlede religionspædagogiske forskere op og ned på. Her tages konsekvent udgangspunkt i praksis, praksisteorier og ritualteorier, hvilket afstedkommer en slags vending mod rummet. Et fokus på en læggen rummet til rette. En fokus på en mestring - det som Nielsen kalder for et “habituelt tilegnet “kunnen””  med henvisning til f.eks. Bourdieus begreber om felt, kapitaler og habitus: “Menneskets habitus tilegnes mimetisk gennem praksis”. Der er, med henvisning til Mauss tale om en slags hermeneutik, hvor: ““systemet”[...] vedligeholder sig selv i kraft af og gennem praktikker, som allerede er indlejret (“embodied”) hos de enkelte deltagere og i samfundets institutioner. Der antages således at bestå et dynamisk og cirkulært forhold mellem “systemet” og de vedligeholdende praktikker”. 

I forlængelse af dette skelner Geir Afdal læringsteoretisk mellem Piaget og Vygotsky, der henholdsvis “er udiskutabelt representativ for kognitiv læringsteori og Vygotskij for sociokulturel”. Piaget skelner principielt mellem den lærende og virkeligheden, hvilket Vygotskij principielt ikke gør. Det gør dem ifølge Afdal til henholdsvist epistemologisk dualist og monist. Der er med Piagets læringsteori tale om en afsender-modtager-model af viden. Afdal kalder det for en “pakkeløsning”, hvilket ligner 'overførsel af viden’ som Højby-præsten også bekendte sig til.  

Med Vygotskij er der tale derimod tale om en bevidsthed af kastethed. Hvor sproget blot er et kommunikationsmiddel hos Piaget som giver en gennemsigtighed i forhold til en virkelighed, er man så at sige hos Vygotskij kastet ind i en sproglig, kulturel, social og historisk midte. Virkeligheden er altid allerede mediert. Læring består således “i relasjonen mellom mennesker. Den tilhører ikke den enkelte, men er distribuert mellom deltagerne”. Det vil altså sige, at der ikke som udgangspunkt findes et priviligeret akademisk kognitiv adgang til ‘sandheden’. Istedet skal virkeligheden erkendes hermeneutisk i en stadig ‘mestrende’ omgang med tingene. Men altså uden en mulig forløsende absolut viden. 

Peter Jarvis understreger i den sammenhæng, at læring stammer fra personlige oplevelser, som er refleksive og kan inkludere det, der betegnes som religiøse oplevelser. Han argumenterer for, at vi ikke kan ‘lære af’ de religiøse oplevelser i sig selv, men vi kan lære af fortolkningerne af disse oplevelser, som ofte formidles gennem kulturelle- eller trosfællesskaber. Han bemærker, at disse fortolkninger er sekundære oplevelser, der danner grundlaget for teologiske forklaringer og undervisning. Desuden fremhæver han, at erfaringsbaseret læring er en holistisk proces, der involverer hele personen i en livslang læring, og at alle oplevelser, herunder religiøse, har potentiale til at være læringsmuligheder. Dette ligner altså Vygotskijs monisme, og peger hen på, at læring og religion ikke her står som modsætninger, således som Gunnertoft ellers viser er den almindelige ministerielle antagelse udfra et studium af “konfirmationsanordningens fire negationer”. 

Jarvis undersøger også underviserens rolle, som kan forstås som en mester-rolle. Lærere samt præster finder ofte sig selv i dobbelte roller som både eksperter inden for deres felt og facilitatorer for personlig udforskning (som vi også så ved Nielsen). De skal skabe et rum, hvor studerende kan udforske deres tro og erfaringer, samtidig med at de engagerer sig med akademisk indhold. Denne balancegang kan være udfordrende, da undervisere kan føle pres for at opretholde akademisk integritet og samtidig respektere den studerendes trosperspektiver. Man kunne sige, at mesteren således skal facilitere muligheden for at eleven eller lærlingen udfra deres ‘sathed’ og perspektiv (Vygotskij) kan udtrykke deres fortolkninger og sekundære oplevelser. Dette er meget kantiansk, idet der siges, at erkendelse kun kan gå gennem kategorierne ‘für uns’. Vi er som udgangspunkt henvist til egne oplevelser. Men i forståelsen af disse oplevelser sker der også en afgrænsning og en transcendering af samme oplevelser. Altså en bevidsthed om, at egne oplevelser ikke kan forklare sandheden i sin totalitet, men skal indfinde sig i samme rum og i dialog med andre sekundære oplevelser. Det ligner lidt kantianeren og matematikeren Kurt Gödels paradoks om bevis og sandhed: For at forstå (verstehen) et system skal man i praksis tro på og gennemføre beviset, men samtidig have en bevidsthed om, at systemets regler ikke kan bevise systemet selv. Hvis ikke man har denne transcendente bevidsthed, opnås heller ingen forståelse. 

Man skal altså kunne teste og prøve andres sekundære oplevelser i et offentligt rum - ellers opstår ingen forståelse. 

Dette ligner lidt Nielsens tilgang til prædiken som gudstjenestens midte. Man er henvist til at udlægge sin oplevelser som sekundære oplevelser. Men disse skal indlejres i en ‘rituel’ rumslig bevidsthed om egen kastethed - ind i netop denne midte. Måske er det også på den måde, at prædiken og nadveren (som synlige ord) spejler hinanden og angiver en særlig omgang med skaberværket? 

Igen og igen vender jeg tilbage til den film.
Min yndlingsscene er, hvor Blondies og Tucos relation / broderskab forsegles med en cigar (1time og 24min inde - dvs. ret præcist halvt inde - filmen er 2timer og 51min. lang).
Det er den mest fantastiske scene, som fremhæves af et lige så fantastisk lydspor. Tuco har lige brudt med sin 'rigtige' (biologiske) bror som er blevet munk / præst, og man hører næsten en parafrase over den fortabte søn i deres dialog. Det var Tuco der blev hos forældrene. Men Tucos bror var der så, da faren døde, hvilket han så pynter sig med.
Vi har her et minibillede på de hykleriske og forlorne menneskelige relationer og love overfor 'naturens' love, som nok er grusomme, men ikke desto mindre 'ægte' (helligånden). Det er naturens love der knytter Tuco og Blondie ind i et sandt broderskab, som forsegles af en cigar. Blondie deler 'brødet' (cigaren), og der indgås en pagt. Den tredje person i ligningen - 'Angel Eyes' - deler på lignende vis senere sit måltid med Tuco - men dette 'broderskab' viser sig at være lige så 'falsk' som Tucos forhold til sin biologiske bror.
Naturens love bygger på tilfældigheder og mirakler. Relationen mellem Blondie og Tuco bygger på dette - de lader naturen og helligånden gennemstrømme sig og indtager deres roller (træder i karakter). Deres relation (hvor Tuco indleveres til dom under menneskelige love (hængning) af Blondie hvor efter Blondie på afstand - mirakuløst - befrier Tuco fra galgen med et skud) bygger på en særlig pagt, hvor de deler byttet ligeligt. Det er en sætten de naturlige love overfor de de menneskeskabte, hvilket forstærkes i deres forhold til den omgivende meningsløse borgerkrig.
Den mirakuløse indgriben er en gentagende figur: 

• I relationen mellem Tuco og Blondie i forhold til deres forretningsidé (hængningen). Her sættes denne udefrakommende indgriben iscene som grundfigur. Helligånden 'mimes', hvilket jo også påtales af Angel Eye, da han kalder Blondie for Tucos skytsengel ved en af hængningerne.

• Da Blondie ophæver pagten (relationen), straffes han ved at skulle gå gennem ørkenen. Men lige før han dør sker igen en mirakuløs indgriben i naturen - en diligence fungerer nærmest her som skuddet, der skyder galgen om Blondies hals over. Rollerne byttes herefter rundt, da det er Tuco der nu redder Blondie. At han før var bøddel klandres han ikke for efterfølgende af Blondie, da det blot har skabt balance i regnskabet. For det var i første omgang Blondie, der havde brudt relationen. Ved relationsbrud er det altså naturen (eller helligånden) der griber ind og retter op igen.

• Dynamitten der sprænger broen over mellem borgerkrigens parter, og som placeres af Tuco og Blondie i fællesskab, er ligeledes en slags ydre indgriben, som så også giver ro i den øverstbefalende, som ligger for døden. Han får sin frihed ligesom Tuco der slipper fra galgen. På sin vis stopper Blondie og Tuco her i forening også hængningen af selve naturen, skaberværket, menneskeheden. Krigen og massesamfundet er blasfemi - afguderi. Vi har også et billede af det, da Tuco slår sin biologiske bror (præsten), så han falder over i alle helgenfigurerne, som falder sammen med ham. Således har de to - Blondie og Tuco - i fællesskab afværget skaberværkets 'hængning' med et 'skud dynamit'. Nu skal skaberværket så skabe balance i regnskabet - og det sker i sidste scene, hvor det egentlig hverken er Tuco eller Blondie der er den egentlige 'aktant' - det er naturen (helligånden), som mirakuløst styrer Blondies kugle, så Tuco 'befries'. 

• Og i sidste scene stadfæstes og ophæves (i ingenting) den egentlige pagt mellem Tuco og Blondie, hvor Blondie skyder Tuco ned fra galgen en sidste gang med et mirakuløst skud, og derefter forsvinder, og går i et, med ørkenen (naturen). Tuco står tilbage midt på kirkegården, bagbundet, og råber efter Blondie: You know what you are? Just a son of a... og så kommer lydsporets tema og overdøver det sidste. Det er altså relationen i sig selv (son-of-a...) der skaber virkeligheden. Selve forløsningen, prinsessen og det halve kongerige, er ingenting. Derfor er skatten også begravet på den ukendtes (Unknown) grav - her går temaet således videre med den tomme grav, som vi finder hos Markus. Der er en pointe i, at det er Tuco der kan fortælle Blondie hvem han er, for han er intet uden Tuco. Han er kun i relationen til ham.
  På den anden side ved vi jo godt, hvad der plejer at blive sagt efter "son-of-a...". Og det viser måske lidt om Sergio Leones tilgang til gudsbilledet - at naturen og Gud er grusom, og som en anden scenemester sætter rollerne, som vi så kan indtage. Vi skal træde i karakter og indtage vores roller, således som Blondie og Tuco gør, og så kommer Gudsriget tilsyne indimellem i relationen - som det sker i min yndlingsscene.

Det egentlige opgør er ikke mellem Blondie og Tuco - det er mellem relationen Blondie-Tuco mod Angel Eye. Første halvdel har fokus på relationen mellem Blondie og Tuco. Anden halvdel handler om forholdet mellem større episke kræfter - skaberværk/helligånd overfor destruktionen / tilintetgørelsen. Disse to halvdele spejles i hinanden. Angel Eye repræsenterer på sin vis den meningsløse (borger)krig og bliver hovedmodstanderen i anden halvdel. En total krig, som truer selve skaberværket. At han kaldes Angel Eye kan måske tolkes som den faldne engel, som spejler Blondie, som jo også er en slags angel eye for Tuco i første halvdel. Men der er altså tale om en dæmonisk spejling i anden del af filmen i forhold til den første del. 
Gud er lige så afhængig af os, som vi er af ham i forhold til at fastholde skaberværket. Vi skal indtage vores roller - vi skal træde i karakter. Og det er ikke mindst vigtigt nu, hvor den totale krig igen truer i form af økologisk sammenbrud og deraf følgende uro. At indtage vores roller er en kenotisk 'pligt'. Vi skal åbne os for helligånden. Dvs. tømme os selv og lade os gennemstrømme. Det er det, som Blondie og Tuco gør i bekæmpelsen af den totale krig. Det er det vi bør gøre i bekæmpelsen af en klimakatastrofe. Og på samme måde som Blondie og Tuco, skal også vi have genoprettet forholdet til 'det globale syd'. For det er dem, der ved hvem vi er, ligesom det er Tuco der ved, hvem Blondie er. Det er i relationen til dem, at vi findes, og det er dem, som kan identificere os. Og på sin vis er det dem (Globale Syd), der er hovedpersonen. For Det er Tuco der spejler Kristus i korsfæstelsen i sidste scene (hvor han balancerer på korset). Samtidig er han den levende frugt, der falder ned fra træet (da Blondie skyder ham ned). Det er simpelthen så spækket med symbolik!
Det er også i det billede, at Danmarks og Grønlands forhold kan anskues. Vi er lige så afhængig af Grønlands relation, 'nåde' og identificering som forholdet mellem Tuco og Blondie. Genopretningen af dette forhold er principielt lige så vigtigt som Vestens forhold til Det globale Syd. Det er fra Grønland, at det sande 'Danmark' kan anskues og benævnes - som et 'Son of a...'! Ophæves forholdet - placerer DK GL i galgen, på afstand skyder den ned og forsvinder... Overlader GL til pengene (USA) - dvs. ingenting - og rider selv ind i ørkenen og bliver til ingenting - så finder vi for alvor ud af, at det kun var gennem relationen at vi blev os selv. Grønland vil være rige amerikanere, men bagbundet - fulde af forbitrelse overfor DK - og DK ville ryge ud i en ørkenvandring!

Trump vandt.
Hvordan kan en taber vinde? Én, der er kommet frem i verden ved at snyde og bedrage. En mafioso, som kræver alle andres underkastelse ved Mar-a-Lago? Som ser opponenter som fjender, der skal elimineres? Som udrydder alle stemmer og efterlader en plaprende monoton stemme? Hvor modstandere overvindes ved at de dæmoniseres i indviklede konspirationer og had? Hvor al modstand giver anledning til ressentiment og offertænkning ("Stop the Steal")? Man imødegår ikke modargumenter med argumenter - men med smædekampagner og rent og skært had. Og så fremhæver Trump sig ovenikøbet som en Messias, som med Guds hjælp overlevede skudattentatet.
Grundlaget er negativt - der formuleres ikke én positiv / konstruktiv tanke? Det handler om at 'drain'e' the swamp. Hvad der skal ske derefter er en barrikadering og fæstningsbyggeri, så Trump, Musk og plutokratiet kan leve videre som de altid har gjort. Det er, som Bruno Latour er inde på, elitens bunkers-byggeri i New Zealand (til efter apokalypsen), Musks singulære vulgær-evolutionære marsprojekt og apartheid-tankegang, der nu er rykket til USA. Når Trump og Musk har udryddet al opposition (som de kalder draining the swamp) barrikaderer de sig selv og lader resten af befolkningen sejle deres egen sø.
Det er deres mål - og det er dybt deprimerende. Jeg skrev indlæg i 2016, efter Trump vandt. Det er samme fornemmelse nu - bare værre. Det må være sådan almindeligt tænkende mennesker havde det i 1930'erne, hvor autokratierne overtog magten, og verden brød sammen. Ligesom dengang havde man forsøgt at forbinde verden og skabe et globalt rum med Folkeforbundet. Det fungerede ikke. Der skulle en krig til før FN kom på banen sammen med atombombe og stabiliserende bipolaritet. I dag har vi en sammenbrudt Paris-aftale og derefter rådvildhed. Folk begynder at samle til huse, hamstre, og fortrække til hver deres bunkers for at vente på apokalypsen. Her er der så brug for stærke mænd, der kan nå at få fyldt lagrene inden verden sprænger i luften. Det minder om stemningen i Furiosa (Mad Max-sagaen)... 

Musk havde jo en pointe med sit Mars-projekt: Problemstillingen er at skabe et levedygtigt og bæredygtigt rum, hvor mennesker kan leve. Biosphere 1 og 2-projekterne fra 1980'erne og 90'erne var lignende forsøg på at lave lukkede biotoper og økologiske kredsløb. Hvordan kan man fra én udefrakommende energikilde (solen) konstruere en bæredygtig biosfære? Det mest interessante ved biosphere-projekterne var 'besætningen' af mennesker. Disse mennesker havde et videnskabeligt mindset, og måske var det det, som bl.a. kortsluttede projektet: deres måde at betragte naturen på - deres måde at indgå i et økologisk kredsløb. De blev sat ind som beherskere (videnskabelige observanter) og ikke med henblik på en egentlig gennemtænkt omsorgsfuld vogter-rolle (havde man sat grønlændere ind i projektet tror jeg, det havde gået væsentligt bedre med deres menneskesyn (inuit)). Deres blik tingsliggjorde omverden. Naturens funktion var at bidrage til deres - menneskegruppens - overlevelse og trivsel. Man gik ikke skridtet videre og tænkte sig selv som del af et større kredsløb, hvor omsorgen for helheden - hele biotopen - var essentielt for den enkeltes trivsel. Hvor man selv var som et træ, der bar frugter, som man ikke selv spiste, men var til gavn for helheden. På den måde bed det videnskabelige udgangspunkt for hele projektet sig selv i halen - den erkendelse var projektets egentlige bidrag!

COP-ideen og pariseraftalen kan sammenlignes med disse biosphere-projekter (og Folkeforbundet): Klima og økologi bliver til et afgrænset 'projekt' der skal løses (af eksperter), så vi kan leve videre som vi altid har gjort. Der er altså tale om en meget statisk menneske-forståelse. At tænke økologisk er ikke 'et projekt' eller en dualisme, men historisk-processuelt (en læreproces, som Gregor af Nyssa er inde på i modsætning til Augustins statiske definition af Gudsriget). Vi står ikke sammen med Gud overfor skaberværket (dualismen). Vi er indeni skaberværket. Vi skal tænke med skaberværket. Og som McFague skriver i Hengivelsen Teologi er skaberværket og Skaberen med helligånden to sider af samme sag. Vi og naturen - skaberværket - er alle dele / lemmer af Guds krop. Dette er essensen i kenosis-tanken. Vi har altså brug for et nyt 'FN' der forbinder os til skaberværket på en helt ny måde. Hvor vi tænker horisontalt i stedet for vertikalt. Hvor vi tænker os selv kenosisk - dvs. som frugter til fremtidige stemmer (heri det horisontalt-polyfoniske). Hvor mennesket skaber rum (muligheder) for at nyt liv kan vokse frem. Hvor liv og død indgår i et nyt fællesskab (Ny Skabelse). Helt konkret kunne det horisontale mester-lærlinge-forhold være en del af denne ambition (se indlæg nedenfor).

Vi har altså brug for et marsprojekt på jorden... Men ikke i den dekadente version som Trump og Musk forsøger at opbygge. Nej, vi skal tage ansvar, træde i karakter, ved at se os selv som redskab for kraften / helligånden (kenosis), som skal skabe rummet nu og her for fremtidige generationer af mennesker, planter og dyr. Hvor vi forbinder os med fremtid og fortid og ser vores børn og vores forfædre som nogle, der sammen skal realisere Gudsriget. Vi har, som Jesus, en tjenerfunktion. Ikke en herskerfunktion. Og i den tjenerfunktion - og radikale given-plads - kommer vi selv til syne. Vi skal alle dø for at give plads til nyt liv - men vores stemmer forbliver i et samlet rum med vore efterkommere, hvis vi besinder os herpå! Vi skal besinde os på at blive den andens næste - ligesom mesteren skal besinde sig på at blive en stemme igennem sin lærling.

McFague mener, at østlig ortodoksi har bevaret denne kenosis-tankegang i modsætning til en vestlig-augustinsk dualisme. Hvis hun har ret i det, kunne et håb være at appellere til denne - selvom det kunne virke paradoksalt i den nuværende situation med krig og putinisme. Men på sin vis giver det mening, for det har aldrig været en holdbar strategi for Rusland at barrikadere sig med de enorme landmasser de har ansvaret for, og som ingen væsentlige naturlige grænser har. Den ene side af mønten er her permanent og brutal magtudøvelse og terror for at holde sammen på landet og afholde andre fra at angribe eller skabe uro. Det er velkendte russiske hersker-strategier. Men måske er der en anden side af mønten? En anden 'strategi', der også har været med til at holde sammen på de enorme naturområder. En anden måde at indgå i 'økologien' på, som også en østlig ortodoksi, således som McFague fremstiller det, reflekterer? Hos Dostojevskij overværer 'Idioten' halshugning ved guillotinen i Paris, og hvordan hoved skilles fra kroppen uden man nærmest opdager det. Dette læser jeg som en overordnet kritik af Vesten - at man adskiller tænkningen (kroppen) fra kroppen (materien) på denne måde. Noget vi har fortsat med i vores uddannelsessystem, hvor ideer og produktion (konkret omgang med skaberværket) er blevet adskilt fra hinanden med industrialiseringen, og har resulteret i det Kina, som vi har idag (se tidligere indlæg). Hvis vi besinder os på den visdom der er i østlig ortodoksi, ville vi så ikke kunne leve fredeligt? både i forhold til hinanden og i forhold til naturen? Som jeg ser det - også i forlængelse af tidligere indlæg - så ser jeg Europa som faderen i lignelsen om den fortabte søn. Rusland er storebroren der 'blev hjemme'. USA er den fortabte søn. Faderen er i sig selv kenotisk i sin essens. Ligesom Tyskland har været historisk, og siden principielt med Vesttyskland (se indlæg om BRD her). Han ser ingen forskel mellem sine sønner. Faderen er det sted, hvor brødre bliver til brødre. Europa er intet andet end en 'beholder' (ligesom Chr. IX var Europas svigerfar) - men vi skal som sådan træde i karakter i faderens tjenerskikkelse. Men ligesom USSR 'lagde jord' til realiseringen af et 'socialt bæredygtigt samfund', kunne man måske sige, at det igen er Ruslands 'skæbne' at formulere og lægge jord til realiseringen af et økologisk bæredygtigt samfund! Det område på kloden, hvor naturen på sin vis har sin markanteste stemme. Måske kunne det blive den fremtidige økologiske supermagt (selvom 'økologibegrebet' her er al for snævert i forhold til omfanget af missionen).

Men skal vi igennem en global krig for at nå dertil? Bryder verden sammen inden vi når så vidt - i et Furiosa-ragnarok?
Jeg har ikke set medier eller nyheder de sidste par dage. Jeg kan ikke holde ud at se den storskrydende taber blamere sig selv: Trump er et helt konkret billede på nederlaget, på taberen, på resignationen, på mistet håb. Je suis Charlie - nej, vi er alle Trump... Vi har endelig bekendt kulør. Vi har i Vesten med vores levevis snydt og bedraget - og tabt. Vi har bestukket tredjelande med løgne, håb om 'demokrati' med det formål at udplyndre dem for råstoffer. Er der noget at sige til 'Det Globale Syds' skepsis overfor Vestens troværdighed? At tage afstand fra Trump er en anledning til at tage det selvopgør, vi for længst burde have taget. Trump bliver et billede på og anledning til, at vi skal vende opmærksomheden andre steder hen. Til det nære. Til det organiske - nede-fra-og-op. På en besindelse på det sted vi er, og omsorg for den plet vi er sat. Det er nu at vi skal træde i karakter og tage ansvar for at udbrede budskabet fra det sted vi er placeret i skabningen. Det er nu vi skal gøre det vi skal gøre, og bevæge os væk fra det udenjordiske punkt, hvor vi befinder os (og som Trump er en karikatur på med sin forkvaklede virkelighedsopfattelse). Som Bruno Latour udtrykker det: vi skal terrestrialiseres! Vi skal lande igen!!! Vi skal ikke til Mars - vi skal til Jorden! Vi skal starte her hvor vi står og forbinde os igen. Med naturen, helligånden, skaberværket - det hele.  

Jeg holder jo meget af krimi-genren. Sherlock Holmes, Poirot, Miss Marple. Det gjorde min far forøvrigt også - han havde alle Agathe Christies krimier i kælderen.
Jeg har tidligere skrevet om detektiv-genren i forbindelse med Sherlock Holmes, og hvordan fragmenter stykkes sammen. Det er denne sans for fragment-sammensætning i forbindelse med begrebet serendipitet der fascinerer mig. Hvordan en hel kosmologi kommer til syne, når fragmenter sammensættes. Ikke fordi de 'hører sammen' og er forudbestemt hertil i forhold til en naturlig orden, men fordi de er ført sammen af forskellige viljer. Detektiven skal tænke sig selv ind i verden - helheden kan ikke tænkes uden ham. Dermed er der ikke som sådan tale om en afsløring af en forbrydelse, men mere en tilsynekomst af en kosmologi. At tro på, at verden er en helhed i sig selv, hvor man bidrager som dele i en maskine, er absurd. Helheden kan kun forstås symbolsk-allegorisk som f.eks. Kristi legeme (1Kor). Her fremgår det klart, at del er helhed og omvendt. Der er intet 'bag' delen. Der er intet bag helheden. Dvs. mellem 'mysterierne' som f.eks. Poirot og Sherlock udsættes for, er der intet (hvilket Holmes' depression mellem mysterierne også viser). Det er ikke således, at de bliver 'klogere' på verden hver gang - for hvert mysterium må de så at sige starte forfra. Derfor egner serieformatet sig fortrinligt til denne genre, da hvert mysterium udfolder hvert sin kosmologi. Ligesom en bog man kan tage ud af reolen, eller en serie, hvis afsnit man kan streame. Altså en 'serendipitetisk' natur (som ligner evolutionsteorien nyfortolket af f.eks. McFague og Solvej Balle, hvor evolutionen fremmer mangfoldighed, biodiversitet og begrænser monokulturer og det monofoniske)...
Pointen bliver tydelig når f.eks. Watson tager sig til hovedet fordi tingene er så enkle, når Holmes forklarer årsagskæderne, der førte til opklaring: Når det forklares baglæns virker det logisk, og fuldstændig underlagt årsag-virkning. Watson tænker singulært. Holmes derimod tager sig til hovedet over Watsons 'singularisme'. Han ved godt, at netop denne årsags-virknings-kæde er præcis lige så usandsynlig som alle mulige andre, og hermed opløses ideen om singularitet og en mekanisk kosmos-forståelse. Holmes tænker i resonans - han ved, at han bliver nødt til at stille de rigtige spørgsmål, før at 'rummet' og kosmologien præcis i dette tilfælde viser sig. Han kan ikke basere sig på erfaringer fra tidligere på dette niveau (udover evnen til at stille spørgsmål og have gehør for den resonans rummet giver tilbage). Derfor er violinen også hans 'brand'. Violinen 'toner' rummet frem.

Jeg så et afsnit af Poirot på DR, De Fire Store (The Big Four), som rammer helt plet i forhold til ovenstående pointe. Her har vi overordnet et plot, hvor det handler om forholdet mellem virkelighed og fiktion. Sammenblandingen mellem disse. Poirot selv er jo i den grad selviscenesættende og teatralsk. Og i dette afsnit (spoiler-alert!) fingerer han sin egen død, for at fange skurken. Slutscenen foregår på en teaterscene. Vi har at gøre med en skurk, som på sin vis er et spejlbillede af Poirot. Men hvor skurken ingen sans har for (teater)rummets afgrænsning, anvender Poirot 'scenen' til at samle alle rolledeltagerne og stille spørgsmål, som resonerer den sande virkelighed. Al 'virkelighed' er rammet ind, og tilbage er bare at 'slå gehøret til'. Høre rummets og rammens virkelighed (Hartmut Rosa). Her vises altså et særligt forhold mellem 'Schema' og 'Figure' (Bruno Latour). Skemaet, rammen viser sig kun, ved at den gentagende 'spilles'. Figurerne kan indtages af enhver der 'træder i karakter', men rammen kommer til syne som den samme. Vi har samme idé hos Blumenbergs 'genbesætningsteori', hvor rammen forklares som en slags husholdning, eller hylder, hvor indholdet kan skiftes ud. Vi finder det også hos Penrose, hvor hans idé om konformal kosmologi (at evigheden kan tænkes rumsligt) - som igen minder om Løgstrups 'opstand mod tiden', i skabelsen af en nødvendigt fiktivt rum eller en 'sætten-rummet-evig' (f.eks. gennem musik, men for Poirot er det helt konkret en scene). Vi kan også finde det hos Luther, hvor udsagnet om, at al øvrighed er hellig kan oversættes med, at rammen (Schema) er hellig, og rollerne (figures) heri kan indtages af enhver (det almindelige præstedømme), der træder i karakter. Måske kan det også sammenlignes med McFagues brug af kenosis-begrebet. Vi finder det hos Solvej Balles kredsen om beholderen...
Som en bog på en hylde, skal værket blot tænkes som 'en stemme blandt mange'. Et polyfonisk rum. Hvis man bilder sig ind, at verden udenfor dette rum er identisk med det der sker på scenen, er man gal på den, ligesom skurken er i Poirot-afsnittet her. Ligesom Watson er i forhold til Holmes. Og dette Poirot-afsnit har en yderligere pointe: ligesom offentligheden tror. Offentligheden tror på skurkens 'spin' om 'De Fire Store'  - en konspiratorisk singularisme, som tror på én stemme fremfor resonansen fra flere stemmer. Som tror på, at kun 'en sandhed' kan eksistere, forstået som faste roller. Rollerne (figure) forveksles med rammen (Schema) - de fikseres. Man tror ikke, at verden kan være anderledes. Man forveksler scenen med verden udenom.
Nej, verden kommer til syne på scenen, men ikke som 'figures', men som resonans. Som rum. Gennem gennemspilning af rollerne. De er der hverken før eller efter, og hvis man tror på det, så er man konspirationsteoretiker. Denne opstillen af Poirot overfor denne skurk er et spejlbillede af Sherlock Holmes overfor Professor Moriarty. Moriarty manipulerer ligeledes folk til at tro at der ikke er forskel på fiktion og faktion - han gør verden til sin scene. Ophæver alle de rum, der kan give resonans. Udrydder alle stemmer der ikke er hans. 

Og nu kommer vi til det uhyggelige - for er det ikke det, som Trump også er ude i? De fleste ser med vantro på hans teaterstykke - et slags realiseret wrestling-show. Hans Rallies. Hvordan han spiller på konspirationsteorier - giver sine håndtegn til sin Qanon-venner. De fleste har så forkastet det som gennemskueligt teatralsk og vulgært. Men hans singularitets-venner - med Elon Musk i front - som er alt andet end resonante, tror på ham, og tror på en fascistisk, high-tech singulær tid, hvor en nyrig og vulgær elite laver bunkers i New Zealand, eller tænker i Marsprojekter og resten af verden kan rende og hoppe. Problemet er, at hans modpart (demokraterne) også ofte har et singulært mind-set. Hele tech-udviklingen og Silicon Valley er mestendels singulær, og tror på en uafvendelig, og vulgær-darwinistisk udvikling, hvor mennesker optimeres mod en monokultur. Derfor har disse heller ikke modsvaret til Trumps tryllebinding. Vi mangler en Poirot. En Holmes. Vi mangler gehør for rummet, hvor mange stemmer kan lyde på samme tid. Trump kan kun høre én stemme - sin egen. Alle andres er 'fake news'. Og vi må bare håbe, at strukturen i USA er så stærk, at Trump, selvom han bliver præsident igen, isoleres til den forkvaklede stemme han er, så han blot bliver én stemme blandt andre. 

Hvis Trump forstås som én stemme blandt andre, kan vi faktisk blive klogere, for hvad er det der giver medvind til Trump? Det er protest mod eliten. Det etablerede. Og det er der god grund til. Her er det vigtigt at lytte til - ikke hvad Trump siger, for det er volapyk - men til det rum, hvori hans stemme resonerer. For paradoksalt peger det imod elitens hykleri - mod vores produktionsmåder, som plæderer for lighed, menneskerettigheder, kamp mod fattigdom osv., men lader det meste af klodens befolkning (mest i det globale syd) i stikken som følge af overforbrug og klimaforandringer. Og nu har vi så travlt med at opbygge mure, så folk fra det globale syd kan holdes ude. Det udstiller skånselsløst den vestlige verdens hykleri. Derfor er et opgør mod Trump forbundet med et omfattende opgør med os selv, vores måde at leve på og et helhedssyn på kloden. Trump er bare en ekstremisering - en karikatur - af vores hidtidige levevis. Vi kan ikke længere nøjes med lukkede laboratorie-forsøg, og anskue disse som videnskabelige sandheder. Som Bruno Latour siger, skal vi 'lande' igen. Vi skal 'terrestrialiseres'. At vi er nået så vidt, at enhver forestilling, f.eks. Trumps utallige løgne - f.eks. løgnen om, at tilskuer-antallet til Trumps indsættelse var det største nogensinde - viser den vestlige verdens svaghed: Den ene 'sandhed' kan være lige så god som den anden. Trump snylter således bare på den hidtidige elites hykleri. Udstiller det som narren ved kongens hof, men er nu selv ved at blive kongen. 

Derfor er Trump bare et udtryk for den enormt store opgave der venter forude. Vi er på mange måder Trump - vores opgave er et selvopgør. En opgave, der umiddelbart kan virke håbløst, med mindre vi samles i fællesskab og skaber det resonante rum, hvor sandheden igen kan komme for øre!    

London er jo en enorm by - og vi er her kun i få dage i efterårsferien. Derfor vil enhver betragtning jo blive ret overfladisk. Alligevel vil jeg indskyde nogle observationer, som jeg har hæftet mig ved.

For det første er vi havnet i et jødisk-ortodoks kvarter - Seven Sisters (hedder undergrundsstationen). Det myldrer med disse iøjnefaldende folk, som har lokker ved ørerne, kalot, bredskygget hat eller en høj cylinderagtig pelsbeklædt hovedbeklædning. Desuden har de lang mørk frakke med snore hængende underud, sorte bukser og sko. De ældre har ofte stort fuldskæg og nogle gange en hvid frakke. Drengebørnene ligner små kopier med deres lokker og kvinderne går ofte i sorte kjoler med et slags tørklæde, der dækker det bagerste af håret. Mange går hastigt noget foroverbøjede med mindre men målrettede skridt. På sin vis kan jeg ikke lade være at misunde dem en smule - for deres adfærd og hverdag virker så ritualiseret, at man måske kunne forestille sig, at de kunne fokuserer på det væsentlige, og ikke skulle tage stilling til hele verden, hver gang de spærrer øjnene op om morgenen. Desuden har man en fornemmelse af, at de blot ser sig som et led i en lang kæde, og deres fornemste opgave er at videregive deres levevis til de næste generationer uden de store eksistentielle personlige spørgsmål. Måske en luksus de ikke har kunnet tillade sig med blik på deres historie, men som viser en slags sathed (men jo også eksilering) i verden, som kunne være spændende at få et indblik i. Det at have et fundamentalt ansvar for at holde verden eller fællesskabet hvori man er sat ved lige er jo nok noget, vi som almindelige vestlige borgere kunne lære lidt af. På den anden side overværede jeg også en af de bredskyggede hatte stoppe en tilsyneladende almindelig kvinde, som gik med sin smartphone og irettesatte hende. Så virker et sådan samfund dragende? Ja. Kunne jeg tænke mig at være der? Nej.

Noget andet jeg har bidt mærke i, er alle de små butikker. På vej med bus indtil midten af London passerede vi tusindvis af disse mikrobutikker. Indimellem var der markeder under telte langs gaderne. Jeg kan godt lide den her fornemmelse af, at hver husholdning har sin egen lille butik i det offentlige rum. Den der oprindelige Adam Smith'ske tilgang, hvor man både er udbyder og efterspørger i det samme offentlige rum. At husholdningerne repræsenterer en form for håndværksmæssig kunnen. Samtidig gives et rum for, at en mangfoldighed kan komme til udtryk som en slags polyfoni i det offentlige rum, som altså bygger på en slags faglig kunnen. Denne fornemmelse undermineres så når man kommer ind til City og finanscenteret, som er en ørken 'nede' i det offentlige rum. Så her har vi både forside og bagsiden af en borgerlig kapitalisme.
Men man fik en fornemmelse af at være i en slags beholder, som på en eller anden måde holdes åben af en lang historie. Hvor der netop gives plads til, at ting kan spire nedefra. Altså hvor tilflyttere så at sige får rodfæste i den jord der er. Her kunne vi i Danmark lære en del - for vores systemer kvæler ofte denne slags rodfæstelse. Det er udtryk for en dyb narcissisme, når systemer bliver så selvfede, at de tror, at de repræsenterer den ypperligste livsform og kultur, at de også tror, at al tid og rum kan spejles i systemets kognitive udstrækning. Istedet for at give plads. De nyeste tilgange til evolutionsteorien har jo også den tilgang, at evolutionen forsøger at give plads til størst mulig mangfoldighed, således at uventede begivenheder / sygdomme osv. kan imødegås bedst muligt. Monokulturer er på den vis dømt til at gå under. Det er noget, som både Solvej Balle, McFague og Moltmann er inde på. De to sidste i forbindelse med et kenosis-begreb.
Men som sagt repræsenterer London umiddelbart både en oprindelig helheds- / kosmologisk version såvel som en vulgær parasitisk version af disse ideer. City er jo det, der tiltrækker sig opmærksomheden med sin skyline. Men de står som døde zoner som tror sig løsrevet fra det øvrige mylder af liv omkring. Havde intentionerne om at gøre London til et nyt postbrexit Singapore blevet realiseret ville det være katastrofalt og tilsvining af Londons kulturarv.

Og apropos kulturarv, så besøgte vi British Museum. Jeg er altid lidt betænkelig ved disse megamuseer, for resultatet bliver ofte det modsatte af intentionen: bombardementet af den ene kæmpe-faraostøtte ved siden af statuer af Kejser Augustus m.m. decimerer ofte betydningen. Kroppen tænkes simpelthen ikke ind i museumsbesøget, og oplevelsen forbindes med trætte ben og ligegyldighed. Nu entrerede vi desværre fra bagsiden, så vi blev ledt igennem disse endeløse labyrintiske rum med forskellige temaer. Men vi kom til sidst til centrum. En kæmpe stor hal, som tidligere havde været en åben gård. I midten af hallen var det gamle British Library, hvor folk som Marx og Ghandi havde siddet og udfærdiget deres værker blandt andre mesterværker. Biblioteket var en flot kuppelbygning - en reference til katedraler som Skt. Pauls m.m. - hvorfra (op)lysningen kunne udstrømme til verden. Et prægtigt glastag forbandt den centrale katedral med den firlængede paladsbygning omkring - som en forlængelse af kuplen, men samtidig som en bølgende hav af en hvælving, hvorfra kuplen stak ud som et isbjerg, et bølgeskvulp eller en lille ø i skabelsens urhav. Istedet for skabelsesberetninger og bibelhistorier aftegnet på denne kuppel-forlængelse / hvælvings inderside, kom det 'reelle' skaberværk udenfor tilsyne. Samtidig kunne denne midte sammen med glaskuplen også anskues som et slags kosmologisk observatorium. Der er således tale om en ret genial tolkning af forholdet mellem skabelsesværket og en menneskelig civilisation. Omkring denne 'midte' - biblioteket / katedralen, som i sig selv var en beholder af mesterværker, var rummet holdt frit som værested. Den overdækkede gård mellem midten - biblioteket og de omgivende bygninger var således et 'mellemsted' - både ude og inde. Et sted hvorfra man kunne gå ind og ud af rum. Hvor der var et klart og markeret ude og inde. En slags rydning eller friholdelse. I gården kunne man sidde og spise sin medbragte mad eller være på restauranten på toppen af biblioteket, eller gå i boghandlen. Her gøres altså op med ideen om, at man skal vandre gennem labyrintiske rum med forskellige temaer. Der var ikke tale om en evig pilgrimsvandring (Augustin). Nej, man kan istedet være et sted - en insisteren på et sted at være - og så gå på opdagelse i de tre tilstødende sektioner. Det fordrer altså mere til en slags gentagende, iterativ proces, hvor man tager ud på mikrorejser, tager ind til midten igen og 'samler op' i fællesskab og deler sin viden og indtryk, og så igen, bedre rustet, tager ud igen. Denne proces kan man kun, hvis der er markeret et reelt inde og ude, og man ikke er henvist til en evig vandring. På den måde fordrer museet på sin vis til en slags mesterlære-tilgang. 

I det ene tilstødende rum, blev man mødt af Rosetta-stenen og en masse faraostøtter. Rosetta-stenen blev jo nøglen til oversættelsen af hieroglyfferne, fordi samme tekst var indgraveret både som hieroglyffer, demotisk skrift (som var administrativt ægyptisk hverdagsskrift) og græsk. Dermed bliver det ikke indholdet, men selve oversættelsen, der bliver det væsentlige. Fokus er, at lade forskellige stemmer lyde og lade dem resonere. Det er godt tænkt at sætte rosettastenen som indgang her som udgangspunkt for en britisk-civilisatorisk (selv)forståelse.
I den næste tilstødende sektion er placeret en Moai som altomfattende blikfang (Moai er navnet på de statuer, der er kendetegnet for påskeøerne). Med dette fokus kommer mysteriet om påskeøernes skæbne i centrum. Hvordan kultur og natur spiller sammen, og hvordan det endte fatalt her. Påskeøerne var frodige øer, men med en skrøbelig økologi, som vistnok kom ud af balance dels ved menneskers kulturelle selvhævdelse i form af monumenter, og dels ved invasionen af rotter, som resulterede i, at biotopen raseredes af en monokultur. Der er flere kontroversielle implikationer ved dette fokus. Dels at det ikke bare var en vestlig, hvis civilisation der afstedkom denne økologiske katastrofe, og dels at mennesker og rotter sidestilles som invasive arter. Men det er en interessant tilgang!
I det sidste tilstødende rum - modsat Rosettastenen - har vi den egentlige nøgle til fortolkningen af både museet og hele vores civilisation, nemlig oplysningstiden. Her er intet egentligt fokus i form af monumentale blikfang, men i stedet virker det som en beholder eller ramme an sich. Der var diverse måleinstrumenter i nogle montrer samt en mekanisk model af solsystemet fra 1600-tallet først for. Det viste et vist kosmologisk fokus, men fungerede ikke som blikfang. Sådan set fungerede rummet selv som blikfang. Det var smukt og klassisk. træbeklædt. Og langs siderne og i montre i midten var der fortrinsvist artefakter fra andre kulturer og civilisationer. På den måde præsenterer museet sig som et rum, hvor alle kan mødes og udveksle erfaringer. Museet repræsenterer en civilisation, hvor indholdet selvfølgelig er nødvendig, men mest fordi det afstedkommer tilsynekomsten af en form eller en ramme. Helt ind i kernen handler det således om en kenosis-tilgang. Altså det at give plads, og skabe rammerne for, at vi kan spire, hvilket kræver en økologisk og rumslig bevidsthed.
Ligesom Rosetta-stenen og den vestlig-britiske oplysningstid spejler hinanden, spejler Moai-statuen det fjerde tilstødende rum, nemlig verden udenfor. Her har vi således et markant budskab til museumsgæsten: Vi skal indgå i skabelsen på en balanceret måde. Skabelsen er selv en skrøbelig ramme, hvor vi indgår i en divers tynd biotop, hvor alle dele er dele i en delikat balance, som er på tærsklen til at tippe - eller måske er hinsides dette, ligesom påskeøerne.
Det er et stærkt budskab at reflektere selve skabelsen og naturen på den ene akse med et civilisationsbegreb på den anden. Og budskaber er, at det handler om at få disse to akser 'i sync' med hinanden. Civilisationens fokus på at skabe fælles forståelse ved at skabe et fælles rum er her værd at hæfte sig ved - ja, det er jo en slags pinse-budskab, således som det fremgår af Acta. Hvordan skabes et rum, hvor der er en global resonans, og hvordan forholder dette rum sig til selve skaberværket? 

Er der så blinde pletter ved denne tolkning? Ja, selvfølgelig. Der er et overvældende fokus på de store civilisationer - ægyptisk, græsk-romersk, vestlig. Civilisationer udenfor denne kreds, som påskeøens Rapa Nui, repræsenterer umiddelbart ubalancen i forhold til skaberværket og naturen. Herved reproduceres en bevidsthed af overlegenhed, udvalgthed og civilisatorisk ansvar som har kendetegnet enhver imperialisme - ikke mindst den britiske. Og det er jo ikke helt skævt, idet imperiet også rummede personager som Marx og Ghandi, som det fremhæves har siddet i biblioteket i midten af museet og nærmest her forfattet deres mesterværker. Men herved er fokus på sin vis på enkeltaktørers ekstraordinære kognitive evner. Det er en typisk liberal tilgang - og heri ligger også styrken i denne. Problematikken heri er imidlertid, at et overdrevet individuelt fokus kan skygge for det relationelle, som bør stå som hovedfokus, hvis en økologisk katastrofe skal afværges. Disse to - det individuelle og det relationelle - behøver bestemt ikke at udelukke hinanden. Den enkelte kan kun træde i karakter på baggrund af det relationelle. Men når f.eks. udstillinger om oprindelige folk er henvist til de endeløse labyrintiske rum hinsides museets centrum, er der tale om et vist statement. Som f.eks. Bruno Latour er inde på, og som er temaet for det område jeg har om økoteologi på Kbh Uni, er det meget kognitivt-spekulative forhold til skaberværket (naturen) en del af problemet. Jorden tilhører ikke os - det er os, der tilhører jorden. Ikke på nogen etnisk, oprindelig-romantisk vis, men på en måde, som det er Latorus ærinde at udrulle, og som jeg først er ved at få en fornemmelse af. Vi skal have en helt anden omgang med tingene og naturen, end den traditionelle moderne-kognitive. Jeg har forsøgt at skildre en slags mesterlære-tilgang. Men det er selvfølgelig bare ét bud. Hovedsagen er, at oprindelige folk har en erfaring i forhold til at indgå i skaberværket, som på sin vis reaktualiserer og klarlægger evangeliet på en helt ny måde. Det er det, som Latour peger på i sin bog "If we lose the earth, we lose our souls" ved at henlede opmærksomheden på Pave Frans' Laudato Si'-skrift. På den måde burde det ikke være Rapa Nui-kulturen, der får hæderspladsen i forhold til ikke-vestlige civilisationer, men de oprindelige folk, som har en praktisk erfaring med at indgå i naturen sammen med resten af skabningen. For Danmarks vedkommende burde forfattere som Niviaq Korneliussen indtage denne plads. Men det vil jeg gå dybere ned i, i et andet indlæg.
Men det er fuldt forståeligt, at et museum som British Museum har den vinkel og fortælling, som kan udledes af en simpel analyse af arkitekturen og rammen. Og der er en overvældende sandhed i den også. Fortællingen bliver ikke mindre relevant af at blive sat i kontrast til f.eks. Bruno Latours tilgang - de to belyser hinanden på fornemste vis, hvilket paradoksalt også kan være budskabet i museets budskab om at skabe et civilisatorisk, polyfonisk rum.
 

Dette polyfonisk-civilisatoriske rum fik vi desuden også et konkret blik for. Det var det tredje der vakte min opmærksomhed, nemlig vækkelses- og dommedagsprædikanterne rundt omkring i gaderne. Der var flere steder hvor en person med skilt om, at Jesus var nær, og at vi skulle omvende os, råbte i en megafon. Vi havnede desuden i et demonstrationsoptog, hvor flere gik med lignende skilte samt slæbte med meterhøje kors. Tilsyneladende udgjorde Israel en stor del af budskabet. Jeg ved ikke, om de er en normal del af gadebilledet, men de var ualmindeligt tydelige. Det var et billede på, at religiøse 'statements' kæmper for at blive hørt i et offentligt rum. Og at der umiddelbart er et behov, som finder sin meget markante stemme gennem denne slags demonstrationer. Med tanke på den civilisatoriske fortælling, som British Museum maler op, er der ikke noget at sige til, at denne slags statements er henvist til denne slags markante og højtråbende former. For mig at se er det et tegn på, at der er en slags eskatologisk bevidsthed, som der ikke er så meget plads til, men lever som et randfænomen. Lidt ligesom de oprindelige folk gør. Eskatologi betyder - og henviser - egentlig bare til grænser. Vi skal begrænse os selv, så vi ikke ender i en monokultur eller ekkokammer. Vi skal give plads. I forhold til skaberværket er det i den grad et budskab, som vi bør lytte til. Ikke i dets indhold, for disse 'vakte' personer er ofte lige så 'grænseløse' i deres tilgang, som dem de opponerer imod. Ofte bør disse læse Orwells 'Kammerat Napoleon' / 'Animal Farm'. Hvis de fik magt som de havde agt, ville de blot blive et spejlbillede af de magthavere de afløste (her adskiller de sig fra f.eks. Niviaq Korneliussens budskab). Men som symptom er de interessante!
Jeg håber og tror på, at mit lille øko-studie vil give et mere balanceret svar på det problem, som også disse vækkelsesprædikanter adresserer, men som, tænker jeg, finder et muligt svar hos oprindelige folk udenfor en vestlig kulturkreds. Eller rettere sagt, i et fællesskab mellem oprindelige folk og en vestlig civilisation, med en ny forståelse af mennesket. Altså hvor f.eks. begreberne menneske / human og inuit går i en egentlig dialog med hinanden... 

Hvordan bliver man egentlig klogere?
Det gør man jo ved at blive en del af skaberværket - en del af Kristuskroppen, hvis man tager 1Kor. for pålydende: alverdens viden er ingenting værd, hvis ikke man har kærlighed (kap13).
Nu kan man jo blive lidt forvirret over kærlighedsbegrebet her - for vi er siden romantikken - ja siden Romeo og Julie - vant til at tænke kærlighed som noget, der sker mellem mand og kvinde. Endog bliver det endnu mere intenst, hvis det sker i opposition til det etablerede. En slags forbudt kærlighed, således som vi finder det i Romeo og Julie. Således har vi på den ene side de ægte indre 'afkoblede' følelser og på den anden side har vi det forstokkede, etablerede 'småborgerlige' og forlorne samfund. 

Men skal vi stole på indre følelser? Leonard Cohen synger om, at han ikke stoler på dem - inner feelings come and go! Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Man skal ikke belemre sine omgivelser med sine indre følelser, og ophøjer man dem alligevel til noget ydre værende, er det på sin vis afguderi. Men er det så ikke en afvisning af Schleiermachers følelsesdimension? Som igen er en konsekvens af en kantiansk afvisning af, at man ikke kan tilnærme sig Gud gennem fornuften. Eller det er nok noget, Kants efterfølgere har læst ind i Kant. Hvis man forstår Kant gennem Gödel og Penrose skal man tværtimod læse Kants tilgang til fornuften allegorisk: hvis man forstår fornuften som et teorem og ikke aksiomatisk indebærer brugen af fornuften (gennem kategorierne) samtidig samme kategoriers afgrænsning. Dette er Gödels paradoks, og finder sin ontologiske udtryk i Penrose' kosmologi (cyclic conformal cosmology - CCC) og ideen om microtubeles, som udsætter 'the collaps of the wavefunction' og fastholder en form for superpositions-erfaring. Dette er ifølge Penrose definitionen på bevidsthed, en indsigt i en 'conformal' eller evig struktur. Men denne tilstand kan kun opleves i meget små blink, fordi gravitationen går ind og afbryder superpositionen i et såkaldt kollaps af bølgefunktionen. Dvs. at vi på den måde bliver medskabere - eller med andre ord, skabelsen bliver præsentisk. Et twist er så, at disse microtubeles findes i hele skabningen - dyr, planter, ting. Men gennem evolution har den menneskelige hjerne udviklet en tæthed af og et miljø for disse microtubeles, at bevidstheden er særlig intens her. Det at være skabt i Guds billede skal således ikke forstås som det, at Gud ligner mennesket. Det er blot en særlig 'evolutionær' tæthed af disse microtubeles, som gør, at vi kan erkende skaberværket og Gud. Denne tæthed er både en gave, men også en forpligtelse: Der er ingen undskyldning længere for ikke at forholde os til Gud og skaberværket i sin helhed. Jesus taler i billeder eller lignelser. Og det han siger med disse, er at alle har adgang til Gud. Man kan ikke gemme sig bag eksperterne. Således anklagede Jesus såvel farisæerne (eksperterne) som dem der underkastede sig dem. Der er ingen undskyldning der kan legitimere en status som religiøst objekt - man er et religiøst subjekt. Eller som Kant ville mene - man er forpligtet på at træde i karakter som myndig borger. 

Kærlighed handler således ikke om at slukke et behov gennem en anden person. Det inkarnationen i Jesus Kristus viste os var, at kærligheden nok skal rettes mod den anden. Men kærligheden til den anden viser ikke tilbage til sig selv, men mod skaberværket og Gud generelt. Den 'anden' skal stå ene - man skal lade den andens stemme lyde. Og forsøger man at lægge bånd på denne stemme er det blasfemi mod skaberværket som sådan! Dette er især tydeligt, når 'den anden' er blevet til jord igen: Når 'den anden' bliver en del af skaberværket på den måde smelter den afdøde som et mesterværk sammen med skaberværket som sådan. Billedlig talt bliver den afdødes mesterværk del af den jord, som nyt liv kan spire i. Men som efterladte er er vi forpligtet på at lade den afdødes værk lyde som del af det samlede skaberværk. Glemmes stemmen, eller værre, ignoreres stemmen, forbryder vi os mod Gud. 

Eller sagt med Paulus ord: nous'en (fornuften) skal rettes mod pneumaen (ånden) - Gud. Skaberværket er det store fællesskab som sådan - og her er man forpligtet på at finde sin nådegave eller talent - sin forbindelse med skaberværket - således at man kan samle kristuskroppen igen. 

Talentet og nådegaven kan kun vokse - eller træde i karakter - hvis man lader andre stemmer lyde. Eller hvis man lader skaberværket lyde. Kun i skaberværkets lokale jord - kan eget talent vokse op. Dvs. kun ved at 'glemme' egen ambition ved at lade andres stemmer lyde - at lade dem der kom forud 'stå ene' - kun på den måde forbinder man sig med skaberværket. Man giver plads - gør sig til et rum - skaber resonansbund eller bliver redskab for at skaberværkets stemmer lyder. Kun herved træder man i karakter. Man træder ind i tjenerrollen ved at følge Jesus Kristus. 

Hermed får kærlighedsbegrebet en anden betydning som en kærlighed mellem mester og lærling. At komme i mesterlære er det samme som at lære en særlig omgang med tingene. Det kan være tømmerens omgang med træet. Malerens omgang med lærredet. Bondens omgang med jord og dyr. Man lærer at mestre et fag blandt andre fag. I sin mestring af et fag erkender man samtidig, at man - som fag - er en del i en større helhed af andre fag. Samtidig er man på respektfuld afstand af skaberværket - man søger ikke nødvendigvis at underkaste det egne behov, men derimod helhedens 'behov'. I den oprindelige mesterlære har man bevidstheden om, at man tilhører skabningen, og ikke omvendt. Samtidig har man en fornemmelse af tillid. Først og fremmest til sin mester, som man følger efter og imiterer. Man ved, at man ikke lærer noget, hvis ikke denne tillid er tilstede. Som ovenfor anført forstås mesterens stemme igennem hans værk. Mesterens værk bliver kun til mesterværk hvis det sættes i relation til skaberværket i sin helhed. Dette er lærlingens opgave: Lærlingen træder i karakter ved at lade sine mestres (altid i flertal) værker lyde gennem ham. Kun herved bliver lærlingen selv til mester. Hvis man forestillede sig, at lærlingen entydig lader en mesters stemme lyde - ét fag som billede på hele skaberværket - er der tale om afguderi. Skaberværket er en polyfoni, hvor resonansbegrebet spiller den afgørende rolle (Rosa).  

Traditionen er én af de 'kilder' ud af fire, som er fast reference for både dogmatik og religionsfilosofi. De tre andre er Skriften, erfaring og fornuften. Traditionelt har man ofte tillagt katolikkerne et fokus på tradition (den apostolske succession) og fornuften (Thomas og det aristotelsk-skolastiske). Her overfor stod Luthers fokus på Skriften (ad fontes) og erfaringen (åbenbaringen (Barth)). Men det er en ærgerlig skelnen, for traditionen kan forstås som en given-plads til mester-stemmerne. Altså bestræbelsen på at lade sine mestres stemmer indgå i skaberværket og gøre sig selv til et rum, redskab eller medium for at disse stemmer kan lyde i samtiden. Traditionen bunder i denne forstand på tilliden til mesteren. Den kærlighed der er tale om i 1Kor, i bestræbelsen på at samle Kristuskroppen. På den måde handler det at skabe plads - træde i karakter - faktisk om at træde til side. At gå ind i sin offentlige rolle og blive sin offentlige rolle, således som det også var tilfældet i den antikke biografi (og i evangelierne - især Markus). Viden og læring handler således ikke om selvrealisering, men tværtimod afrealisering - en given-plads. Eller en imiteren-i-tillid. Traditionen bør ses som en grundlæggende tillid til mesteren - i sidste ende til Mesteren, Jesus Kristus. Men dette betyder ikke, at vi behøver at glemme fornuften: traditionen udlægges ofte som en dogmatik (eksempel den apostolske succession), hvor man bare ender som et religiøst objekt. Men hvis man retter sin fornuft - nous - mod ånden / skaberværket, står det ikke i modsætning til traditionen. Men hver ting til sin tid: Viden må og skal bero på tillid - det er Løgstrups grundlæggende pointe med sine suveræne livsytringer. Man er sat og skabt ind i skaberværket. MEN man skal også på et tidspunkt træde i karakter. Dvs. indtage den nådegave og realisere det talent, som er blevet givet en. Man skal som Dante på et tidspunkt slippe mesterens hånd og selv træde i karakter og modtage den (op)gave, man er blevet skænket. Man skal på et tidspunkt lade skaberværket tale igennem sig. Det er en grundlæggende bestræbelse - at rette sin nous mod ånden. Men det er også efterkommernes / lærlingens opgave at lade det lyde, og ikke destruere livet. Vi har derimod til opgave at vogte livet! 

Det at træde i karakter og blive en myndig borger er at bruge sin nous / fornuft på den rette måde. Det er præcis her, at Kant, Gödel, Penrose såvel som Paulus kan vejlede os! Fornuften kan her forstås ind i en logosteologi! Fornuften er ikke noget essentielt - det er noget der opstår og anes i brugen af denne i dens rettethed mod ånden. Hvor det aksiomatiske bevis f.eks. er rettet mod en immanens er Gödels teorem rettet mod det transcendente. Hvor det ene er rettet mod menneskets egen behov for mening, er den anden rettet mod en transcendent mening: et bevis er kun sandt, hvis de regler beviset funderer sig på ikke kan bevise reglerne selv. Dvs. beviset skal udføres og aktivt tilegnes for at forstås. Det er her, at Penrose fokus på forståelse / understanding og Gödels fokus på Verstehen komme ind i billedet.  

Jeg skal snart skrive opgave i et fag omhandlende økoteologi. Faget tager udgangspunkt i Ole Jensens I vækstens vold. 

Ole Jensen reducerer videnskaben til oplysningsfilosofi, hvorunder han også henregner Kant. Naturvidenskab er ifølge ham blot en metode til at beherskelse naturen. Det ligger i naturvidenskabens grundlag og ræson d'etre. 

Det leder ham efter min umiddelbare opfattelse på vildspor, fordi han så at sige falder i samme fælde, som han ellers advarer imod: i sin frakendelse af naturvidenskaben og dens fornuft til at erkende noget genuint andet - det guddommelige -  skylles noget ud med badevandet. Erkendelsen reduceres nu til noget kontemplativt (kilder), noget der kommer indefra. Dermed havner hans 'omgang med skabningen' i en antropocentrisme. En 'dialogisme' som i sidste ende retter sig mod en løsningsrettet forsoning. Skabningen får så at sige et ansigt med egen stemme, som herved bliver en dialogpartner med mennesket. Dette står i modsætning til f.eks. Heideggers anonymisering af naturen (Levinas). Og det betyder også, at vi så 'går til naturen' som noget der kan krænkes. Men er det den rette måde at omgås tingene og skabelsen? Er det ikke i princippet udtryk for endnu en variant af antropocentrismen, hvor skabelsen i virkeligheden har menneskets karakteristika? Endnu en afgudsdyrkelse? En essentialisering af skabelsen? 

60'erne og 70'erne var kendetegnet ved den seksuelle revolution. Kærlighed blev anskuet meget kropsligt, og en kropslig forening (sex) blev anskuet som et ultimativt udtryk for (magtfri) kærlighed. Det seksuelt-kropslige og kontemplative ('åndelige') blev f.eks. gennem indisk inspiration sammentænkt som noget magtkritisk-antivestligt, som på sin side var kropsforskrækket og materialistisk, og noget alternativt-afkoblet i forhold til det etablerede. Afkoblingen lå implicit i denne tilgang. Dvs. der var et 'inde og et ude'. Denne afkobling / ikke-involvering i den såkaldt borgerlige verden skabte et magtvakuum, som havde nogle bagsider. For magt var noget, der tilhørte den (små)borgerlige verden. Derfor kunne der opstå en blindhed for de relationer, som opstod i den alternative verden. Det kontemplative-passive blev en kritik af magten i den 'ydre' verden. Den omgang med verden, som lå i det ydre samfund - ritualiseringen, mestringen, øvelse, gentagelse, afgrænsningen - blev anskuet som småborgerlige-aggressivt og udtryk for 'Den sorte Skole'. I stedet blev 'omgangen med verden' seksualiseret - i modsætning til en industrialiseret-mekanisk omgang. Og sex er jo noget, man primært har med andre mennesker. Sex blev jo nok på det tidspunkt primært anskuet som noget, som en mand havde med en kvinde (ikke noget, som en kvinde havde med en mand). Kvinder kunne have indbyrdes sex, men så var det fordi, at den ene part var 'mandlig'. Man så på det tidspunkt stadig ikke sex mellem mænd som noget 'naturligt'. Man kunne på dette plan derfor stille spørgsmål til den egentlige kvindefrigørelse ved denne seksuelle revolution. Kvinden blev således forvekslet med skabelsen som sådan (Moderjord / Gaia? / Suzanne Brøgger).
Paradoksalt kunne man således med den frie tilgang til sex anskue denne frigørelse som en forlængelse af den tidligere omgang med skaberværket: Sex var en uanet 'magtfri' og anonym ressource, som ikke handlede om en forpligtende relation, men om at slukke og opfylde et 'naturligt' begær. Pornografiens lovliggørelse kan siges at være udtryk for det samme - en vareliggørelse af sex. Snarere end et alternativ var der på den led tale om en fordobling af 'mainstream-verdenen'. Først med den næste generation og metoo-bølgen har man efterhånden fået øje for, at magten ikke var reserveret de småborgerlige.
Og ved at forsøge at holde hjemmet / rummet dæmonfrit (magtfrit), og bilde sig ind at man var et alternativ, inviterede man med andre ord værre dæmoner indenfor (Luthers øvrighedsbegreb).

Denne reduktion af omgangen med verden til noget kontemplativt-seksuelt som adskilt fra noget, man kunne kalde for praktisk-mesterlære, satte sig sidenhen i vores skolesystem og læringsteorier og også i ideen om, at man kunne adskille det kreative fra det producerende (Richard Florida). Det kontemplativt-seksuelle bliver således meget indre og følelsesmæssigt og afkoblet den materiel-praktiske verden. Der er tale om to kærlighedsbegreber - mellem manden og kvinden, hvor udfrielsen sker gennem det kvindelige, på den ene side og, på den anden side, mellem mesteren og lærlingen på den anden, hvor udfrielsen sker gennem en forpligtende omgang med tingene. De to afstedkommer forskellige omgange med tingene / skaberværket. Den første adskiller sig fra den '

Man kan så noget modsætningsfuldt angive Jensens tilgang som en antropocentrisk skabelsesteologi. Skabelsen er noget der er der (ontologi)- før menneskets erkendelse af det (epistemologi). Dette stilles af Jensen så i modsætning til f.eks. Kant, som anklages for ikke at have en skabelsesteologi. Måske fordi, at han afviser gudsbeviset. Det udlægges endvidere til, at Kant indskriver sig i den oplysningstradition, der banede vejen for beherskelsen af naturen, idet at mennesket som mål i sig selv blev egentlige guder, for hvem skaberværket var til rådighed.   

   Har Kant ikke nogen skabelsesteologi? Nogen 1. trosartikel? Kun gennem bevægelse! Kant: det private er irrelevant - kun der, hvor man offentligt træder i karakter (som del af øvrigheden / indtager tjenerrollen)! Den antikke biografi.
Er det ikke bare en understregning af, at noget holdes helligt? Transcendensfilosofi? 

Ole Jensens videnskabsbegreb - totalfilosofi? 

Kant --> Gödel --> Penrose

Jensen: sammensmeltning mellem menneske og skabning - på menneskets 'indre'-kontemplative-seksuelle præmisser. Det kontemplative og naturen smelter sammen gennem det seksuelle. Kvinden bliver et billede på det opløste menneske i skaberværket, hvorigennem 'manden' 'erkender' verden. Belæg i Salmerne?

Hvor ligger perspektiverne ved Jensen? Perspektivet ligger i skabelsen-som-inkarnation. Og at skabelsen kun kan tilgås som sådan. 

Gødel og Løgstrup. Det billedlige. At være i overensstemmelse med skabelsen (arkitekturen-som-tolkning). Måde at omgås skabningen. Vi er henvist til sekundære erfaringer. Men dette er ikke tragisk! Det giver derimod anledning til håb! Kun gennem denne omgang med skabningen opstår en transcendens gennem afgrænsningen. Både Fogh Jensen og Søltoft slår sig i tøjret, men det er fordi, de lægger til grund en kropslig-kontemplativ tilgang til skaberværket. Det handler om, at træde i karakter, og det gør man kun offentligt! Og i det offentlige, skal man ikke belemres med indre følelser (se om Balthus her).

By og urbanisering (i historisk og ikke kontemplativt perspektiv). Byerne anskuet som markedspladsen / torvet. Den egentlige produktion skete uden for byerne, og i byerne udveksledes så disse råvarer. Borgerne tilhørte tredje-standen - bønderne. Men det var ikke bare udvekslingen af varer, som borgeren forestod. Dette var først tilfældet med industrialiseringen / fabrikssystemet - først her kunne materien forveksles med en maskine. Borgeren var oprindelig håndværker (Paulus var teltmager, og fremhævede, at han på den måde ikke levede på nåde af andre (slavesamfundet)). Dvs. borgeren forarbejdede råvarerne og omgik tingene på en ganske særlig måde. Før havde dette sorteret under slaverne, men i middelalderen opstod et mester-lærlinge-forholdet i de forskellige fag / laug. Byernes borgere udskilte sig efterhånden som selvbevidst stand (tiggermunkeordner m.m. --> Luther) - de kunne med andre ord 'træde i karakter'. Men denne træden-i-karakter stammer ikke fra en særlig kontemplativ indsats (f.eks. Luther m.m.), men derimod på baggrund af en særlig omgang med det allerede skabte. Dvs. man var først sin offentlige rolle (den antikke biografi), og derefter kunne man blive et religiøst subjekt. Ikke omvendt. At træde i karakter betød at indtage sin offentlige rolle - altså noget ydre, og ikke noget indre. Det personligt-kognitive kan ikke forklare noget 'dybere' i en personlighed. Det er i omgangen med skaberværket, at personligheden skabes / kommer til syne (nådegaver), eller at man kan træde i karakter. Rollen og øvrigheden. Jobcenteret og udredningen... Den antikke biografi. Rematerialiseringen - Latour. 

Mesterlæren og sammenknytning af pligt og kærlighed --> homo faber, homo ludens og homo ridens (p. 417, Ind i Fællesskabet). 

I don't trust my inner feelings, inner feelings come and go. 

Læsenøgle til "Ind i Fællesskabet": p. 332. "Er Gudsriget en færdig tilstand af fred og ro (Augustin) eller en fortsat læreproces, en rejse ind i Guds uendelighed ( Gregor af Nyssa)." --> kapitel 20  og Kap 18 om Ildens symbolik: Straf, tilintetgørelse, renselse?"! 

• Resonansteorien! 

• Jonas (i Pilgrim, 10min + 20min)

• Penrose / Blumenberg / Ombesætningsteori.

• MEGET kognitiv-kontemplatorisk

• ASKESIS --> hård træning / læreproces = brændes, side 342. gregor!! Kap 18 om Ildens symbolik: Straf, tilintetgørelse, renselse?"

  • " Derfor er smerten heller ikke som hos Augustin udsigtsløs, men har tværtimod form som en læreproces hen imod den tilstand, hvor Gud skal blive alt i alle (1Kor15,28). Denne læreproces indeholder en aflæring af syndens livsformer (Gregor 2007, 122), idet synden netop ikke kan bringes med ind i gudsriget". [...] "Kirkefaderen Gregor af Nyssa formulerede på denne baggrunden teologi for alle menneskers frelse, apokatastasis." (Søsteren Makarina som sin 'største lærer): "Hun levede i i askese og trænede dermed sjælens og åndens kraft (askesis betyder hård træning), og Gregor betragtede hende som sin største teologiske lærer. Den asketiske træning var for Gregor et uomgængeligt led i den læreproces at blive et helt og fuldt menneske, sådan som det var Guds mening fra begyndelsen. Ethvert menneske er skabt i Guds billede, men dets modtagelighed skal udvides, så det bliver mere rummeligt og kommer til at ligne Guds væsen, som er kærlighed". 

  • Læreprocessen og det iterative i mesterlæren. Penrose og de forskellige æoner. 

• "Frelse er at komme i resonans med den gudsskabte verden, mens fortabelse er at miste livet, og blive til intet" 343. En twist: Frelse er noget, man lægger i den andens hænder! Ved at overlade livet i sine efterkommeres hænder, giver det mening med pointen i at samle Kristi legeme som et fællesskabsprojekt. 345. Hvad står tilbage 1Kor 3,12-15? "Hvad der så skal lyse frem og opildnes er det gudbilledlige menneske, som synden har holdt nede, men aldrig har kraft til at tilintetgøre. Den gamle Adam skal døfor at den nye Adam kan skinne igennem (Rom5-6)" 346 Dommen i Matthæus: Det I har gjort mod den mindste, har I gjort mod mig! 347. DØMMES FOR HANDLINGER IKKE TRO/REFLEKSIONER tanker. Dommen tilhører fremtiden.  Hvem handler ret? den der sønnen, der siger ja til at arbejde i vingården eller den der siger nej, men gør alligevel? At tage opgaven på sig. 

• TRO/REFLEKSIONER vs. handling --> Bibelen skal ikke forstås intellektuelt, men handlingsvejledende / heuristisk / sakramentalt. Bibelen 'taler' kun, hvis kroppen / sanserne er med. At forstå NT sakramentalt. Det er som Latour har det med det terrestiale. En praktisk vending.  

• . Terrestrializing (46, Latour: If we...).

  • Immitation

  • Rematerialisering / omgang

  • Starter i tillid (vs. lydighed). Starter ikke i refleksion (afstand), men i handling - man skal knæle og udføre ritualerne. Først derefter kommer troen. Først handle i tillid / omsorg - så frugten. 

Bruno Latour og de to begivenheder (Galilei og Lovelock)

• Gregersen, 389: Træk ved skaberværket, som ligner gudsriget: "Floder drikker ikke deres eget vand; træer spiser ikke deres egen frugt; solen skinner ikke på sig selv, og blomster spreder ikke deres duft for deres egen skyld. At leve for andre er livets lov. Vi er født til at hjælpe hinanden, uanset hvor svært det er" (Skaberværkets generøse natur - franciskansk naturspiritualitet). Kenosis...Det giver ingen mening at spørge ind til essensen af f.eks. solen, uden at inddrage modtagelsen / sansningen. For der findes ingen selvidentitet. Der er på denne måde intet bag... Træet kender ikke smagen af sin egen frugt. Pave Frans 25. marts 2017). På samme vis med evolutionen - kraften kender ikke sine egne egenskaber. Frugten har et tidsligt-eskatologisk anstrøg --> man kender ikke eget værk. Man lægger på radikal vis sit liv i hænderne på den ukendte anden! Heri ligger vendingen mod lærlingen fremfor mesteren: Vi er alle lærlinge indtil vil bliver en del af skaberværket. Men det er fremtidige generationers opgave at sørge for, at vi ikke bliver en umælende del. At vi gives stemme i skaberværket er vi ikke selv herre over. Brødet / figentræet --> Markus. Billed-metoden / symboler --> Tillich / alexandrinsk / Løgstrup --> tydning vs tænkning. Nominalisme vs realisme? 

• Opgave ifølge Gregersen (392): "Men jeg mener, at den tankemæssige opgave består: Hvordan kan vi overhovedet tænke et evigt liv? Først i forlængelse heraf kan vi se på de mere poetiske forestillinger der melder sig, hvis vi gør forsøget". Tydning (Løgstrup) vs tænkning? "Troen på altid accepteres i frivillighed, i en eksistentiel modtagelse, ligesom den ikke-troende har friheden til at sige, at det bare er sådan, det er - alt er brute facts, uden nogen dybere mening. I det følgende vil jeg tilsvarende gøre en metafysisk uundværlighedsprøve gældende. Hvad er det for nogle træk ved tilværelsen, som vi ikke kan tænke bort, hvis der overhovedet skal findes et evigt liv, et nyt gudsrige efter døden, en personlig genopstandelse." 392.

Jeg blev meget forundret, da jeg involverede chatgpt i at analysere den apokryfe tekst Paulus' martyrium. Jeg indsætter lige, hvordan den lavede en syntaktisk og morfologisk analyse af teksten nederst i dette indlæg. Først vil jeg dog komme med nogle betragtninger, som denne forundring afstedkom. 

For noget der ville have taget timevis at lave, og som kræver månedsvis - ja måske årevis - tilegnet håndværksmæssig baggrundsviden blev spyttet ud på få sekunder. Jeg blev både begejstret og dybt foruroliget, da det ved denne helt konkrete opgave gik op for mig, hvad dette værktøj kan. Begejstret blev jeg jo, fordi det sparer oceaner af tid, og - som skrevet i indlæg nedenfor - det demokratiserer tilgangen til viden og ændrer vidensbegrebet radikalt. Man kan ikke som 'skriftklog' længere monopolisere viden. Og på den måde må jorden brænde under mange universitetsansatte, som foregøgler at viden på dette niveau er noget esoterisk, og ikke bare noget håndværksmæssigt. Det betyder, at fokus forskydes fra, at viden er et objekt til at viden først opstår, når det sættes i relation til skaberværket eller 'virkeligheden'. Enhver kan nu indgå i skaberværket på en ny måde - ja, der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Dette kan blive en understregning af, at mennesket er henvist til fortolkningen. Til billeder. Det tekstfundamentalistiske, hvor der er en esoterisk mening i teksten selv, således som f.eks. den antiokenske tilgang repræsenterede (i modsætning til den alexandrinske), er nu svær at fastholde. Ingen kan gemme sig længere bag en tekst, eller bag eksperter. Hin enkelte er nødt til at gå ind i en tolkningsproces og blive et 'religiøst subjekt' - eller træde i karakter som myndig borger. Både Tillich og Løgstrup taler for denne billeddannelse - og Jesus selv talte i lignelser, som netop krævede, at den enkelte tog stilling og trådte i karakter. 
Så langt - så godt. Det kan ikke andet end at begejstre!

Jeg blev også foruroliget. Og her vil jeg lige igen referere til Gödels / Kants / Penrose' opfattelse af forståelse: Skal man forstå noget, må man gennemføre de beregninger, der fører til et bevis (som et teorem (vs. aksiomatisk)). Og beviset er ikke et bevis før man har indset grænserne for beviset selv. Det vil altså sige, at et teorem er ikke computional. For at forstå dette kan man sammenligne 'two types of numbers' således som det gøres her mellem fibonacci-tal og collatz-tal. Med andre ord - et teorem er ikke immanent / selvrefererende - det er i selve sin natur transcendent, forstået på den måde, at det ikke kan forklare sig selv. Gödels store indsigt er, at denne transcendens er forudsætningen for forståelsen selv. Der opstår ingen forståelse for et system uden afgrænsningen af systemet selv. Med andre ord, man er 'sat' ind i verden, og begynder man med afgudsdyrkelse (immanens) - dvs. forveksle det ydre med det indre - opstår ingen forståelse; men derimod et ekkokammer. Man kunne måske inddrage Rosas resonans-begreb her: det handler ikke om beherskelse og at beherske rummet, men om gehør og friholdelse af dette rum. Kun på den måde opnås forståelsen. Jeg synes jo at det er fantastisk, at man, på entydige videnskabelige præmisser (Gödel), kan 'ontologisere' den pointe, som Rosa epistemologisk antager. Altså at forståelse ikke er noget vi som mennesker skaber, men tværtimod noget, der er implicit i skaberværket. Vi kan ikke gøre os selv til guder. Og det er den erkendelse, som ligger til grund for hele Penrose' kosmologi (cyclic conformal cosmology (CCC) og ideen om microtubeles). Især ideen om microtubeles er ret epokegørende, idet disse findes i hele skaberværket, men blot er koncentreret i særlig grad i den menneskelige hjerne. Hjernen udgør et særligt miljø, hvor den såkaldte 'collaps of the wavefunction' udsættes og forstærkes, hvorved skabelsen faktisk bliver præsentisk. Hjernen udgør med andre ord et miljø, hvor den tilstand af 'superposition' på kvanteniveauet kan forstærkes gennem de såkaldte microtubeles, som ligger på niveauet under synapserne i hjernen. Ifølge Penrose er det netop her, at bevidsthed opstår - og denne bevidsthed er ikke computional. Men disse microtubeles findes i hele skaberværket - også f.eks. planter. De er bare særlig koncentreret i den menneskelige hjerne. Derfor adskiller vi os ikke principielt fra resten af skabningen, vi er bare evolutionært gået i retning af at skabe et miljø (hjernen), der kan udsætte 'collaps of the wavefunction' indtil gravitationen overvinder superpositionen, som gør, at vi får en indsigt som medskabere / tjenere i skaberværket. Men altså - det er ikke noget der udgår fra mennesket selv. Det ligger implicit i skaberværket selv. Og vi kan ikke - i længden - overvinde gravitationen. Vi kan ikke fastholde en superposition, da vi indgår i tiden og dermed underkastet gravitationen (og heldigvis for det!).

Hvad skal denne omvej om Gödel, Penrose og microtubeles nu til for i forhold til chatgpt og læring? Jo, det foruroligende er jo, at man mister bevidstheden om sig selv som medskaber / tjener, og at forståelse af en algoritme kræver, at man på den ene side gennemlever den, og i gennemlevelsen samtidig sætter grænserne for den. For at forstå denne fordring kan man igen tænke på mesterlæren: Forholdet mellem mester og lærling består i, at lærlingen imiterer mesteren, og gennem denne praksis opnår viden. Men i den tilegnede praktiske viden ligger samtidig en løsrivelse fra mesteren, men, i samme ombæring, en pligt til at gøre mesteren til en del af skaberværket, hvilket kun lærlingen fra sit perspektiv kan i sin løsrivelse og bliven-sig-selv / bliven-mester. At blive sig selv kan kun ske gennem et tillids- og kærlighedsforhold til en anden - som man så fastholder som den anden ved at sætte denne i relation til skaberværket. Det er lærlingens forpligtelse at lade sine mestres værker lyde gennem sig selv. Dvs. lærlingen skal holde et rum frit, hvor skaberværket lyder i form af mestrenes mesterværker. Mestrenes mester er selvfølgelig Jesus Kristus, der gennem begrebet deep incarnation, kan forstås som skabningen selv. Det er den eneste måde at 'blive sig selv'. Man stiller sig til rådighed / stiller sig ved siden af som en tjenerskikkelse. 

Når jeg lærte oldgræsk skete det gennem min lærer Svend Fodgaard - han var mesteren i dette anliggende, og der var tale om helt systematisk, rituel, imiterende og praktisk mesterlære. Jeg forstår oldgræsk fordi jeg lærte det gennem Svend. Sproget blev i inkarnationen (i Svend) også afgrænset, og dermed forståelig. Svend stillede sig ikke i vejen, men blev vejen til viden. Det kræver, at man træder i karakter idet, Svend skabte et rum, hvori vi sammen gik på opdagelse. Han skabte scenen og påtog sig rollen som mester og os som lærlinge. Han vidste ikke bedre fordi han havde indset en dybere mening bag sproget, men fordi han simpelthen mestrede det efter mange års øvelse og praksis. Han vidste hvordan sproget indgik i skaberværket på mangfoldige måder, og kunne lynhurtigt afkode og genkende de forskellige kontekster, som sproget indgik i. Han kunne med et enkelt blik se, om det var Markus, Lukas eller Paulus der skrev, og han kunne kvalificeret udtale sig om, hvorvidt de paulinske breve var ægte eller ej. Det kræver mange, mange års øvelse at kunne det, og kan kun aftvinge næsegrus beundring. 

Ville man kunne dette, hvis man blot havde chatgpt til at analysere? Ville man kunne lave alle de koblinger og have det indblik i alle sprogets nuancer, hvis man kun lærte sproget-som-algoritme? Nej - selvfølgelig ikke! Jeg ville aldrig kunne stille de spørgsmål til sproget, hvis ikke Svend havde trådt i karakter som mesteren og vejen. Gennem mestringen bliver et fag til et fag mellem andre fag. Til et redskab blandt andre redskaber, som bliver som en forlængelse / lemmer / hænder på sin egen krop. Men faget (og en faglig stolthed / mestring) bliver kun til et fag mellem andre fag - altså gennem sin afgrænsning. Og faget bliver kun til et fag gennem brug og praksis i den konkrete virkelighed. Det er her, at lærlingen skal træde i karakter - i den konkrete brug af faget og stemmen bag (mesteren). At reducere et fag til chatgpt er det samme som at lukke munden på sin mester - med andre ord en krænkelse af skaberværket - blasfemi.
På den anden side - hvis man brugte al sin tid til at oversætte - ville der ikke længere være tale om et fag blandt andre fag: Lærlingen hylder ikke mesteren ved at udrydde alle andre stemmer omkring mesteren, således at kun mesterens stemme lyder. Det er afgudsdyrkelse! Det er netop ikke at sætte mesterens værk i relation til skaberværket fra egen position - det er tværtimod at opløse sin egen position, og skabe et Frankensteins Uhyre. Mesterens værk kan kun lyde i relation til skaberværket - dvs. blandt andre stemmer. Ellers lyder det ikke - bønnen bliver til et skrig og rummet hvori stemmerne kan kommer for øre, og skaberværket kan lyde, imploderer. 
Derfor hver ting til sin tid: Man skal først lære at mestre et fag - gennem sin mester. At mestre et fag kræver imitation, vedholdenhed, tillid. Men derefter kommer mesterens stemme kun til orde, hvis den indgår som stemme blandt andre stemmer - dvs. når lærlingen træder i karakter som mester, og bliver bevidst om sin egen position. Hvis mesteren på sin side insisterer på, at lærlingen - som amanuensis / håndlanger - skal videregive egen stemme identisk med sin egen; så forsvinder stemmen i sidste ende. 

Derfor: Rudolf Steiner-princippet om, at man først skal mestre et fag analogt før det 'digitaliseres' er fornuftigt. Det er ligesom man ikke lærer at regne ved i 1. klasse at få en lommeregner. Men det er praktisk at få en lommeregner i 7. klasse, så man ikke bruger al sin tid på at gætte logaritmer osv.
Man burde sådan set ved slutningen af hvert fagligt forløb kunne gøre faget til et redskab - dvs. 'sætte det på algoritme'. Således at det kan anvendes i omgangen med skaberværket og tingene, hvorved netop mesterens stemme kommer for øre. Herved sættes det specifikke (inkarnationen) i en sand relation til det almene og evige: man ved, at algoritmen kan bruges som en forlængelse af sin krop, men netop som redskab til at skabe et rum, hvori skaberværket kan komme for øre og til syne. Algoritmen er et redskab / forlængelse. Man kan ikke sætte selve skaberværket på algoritme!       

Men nu til eksemplet på, hvordan et uddrag af apokryfen: Paulus' Martyrium oversættes af chatgpt:

Mit spørgsmål: 

Lav en syntaktisk og morfologisk analyse på følgende tekst: "Τότε σταθεὶς ὁ Παῦλος κατέναντι πρὸς ἀνατολὰς καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας εἰς τὸν οὐρανὸν προσεύξατο ἐπὶ πολύ· καὶ κατὰ προσευχὴν κοινολογησάμενος ἑβραϊστὶ τοῖς πατράσιν, προέτεινεν τὸν τράχηλον μηκέτι λαλήσας."   

Chatgpt:

Lad os foretage en syntaktisk og morfologisk analyse af følgende græske tekst: 

**"Τότε σταθεὶς ὁ Παῦλος κατέναντι πρὸς ἀνατολὰς καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας εἰς τὸν οὐρανὸν προσεύξατο ἐπὶ πολύ· καὶ κατὰ προσευχὴν κοινολογησάμενος ἑβραϊστὶ τοῖς πατράσιν, προέτεινεν τὸν τράχηλον μηκέτι λαλήσας."**

### Syntaktisk analyse

1. **Τότε σταθεὶς ὁ Παῦλος**

   - **Τότε**: Adverbium, betyder "da" eller "på det tidspunkt", fungerer som en tidsindikator for hovedhandlingen.

   - **σταθεὶς**: Participium (aorist, passiv, mask. nom. sing. af *ἵστημι*), betyder "stående" eller "stillet." Det er adverbielt og beskriver, hvad Paulus gør i hovedsætningen. 

   - **ὁ Παῦλος**: Subjekt (mask. nom. sing.), er navnet Paulus, som er hovedpersonen i sætningen.

   **Syntaktisk funktion**: Denne del af sætningen introducerer Paulus og hans handling, beskrevet med et participium.

2. **κατέναντι πρὸς ἀνατολὰς**

   - **κατέναντι**: Præposition, betyder "over for" eller "i retning af."

   - **πρὸς ἀνατολὰς**: Præpositionsled, hvor **πρὸς** styrer akkusativ og betyder "mod." **ἀνατολὰς** (fem. akk. plur. af *ἀνατολή*) betyder "øst" eller "solopgang." Hele udtrykket betyder "i retning mod øst."

   **Syntaktisk funktion**: Præpositionsleddet beskriver den retning, Paulus står og vender sig mod.

3. **καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας εἰς τὸν οὐρανὸν**

   - **καὶ**: Konjunktion, betyder "og", forbinder sætninger eller led.

   - **ἐπάρας**: Participium (aorist, akt., mask. nom. sing. af *ἐπαίρω*), betyder "løftende" eller "hævende", og fungerer adverbielt, der beskriver Paulus' handling.

   - **τὰς χεῖρας**: Akkusativobjekt (fem. akk. plur. af *χείρ*), betyder "hænderne."

   - **εἰς τὸν οὐρανὸν**: Præpositionsled, hvor **εἰς** styrer akkusativ. **τὸν οὐρανὸν** (mask. akk. sing. af *οὐρανός*) betyder "himlen." Udtrykket betyder "mod himlen."

   **Syntaktisk funktion**: Dette led beskriver Paulus' gestus (løfte hænderne mod himlen) og er adverbielt knyttet til hovedhandlingen.

4. **προσεύξατο ἐπὶ πολύ**

   - **προσεύξατο**: Verbum (aorist, med., 3. pers. sing. af *προσεύχομαι*), betyder "han bad."

   - **ἐπὶ πολύ**: Præpositionsled, hvor **ἐπὶ** styrer akkusativ, betyder "i lang tid" eller "meget."

   **Syntaktisk funktion**: Hovedverbet i sætningen, Paulus' bøn, beskrives her som langvarig.

5. **καὶ κατὰ προσευχὴν κοινολογησάμενος ἑβραϊστὶ τοῖς πατράσιν**

   - **καὶ**: Konjunktion, forbinder denne del med den tidligere.

   - **κατὰ προσευχὴν**: Præpositionsled, hvor **κατὰ** styrer akkusativ, betyder "ifølge bønnen" eller "under bønnen."

   - **κοινολογησάμενος**: Participium (aorist, med., mask. nom. sing. af *κοινολογέομαι*), betyder "åbent erklærende" eller "kommunikerende." Dette er også adverbielt knyttet til Paulus' handling.

   - **ἑβραϊστὶ**: Adverbium, betyder "på hebraisk."

   - **τοῖς πατράσιν**: Dativobjekt (mask. dat. plur. af *πατήρ*), betyder "til fædrene."

   **Syntaktisk funktion**: Dette led beskriver en specifik del af Paulus' bøn, nemlig at han talte til fædrene (patriarkerne) på hebraisk.

6. **προέτεινεν τὸν τράχηλον μηκέτι λαλήσας**

   - **προέτεινεν**: Verbum (aorist, akt., 3. pers. sing. af *προτείνω*), betyder "han rakte frem" eller "strakte ud."

   - **τὸν τράχηλον**: Akkusativobjekt (mask. akk. sing. af *τράχηλος*), betyder "halsen."

   - **μηκέτι**: Adverbium, betyder "ikke længere."

   - **λαλήσας**: Participium (aorist, akt., mask. nom. sing. af *λαλέω*), betyder "talende" eller "efter at have talt." Dette participium står i nominativ og relaterer sig til Paulus, der ikke længere talte, da han strakte halsen frem.

   **Syntaktisk funktion**: Denne sætning afslutter handlingen og beskriver, at Paulus strakte halsen frem uden at tale mere.

---

### Morfologisk analyse

1. **σταθεὶς**: Aorist participium passiv (mask. nom. sing.) af *ἵστημι*, beskriver en fuldført handling, "stående" eller "placeret."

2. **κατέναντι**: Præposition, der tager dativ og betyder "over for."

3. **πρὸς ἀνατολὰς**: Præpositionsled, med **πρὸς** (præposition, styrer akkusativ) og **ἀνατολὰς** (fem. akk. plur.), betyder "mod øst."

4. **ἐπάρας**: Aorist participium aktiv (mask. nom. sing.) af *ἐπαίρω*, beskriver en fuldført handling, "løftende."

5. **προσεύξατο**: Aorist medium indikativ (3. pers. sing.) af *προσεύχομαι*, betyder "han bad."

6. **κοινολογησάμενος**: Aorist participium medium (mask. nom. sing.) af *κοινολογέομαι*, betyder "kommunikerende" eller "åbent erklærende."

7. **προέτεινεν**: Aorist indikativ aktiv (3. pers. sing.) af *προτείνω*, betyder "han strakte frem."

8. **λαλήσας**: Aorist participium aktiv (mask. nom. sing.) af *λαλέω*, betyder "talende" eller "efter at have talt."

---

### Samlet syntaktisk og morfologisk kommentar

Sætningen består af en række participier, som beskriver handlinger, Paulus udfører samtidig med hovedhandlingen (at han beder og strækker halsen frem). Participierne bruges adverbielt for at tilføje detaljer om, hvordan og hvornår Paulus udfører sine handlinger.

I går var en nordisk debat, med Clement Kjærsgaard i den danske værtsrolle, hvor også Anna Libak var tilstede. Hendes fokus var, at Norge, som det rigeste af de nordiske lande, betalte væsentlig mindre til Ukraine end DK, målt på BNP.
Der kan selvfølgelig være en pointe her - det handler om at udøve 'livredende førstehjælp' til den Ukrainske suverænitet. Men jeg mener også, at det kan forstås på en, for DK, lidt mere dyster baggrund - nemlig en forfejlet forsvarspolitik. 

Er det rimeligt at lade Ukraine agere fremskudt forsvar for Danmark? At tænke Ukrainske soldater ind som forsvaret af Danmark? Denne udliciteringsstrategi anvendte Danmark både under Den Kolde Krig (Grønlandskortet) og egentlig også tildels under Afghanistan / Irak, hvor de mange faldne soldater blev tænkt som et kort på hånden, når vi sad til højbords med amerikanerne: ubehagelighederne kunne isoleres og minimaliseres, og selve (territorial-)Forsvaret af Danmark kunne fortsat nedskæres. Det er på sin vis ikke en illegitim satsning, for velfærdssamfundet og velfærdskontrakten grunder i en forestilling om borgerens loyalitet og indre resiliens overfor trusler udefra. Det er en tilgang, som vi, som småstat, ikke kan komme udenom, selvom det ikke altid ser kønt ud. I Afghanistan havde vi udadtil en fortælling om, at vi kæmpede for demokrati, kvinders rettigheder og retsstat. Indadtil handlede det om vores placering i forhold til USA, men den del blev ligesom gemt lidt væk - selvom det kan være en helt legitim strategi: Det gjorde, at vi ikke behøvede at investere i et bredt territorial-forsvar. Vi kunne nærmest afskaffe værnepligten og nedlægge - og nedprioritere - kaserner og ammunitionsproduktion. Alle de penge kunne så anvendes til mere 'nyttige' velfærdsområder. Og det kan der, som småstat med vores geografi og ressourcer, være meget ræson i. Hvad udad tabes... At det nu viser sig at være en forfejlet strategi, kunne man ikke vide. Men ikke desto mindre har vi med denne strategi - i bagklogskabens klare lys - hoppet på ét ben. 

Nu prøver vi så - med Libak - at bilde omverden ind hvor meget DK ofrer ved at give over et procentpoint mere af BNP til Ukraine end Norge. I virkeligheden dækker det over en beslutning vi med dette bidrag bare prøver at udsætte, og som de andre nordiske lande - især Finland - allerede har indset: At vi ikke kan undgå et vist fokus på borgerens forsvarsvilje. Og at vi ikke længere kan adskille beredskabet og den militære sektor fra det civile. Dette passer bare ikke ind i den overordnede danske velfærdsfortælling, hvilket også viser sig med den tøven ved at udsende 'alarmistiske' anbefalinger til de enkelte husholdningers beredskab. Afstanden mellem øvrighed og borger er blevet for stor: Enhver borger har, gennem sit offentlige hverv, en andel i øvrigheden. Enhver borger skal have en rolle i at fastholde den ramme som en offentlighed konstituerer. Enhver borger skal med andre ord have muligheden for at træde i karakter i sin offentlige rolle - ellers forbliver de 'børn', som blot navigerer udfra umiddelbare behov, som politikere og øvrighed skal opfylde. Når man anskuer sit hverv - uanset hvad det er - som et kald, så er det fordi, man netop her træder i karakter som en offentlig person. Ikke for at få opfyldt sine behov som privat person. Desværre har man været bange for at kræve det af borgerne. De fleste partier ser efterhånden vælgerne som en masse og følgere - ikke som myndige personer, der skal gives muligheden for at træde i karakter. Løkke er et eksempel på, at han ikke anser vælgerne - eller medierne som borgernes vagthund - som kompetente til at forstå alle de komplekse problemstillinger. Demokrati er ren staffage - midterpartier og djøf'ere bør styre.
Selvom det givetvis er at stramme den voldsomt, så kan jeg ikke lade være med at sammenligne den nuværende midterregering med provisorietiden under Estrup. På samme vis havde Estrup-regeringen givetvis også en opfattelse af at skulle 'styre Danmark gennem alle kriserne' efter 1864, arbejderkampe osv. Det kunne man ikke overlade til den enkelte borger. Som reaktion herpå opstod skytteforeninger og kulmination af højskole- og andelsbevægelser, der i sidste ende også fik en politisk stemme og repræsentation. Man kan håbe på, at konsekvenserne af midterregeringen kan afstedkomme samme reaktion.
Men forsvarsdebatten blev dengang polariseret mellem et konservativt fokus på Københavns Befæstning og de radikales 'Hvad skal det nytte'-tilgang. En gidseltagningen af forsvarsdebatten, som mere eller mindre har holdt sig til idag: Høyre gjorde forsvarsviljen til en konkret sag om Kbh's befæstning - og hertil kan man blot istemme Hørups 'Hvad skal det nytte'! På samme måde kan man fuldstændig unuanceret spørge, hvad det skal nytte at bruge ukrainske soldater til at befæste Danmark, når Rusland anvender hybrid krigsførelse, som vi ikke kan befæste os ud af? 

Vi kommer ikke udenom dette polariserende spørgsmål uden et fokus på den myndige borger. Samme demokratiske debat der opstod i sidste halvdel af 1800-tallet. Vi skal så at sige gentænke kaldstanken - det almene præsteskab. Alle skal ved siden af deres private liv kunne træde i karakter som offentlig person. Det er det, som også både Kant og Weber er inde på: enhver har en pligt til at holde den offentlig ramme ved lige. Før var højskolerne og andelsbevægelserne steder, som kunne ballancere den private og offentlige rolle, og opfordre borgeren til at træde i karakter. Måske er værnepligten (som Løkke faktisk har foreslået) idag en vej til dette! Her kunne Finland være forbilledet.

Så når Libak fokuserer så meget på, hvor meget Danmark betaler i forhold til de øvrige nordiske lande, så hører man et ekko af den polariserende debat af forrige århundredes forsvarsdebat - som netop i sin polarisering missede det væsentligste: borgerens myndiggørelse. Og her kunne vi med fordel skele til Finland istedet for at bryste os af at udlicitere vores forsvar til Ukraine.

Endnu engang har der været skærm-diskussioner i mit barns klasse. Givetvis inspireret af Jonathan Haidts bog, Den ængstelige Generation, som finder en sammenhæng mellem skærm og mistrivsel. Han opfordrer til at lave forældrekontrakter om børnenes skærmbrug og adfærd på nettet - og brug af some i særdeleshed. 

I begyndelsen handlede det, så vidt jeg kunne se, blot om en forældrekontrakt, der forpligtede forældre på, at børnene ikke fik en SOME-profil før 8. klasse. Men ved et forældremøde var der kommet tilføjelser, som jeg ikke havde været opmærksom på:

Sociale medier (forældre-oplæg) 

• En arbejdsgruppe har udarbejdet en aftale på baggrund af et ekstraordinært forældremøde, hvor 17 forældre deltog.

Aftalen lyder:

”Som forældre til barn på årgang 2021 bekræftes herved, at barnet ikke får en personlig profil på sociale medier før 8. årgang”.

Tilføjelser til aftalen som man i øvrigt bestræber sig på:

• At legeaftaler organiseres via ikke-algoritme baserede sociale medier fx sms, opringning eller cykle forbi

• At opfordre andre til at tilslutte sig aftalen

• At børnene leger med mange forskellige

• At legeaftaler ikke kun bliver skærm-aftaler

• Videndeling i forhold til hvordan man bedst kan passe på sine børn mht. skærm og medier.

Allerførst synes jeg det er fantastisk, at der er lavet en aftale om sociale medier. Sociale medier er - i hvert fald i den amerikanske forretningsmodel - afhængighedsskabende og belønningsbårne på samme måde som tobak og alkohol. Og det hænger blandt andet sammen med, at f.eks. Meta's forretningsmodel og dermed algoritmer gør os til et produkt, hvorfra der kan høstes data. Der er således ikke tale om en neutral platform, men om en platform, der søger at skabe opmærksomhed om sig selv, og målrette reklamer mod brugerne. Det skal vi ikke udsætte vores børn for, og det er udtryk for rettidig omhu og omsorg for vores børn, at vi skrider ind her! 

Til min overraskelse var der så, som nævnt, tilføjet noget i forældremøde-referatet: "Tilføjelser til aftalen som man i øvrigt bestræber sig på". 

Her mener jeg altså, at man laver et fejlagtigt spring fra et fokus på sociale medier til, at skærme og algoritmer i almindelighed er skadelige, således som punkt 1 under tilføjelserne antyder. Algoritmer og skærme er ikke i sig selv skadelige - de er bare 'medier' som tværtimod kan forstærke sociale og analoge / menneskelige fællesskaber. Det er forretningsmodellen bag der kan være skadelig. Ikke skærme og algoritmerne i sig selv - efter min mening. På mange måder kan skærme, gaming (og algoritmer) tværtimod forstærke og forlænge (augment'e) personligheder og analoge fællesskaber- der er jo ikke længere tale om arkadespil fra 80'erne, hvor man bare spiller mod maskinen. Tilbage i Oldtiden mente Platon også, at skrift og bøger var skadelige for ungdommen, fordi det fjernede dem fra virkeligheden. 

Noget andet er så, at alting kan overdrives - man skal jo have kroppen med, og ikke bure sig inde i gamer-værelset. Men det sorterer jo under sund fornuft og forældreomsorg og ansvar. Når man opstiller et slags værdigrundlag, sådan som tilføjelserne gør, så har det efter min mening nogle konsekvenser:

For det første fjerner det myndigheden fra forældrene - og dermed faktisk også fra barnet. Man gør sund fornuft (og tilliden til, at forældrene besidder dette) til regler, og derved deles forældregruppen op i A- og B-hold, som også kan forveksles mellem ressourcestærke- og ressourcesvage. For hvem skal vurdere, hvornår en legeaftale indeholder for meget skærm (punkt 4 i tilføjelser)?

For det andet kunne man så ikke frygte et slags dommerpanel (A-holdet), der bidrager til vidensdelingen i punkt 5 under tilføjelserne? Som så de resterende forældre føler sig forpligtet på, fordi de jo har 'skrevet under' på kontrakten? Selvfølgelig skal børnene ikke ved en legeaftale sidde og lumre indenfor hele dagen - det var ligesom da mine klassekammerater og jeg for 30-40 år siden sammen kunne tilbringe timevis på at læse Anders And-blade til man var ør i knolden. Der kan forældrene lige sparke dem udenfor og lege. Men jeg synes det er en uskik, hvis forældrene skal gå ind og overvåge legeaftalerne i detaljer.

I forlængelse af det, føler børn sig - for det tredje - idag så rigeligt overvåget (hvor alt reduceres til læringsmål). Og denne bevidsthed i sig selv er forrående, fordi det er et udtryk for generel mistillid. Og når børn fornemmer mistillid, vil de gøre alt for at 'gå under radaren' . Og de finder altid udveje - hvor børnenes adfærd istedet bliver til en protest mod de voksnes overvågelse og manglende tillid. Vi ser talrige eksempler på forråelse her, og hvilke uhyggelige konsekvenser det kan have... Her virker nogle ydre regler nærmest som forsøg på brandslukning (og udlicitering) af et problem, der i virkeligheden beror på et meget dybere tillidsproblem, som kræver helt andre svar.

Klimaet er et eksempel på et 'emne', som bør teologiseres. 

Nu giver det jo associationer til, at der så skal sidde et præsteskab og bestemme hvad der er halal og haram - men det er faktisk det stik modsatte. At teologisere et område, eller at gøre det helligt, handler om, at holde det frit. At lægge et rum til rette, hvor myndige mennesker kan mødes om dette emne, og 'være i det'. Ikke nødvendigvis som udgangspunkt på kontemplativ / kognitiv vis, men gennem handling, krop og praksis (væren og praksis er sammenflettede). En teologisering handler i min optik om en transcendering i kantiansk-gödelsk forstand: at muliggøre et rum, hvor 'problemstillingerne' kan gennemleves (rituelt-liturgisk), men i denne 'kropslige gennemlevelse'  - og qua denne - i samme nu erkender sin egne grænser (transcendens), og dermed automatisk giver plads til andres 'kropslige gennemlevelse' af samme problemstillinger - selvom de, kognitivt set, er modsatrettede. Men altså, hvor man som udgangspunkt respekterer hinanden som myndige væsner. Man kunne også kalde det for en sakralisering, eller, mere præcist, en sakramentalisering: noget der gentagende på hermeneutisk vis skal indtages / gennemleves i praksis for som religiøst subjekt at opnå en erfaring.   
I princippet er det samme rituelle rum, som Kirken - ifølge Søren Ulrik Thomsen - repræsenterer, når man på kirkebænken kan sidde sammen med mennesker, som kommer fra helt andre sociale, kulturelle, etniske, erhvervsmæssige lag end én selv, men hvor man i fællesskab er rettet mod samme 'ånd'. Hvor man med liturgien og med højmessen på alle leder og kanter tiltales som et religiøst handlende subjekt, og ikke som et passivt objekt.
Det er præcis det en teologisering (sakramentalisering) kan gøre: at tiltale os som handlende subjekter. Ja, endda at forpligte os som sådanne. Ikke ved indoktrinering eller politiske programmer, men simpelthen ved at lægge et rum til rette, hvor noget er helligt, og ikke kan bemægtiges, men blot, på hermeneutisk-sakramental vis, kan tilnærmes. 

Dette er altså en alternativ 'metode' til Sigge Winthers løsning af de såkaldte 'Vilde Problemer', hvor han mener, at vi skal hen til 'demokratiets bagdør' - implementeringsdelen. Men det er en skæv tilgang - for her reduceres alt til 'komplekse, globaliserede problemer'. Og dem der skal løse dem, er eksperter (djøf'er), som har tiden til at sidde (eller stå - lidt bevægelse skal der jo trods alt til) ved deres hæve-sænkeborde. Ifølge Winther handler det altså ikke om selve systemet det er galt med - det handler bare om, at de geniale politiske løsninger udtænkt herfra ikke er implementeret godt nok. Og løsningen er selvfølgelig at sende en masse djøf'er ud lokalt i implementeringsdelen. Altså en radikaliseret top-down-model, hvor eksperten i sin tænketanke som en edderkop nu får endnu mere magt. Vidensbegrebet fastholdes som noget elitært kognitivt-transportabelt (Piaget). Det er udtryk for en traditionel tænkning, der skaber passive umyndiggjorte objekter.

Klimaproblematikken kan ikke afgrænses til et kontemplativt 'vildt problem'. Skal klimakrisen løses, kræver det skabelsen af myndige borgere, som kan være i samme rum. Og netop gennem etablering af dette rum, skabes handlende subjekter - og herfra en viden, som ikke kommer ovenfra fra en elite af djøf'er, men viden baseret i praksis. Man kan ikke sætte sig i yogastilling eller nedsætte et udvalg, tænketank, kommission og tænke sig til en løsning, som så bare skal effektivt implementeres. Den eneste måde er, at myndige borgere engagerer sig i problemet fra hver deres perspektiv, og så lytte til den polyfoni, der opstår heraf. Præcis dette er i bund og grund budskabet fra f.eks. Paulus og 1Kor: Man skal rette sin fornuft (nous) mod ånden / det hellige og hermed med sin nådegave / talent bidrage til at samle Kristi legeme eller skaberværket igen. 

I kristendommen handler teologien således om myndiggørelse af borgeren og forpligtelsen af den enkelte på sit talent / nådegave. Det handler om at etablere et rum, hvori disse forskellige stemmer og nådegaver kan komme for øre - med henblik på at drage omsorg for det samlede skaberværk. Kan man fornemme noget spenersk / pietistisk og kantiansk er det måske ikke helt skævt!      

Jeg er ikke imponeret af Lars Løkke. Det har jeg heller ikke lagt skjul på i andre indlæg.
Nu kan det være meget lidt konstruktivt at knytte sin skepsis i forhold til en tendens til en person. Det er simpelthen for nemt. Lars Løkke er et symptom på en tilgang til politik, som ligger som en farlig tendens i tiden, og som det er værd at beskæftige sig med. Ja, det er vel nærmest en pligt. For nu at bruge Løkkes egne ord - det skal handle om noget, ikke nogen. Og selvom 'noget' for Løkke i sidste ende altid havner ved ham selv, og hans halv-private foretagender, bør vi tage ham på ordet. 

For Løkke repræsenterer et meget grundlæggende tidstypisk syn på politik. Han ser grundlæggende demokrati som staffage. Som et skuespil - ja, med Luthers ord, måske endda som et abespil. Allersenest så vi det i et interview efter et møde i Moderaterne om den verserende sag om dårligt arbejdsmiljø og sexisme blandt medarbejdere i partiorganisationen. På typisk Løkke-vis indledte han en metakommunikation omkring de roller (og interesser) medierne tog og den rolle han som politiker har: Medier og politikere er principielt modstandere, og mediernes rolle er at underminere politik i almindelighed og Løkke selv i særdeleshed. Så er rollerne og scenen ligesom sat! Fraværende er bevidstheden om, at både medier og politikere (især i den udøvende magt) i sidste ende har samme formål - at holde demokratiet på rette kurs og skabe rammen omkring myndige og oplyste borgere. Man kan sige, at Løkke har haft en masse ubehagelige oplevelser gennem tiden med medierne, og at han derfor taler af erfaring; men noget tyder på, at hele hans politiske projekt baserer sig på denne offerfortælling om (mainstream-) medierne som går efter hans person fremfor den politiske sag. For Løkke har den politiske sag ikke noget med demokratiske processer at gøre. Den politiske sag står som et objektivt problem, som bedst løses blandt eksperter. Midterregeringen, Løkkes alliance med Corydon, Sigge Winthers løsning på 'Vilde problemer' spiller alle ind i den forestilling. 'Problemer' identificeres og løses bedst af en stand af professionelle politikere (fra midten) og DJØF'ere. De såkaldte 'vilde problemer' er i vores globale verden så komplekse, at almindelige mennesker ikke bør besværes med disse. Det handler altså ikke om at myndiggøre borgeren, men at afskærme masserne fra alle de globale problemer og kriser, der trænger sig på. I denne top-down-forestilling ligger svagheden i systemerne i implementeringen af de politisk udtænkte løsninger. Det, som Sigge Winther kalder for 'demokratiets bagdør'. Politik ses altså som et produkt eller en vare der skal opfylde et konkret behov. Alt dette - Løkkes midterregering, corydonisme, Sigge Winthers demokratiske bagdør (og i forbindelse hermed: oprettelsen af ministerium for implementering af den grønne trepart) - repræsenterer efter min mening et, mildt sagt, skævt billede af demokratiet. Men ét er at pege fingre af alle disse tendenser, noget andet er, at undersøge bagvedliggende årsager og derud fra pege mod løsninger...

    
Demokratiet og staten kan sammenlignes med teater / rollespil. Men det gør det ikke mindre virkeligt. De roller, som er udviklet over århundreder, er etableret - ikke som et 'abespil' - men for at man kan 'træde i karakter'. At træde i karakter er at blive sig selv gennem sin (offentlige) rolle - ikke omvendt at bruge sin rolle som et redskab til at gøre noget privat / indre til noget ydre. Altså at belemre (og forveksle) sine omgivelser med sit - efter egen formodning - geniale indre 'jeg'. Som parti-ejer virker det sidstnævnte som Løkkes egentlige projekt. Og han er ikke alene om denne ødelæggende tendens - de andre borgerlige partier (Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, (tidligere) Ny Borgerlige, og på oppositionssiden: Alternativet), på nær Venstre og Konservative, har samme tendens.  
Vi bør i den forbindelse besinde os på, hvad et parti oprindeligt er. For det har vi tilsyneladende glemt. Et parti repræsenterer som udgangspunkt myndige borgere. Handlende subjekter. Med handlende subjekter menes borgere, som har et bevidst forhold til sin omgang med verden - med tingene - med skaberværket: Man bliver kun en myndig borger, hvis man mestrer noget. Altså har en konkret og omsorgsfuld-forpligtende omgang med tingene. På den måde dannedes partierne oprindeligt ud fra de erhverv man havde - arbejder, bonde, virksomhedsejer, husmand/håndværker. Alt tog mål efter hvad man beskæftigede sig med, eller hvad man mestrede. Man har tidligere anskuet partistrukturen meget endimensionalt som en indbyrdes kamp om magt, indflydelse og utopier (altså totaliserende, at alle skulle blive arbejdere eller små virksomhedsejere eller lignende). Istedet bør man se på det rum, der lagdes til rette, hvor forskellige omgange med tingene ikke bare kunne eksistere side om side, men var helt nødvendigt for, at et samlet samfund kunne eksistere. Virksomhedsejere, arbejdere, bønder, husmænd, håndværkere havde alle deres vitale roller i samfundet, og betragtede sig som dele i en helhed. Demokratiets fortjeneste var så, at disse roller ikke længere blot blev bundet til stænder og klasser, men var roller, som i princippet kunne fyldes ud af enhver. Det blev med andre ord muligt for borgeren at træde i karakter - at blive et egentligt samfundsmæssigt handlende subjekt, fremfor et passivt objekt. Jeg har i tidligere indlæg undersøgt forbindelsen mellem mestringen, mesterlæren, forpligtende forholdet mellem mester og lærling (gennem tillid / næstekærlighed), at træde i karakter og blive en myndig borger. Mesterlæren kræver gentagelse, øvelse, træning i en rituel struktur. Man er sat i / kastet ind i verden / i en midte - man er skabt. Og det rituelle er en måde at holde et rum frit, så man kan møde andre, verden og det, der kommer udefra.
Med den tiltagende industrialisering er omgangen med tingene - mesterlæren - blevet mekaniseret. I tidligere indlæg er Kant, Gödel og Penrose blevet sammenlignet: man opnår kun forståelse (Verstehen) af et bevis ved at gennemleve beviset og indse, at beviset ikke kan bevise de regler, som systemet selv baserer sig på. Forståelse er derfor altid samtidig en bevidsthed om sine egne grænser (transcendens). Man skal altså involvere sig i tingene med den bevidsthed, at der altid kun kan være tale om et udkast. Det er det, at det oprindelige partisystem ideelt var et udtryk for, og den erkendelse kom kun gennem en mesterlære-bevidsthed. Altså gennem en konkret involvering med og omsorg for tingene. Selveste væren - som et myndigt menneske - beror på denne involvering og omgang. Når så at vi alle skal være vidensarbejdere, djøf'ere eller lignende, mister vi omgangen med tingene og dermed mister vi blikket for væren i det hele taget. Vi havde forestillingen om, at vi kunne sende hele produktionen til Kina og så sidde og være kreative her (se indlæg nedenfor om Richard Florida og Rusland). Men når vi mister produktionen, mister vi også omgangen med tingene. Vi bliver ikke til det vi gør gennem erhverv og praksis, men til den vi kontemplativt 'er' i vores indre. Vi bliver vores eget produkt - en vare. Man er fuldstændig løsrevet fra verden og tingene og omgangen med disse (her har Marx ret ifm. sit fetich-begreb).  Når Inger Støjberg kan påstå, at hun arbejder for den almindelige stoute udkants-jyde med fødderne solidt plantet i mulden selvom hun i virkeligheden varetager interesserne for en lille gruppe af industrielle storbønder, hvor det lugter mere af gylle end af muld, så er det udtryk for dette. Når Morten Messerschmith påstår at han hører Bamses Venner, er en 'ven af folket' og varetager disses interesser, når han i virkeligheden er indbegrebet af et christiansborg'sk osteklokke og helst hører opera, er det et udtryk for en afkobling og et blik på borgerne som en slags 'ædel masse'. Lars Løkke, som påstår at varetage en ny 'bevægelse' fra det virkelige liv udenfor Christiansborg, repræsenterer i virkeligheden intet andet end sig selv. "Det virkelige liv" eller "bevægelsen" viser sig i virkeligheden blot at være et middel til Løkkes egen magtopfattelse, hvor han starter onlinemøder i "Det politiske Mødested" med et kvarters enetale fra sit eget Mar-a-Lago (hans nyhavnslejligheds altan), og derefter forlader følgerne, hvor de kan slås om guldkornene. Alle tre - Støjberg, Messerschmidt og Løkke - baserer deres politik og identitet på en offerfortælling, som primært peget ét sted hen - mod dem selv. Deres partiapparater handler altså med offerfortællingen ikke om at skabe rum for den myndige borger - det handlende subjekt. Det handler om at skabe følgere med dem selv som centrum - det handler om at skabe passive og ukritiske borgere, der ikke stiller sig i vejen for at løse de 'globale kriser' og udfordringer (Corydon).
Derfor er uroen i Moderaternes partiorganisation ikke et tilfælde. Selve partiorganisationen i Moderaterne såvel som Danmarksdemokraterne, LA og NB (og Alternativet) dyrker den umyndige borger - barnet, som har brug for en fader / moderfigur (Løkke / Støjberg), eller bare repræsenterer den unge uforpligende rebel (Vanopslagh / Lars Boje / Martin Henriksen/Uffe Elbæk). Løkke sagde det selv med sin disruptive event under forrige valgkamp - "Befrielsens Øjeblik". Her efterlyste han, at der skulle være en voksen tilstede, hvilket jo til fulde afslører hans blik på demokratiet: De voksne ansvarlige overfor den umyndige masse, som skal retledes. Hans forvrængede modbillede, som legitimerer hans billede, er f.eks. Ny Borgerlige, som netop, uden den store og ordnende moder-figur,  render rundt som anarkistiske hovedløse høns, der dyrker konspirationsteorier. At legitimere sit politiske projekt på et karikeret eksempel som Ny Borgerlige er selvfølgelig ikke langtidsholdbart i den virkelige verden (at Løkkes ledelsesstil i sig selv skaber hovedløse høns, således som det har været reglen i hans regeringsperioder, hvor han som den enøjede kan være kongen, er en paradoksal pointe).
Hverken MF'erne i Moderaterne eller organisationen er valgt / udpegede / ansatte til at være myndighedspersoner. De er udpegede til at bane vejen for den 'stærke mand' og hans projekt (men altså også paradoksalt nok offerets hævn og ressentiment-følelsen). Løkkes middel til dette er kaos, disruption og krisestyring. I Altingets potcast #dkpol fra 6. september beskrives det, hvordan Løkke bevidst kan skrue op og ned for sin vrede som styringsredskab - Fire and Fury. Støjberg og Vanopslaghs er kultdyrkelse. Det grundlæggende 'organisatoriske' handler i overført betydning om at tage til Mar-a-Lago og kysse ringen. Når man hører 'Slotsholmen' på P1 er det overraskende at høre, hvor hurtigt værterne normaliserer denne adfærd som udtryk for magtens logik - de går simpelthen med på præmissen om Løkkes abespil, og at alt handler om magt: alle andre har åbenlyst ikke forstået den christiansborgske 'virkelighed' - som om, at Løkke er denne christiansborgske virkelighed...  Løkke er en dygtig taktikker, men en, forhåbentligt, elendig strateg.

Eneste borgerlige partier som har et nogenlunde intakt bagland er Konservative og især Venstre. Her gøres en dyd ud af, at ledelsen er valgt af et reelt bagland. Stephanie Lose og hendes rolle i Løkkes fald / Støjbergs exit er et meget godt tegn på dette. Der er ikke meget offerdyrkelse ved hverken Lose eller Troels Lund (eller Mona Juul).

I 'gamle dage' fungerede partiorganisationen som rekruttering nedefra. Det grundlæggende var en mestring af et fag, og den stolthed og myndighed det resulterede i, i en forpligtende omgang med tingene. Fagene / omgang med tingene og politik har mistet sin forbindelse med hinanden. Vi er i en postindustriel overgangsperiode. Vi skal genfinde vores omgang med verden og tingene igen. Vi skal genbesinde os på en partistruktur, som fordeler sig efter 'omgang med tingene' og i forlængelse heraf, at skabe myndige borgerlige subjekter. Et system, hvor man nok frit kan indtage forskellige roller, MEN gennem mesterlære forpligter sig på denne, og dermed træder i karakter. Man kunne kalde det for en kalds-tanke. Det er svært lige nu - i en postindustriel epoke - at gennemskue, hvilke erhvervsgrupper og fag, man fordeler sig efter. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er den vej, man bør gå: det er også politikernes opgave at skabe en overordnet rollebesætning, der muliggør, at borgeren i det hele taget kan træde i karakter, og indgå i skaberværket på en fornuftig måde. Noget som Grundtvigs Danmark ellers forbilledligt har holdt sig for øje.

Jeg blev introduceret til Chat-PDF af en af mine undervisere på teologi i Århus.
Han underviste på en måde, som jeg finder forbilledlig. Han havde skrevet et (syntese)værk, som han underviste udfra. Dette værk var først lige under udgivelse, og man fornemmede processen bag under hele forløbet. De kildetekster han anvendte, var af ham udvalgte kortere og præcise uddrag, som stilladserede værket. Han kom på den måde gennem hele fagets pensum.
Nu kan man spørge, om ikke han som underviser skulle lægge kilderne 'neutralt' ud til debat og diskussion fra en ende af. Om det ikke var hans rolle, som underviser, at agere gennemsigtigt vindue til den viden, som ligger i kilderne? Altså at læse kilderne som værker i sig selv?
Jo, det kunne man måske bestræbe sig på. Resultatet ville blive en principiel og permanent fornemmelse hos den studerende af mangel. Et bombardement af værker ville gennem denne mangel-optik reproducere et videnshierarki - et slags meritokrati. Målet ville være, at beherske teksterne selv (som med et enkeltværk kan tage årevis) i en slags uendelig begrebseksercits af disse. Underviserne ville da bekræftes i, at de ved bedre. Og hvis de studerende er ihærdige nok, ville de måske til sin tid kunne indtage lærerens position som ekspert i denne tekst. Denne begrebseksercits opererer ud fra en forestilling om, at der iboende i teksterne er en transportabel viden, som kan afdækkes og overføres til den studerende uafhængig af kontekst. Viden er altså i sig selv noget uafhængigt, og som producenter af viden er det universiteternes opgave at afklare denne viden. Det var også det, som Piaget mente. I historiefaget kalder man hånligt denne tilgang til kilder for et materiel kildebegreb. 

Heroverfor har vi en mere vygotskij'sk tilgang til viden som relationel. Viden opstår kun i relationen til (et levende) værk. Et menneske eller en mester, som træder i karakter, og stiller sig bag denne viden. Ikke for at reproducere en vidensmangel hos den studerende, men tværtimod for at stille sig sammen med den studerende, og sammen med denne, i en omsorgsfuld omgang med tingene (og skaberværket) (mesterlæren) tage den studerende ved hånden og i fællesskab træne, øve, gentage hen til det sted, hvor mesteren må slippe, og lade den studerende selv træde i karakter.  Men underviseren er principielt lige så uvidende som lærlingen (Rancière). Dvs. man kan ikke lære noget hvis ikke der er en relation mellem mesteren og lærlingen. Og det er lærlingens opgave efterfølgende at sætte mesterens værk i relation til skaberværket fra sit perspektiv.  Så det at lære er altid personligt, og som lærling får man efterfølgende mesterens liv i sine hænder, idet man netop skal sætte dette værk i relation til skaberværket. Det er et ansvar, man skal være sig dybt bevidst! Den dybeste krænkelse af skaberværket er, hvis mesterens stemme forsvinder. Det er at sidde noget blasfemisk overhørig og en utilbørlig og disrespektfuld omgang med skaberværket - altså at lade stemmen forsvinde ud i intetheden. Således skal man altså - som lærling og lærende - lade et rum frit, hvor stemmerne kan lyde gennem eget værk. Kun herved bliver man 'sig selv'. Kun gennem andre (mesteren) bliver man sig selv. 

Med introduktionen af Chat-PDF stillede vores underviser sig netop principielt ved siden af os - overfor skaberværket - for sammen at gå på opdagelse. Men med ham som forbillede - for man kan ikke gå på opdagelse uden at stille spørgsmål. Og man kan ikke stille spørgsmål uden en bevidsthed om at være sat / kastet ind i en midte, socialt, kulturelt, geografisk, etnisk osv. Altså at man er sat situationelt sammen med det øvrige skaberværk. Det er ikke en svaghed for viden og videnskaben, men derimod en forudsætning. På sin vis er der noget spener'sk / pietistisk i denne bevidsthed - altså, at man er skabt og som udgangspunkt har Helligånden. Det handler bare om at give rum for at at lade 'frøene' spire (se om opdragelse nedenfor). 

Vores underviser skilte sig her ud fra en del andre undervisere, hvor det mere handlede om at deres legitimitet - i deres stilling - lå i, at de efter mange år kunne udlede almene begreber og almen viden fra et kæmpe tekst- og værk-korpus. Altså ikke, at begreberne skulle bruges situationelt for at komme til syne, men en tro på, at begreberne i sig selv indeholdt en viden på et metaniveau uafhængig af kontekst. Jeg vil så sige, at hvis de virkelig havde læst deres Kant, så var de kommet ud af den vildfarelse (Se indlægget "Variationer" nedenfor!). 

Chat-PDF er en trussel for denne  'mainstream-universitære' tilgang til viden, fordi det gør op med en mangelbevidsthed hos den studerende. Man kan på ingen tid danne sig et overblik over et tekstkorpus / værker, og kan i stedet fokusere på det væsentlige: at bruge det i en omsorgsfuld omgang med tingene og skaberværket! Netop herved kommer værket sandt til syne, og værkets mestre æres på behørig vis, fordi deres stemme klinger med!

Jeg er jo i den helt mirakuløse situation, at jeg har fået givet to børn. Det har på alle måder beroet på tilfældighedernes spil, at jeg er kommet hertil, for det troede jeg aldrig ville ske. I bakspejlet bliver tilfældigheder til et spor - et spor, der ligner et skib, der navigerer i skærfyldt farvand, men som jo bliver et samlet billede på et liv. Og et liv bliver i sidste ende et værk - et livs- og mesterværk, som skriver sig ind i skaberværket i sin helhed. Men dette med at skrive sit spor af tilfældigheder ind i det store værk er ikke op til en selv. Og hvis man forsøger at gøre det til sin egen sag, så fører man en blasfemisk omgang med skaberværket og begynder at dyrke afguder. Ting og tildragelser er givet - skænket. Og det er præcis det, som tilfældighedernes umiddelbare spil understreger. Man skal omgås tingene på denne måde. Og det er jo det, som denne hjemmeside gerne skulle illustrere - at gribe de ting der kommer, og ikke lukke sig inde i sit eget ekkokammer.

Det var egentlig ikke abstrakte eksistentielle pointer jeg ville fortabe mig i - det var børnene - det helt konkrete. Det at få skænket børn. Og hvordan man 'omgås' dem. Altså hvordan man opdrager. Jeg hører af og til Brinkmanns Briks, og jeg synes han er fantastisk. Jeg er ikke på linje med ham i hans stoiske tilgang, men han er en af de sjældenheder der som forsker sætter sig selv i spil, træder i karakter og faktisk flytter sig. Han skjuler ikke / er karrig med sin baggrund, men bruger og forvalter sit talent fuldt ud. Ikke for at hyppe kartofler, men fordi han faktisk interesserer sig for sagen selv. 

I sidste program talte han lidt om opdragelse, og sagde i den forbindelse, at det var meget enkelt: Man skal give børnene rugbrød, oldtidskundskab og ubetinget kærlighed. Oversat: man skal give børnene faste rammer / ritualer, interesse / nysgerrighed og ubetinget kærlighed. Det er ikke mere kompliceret end det!

Der er lidt pietistisk Spener'sk 'planteskole' over det: min opgave som 'opdrager' er at etablere de rammer, hvori børnene får de bedst mulige betingelser for at udfolde deres talent. Nok er jeg mester i husholdningen - men ifølge Augustin, er mesteren / husherren i virkeligheden tjeneren i Oikos, fordi 'befalingerne' sker med henblik på helheden og gives i kærlighed. Det samme står i 1Peters Brev 2,9 således som Luther henviser til i sit skrift, Det babylonske Fangeskab, som netop kritiserer Paven og det teistiske gudsbillede han repræsenterer (hvor Gud er en magtfuldkommen, vred Gud, som skal formildes gennem sonoffer (Anselm)). Luther tager jo også udgangspunkt i husholdningen og familien og det almene præsteskab, hvor præsten netop står som tjener og repræsenterer en rolle, der principielt kan indtages af enhver. 

Børnene har som et frø livet og Helligånden i sig. At lade dem udfolde sig er at ære Gud og Hans skaberværk. Men vi taler ikke om 68'er-pædagogik og fri leg her! For nok skal vi lade børnenes talenter komme frit til syne, men de er også forpligtet på deres talent. Eller nådegave. For det er det, det er! En nådegave, som er skænket, og som en del af Kristi lemmer skal sammensættes med andre andres nådegaver, således at Kristi legeme kan heles og det evige liv indtræder. Med Paulus ord fra 1Kor skal børnene lære at rette deres Nous (fornuft) mod Guds ånd. Og netop det er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det handler om, at de skal forvalte deres talent med omhu, som den gave og del af Kristi legeme det udgør. Det er ikke noget, vi besidder, men noget vi forvalter (som tjenere), og har et fundamentalt ansvar overfor. 

At mestre sit talent er også at mestre troen. Det er ikke noget, som man kan tænke sig til kontemplativt/kognitivt. Det er noget, der skal trænes, øves, gentages - indtil det mestres. Og man så endelig kan træde i karakter. At træde i karakter vil så sige at blive ét med sin nådegave - og indtræde som del i Kristi legeme. At påtage sig 'sin skæbne'. Eller rettere, som Karen Blixen sagde: det er når man træder i karakter, at skæbnen viser sig (Guds vilje). En skæbne man skal lære at elske for at kunne betale alle de tab der følger med. Det er altså ikke gratis - eller billigt. Det er ikke en billig nåde, men en dyr nåde at forpligte sig på sin nådegave (Bonhoeffer). Mestringen repræsenterer altså en særlig omgang med skaberværket. Man kan ikke, som en skriftklog, stå på afstand af det. Man skal så at sige 'smide garnet og følge med'. Man skal involvere sig for at træde i karakter. Kun gennem øvelsen, gennemlevelsen, involveringen - igen og igen - den omsorg der ligger for skaberværket (og sin mester - vi har i tidligere indlæg set, hvordan det er lærlingens opgave, gennem sit 'svendestykke' at sætte sin mesters værk ind i skaberværket) i håndværket , lærer man at mestre sin nådegave. At 'finde' sin nådegave kan således ligne tilfældigheder - at man blev det, som man blev. Her skal man give plads og rum til Gud igennem troen. Altså troen på, at Gud har én. Denne given-plads (så Ordet kan lyde) er rugbrødet (eller Det daglige Brød). Et barmhjertighedsrum uden ritualer og rutiner forfejler sit fokus - fordi man så tror på egne evner over Guds vilje. Som forældre må vi aldrig tabe vores tjenerrolle af syne. Gennem rutiner og ritualer skabes gennem praksis og krop et rum, hvor opmærksomheden kan rettes udadtil istedet for kontemplativt indadtil. 'Nous' rettes altså mod det, der kommer udefra, istedet for den 'indkrogethed' mod egen navle, som Luther opponerede imod (og som Kant kaldte for radikal ondskab). Samtidig kræver mestringen af nådegaven vedholdenhed. Det kræver en forpligtethed overfor det, man er blevet skænket. Og det kræver mest af alt ubetinget kærlighed - at nådegaven er skænket i ubetinget kærlighed, og også skal gives videre som sådan. Altså, at nådegaven er en del af Kristi legeme, som intet er værd i sig selv, men kun i sin helhed med de andre nådegaver (gennem kærligheden) i troen på Jesus Kristus i sin helhed:  

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. 

1.Kor. 13:1,3

Derfor kan "rugbrød, oldtidskundskab og ubetinget kærlighed" oversættes til "rammer, nådegave (og rettethed mod det, der kommer udefra) og ubetinget kærlighed".   

Det syndige ligger ikke i den yngste brors hedonistiske begær på den ene side og den ældste brors isolationistiske angst på den anden side. Det syndige ligger i selve adskillelsen mellem brødrene, som så er en slags dualisme, vi skal komme ud over. Måske er det netop denne dualistiske omgang med tingene, der afstedkommer Rosas kriser - henholdsvis klimakrise (hedonisme / forbrug) og psykiske krise (isolationisme). Måske ligger problemet i virkeligheden i adskillelsen af brødrene. Altså adskillelsen af det skønne og det nødvendige. Måske er det det, som faderen / mesteren indser? Der findes ingen forståelse uden involvering og ansvar. Men der findes heller ingen forståelse uden transcendens og overskridelse. Skønhed og nødvendighed - transcendens og system / gentagelse -  kan ikke adskilles. Det er Gödels paradoks, og det som har været motoren i kristendommen siden Augustin (ifølge vores underviser) og kilden til den ‘moderne uro’. 

Det er i denne adskillelse, at kimen ligger til civilisationens forfald og barbari. Det viste sig dels med Richard Floridas forestilling om, at man kunne adskille det idémæssigt skønne (innovative) fra det producerende-materielle (industrien). Dette var et dybt foruroligende forskræp på, at Verstehen (ifølge Gödel / Kant) var ved at blive undermineret. Samtidig er Rusland - set herfra - blevet den fortabte (store)bror: I første del af Ringen - Das Rheingold -  søger Albericht forgæves søger rhindøtrenes kærlighed og stjæler guldet og smeder den om til Ringen, som erstatningen for en kvindes kærlighed. Rusland er et billede af den forsmåede storebror, som i manglen på kærlighed sværger hævn, og vrede, destruktion og resentiment  er den drivende kraft. Den allerstørste synd vi har begået er, at vi - Vesten, og især USA - ikke længere anerkender Rusland som vores anden. Tværtimod har Rusland følt sig hånet, latterliggjort og uelsket. I stedet er Kina ved at overtage Ruslands position som Vestens Anden. Men Kina som Vestens anden adskiller sig radikalt fra Ruslands traditionelle rolle som Vestens anden (f.eks. under Den Kolde Krig). Fra starten har forholdet til Kina været 'dæmonisk', da selve produktionen trækkes ud af Vesten - og produktionen er i forlængelse af Gödel grundlaget for vores forståelse af verden. Det er hele omgangen med tingene og verden, som bliver 'udliciteret' til Kina (Dette område blev dog allerede udskilt med fabrikssystemet under industrialiseringen, således som Marx har indset, hvilket i det hele taget gjorde det muligt en bloch at udlicitere 'omgangen med tingene' til Kina). Og dermed - ifølge Kant / Gödel - hele forståelsen / Verstehen selv og dermed transcendensen og eksistensen. Således er Kina på den måde ikke et alternativ til Rusland. 

Vesten er som billedet på lillebroren i lignelsen, forstået på den måde, at Vesten altid har dyrket det skønne, overskridelsen, grænseløsheden og transcendensen (atlantisme, kolonisering, amerikansk frontier-ideolog). Her overfor har vi den russiske storebror, som har 'stået tilbage' med nødvendigheden, begrænsningen, disciplinen, underkastelsen, immanensen (kontinentalisme, orden, centralisme). Hvordan de har håndteret disse ofre er en gåde, men måske som storebroren, der forventer belønning og kærlighed af sin far, men efter 1989 blot har fået afvisning og skuldertræk? På den måde er Rusland blevet den fortabte bror, og det der ellers skulle binde os sammen - faderen - er forsvundet. Hver for sig er vi intet - ligesom skønhed uden nødvendighed (og omvendt) er intet. Vi har derfor to slags undergangsscenarier: Det første er, at adskillelsen ødelægger os, og Kina overtager en slags monopolær verdensorden, som spejlbillede på på den undtagelse som den amerikanske verdensorden fra 1989-nu. Men i givet fald vil Kina som aftager gøre denne periode permanent. Det andet er, at Kina bliver Vestens anden og dermed erstatter Rusland. Dette vil også både ødelægge Rusland og os (som ovenfor anført). Hvad er så løsningen? Løsningen er, at Rusland og Vesten igen finder sammen 'som brødre'. Kun herigennem får vi en sand forståelse i denne verden, hvor skønhed og nødvendighed supplerer hinanden - ikke sådan forstået, at Rusland 'er' det ene og Vesten det andet, men forstået således, at vi anerkender hinanden og ved, at den anden kan se de blinde vinkler, man ikke selv kan se. Altså også bevidstheden om, at man kun kan se sine egne egenskaber gennem den anden: Kun brødre / søskende kan som Rusland og Vesten stille spørgsmålet om den andens eksistens - og dermed bære den andens eksistens! Dermed kan man sige, at Rusland både bekæmper Kina og USA / Vesten: Kina har en interesse i at 'aftage' - i kontinuerlig linje - USAs monopolære verdensorden (1989-2022). Set fra Vesten udgør denne periode i tilbageblikket en unaturlig anomali, men i kinesisk filosofi og mentalitet og udgangspunkt i 'Riget i Midten', som et fænomen i balance og harmoni, vil det give fuldstændig mening. Rusland har en interesse i en genoptagelse af polariteten fra Den Kolde Krig. Altså at Rusland er Vestens anden i en stadig dualitet. Rusland har måske bedre end os gennemskuet anomalien efter 1989. Derfor står vi nu i en situation, hvor Rusland og Kina ser hinanden som redskaber og midler til at opnå sine indbyrdes modstridende mål: Kina er ikke interesseret i en bipolar verdensorden (Kina-Vesten), hvilket ses ved, at Kina (og også nu USA) har forkastet den arbejdsdeling, som den tidligere verdensorden havde udtænkt: Kina vil ikke bare være verdens fabrik, de vil kontrollerer alle produktionsled. Dvs. Vesten levnes ikke nogen plads, hvor vi finder vores egen omgang med tingene. Trumps isolationisme er i praksis et spejlbillede heraf: det vil føre til en eksplosiv kamp om og monopolisering af råstoffer i alle dele af verden, som Kina allerede har løftet sløret for. Trumps forsøg på at købe Grønland og efterfølgende fornærmelse viser også en kerne i denne tankegang. Trump ser verdenspolitik som ejendomshandel - forskellen er så bare, at USA har et veludviklet militær at sætte bag denne handel. Kina har således nok ikke en interesse i at Trump kommer til, men så givetvis hellere et scenarium hvor Bidens endnu liberale USA og Vesten stille og rolig falder fra hinanden i takt med, at Kina overtager al produktion. Kina er ikke interesseret i at have et handelspolitisk spejlbillede (i Trumps USA) af sig selv på nuværende tidspunkt. Men Rusland kan ses som et redskab til at så splid mellem amerikanske og europæiske interesser, og samtidig svækkes også Rusland, og gøres afhængig af Kina, idet Rusland ryger over i en en krigsøkonomi. På den måde kunne Kina langsigtet se på konflikten som en win-win-situation. Dette scenarium har Rusland helt sikkert ikke en interesse i. De ved, at hvis Vesten falder sammen eller svækkes betydeligt, er det ikke Rusland, men Kina, som bliver en monopolær-aspirerende supermagt uden plads til en russisk selvforståelse. Derfor har Rusland på sin vis en interesse i et stærkt Vesten, men et Vesten, hvor Rusland indtager en plads som den uundværlige Anden. For Rusland er en alliance med Kina blot et kortsigtet taktisk skakspil i denne bestræbelse. Det handler for Rusland om at holde Kina op mod Vesten som trussel. Og netop den trussel - en kinesisk verdensorden - bør vi tage dybt alvorligt!

Ukraine-krigen er et symbol på denne broderstrid. Russerne og ukrainerne er brødre - ligesom Vesten og Rusland er brødre. Vesten er lillebroren der løb med det hele i 1989 og fik fedekalven al opmærksomheden. Og Rusland var storebroren der blev hjemme og ingen regnede med - i virkeligheden var Rusland den fortabte søn. Vi bliver nødt til at lande denne konflikt, for det er en konflikt der ikke bare findes på den udenrigspolitiske scene. Det er en konflikt, der går langt ind i de vestlige lande og helt ind i familierne. Og som hænger sammen med den polarisering der er sket mellem en traditionel og progressiv fløj - en pseudo-splittelse mellem det maskuline og det feminine, som går ind og isolerer mellem familiemedlemmer. De politiske positioner der tegner sig er dæmoniske pseudo- eller ikke-positioner : for man kan ikke adskille det skønne og det nødvendige. Man kan ikke adskille det maskuline og det feminine i politiske polære fraktioner. Resultatet er ingenting, og en dyrkelse heraf. Men broderstriden er fra starten global, hvilket man kan se ved, hvor let det er at polarisere positionerne gennem trolling og internettet. Rusland kan fra starten stille grundlæggende spørgsmål til Vestens eksistens - og det ved de. 

Men hvordan skal vi så få hinanden i tale igen? Skal vi se tilbage til før 1989? Eller skal vi snarere se tilbage til før 1917? Eller måske helt tilbage til Peter den Store og Katharina den Store? Jeg tror det sidste. Jeg tror, at vi skal tilbage til den tidlige eller præ-industrielle epoke for at finde rødderne til vores broderskab og genfinde det i den postindustrielle epoke, vi træder ind i nu. Dengang udsprang magtens rum fra de tyske fyrsteslægter. Og her må vi besinde os på det idékompleks, der ligger bag enevælden og fyrstestyret. Danmark er et fantastisk eksempel på et gennemtænkt fyrstestyre, der tog udgangspunkt i metropolen (Kbh, 1660) og skabte et offentligt rum med et ansigt. Rammen var en person (et 'du' i tjenerskikkelse), som muliggjorde et begyndende protodemokrati, som siden udfoldede sig med Grundtvig (jeg har skrevet herom tidligere). Det var denne personlige ramme der havde myndiggørelsen af borgeren i sin kerne (Grundtvig) som siden blev udskiftet med en upersonlig med industrialiseringen (Franske Revolution og Robespierre). Dostojevski har i Idioten et skarpt blik for denne udvikling i en skildring af guillotinen som henrettelsesmetode. Det var på sin vis en måde at skille hovedet fra kroppen uden man opdagede det - lidt som akademisering og uddannelsessystem gør idag (som afstedkommer en syndflod af depressioner og diagnoser) og som man med Richard Florida forsøgte med ideen om Kina som verdens fabrik. Vi skal altså så at sige tilbage før guillotinens tid. At fyrstehusene dengang rekrutterede blandt de tyske fyrsteslægter peger mod en særlig tankegang: en decentralisering holdt sammen af slægten. De forskellige fyrstehuse var selvstændige og havde deres egen 'logik'. Men netop i en forståelse af denne 'logik' skete også en rammesætning eller transcendens af samme logik (Gödels teorem). Man accepterede hinandens eksistens side om side med sig selv i en personlig ramme. Med dette rammer vi ind i kernen af europæisk civilisatorisk tankegods. Såvel Katharina den Store som det danske fyrstehus var af denne tyske decentrale oprindelse (se også indlæg om BRD).               

Jeg har før skrevet indlæg om det danske monarki - og selvom jeg ikke bekender mig som 'royalist', så er jeg optaget af den magtopfattelse, der ligger bag det konstitutionelle monarki således som det har udfoldet sig i Danmark. Altså som den ramme, hvori mennesker kan mødes på kryds og tværs, og hvordan denne ramme får et 'ansigt'. Det sætter paradoksalt både rammen og grænsen for demokratiet, og er i sin begrænsende og personlige betydning udgangspunktet for selvsamme demokrati. Der er med andre ord et transcendentalt tema, der dog hurtigt kan banaliseres. Det glücksborgske kongehus fungerede på lignende vis først som ramme for de fyrstestater og monarkier. I modsætning til det oldenburgske kongehus, besindede det Glücksborgske (Chr IX) sig i den grad på sine rødder i det tyske 'system'. Herunder slægten som et bærende princip. Som bekendt blev Chr IX kaldt for Europas svigerfar, hvor zaren var én af svigersønnerne. Den engelske konge var en anden. Selvom Danmark også dengang var en småstat, så kunne man måske se en lige linje fra denne udenrigspolitiske rolle som 'familiær' ramme, hvor man færdedes i samme stuer som 'søskende' og den ramme, som senere dannedes på det indenrigspolitiske område med Chr. X, men især med Fr. IX og Margrethe. Det er et rum, hvor man kan skifte perspektiv og være 'lige' med andre som mennesker. Derfor har også karnevallet spillet en stor rolle for Margrethe. Princippet var sådan set det samme. Det er på sin vis den ramme, som tilsyneladende endeligt er forduftet nu: der er ikke længere en 'Europas svigerfar'. Der er ingen far i lignelsen om Den fortabte Søn. Det er det, som vi skal have genetableret, og det kan blive en svær og lang proces! Det er nærliggende at starte i vores fælles kristne arv for igen at skabe et gehør for den dybe fælles forståelse der er. Men her skal kristendom og sekulariseringen - muligheden for den verdslige stat / offentlige rum- ikke tænkes som modsætning, men som gensidigt afhængige af hinanden: transcendensen er bundet til nødvendigheden (Gödels paradoks og Kants Verstehen)!  

I manglen på denne familiære ramme, hvorunder vi kunne bekræfte vores broderskab, har Rusland under først Stalin og siden Putin forvandlet sig til dværgen Albericht, der så har hugget rhinguldet og smedet det om til ringen. Rusland er blevet et styre baseret på had, jalousi og ressentimentsfølelser. Det er blevet et gangstervælde. Men Vesten har ligesom rhindøtrene ladet hånt om Rusland - selvom de prøvede at opnå vores 'kærlighed'. Det handlede ikke blot om Vestens grådighed efter 1989 - det handlede om fuldstændig ignorance, som stak dybt ned i den russiske selvforståelse. Og Rusland ved givetvis bedre end vi selv, at vores eksistens hænger sammen med deres. De husker vores slægtsskab bedre end vi selv gør. Men først og fremmest skal ressentimentfølelsen, som Putin er et symbol på, neutraliseres. I stedet for at tale ind i Putins ressentiment-narrativ skal vi tale til russerne som vores brødre. Vi skal skabe det alternativ, som russerne kan se sig selv i. Vi skal være generøse og give plads - ikke bare for deres skyld, men også for vores egen. Og allerførst skal vi have landet Ukraine som bør blive selve symbolet på denne broderstridsbilæggelse. 

Spinners skaber eget rum - det skulle så være her, at energi omformes til rumtid?

Spin-netværk - quantum-loop - her tænkes kvanteverden udfra rumtidsdimension. Mødet mellem spinnetworks kan ikke forklare rumtidens krumning: The space created is incomplete, it is static and nonrelativistic, and it contains no sense of distance or of separation. However, the idea of spin network has now become a key concept in loop quantum theory.

Twistor-teori prøver at forklare hvordan gravitation kommer ind i et ellers masseløst konformal geometri. Gravitation er her det afgørende, og bringer derved Einstein tilbage.

Angular momentum = spin må kombineres med linear momentum på ‘lige niveau’. Objektet må både spinne og bevæge sig lineært. 

Hvad gør komplekse tal? De gør algebra til geometri, hvorved vi kan tænke sfærisk i twistor-universet samt i konformal geometri, hvor evighed han tænkes som sted. https://youtu.be/iTMSXRruKkQ?si=0hO_hMTxPipjYWjR (-57min)

De rumsliggør! Det er rummet, der er det primære!

I det komplekse twistor-univers er alt ‘smooth’ (uendeligt).

Komplekse tal gør uendelighed og nul til steder / rum - ikke en talrække.

Reel rumslig vending!

Z(bar) er et punkt i endeligheden (riemann-sfæren), som Z (i det heliomorfiske 4D-rum (twistor-space) (i 6D-rummet) refererer til (conjugate), men som er indbyrdes uafhængige.

Det er selve konjugationen, der gør fotonen til foton (spin? - spin = rum).

Differentiation: how they change while they move around (in space)

Midten. Der hvor reelle tal og irreale tal kobles sammen i en heliomorfologi. Men der er kun en del af rismann-sfæren!

Forståelse af dette hænger sammen med ‘konjugeringen’ til T-bar. Transcendensen er implicit! Geometrien og rummet indeholder en relation til evighed grnnem de komplekse tal! Spin kommer med t-bar, som kun kan beregnes geometridk / rummeligt!

At udnytte lav-entropien / hjernen, microtubeles og concert. Keep entropy low = holde rummet frit!

Lys afbilder rummet - conform.

Hvad modtager lyset? Midten af lyskeglen = sfærisk i twistor-space. Observatøren. 

Antropologi - er verden et godt sted? Spg impl i sig selv afstand. Kant / Gödel 

19:58 (-52min) her: https://youtu.be/QecUblItkf8?si=BIb3nNPz8XLePTFU

Hvis den kosmologiske konstant er negativ —> tidslig uendelighed (smadrer den fri vilje) - strengteori. Det er en begyndelse og slutning. Hegel og hundehuset. Immanent og Indadrettet

Hvis den kosmologiske konstant er positiv —> rumslig konformal uendelighed. Platonisk /matematisk og virkelig virkelighed udenfor os selv som rum. Transcendens og udadrettet. Kollaps af bølgefunktion sker i rummet grundet gravitation. Det kan strengteori ikke acceptere og annullerer kollapset ind i forskellige dimensioner (alle valg eksisterer allerede i et immanent univers).

Wild curvature is zero in the beginning of each aeon - ingen gravitation. Derfor må al dark matter være væk og starte forfra (-36min). I sorte huller er wild curvature enorm!

På den ene side: Dark matter (gravitation) må forsvinde som væren i løbet af en æon (Penrose) - her har vi Løgstrups (nødvendige) tilintetgørelse. 

På den anden side bliver hele strukturen (dark matter) / rammen omsat til et billede (baggrundsstrålingen / conformal 'evighed' (som kan anskues rumsligt osv.)  --> Det vil altså sige, at vi har at gøre med de 'hylder', hvor vi skal 'sætte ting op' (Maquard om Blumenberg) - vi er tvunget ud i et fortolkningsrum (Løgstrup, Tillich, alexandrinske skole). Det beboelige (oikos) overfor det offentlige rum (Udenfor er man pilgrimmen? Ole Jensen og pilgrimmen?)  

Kants fokus på imagination https://youtu.be/JmACkcAWDUQ?si=tLPAbuYNq0IFhqdj 19:56

Ingen kombination / system er givet gennem sanserne - her spiller imginationen således en afgørende rolle.

Omgangen med tingene - hvordan objekter er givet for os gennem forståelsen (se også Penrose / Gödel)

Unity should be presuposed, which guide the combinatory activity and determine its objective. 

Enheden bygger på tilliden til mesteren! At man holder mesterens liv i sine hænder.

Aestetic found on transcendental principles - ikke empiristisk æstetik (21:50)

Imagination depends on understanding and serves its purposes. Kun gennem efterfølgelse / mesterlære / loven (men loven som efterfølgelse er tillid / næstekærlighed) kan man selv træde i karakter (imagination).

A way in which the operation of the two capacities are ecserted in a coordinated  way (imagination and understanding) 22:40

Imagination Not serve but support freely the understandings objectif. 23:25

Som værktøj

Cooporation between Faculty of combination = imagination

Faculty of concept = understanding

Is prior to a concept

Æstetic judgemwnts are singular judgements - are asserted when we are exposed to a individual object or particilar scene in a perceptual situation. We can find it besutiful without knowing anything sbout it. But we can know something of the object we take to be besutiful!

The reason why its asserted (cant be based on conceptual) can only be the occurrence of a distinktive state of feeling with regard to the object or scene.

The noticed accordance mellem imagination og understanding er i centrum —> Gödel!

27:00 refleksion —> koordinationen. Resulterer i muligheden for at sammenligne (kredse om) forskellige situationer (Bachs Übungen?)

Aesthetic judgements are compatible with every conceiveble way of classifying and theoretizing over a given object.

The free activity of imagination must be pleasing in itself 1:00:00

In this case the lawfullness of understanding is fullfilled without coercion (Luther)

At udstille begreber (darstellung)

Exhibition requires that the precise form of an emperical object will be produced (mesterlæren -gentagelsen). Dette indskrænker ikke imaginationens frihed.

Harmonious play (imagination, understanding, exhibition)

The mutual agreement comes about without coercion

Det vi ser, når vi ser ud på verden er en opstand mod tiden - og det er noget skønt. Omgangen med tingene er således omgang med ‘opstand-mod-tiden’. Og grunden til, at vi kan opfatte tingene som opstand mod tiden / lav entropi. 

Skillelinjen går ikke længere på indhold, men på form. Skillelinjen er en fundamental demokratisk skillelinje. Den skiller ved dem, som anser vælgere som følgere, partier som top-down og personbårne bevægelser og politik som magtens forklædning, men i virkeligheden fungerer som teater og staffage for magten på den ene side, og dem som forsøger at skabe rum for sine borgere, så de får en stemme i den forvisning om, at klogere beslutninger træffes ved inddragelse af flest mulige perspektiver - en tro på, at der kan skabes et offentligt rum, hvor kloge beslutninger kan træffes. Heroverfor står så en slags decisionisme kombineret med en skarp adskillelse mellem eksperternes 'kloge' beslutninger frakoblet folkemasse.  

Chat-pdf; mail, Johannes / Leth

Vores menneskelighed vil altid spejle sig i myterne som noget protokristent. Man kan ikke forestille sig mennesket som uskabt / u-villet / u-elsket af Gud (Johanne) - nordisk mytologi skal hermed forstås metaforisk / symbolsk. Grundtvig tager udgangspunkr i fantasien (Sandbæk) i studiet af kr.dom. Fantasi - erfaring - kastethed vs. Lindhardt / Lessing (reduktion til folketro).

Derfor er Johs. Åbenbaring helt central i forståelsen af danskhed (https://www.dr.dk/lyd/p1/grundtvig-leth-fortalt/grundtvig-leth-fortalt-1/grundtvig-leth-fortalt-mystikeren-der-opfandt-danskheden-16122492802) - altså en understregning af det metaforiske som et billede på det kristne! Kastethedens radikalitet!

Heri ligger også det kanoniske, og en forklaring på, hvordan Johs. Åb er havnet i kanon som slutning!

Ap.G —> vi skal skabe orden ud af fragmenterne i al vor kastethed! NT ender med at sprænge en bombe, og KASTER os ud i verden. Henviser os til vores opgave med at samle Kristi legeme igen (AG / Paulus breve). Vi er henvist til kastetheden / fantasien! JÅ var for Grundtvig et vink henimod Nordiske Mytologi. 

Nordisk folk knyttet sammen af en fælles mytologisk fortid ( nordisk hellenisme?)

en ‘løgn’ Chr. Leth) en ‘folkeånd’.

At skabe idé og folkeånd, digte den, male og skrev den frem, og spandt den ind i fortællinger om hvad det er at være dansk. En ‘idé’ om folkeånd

Fiktionel enhed med et LIV i al sin kastethed!! Identificerer sig selv og fællesskabet igennem ideen om folkeånden.

Myten er virkelig - samtidig etnisk-lokal og universel. Samtidig GT og NT! SE DUNE-indlæg

Udvalgt menighed med plads i bibelen ( den 7. Menighed med ref til Johs Åb.)

Benedict Anderson - forestillede fællesskaber.

Det profetiske - forbundetheden til skabelsesteologien!

Det eksisterer i folks hoveder, og så er det virkeligt!

Nordisk mytologi som nøgle - henter legitimitet i kanon - Johs. Åbenbaring!

Heri ligger det ontiske! Det er et kødelig inkarnation af fællesskabet i skabelsen som den forelægger!

Det er ÅNDEN der binder os sammen - noget du ikke kan se!

National enhed - som stat. Helt nødvendig fællesskabsskabende ovenpå tab af Norge og senere hertugdømmerne —> STATEn

Grundlag for ren og skær overlevelse!!! Det nationale!

Sammenstillingen af Johannesevang. Og Johs Åb i Grundtvig giver mening. De repræsenterer begge noget ‘utrært’ i forhold til helheden. Et fokus på ånden / pneuma / helligåndens evige virkning!!!!! Før alle tider!!!!!!

Ap. G. Henviser til, at læseren, efter Johs. ÅB. selv skal skabe orden! Det er en melanchthonsk skabelsesmetode i sin gentagende kredsen!

Se symmetrisk på kanon!!!! Vi skal skabe orden / skrive historien!!!!! Og fragmenterne krydset med helligånden er her afgørende!!! Fragmenterne + helligånd (sætten evig)= synoptiske evang + Johs Evang. --> præsentisk + futurisk. KANON PEGER MOD HANDLING!!! 

Ikke den apostolske succession men Paulus’ åbenbaring og kanonisering pba. Af kollektivet er centralt! Kanoniseringen / skabelse af midte/ væren og kastethedsaccept / skabelsesaccept er det centrale!!!!!

Pneuma / ånd -> ontisk - 1Kor. Fællesskabsskabende / virkelighedsskabende.

Ny skabning / det skabende (Arendt)

Kanon = det skabende princip (Melanchthon)

Kanon handler om rækkefølge og skabelsen / kastethed som oprindelig / som begyndelse

Jeg skrev om Dune i et andet oplæg her - nu har jeg så set Dune 2, som vækker mindst lige så mange tanker.
Der er en fantastisk skildring af magt - Paul Atreides fortsætter sit fald. Faldet påbegyndtes i Dune 1's slutning med helikopterfaldet i sandstormen, og videre til kampen og drabet af fremeneren i tvekamp. Således bliver elimineringen af 'den anden' sådan set en understregelse af den anden (efter døden) - altså 'den anden' som universelt princip. Atreides forpligter sig således - med drabet - på fremenernes kamp i den dræbtes navn. Hævnen som Paul stiler efter i forhold til hans fars mord, bliver herved også en slags hævn på ham selv. Altså at han på en eller anden vis skal eliminere sig selv. Altså fortsætter 'faldet' og den principielle passivitet på bedste Alice-vis. Men denne afmagt gøres på forunderlig vis til omdrejningspunkt for selve magten. Dette tydeliggøres med de sidste scener i Dune 2, hvor Atreides - med magt - skaber et rum, hvor han, så at sige, dræber sig selv i form af sin fætter, og genfødes påny. Samtidig tilsidesætter han også sin egen lidenskab i forhold til Chani (fremener-kvinden) - eller sagt med andre ord, kærligheden ophæves til noget universelt. Prisen for den mageløse opstand mod tiden / tilintetgørelsen (Løgstrup), er at skabe et rum, hvor alle kan mødes. Der er således noget cyklisk på færde her: Paul falder: gennem tvekamp med fremeneren forpligter han sig på at skabe et rum for dem. Filmen handler om skabelsen af dette rum de fremenske fraktioner imellem. Og her er det centralt, at han ikke selv tror på sig selv som messiansk skikkelse, sådan som den fremenske fraktion ledet af Stilgar mener. Dette er en individuel og konkret kamp - det handler om at træde i karakter ved at give principielt plads til sin anden. I toerens sidste scener gentager det cykliske sig så - han har skikkelse af fremener, men forpligter sig nu modsat på magten hos 'sine egne' (sin fætter, Feyd-Rautha harkonnen). Inden da har han endda begået et slags fadermord idet han slår sin bedstefar, Baron Vladimir Harkonnen, ihjel. Skal det cykliske således fortsætte, ville han nu forpligte sig på magten i en næste dimension. Her gives en ledetråd, da kejseren fortæller, at han dræbte Pauls far fordi han 'rådede med hjertet', og derfor var 'svag'. Jeg vil tro, at det er den magt-opfattelse, Paul og værket her vil gøre op med. Men det kræver, ligesom den første cyklus, magt i afmagten - dvs. faldet fortsætter! Han går i krig med storhusene - det Pauls mor kalder for Hellig Krig. Ligesom han i første cyklus skulle blive ét med fremenerne, skal han nu blive ét med magten i andet lag, og det gøres ved at han gifter sig med kejserens datter. Samtidig er han ikke fremener - og han tilhører heller ikke noget storhus længere. 

Hvad ligner dette så? Det ligner forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Hvor GT fokuserede på en etnisk gruppe (Israel = fremenerne-som-det-udvalgte-folk), forpligtede NT sig med Jesus Kristus universelt (vejen mod Rom / Paulus-Lukas). Men hvordan hænger det 'lokale' og det 'universelle' sammen - ja, det giver Dune så et bud på med sin cykliske kosmologi. De to er simpelthen sammenfaldende og kan ikke tænkes uden hinanden. Den konkrete kærlighed til Chani er en fuldstændig forudsætning for den vilje, der skal udbrede den - dvs. universaliseringen. Men som det sørgespil det også er, bliver den nødvendighed og vilje, som heraf udspringer, en afmagt som forudsætning for magten. Hermed har vi i Paul sådan set en kristus-figur, som på den ene side er bundet til sin menneskelighed og skabningen (inkarnation), ja menneskeligheden og (det fremenske) gehør for skaberværket er selve forudsætningen for den næste cyklus og universaliseringen. Men på den anden side har Paul konstant evigheden for øje efter han har drukket sandorme-blod.

Et helt tredje lag er naturligvis Vestens forhold til 'Det Globale Syd'. Fremenerne har en etnisk-arabisk profil, og er et ørkenfolk. Råstoffet som universet er afhængig af er dette særlige krydderi, som er et billede på kampen om olie i Mellemøsten. Fremenerne har et helt særligt gehør for ørkenen, og kan mestre de kræfter, som er under jorden (sandormene). De indgår altså på 'naturlig vis' i skabningen. Præcis det, er det, som Paul må lære og lærer for sin videre færd. Naturen og skabningen er således ikke ond - det onde kommer sådan set af en forkert brug af menneskets frie vilje (kejserens tilgang til magtbegrebet). Der er således en kritik af Vestens / US' tilgang til 'Det Globale Syd', i forhold til at udnytte ressourcer (olie) og tilgang til naturen og skaberværket i det hele taget. Men der er også en genoplivelse af magtens anvendelse og magtens forpligtelse i kampen mod det onde. Forpligtelsen og omkostningerne ved at skabe det rum, hvor 'noget kan ske'. Hvor liv kan opstå og hvor mennesker kan mødes. Således er der en genformulering af den universelle forpligtelse i kontrast til den lokale identitetspolitik og nationalisme. Lige nu virker disse som modsætninger - Chani repræsenterer det stolte lokale, som ikke føler sig forpligtet overfor det universelle. Men i Paul er disse ikke en modsætning, men gensidigt afhængige.
Således er der altså både en kritik af Vesten (i kejserens skikkelse og brug af harkonnernes brutalitet som redskab) men altså også en kritik af det identitetspolitiske ekkokammer (Chani). 

Der er ligeledes en opblødning af det maskuline og det feminine. Den 'udvalgte' burde være en kvinde, men er jo umiddelbart Paul (det kan så nå at ændre sig). Paul får evner, som ellers kun er forbeholdt de kvindelige bene gesserit-folk, som er en slags sandsigereske i magtens tjeneste, og kan se ind i evigheden. De har ansvaret for at udvælge et slags avlsprogram for magten, hvor de ser Paul som en særlig del, men stadig blot som et middel til at fremavle den største moder. Lederen, Gaius Helen Mohiam, føler sig principielt hævet over enhver lokal kontekst, og ser magtspil som et abespil. Der findes ifølge hende ingen sider. Hun bliver således det kyniske spejlbillede til kejseren, som hun jo også, som sandsigerske, er tilknyttet.
Denne tilgang bliver dog kompromiteret af Pauls mor, som ligeledes er bene gesserit, og bliver sandsigerske for fremenerne (salig-moder). Hun vælger side, og er klar over skabningens og det lokales betydning for det universelle. Hun genopretter i Paul så at sige forbindelsen her.  Samtidig er hendes status som salig-moder for fremenerne også en tegn på en genopretning af det lokale med det universelle i det, som hun kalder for hellig krig.

Hvorfor doktorafhandlingen? Det var svendestykket. Det var der, hvor lærlingen skulle træde i karakter. Desuden refererer det tilbage til et laug / et kollektivn som skulle opbygge korpus. Ligesom Paulus / Bach! Paulus --> mhp. kodificering / kanonisering (Nongbri). De to store kodificeringer (doktorvater). Hvilken 'midte' forudsattes? Hvilket rum blev sat op? Hvad var du/Du - hvilket 'du' blev sat evigt? Hvilken rolle spillede 'skabningen' heri - altså 'virkeligheden'? Hvordan kom man fra det epist. til det onto? Hvad muliggjorde 'væren'? Fra fragmenter til kodificering - kanonisering. 

Den følgende 'diskussion' med chatGPT bygger på en lektie fra faget "Det sekulæres problemer" som jeg følger i Århus. Det viser lidt, hvor 'fragmentielt' chatGPT 'tænker', for den er altid positiv for kreative og nogle gange søgte sammenhænge, og kan så ende i selvmodsigelser. Min interesse her var Derridas udgangspunkt i en talmud-tradition om Mishnah-Gemara - altså forholdet mellem kommentaren og det kommenterede. Det kommenterede kan aldrig 'destrueres' af kommentaren, men fastholdes tværtimod - eller kommer til syne - i kommentaren. Således står Mishnah som en slags urørlig og hellig tekst. Jeg tænker, at denne pointe er kernen i begrebet dekonstruktion? I forhold til det sekulære kan dette således forstås som, i sidste ende, kommentarer til noget der holdes helligt gennem netop kommentaren. Jo mere sekulært eller 'kommenterende', desto mere kommer det helligt-urørlige til syne? Ifølge Derrida (og Scholem) er der jo kun ét sprog (i brevvekslingen med Rosenzweig om 'desakraliseringen' af hebræisk) - Scholem afgør ikke hvad der er værst - at føre en søvngængertilværelse på overfladen eller faldet ned i afgrunden. At tro på en overflade er at tro, at der findes et verdsligt sprog. At mennesket i sidste ende kan benævne de fænomener det er indlejret i. Samme idé forfægtes af Paulus - han starter også med at sprænge verden i stykker, og samler derefter fragmenterne med, i sidste ende, kærlighed (1.Kor, Rom., Gal., Ef). Verden ER fragmenteret - det kan man fortvivles over, og sammensætte den med vilje og magt; eller man kan forlige sig med det, og samle den i kærlighed. Man skal forholde sig til Guds rige som et lille barn, og afmagt skal gøres til magt. Ikke gennem ressentiment og slavemoral, som Nietzsche misforstået tillagde kristendommen, men gennem kærlighed, tillid og tro. Og som Zizek er inde på, så handler det om at bære den andens tro, og i den handling og bevægelse komme man også selv til at tro - her er en lige linje til Bonhoeffers handlings- og efterfølgelses-idé om, at man skal smide garnet og følge efter. Universaliteten ligger i handlingen og i det etiske. Denne verdensvendthed er i overensstemmelse med Blumenbergs intention, og står i modsætning til Derridas og Scholems unheimlichkeit. Mester-lærling; Virgil-Dante er et billede på denne efterfølgelse, denne gentagende kredsen om sagen - og på sin vis sker her netop en vandring til Derridas og Scholems 'afgrund' - men hvor der hos Derrida tales om katastrofe, total afmagt, frygt og helvede, kan fragmenteret her ses som en mulighed for at møde det guddommelige. Rovelli tager os jo på lignende vis, sammen med Einstein, hen til kanten af det sorte hul, og kigger ned i afgrunden. Ja, faktisk er vi i et konstant fald, præcis som Scholem påpeger det, mod et sort hul, eller hvortil tyngdekræften end retter sig (dvs. vi står sådan set ikke på nogen overflade). Så vi er allerede på vej mod 'afgrunden'. Men hvor man i en singularitet anskuer afgrunden som noget hinsides alt, og kan ende i noget negativ teologi, er det hinsides vitterligt hinsides med bounce-teorien, men alligevel nærværende i sin hinsideshed. Bounce-teorien forsøger, som Blumenberg, at forene det lineære med det cirkulære. 

At stoppe tiden som udgangspunkt for væren (Løgstrup - Skabelse og tilintetgørelse) - det at være på 'overfladen' er ikke nødvendigvis søvngængeri og illusion, men, med Løgstrups ord, at gøre opstand mod tiden. At 'sætte' det evige / eternale og omgangen med tingene (se indlæg nedenfor!). Udspændelsen af 'midten', illusionen, muligheden for midten, og dermed udfoldelse af en kastethedsfilosofi i f.eks. bogen (kodex) er nærmere en hypervirkelighed. Midten, udspændet, i NT er brevet. Fragmenteringen af verdenen og tilstedeværelsen af et jeg-du. Hypervirkeligheden opstår kun i tilliden til næsten - at den næste bærer min tro (Zizek)- og kun i denne tro opstår muligheden for reel handling.

Rasmus: i tegneserien er tiden granulær / består af 'sammensatte rum' (vignetter)ved siden af hinanden. Derfor er tegneseriens grundlag, at modsætninger kan stå ved siden af hinanden, og ting kan ske, måske i modsætning til den rene tekst? Fragmenterne er principielle, og epistemologi-ontologi mødes på en særlig måde, idet informationer er lagret som noget, der sker. Tiden bliver til akontinuerligt rum, og spontaniteten principiel (det fragmentielle). Intet følger nødvendigvis af noget andet. Rasmus: monoteisme-som-protodemokratisk vs. monoteisme-som-protototalitært (det offentlige rum).    

Giv en tolkning af “The eyes of language” af Derrida

ChatGPT

"The Eyes of Language" er en tekst skrevet af den franske filosof Jacques Derrida. I teksten udforsker Derrida forholdet mellem sprog og perception, især hvordan sprog påvirker vores opfattelse af verden omkring os. Han argumenterer for, at sprog ikke blot er et middel til at udtrykke tanker, men også en kraftfuld form for perception, der former vores forståelse af virkeligheden. Derrida stiller spørgsmål ved, hvordan sprog konstruerer vores verdensbillede og hvordan det påvirker vores tænkning og opfattelse. Han udforsker også idéen om, at sproget ikke kun er en passiv beholder af betydninger, men snarere en aktiv skaber af virkeligheden, hvilket kan have dybtgående implikationer for vores forståelse af os selv og vores verden.

You

Hvordan?

ChatGPT

Derrida argumenterer for, at sproget ikke bare reflekterer virkeligheden, men også er med til at forme den. Han påpeger, hvordan sproget indrammer vores opfattelse af verden ved at give os kategorier, begreber og måder at tale om ting på. Dette betyder, at vores opfattelse af virkeligheden er filtreret gennem sproget, og at sproget påvirker, hvordan vi tænker og handler i verden. Derfor mener Derrida, at sproget har en konstruktiv rolle i vores opfattelse af virkeligheden, hvilket kan føre til komplekse spørgsmål om subjektivitet, perception og sandhed.

You

Uddyb disse komplekse spørgsmål

ChatGPT

Når vi betragter sproget som en konstruktiv kraft i vores opfattelse af virkeligheden, rejser det en række komplekse spørgsmål om subjektivitet, perception og sandhed:

• Subjektivitet: Hvordan påvirker sproget vores selvopfattelse og identitet? Derrida udfordrer ideen om et fast, objektivt selv, idet han hævder, at vores selvforståelse formes gennem sprog og kulturelle kontekster.

• Perception: Hvordan former sproget vores opfattelse af verden omkring os? Derrida foreslår, at sprog ikke kun reflekterer virkeligheden, men også konstruerer den gennem dets evne til at skabe betydning og forståelse.

• Sandhed: Hvordan kan vi vide, om vores sproglige repræsentationer af virkeligheden er sande eller objektive? Derrida udfordrer ideen om en fast sandhed, idet han argumenterer for, at sproget er flydende og kontekstafhængigt, og at vores forståelse af sandheden er formet af vores sproglige og kulturelle baggrund.

Disse spørgsmål rejser komplekse overvejelser om forholdet mellem sprog, virkelighed og subjektivitet, og de udfordrer traditionelle opfattelser af disse begreber. Derridas tanker har inspireret mange filosofiske og litterære undersøgelser af sprogets rolle i vores liv og vores forståelse af verden.

You

Hvad forstår Derrida ved sekularisering?

ChatGPT

For Derrida betyder sekulariseringen ikke kun adskillelsen af religion og stat, men også en dybere proces med at adskille eller 'frigøre' tænkning, kultur og samfund fra religiøs autoritet og metafysisk forankring. Han ser sekularisering som en fortsat proces, der udfordrer traditionelle metafysiske forestillinger og åbner op for en mere pluralistisk, mangfoldig og undersøgende tilgang til viden, moral og samfundsliv. Dette indebærer en stadig større betoning af individualitet, pluralitet og kritisk tænkning, samt en større åbenhed over for forskellige verdenssyn og perspektiver.

You

Hvilken rolle spiller så religion for sproget?

ChatGPT

For Derrida spiller religion en kompleks rolle i forhold til sproget. På den ene side kan religion være en kilde til sproglig og kulturel autoritet, der påvirker vores forståelse af betydning, identitet og moral. På den anden side kan religion også være genstand for sproglig undersøgelse og kritik, idet religiøse tekster og forestillinger udfordrer vores sprogbrug og forståelse af virkeligheden.

Religion kan bidrage til at forme sproget ved at levere metaforer, narrativer og symboler, der indrammer vores forståelse af verden og vores sted i den. Samtidig kan religiøs sprogbrug også være genstand for sproglig dekonstruktion og kritik, da det ofte indeholder komplekse lag af betydning, der kan udfordre traditionelle forestillinger om sandhed, autoritet og moral.

Derfor spiller religion en kompleks og dualistisk rolle i forhold til sproget, idet den både kan være en kilde til sproglig autoritet og en genstand for sproglig undersøgelse og kritik.

You

Men hvordan er sprog og religion forbundet?

ChatGPT

Sprog og religion er forbundet på flere måder:

• Kommunikation og ritualer: Religion bruger sprog som et redskab til at udtrykke tro, tilbedelse og ritualer. Liturgiske tekster, bønner, ceremonier og hellige skrifter udgør alle vigtige elementer i religiøs praksis, der anvender sprog til at formidle og understøtte troen.

• Kulturel identitet og fællesskab: Sprog spiller en central rolle i dannelsen af ​​religiøs identitet og fællesskab. Deling af et religiøst sprog og terminologi kan styrke tilhørsforholdet til en religiøs gruppe og bidrage til et fælles kulturelt narrativ og verdenssyn.

• Metaforer og symbolsk betydning: Sprog bruges også til at formidle religiøse metaforer, symboler og allegorier, der udtrykker komplekse religiøse koncepter og idéer. Disse sproglige elementer spiller en vigtig rolle i at give mening og dybde til religiøse forestillinger og praksis.

• Autoritet og dogme: Religion kan også fungere som en form for sproglig autoritet, der bestemmer, hvordan sproget skal bruges, og hvilke betydninger der skal tilskrives visse udtryk og tekster. Religiøse autoriteter kan tolke og fortolke hellige skrifter og tekster og fastlægge regler for sproglig og teologisk praksis.

Samlet set er sprog og religion tæt forbundet, da de gensidigt påvirker hinanden og spiller en central rolle i udtrykket af tro, identitet og kultur.

You

Ifølge Derrida?

ChatGPT

Ifølge Derrida er forholdet mellem sprog og religion komplekst og ofte genstand for undersøgelse og dekonstruktion. Han betragter sprog som en central komponent i både religiøs tro og teologi, da det er gennem sprog, at religiøse idéer og forestillinger formidles og forstås.

Derrida udforsker hvordan sprog bruges i religiøse kontekster til at skabe autoritet, fastlægge dogmer og formidle metafysiske koncepter. Samtidig er han også interesseret i at undersøge, hvordan sprogbrug i religion kan være genstand for kritik og dekonstruktion, især når det kommer til spørgsmål om autoritet, sandhed og magt.

Han udfordrer traditionelle forestillinger om sproglig og religiøs autoritet ved at insistere på sprogets flydende og kontekstafhængige natur samt ved at pege på muligheden for alternative tolkninger og fortolkninger af religiøse tekster og dogmer. På den måde bidrager Derrida til en dybere forståelse af forholdet mellem sprog og religion, der går ud over konventionelle opfattelser af begge.

You

Men udspringer denne ‘sprogets flydende og kontekstafhængige natur’ ikke af hans idé om talmud og kommentaren?

ChatGPT

Ja, Derridas idé om sprogets flydende og kontekstafhængige natur er i høj grad påvirket af hans tankegang omkring talmud og kommentaren. Talmud, en central tekst inden for jødedommen, består af en primær tekst (Mishnah) og en række kommentarer (Gemara), der udforsker og fortolker denne tekst på forskellige måder. Kommentarerne er ikke bare en passiv eller sekundær refleksion af Mishnah, men spiller en aktiv rolle i at forme dens betydning og tolkning.

På samme måde ser Derrida på sproget som en proces med konstant fortolkning og kommentar, hvor betydninger ikke er faste eller objektive, men snarere flydende og kontekstafhængige. Han betragter sproget som en uendelig kæde af betydninger, hvor hvert udtryk eller begreb er forbundet med andre udtryk og begreber gennem et netværk af relationer og associationer.

Denne forståelse af sproget som kontinuerligt i bevægelse og åben for multiple tolkninger ligger til grund for Derridas dekonstruktivistiske tilgang, hvor han undersøger og udfordrer traditionelle forestillinger om sprog, autoritet og betydning.

You

Men bygger han begreb om dekonstruktion så ikke selv på en religiøs tradition - talmud, mishnah og gemara? Kommer han ud over det religiøse?

ChatGPT

Ja, Derridas begreb om dekonstruktion bygger på visse elementer fra den religiøse tradition, især den jødiske talmudiske tilgang til tekstfortolkning. Men samtidig går han ud over det religiøse ved at anvende disse koncepter på en bredere måde, der omfatter ikke kun religiøse tekster, men også filosofiske, litterære og kulturelle tekster.

Derrida udvider begrebet kommentar til at omfatte enhver form for fortolkning eller analyse af en tekst, og han ser dekonstruktion som en metode til at udforske de skjulte eller undertrykte betydninger og modsætninger inden for en tekst eller et begreb. På denne måde er dekonstruktion ikke kun begrænset til religiøse tekster, men kan anvendes på alle former for sprogbrug og kulturelle artefakter.

Selvom Derrida trækker på religiøse traditioner i sin tænkning, går han ud over det religiøse ved at anvende disse koncepter på en bredere, tværfaglig måde, der udforsker sprogets og kulturens kompleksitet på tværs af forskellige traditioner og diskurser.

You

Kan man så sige, at han med dekonstruktion bryder sproget indefra - og ikke udefra?

ChatGPT

Ja, det er en interessant måde at se det på. Derridas tilgang til dekonstruktion involverer at undersøge sproget og dets betydninger indefra, ved at gå dybt ind i tekster og begreber for at afsløre de underliggende modsætninger, ambivalenser og uudtalte antagelser, der former dem.

Han bryder sproget "indefra" ved at undersøge dets indre logik og strukturer og afsløre de måder, hvorpå det skaber og opretholder bestemte hierarkier, binære modsætninger og undertrykte betydninger. Dette gør han ved at fokusere på sprogets indre kompleksitet og dets evne til at skabe forskellige lag af betydning og fortolkning.

På denne måde adskiller Derridas tilgang til dekonstruktion sig fra mere konventionelle former for kritik, der måske fokuserer mere på eksterne eller overfladiske aspekter af sproget og teksterne. I stedet går han dybt ind i sprogets struktur for at afsløre de måder, det former vores tænkning og opfattelse på, og udfordrer dermed traditionelle forestillinger om autoritet, sandhed og betydning.

You

Hvordan kan man ifølge dekonstruktivismen skabe afstand til det man selv er en del af og studere det? Er det ikke en modsigelse, når f.eks. Derrida ikke tror på objektivitet?

ChatGPT

Inden for dekonstruktivismen anerkendes det, at det er uundgåeligt for mennesker at være en del af de kulturelle, sproglige og historiske kontekster, de studerer. Derfor er det ikke nødvendigvis spørgsmålet om at opnå fuldstændig objektivitet, men snarere at være bevidst om ens egen positionalitet og fordomme og at forsøge at undersøge og udfordre dem.

Derrida og dekonstruktivisterne anerkender, at subjektivitet er uundgåelig, og at enhver fortolkning er præget af den fortolkerens egen position og baggrund. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på ens egne forforståelser og perspektiver og at være åben for alternative tolkninger og fortolkninger.

I stedet for at stræbe efter en falsk objektivitet opfordrer dekonstruktivismen til en kritisk bevidsthed, der anerkender subjektivitetens uundgåelighed og søger at udfordre faste, binære oppositioner og undertrykte betydninger. På den måde kan man skabe afstand til det, man studerer, ved at være opmærksom på ens eget perspektiv og forsøge at undersøge og dekonstruere de underliggende antagelser og magtrelationer, der former det.

You

Uddyb “Mishnah” - hvordan forholder det kommentaren sig her til det kommenterede?

ChatGPT

Mishnah er en central tekst inden for jødedommen og udgør en del af Talmud, en samling af jødiske religiøse tekster og kommentarer. Mishnah består af en samling af jødiske religiøse love og traditioner, der dækker forskellige emner som ritualer, etikette, lovpraksis og teologi. Det er en grundlæggende tekst, der indeholder de lovmæssige principper og regler, som jødiske talmudiske lærde diskuterer og fortolker.

Kommentaren, eller Gemara, er en række kommentarer og fortolkninger af Mishnah, der udforsker og udvider dens betydning og anvendelse. Gemara er ikke bare en passiv refleksion af Mishnah, men spiller en aktiv rolle i at forme dens betydning og tolkning. Gemara indeholder diskussioner, debatter, anekdoter og eksempler, der udforsker de lovmæssige spørgsmål, der rejses af Mishnah, og giver læserne et dybere indblik i de juridiske og teologiske spørgsmål, der behandles.

Forholdet mellem Mishnah og Gemara kan ses som en form for dialog eller interaktion, hvor Gemara både kommenterer og udvider Mishnahs betydning. Gemara fungerer som en slags kommentar til Mishnah, der udforsker dens betydning i forskellige kontekster og tilføjer yderligere perspektiver og eksempler. Derfor er Mishnah og Gemara tæt forbundet og udgør sammen en central del af den jødiske talmudiske tradition.

You

Beskriv hvordan dette forhold mellem Mishnah og Gemara har indflydelse på Derridas tilgang til sprog og virkelighed

ChatGPT

Derridas tilgang til sprog og virkelighed er påvirket af hans forståelse af den jødiske talmudiske tradition, herunder forholdet mellem Mishnah og Gemara. Dette forhold illustrerer for Derrida den idé, at sprog ikke er statisk eller objektivt, men snarere dynamisk og åbent for fortolkning og kommentar.

På samme måde som Gemara kommenterer og udvider Mishnahs betydning, mener Derrida, at sprogbrugere konstant kommenterer og fortolker sprog, hvilket skaber et uendeligt netværk af betydninger og relationer. Han ser sprog som en form for kontinuerlig dialog, hvor hver tekst eller udtryk er forbundet med andre tekster og udtryk gennem en proces med fortolkning og kommentar.

Dette syn på sprog og virkelighed har dybe implikationer for Derridas filosofiske tilgang, der udfordrer traditionelle forestillinger om sprog, sandhed og autoritet. Han mener, at sproget ikke blot reflekterer en objektiv virkelighed, men også er med til at konstruere den gennem sin evne til at skabe betydning og forståelse. Derfor understreger han vigtigheden af at være opmærksom på sprogets kompleksitet og kontekstualitet og at være åben for alternative tolkninger og perspektiver.

You

Men ændrer mishnah sig som følge af gemara?

ChatGPT

I den jødiske talmudiske tradition ændrer Mishnah sig ikke direkte som følge af Gemara. Mishnah betragtes som en grundlæggende tekst med de lovmæssige principper og regler, der ikke ændres eller redigeres som følge af Gemaras kommentarer.

Gemara fungerer snarere som en udvidelse og fortolkning af Mishnah, der udforsker dens betydning i forskellige kontekster og tilføjer yderligere perspektiver og eksempler. Gemara kan uddybe Mishnahs betydning, give historiske og kulturelle kontekster, diskutere potentielle problemstillinger og præsentere alternative fortolkninger. Men Mishnahs tekst forbliver grundlæggende uforandret.

Derfor ændrer Mishnah sig ikke direkte som følge af Gemara, men dens betydning og forståelse kan udvides og fordybes gennem Gemaras kommentarer og fortolkninger. Denne dynamiske interaktion mellem Mishnah og Gemara illustrerer for Derrida den idé, at sprog er åbent for fortolkning og kommentar, og at betydninger kan udvides og forandres gennem en konstant dialog og interaktion.

You

Men er der tale om en interaktion mellem Mishnah og gemara når mishnah ikke grundlæggede ændres?

ChatGPT

Du har ret. Jeg undskylder for forvirringen. I den forstand er der ikke en direkte interaktion mellem Mishnah og Gemara, hvor Mishnah ændres som følge af Gemara. Mishnah forbliver en grundlæggende tekst inden for den jødiske talmudiske tradition, og dens tekst ændres ikke som følge af Gemaras kommentarer.

I stedet kan man sige, at Gemara udforsker og udvider Mishnahs betydning ved at tilføje yderligere perspektiver, eksempler og diskussioner. Gemara giver læseren en dybere forståelse af Mishnahs lovmæssige principper og regler, men Mishnahs tekst forbliver uforandret.

Denne dynamik mellem Mishnah og Gemara, selvom Mishnahs tekst forbliver uændret, illustrerer stadig den idé, som Derrida er interesseret i, nemlig at sprog og tekster er åbne for fortolkning og kommentar, og at deres betydning kan udvides og forandres gennem en proces med dialog og interaktion.

You

Så der er en kerne i sproget (mishnah) der holdes hellig og uforandret? Er det også en pointe i dekonstruktivismen?

ChatGPT

Inden for dekonstruktivismen er der ikke nødvendigvis en absolut "kerne" i sproget, der holdes hellig eller uforandret. Dekonstruktivister som Derrida udfordrer netop ideen om faste kerner eller centrale betydninger inden for sproget eller teksterne.

Derrida argumenterer for, at enhver tekst eller sprogbrug er åben for fortolkning og kommentar, og at der ikke er nogen faste eller uforanderlige betydninger. Han udfordrer traditionelle forestillinger om sproglig og tekstuel stabilitet og fremhæver sprogets flydende og kontekstafhængige natur.

Selvom der kan være visse tekster eller begreber, der anses for at være centrale eller grundlæggende inden for en bestemt tradition, betyder det ikke, at de er immune over for dekonstruktiv kritik. Derrida udfordrer netop ideen om faste, uforanderlige kerner eller kernebetydninger og argumenterer for, at enhver tekst eller begreb er åben for fortolkning, kommentar og forandring.

You

Men mishnah er uforanderlig - hvordan passer det ind i Derridas metode?

ChatGPT

Ja, det er sandt, Mishnah betragtes som en uforanderlig tekst inden for den jødiske talmudiske tradition. Dette kan synes at være i modsætning til Derridas tilgang til sprog og tekster, der fokuserer på deres flydende og kontekstafhængige natur.

Dog kunne man se Mishnah som et eksempel på det, Derrida beskæftiger sig med, nemlig det hellige eller uforanderlige inden for sproget, som han udforsker og udfordrer. Selvom Mishnah i sig selv er uforanderlig, er Derridas interesse rettet mod de måder, hvorpå Mishnah fortolkes, kommenteres og forstås inden for den jødiske talmudiske tradition.

Derrida ville sandsynligvis se Mishnah som en del af det sprog- og tekstunivers, der er åbent for fortolkning, kommentar og kritik. Selvom Mishnahs tekst forbliver uforandret, kan dens betydning og fortolkning udvides og fordybes gennem den dialogiske interaktion med andre tekster, herunder Gemara og andre kommentarer.

På denne måde kan Mishnah tjene som et eksempel på den kompleksitet og kontekstafhængighed, som Derrida udforsker i sin dekonstruktivistiske tilgang til sprog og tekster, selvom Mishnah selv anses for uforanderlig.

You

Men Derrida må forudsætte det uforanderlige som en slags idé (mishnah), for at kommentaren - gemara - giver mening?

ChatGPT

Ja, det er en god pointe. Derrida anerkender muligvis en slags idé om det uforanderlige eller det hellige inden for sproget som en forudsætning for at forstå og engagere sig i kommentaren eller fortolkningen af teksten. Selvom han udfordrer forestillingen om en fast kerne eller uforanderlig betydning, anerkender han måske behovet for en slags referencepunkt, et "Mishnah", som kommentaren, eller "Gemara", kan engagere sig med.

Denne idé om det uforanderlige eller det hellige inden for sproget kan fungere som en form for stabiliserende kraft, der giver et grundlag for dialog og interaktion, selvom Derrida stadig insisterer på, at enhver betydning er flydende og kontekstafhængig. På denne måde kan Mishnah repræsentere en slags referencepunkt, der giver mening for kommentaren og fortolkningen af teksten, selvom den i sig selv er åben for fortolkning og kritik.

You

Kan man så forstå det sådan, at det uforanderlige kun kommer til syne og eksisterer i kritikken og kommentaren (gemara)?

ChatGPT

Ja, det er en interessant måde at se det på. Man kan argumentere for, at det uforanderlige, eller det hellige, kun kommer til syne og eksisterer i kritikken og kommentaren, såsom Gemara. På denne måde bliver det uforanderlige ikke så meget en fast kerne inden for sproget eller teksten, men snarere et resultat af den dialogiske interaktion mellem teksten og dens kommentar.

I denne forståelse bliver det uforanderlige eller det hellige ikke en statisk eller objektiv virkelighed, men snarere et dynamisk og kontekstafhængigt fænomen, der opstår i kraft af den kritiske fortolkning og kommentar. Det bliver en slags konstrueret eller forhandlet betydning, der opstår gennem dialogen mellem teksten og dens kommentar.

På denne måde udfordres traditionelle forestillinger om sproglig og tekstuel stabilitet, da det uforanderlige ikke længere er en fast kerne, men derimod et resultat af den kritiske fortolkning og kommentar. Dette afspejler Derridas tilgang til sprog og tekster som dynamiske og åbne for fortolkning og kritik.

You

Hvilket forhold mellem epistemologi og ontologi forudsætter Derrida så på den baggrund?

ChatGPT

Derrida's tilgang til epistemologi (videnskabsteori) og ontologi (studiet af væren) er tæt forbundet med hans syn på sprog og tekster som dynamiske og kontekstafhængige. På baggrund af hans tanker om sprogets flydende og kontekstuelle karakter, forudsætter Derrida et komplekst forhold mellem epistemologi og ontologi:

• Epistemologi: Derrida udfordrer traditionelle opfattelser af viden og sandhed ved at insistere på, at enhver erkendelse er betinget af sprogets strukturer og kulturelle kontekster. Han mener, at vores viden og forståelse altid er begrænset af vores sproglige og kulturelle baggrund, og at der ikke findes nogen absolut eller objektiv viden uden for disse rammer.

• Ontologi: På den ontologiske side udforsker Derrida spørgsmål om væren og eksistens gennem sin dekonstruktivistiske tilgang til tekster og sprog. Han betragter væren som flydende og kontekstafhængig, og han udfordrer traditionelle opfattelser af faste, essentielle identiteter eller sandheder.

På denne baggrund forudsætter Derrida et dialektisk forhold mellem epistemologi og ontologi, hvor vores forståelse af væren (ontologi) formes af vores måde at kende og forstå verden på (epistemologi), og omvendt. Han mener, at vores sprogbrug og forståelse af verden er indbyrdes forbundet og gensidigt konstituerende, hvilket fører til en forståelse af virkeligheden som kompleks og kontekstafhængig.

En mærkelig scene udspillede sig ved Danmarksdemokraternes Hvilke interesser er det egentlig Inger Støjberg repræsenterer? 

Hvordan kan så et parti egentlig opstå med en så åbenlys lille vælgerbase. Samme mekanismer som Trump. Bygger på hævn og ressentiment (de undertryktes hævnfølelse over for undertrykkerne ). Drain the Swamp. Den personlige nedtur - martyriet. Gjort det til en forretningsmodel at være taber - dvs. dyrke følelsen af mindreværd, misundelse, jalousi og hævn overfor eliten (de københavnske saloner). Gjorde politik til et reality-program i sin brors stald. Trump repræsenterer ligeledes storkapitalen - men 

Det er lykkes for Trump at ommøblere det gamle republikanske parti - skal det ligeledes lykkes for Støjberg?

Indtil videre går det jo godt for hende - Stille og rolige jyske djærve facon. Vender lige skråen. Fødderne solidt plantet i den jyske muld - her ved forårstide kan det umuligt være en fornøjelse! På den anden side, som min nu pensionerede landmandsonkel altid sagde, når gyldestanken lagde sig over landet: Mmmmm - det lugter af penge!

At holde sig til / 'rettidig omhu' - Palme Søndags skriftssted.

Men er der da slet ingen forskel på Trump og Støjberg. Jo selvfølgelig er der det - der er masser. Men den største er nok, at mens originalen kun drikker Coca Cola, drikker Støjberg Cola Zero - og skilter endda af det. Selv for Trump ville det være utidig snobben nedaf! 

Statskolegierne —> protodemokratisk? Den mulige udvikling? Ikke-deterministisk.

Her kunne man måske se en ‘fortidig fremtid’, som kunne tænkes, og derfor sagde noget væsentligt om styrets kerne, beslutningsprocedurer. Det interessante er, at tanken kunne realiseres i en verden uden præcedens. Det viser en vilje - ja viljen selv! En beslutningskraft, som peger mod styrets natur og viser dets karakter. Et ikke-bureaukrati! Dets vovemod. Kerne i statsapparat!

Link til kosmopolitisme - arkivet? 

At kunne se bort fra er også en afgørende karakteregenskab. At se bort fra ‘realiteterne’ - heri fremstår vilje og karakter, og også magtens natur. For kun magten kan skabe ‘undtagelsen’ heri har Schmitt og Kierkegaard ret! Hvorved viljen og karakter kan stå frem. Kun med ‘magt’ kan ‘det onde forsages’, og et nyt rum kan skabes! Magt-som-karakter —> magten som ånd/handling. Bonhoefer og det asketiske.

Særinteresser - mennesket og Marx’ analyse. 

Handler Adam Smiths marked ideelt om særinteresser? Hvis mennesket både er udbyder og efterspørger, bliver mennesket så ikke netop til borger fremfor Marx karikatur af et menneske? Hvad skal til for at ‘holde’ udvekslingen mellem mennesker frit? Magt/stat! Viljens anatomi! Læringsplatformen som reaktualisering af Schmits marked / Agora!

Mennesket bliver først sig selv gennem udvekslingen - der findes intet menneske før denne udveksling. Og udvekslingen skal forstås som et forhold mellem en mester og en lærling. Det er på den måde, man lære sit håndværk og sit talent at kende. Kun herved erkender man sin plads i Kristi legeme. Dette kan bringe Marx og Smith ind på samme bane (Marx tale om splittelsen mellem ‘menneskerettigheder’ og borgeren/staten).

Hvad er en vare og penge? Zizek om fetish-karakteren: at tro, at der er noget bag. Hvorfor skal man tro på et prissættelsessystem? (Pga. markedets mulighed for at forbinde det lokale med det globale - dvs markedets mulighed for at gøre mennesket til borger - i sidste ende bygger et sådan system på tillid). Ligesom man tror på julemanden? 

Varen bliver en forbrugsgode. Men dette er ikke længere udbytning af arbejderen, men af naturen. Teknologien og robotter gør naturen til den udbyttede. Det er måske det 3.verden kan se / ‘det globale syd’ - det handler ikke så meget længere om udbytning af arbejderen - derfor er menneskerettigheder ikke i fokus på samme måde - det handler om, at f.eks. Afrika forarmes pga klimaforandringer. Neom som 3. verdens-løsning. Derfor kan folk alliere sig fra hver deres side: Musk, Rusland, Trump - Kina-Afrika.

Ruslands omskift fra marxisme til patriotisme er således naturligt, i dets skæbne som alternativ, og Vestens Anden. Heri kæmpes med Kina! Forskellen kan være, at hvis Kina ‘vinder’ om at blive ‘Vestens Anden’, kan dualismen forvandle sig til en monolit. Derfor burde vi egentlig håbe på Ruslands sejr, således dualiteten kan fastholdes! Vi skal lade Rusland være Rusland, men hjælpe det til at blive vores anden! Vi skal dykke ned i russisk kultur - tag Tyskland som forbillede! Tyskland viste og fastholdt sig som USAs ‘andet’ på en særlig måde! Adorno, Bonhoeffer osv. 

BRDs ‘kapitalisme’ og produktionsmåde. Rusland som øko-løsning. Som natur-supermagt. Ligesom Tyskland blev udgangspunkt for kapitslismens løsning —> EF, EU.

Rusland som visende vej ift 4. Indu. revolution. Hvordan kan deres universelle aspiration inkorporeres i Kristi legeme? Weber og det universelle - forløsningsreligionen. Han glemte Smiths forbindelse mellem det lokale og det globale. Et lokalt beslutnings-og viljessystem. 

For Weber kan det lokale kun komme igen gennem en ‘remagisering’, (genfortryllelse) som forudsætter en polyteisme (forløsningsreligionens universalisme-aspiration er første trin på sekulariserings- og rationalisetings-bølgen). Find henvisning fra undervisning! Men heri stirrer han sig måske blind på det personiserede, karismatiske decisionisme - og glemmer en helligånds-teologi (som Hegel - Tillich). At gøre staten til et juridisk subjekt - at gøre naturen til et juridisk subjekt - eller i hvertfald sammenligne, således en egentlig tænkning ud af mennesket kan lade sig gøre.

At genindtænke en egentlig helligåndsteologi forskellig fra Hegels inkarnerende. At vende Hegel om til det lokale! Smith om det lokale og markedets evne til at fremhæve det lokale og forbinde det med det universelle / globale. Varens merværdi, som udtryk for en ånd, der kun kan bevares i fællesskabet (zizeks julemandseksempel). Varen bliver til en ting i fællesskabet, men forbliver en vare, hvis den fastholdes som dækkende individuelle konsumbehov. Klima-dagsordenen kan gå ind og reaktualisere ånden i markedet på denne vis, for markedet behøver ikke bare at værdisætte fænomener som konsumenheder, men måske også de åndelige ting. Derfor er den paulinske kristendom en by- og borgerreligion. Og derfor er Europa på mange måder - med udgangspunkt i BRD - byernes Europa.

Herre-slave-dualiteten - antik / Hegel. Mester-lærling  --> Paulus - Smith. Se både blog om Europa (efter undervisning) og blog om læringsplatform.

Hvordan kan Rusland tænkes som uundværlig som Vestens Anden.

Ikke bare som vedhæng og leverandør til Vesten. Tyskland gjorde den fejl at kopiere egne erfaringer over på Rusland, og tænke, at alternativet kan eksistere side om side med indbindingen gennem gas- og råstofleverancer. De tænkte Rusland gennem deres Wirtschaftwunder, men hvor Tyskland i denne ramme kunne danne en selvstændig andethed (BRD), er omstændighederne anderledes med Rusland.

Vi skal hjælpe dem med at tænke og give plads til deres andethed. Og i denne proces bliver vi også os selv. Denne øvelse kan ikke gennemføres på samme måde med Kina.

Kan vi undgå den totale krig? Skal Rusland gennem samme proces som Tyskland?

Løkke har sat sig selv i scene som den karismatiske omvendte synder - "Befrielsens Øjeblik" var manifestet for denne iscenesættelse krydret med det selvoptagede reality-stunt på båden over Atlanten. Nu skulle det tilsyneladende handle om noget - ikke nogen... Væk fra tidligere magtpolitik som han selv havde været en væsentlig brik i. Og paradoksalt kunne han tale med troværdighed i sin bekendende tone som 'omvendt'. Marx skriver med henvisning til Hegel et sted, at verdenshistoriens begivenheder og personer ofte forekommer to gange - først som tragedie så som farce. Her er Løkke et ekko af Trump-Biden-gammelmandsvældet i USA: Løkke er en del af problemet, ikke løsningen. Og han ved det selv, for hans parti skulle tilsyneladende være en gateway til en ny generation af politikere - istedet er det blot blevet endnu et redskab for hans egne magtambitioner. Og nu viser hans selvfokus sig igen i forsøget på at sætte en dagsorden ved at bruge Papes død: Lad nu Pape komme i jorden, før du bruger sagen til eget formål Løkke! Det hårde politiske miljø er du selv en væsentlig brik i - lad nu være med at smide omvendelses-kortet igen! Det bedste der kunne ske for Løkke, var at han fik en international toppost, for her kan hans magttankegang og sans for det muliges kunst komme os alle til gavn. Indtil da kunne man bare anbefale, at han holder sig til sit udenrigsministerium, hvor han faktisk har fået formuleret noget fornuftigt politik, der svarer til den småstatsstatus vi har...  

Jeg er enig i, at der er tendenser til, at Løkke og midterregeringen er med til at umyndiggøre befolkningen, anskuer dem som pøbel og forsøger at gøre dem til undersåtter ved at eliminere muligheden for en reel politik som netop tager udgangspunkt i den myndige borger (en tendens der peger langt tilbage i tiden). For Løkke er medlemmer mere at betragte som følgere på de sociale medier, end et egentligt organiseret bagland (endnu et Løkke-paradoks i forhold til hans iscenesættelse af 'Det politiske Mødested'). Midterregeringen og nødvendighedens 'politik' skaber den polarisering, som den ellers ville undgå. Tænker brugen af superlativer om Løkke i trådene her er et resultat af det. Polariseringen sker ikke på trods af midterregeringens politik, men som et resultat af den. Men Løkke og regeringen er blot tendens på et symptom - det er for nemt at gøre dem til syndebuk, så vi undgår al selvrefleksion. 

Kant - at kunne og burde. At komme ind i Melanchthons træningsrum. At have Kristus som forbillede.
Brinkmans Briks --> Kants kunnen og burden. At kunne kræver mestring - imitatio Christi. Dette kan også være den hermeneutiske pointe - at det at burde i virkeligheden bunder i en mester-lærlinge-mæssig gentagen udkast ift. sagen selv. Dette kan også pege mod galaterbrevets problematik (Engberg) i forhold til, at man godt kender den rigtige vej (har allerede ånden) - den ny skabning er allerede indtrådt - men, man mestrer endnu ikke rettelsen selv (nous). Engberg kalder det en mangel på koncentration og fokus. Dette kræver en læremester (hermeneutik). Reprise af Dante og Virgil. Virgil (Paulus) fører Dante igennem underverden og til Paradis' port, men må derfra slippe. 

Som et billede af Kristus, vil Paulus således blive vejlederen selv. Mesteren overfor lærlingen --> nous'en er den sidste vej - der trænes og derefter gives slip!. Kristus tro vs. troen på Jesus. Imitatio Kristi. AT KUNNE. At mestre. LAD OS - ikke en befalende imperativ, men mesterens og lærlingens fælles vandring i ånden. (SE Engberg-tekst)! Parænesen retter sig således mod mester-lærlingeforholdet og 'at kunne'. 

Man 'kan' kun ad frivillighedens og kærlighedens vej! At mestre noget (hermeneutik) sker kun i frihed.

TROEN PÅ JESUS (SOM INDIVID) VS. JESU TRO (IMITATIO-BILLEDET - PEGER MOD FÆLLESSKABET / DET ETNISKE (himmelske etnicitet)- PAULUS SOM ENDNU EN EPOKALYPTISK JØDISK SEKT). At kunne...

Troniers indsigelse

I stedet for at se Paulus’ etablering af menigheder som et historisk set unikt forsøg på at virkeliggøre den stoiske idé S i et socialt fællesskab, forekommer det mig mere oplagt at forstå Paulus’ virke og menighedsgrundlæggelser som én blandt mange andre jødiske apokalyptiske sektdannelser, der sker som konsekvens af en apokalyptisk forestilling om det kognitive (åbenbaringserkendelsen) som indholdet af gruppens etniske væsensbestemmelse. Kun på et strukturelt, helt abstrakt plan er der så tale om en lighed med den stoiske models S. 

Så meget desto mere problematisk bliver TEPs argument, eftersom Paulus faktisk side op og side ned eksplicit tematiserer lige præcis det, der i den apokalyptiske model rent strukturelt optræder i stedet for I-polen som genstanden for det transcendente himmelperspektiv: den kosmisk-dualistiske omtolkning af verdens traditionelle statushierarkiske værdisystemer og sociale strukturer (below). Eksempler: Med Kristus som Guds visdom i et kosmisk-dualistisk fortolknings perspektiv ses det ifølge Paulus i fx 1. Kor 1, 26-31, at Gud har gjort de »vise«, de »fornemme«, de »mægtige«, de, der »er noget«, til intet og udvalgt dem, der i verdens øjne er »dårer«, »svage«, »ringeagtede«, »ingenting« (1. Kor 1, 26-31). Altså omvending af de sociale statushierarkier med kontekstens eksplicitte apokalyptiske, kosmiske dualisme som fortolkningslogik (1. Kor 1, 18ff. og 2, 6-16). Igen: Når de troende ifølge Gal 3, 27-29 har iklædt sig Kristus, dvs. har Kristus som anskuelsesform og identitet, så er menigheden et Kristusfællesskab, en enhed (alle er én i Kristus), der i sin forståelsesorientering er sat ud af de traditionelle statushierarkier, der bestemmer forståelsesorienteringen uden for menigheden: det traditionelle etniske statushierarki (jøde over for græker), det traditionelle sociale statushierarki (træl over for fri) og det kønsmæssige stat 

Det er en apokalyptisk omtolkning af værdier i form af en venden op og ned på verdens traditionelle statushierarkiske værdisystemer. Det er ikke en værdiomtolkning tænkt som et individuelt selvforståelsesskifte fra et subjektivt til et objektivt perspektiv på de i sig selv positive sociale goder som i stoicismen. 

Hvis Paulus’ grundmodel i stedet er den apokalyptiske, betyder det for det første, at bevidstheden om jeg’et i dets individualitet så ikke kan være bro mellem den fortidige Paulus og vor nutidige bevidsthed som et overlapningsfelt, sådan som det er den bærende hermeneutiske forudsætning i TEPs idé om »option for us«. (Dette kan sammenlignes med Bultmanns projekt, der strandede på, at der ikke var den form for subjektivitet hos Paulus, som Bultmann benyttede som bro i sin eksistentialhermeneutik.) For det andet betyder det som antydet, at man ikke kan adskille det teologisk-kosmologiske fra den kognitive og etiske model. Dels fordi sidstnævnte altså ikke kan udsondres i en særlig kategori, den individuelle selvforståelses rettethed, forskellig fra den teologisk-kosmologiske. Men dels også fordi selve rationaliteten, erkendelsesperspektivet og meningsindholdet i den radikale værdiomtolkning, der bærer Paulus’ sociale vision, etik og forståelse af at være i Kristus, er givet med en særlig rumlig, kosmologisk struktur: ideen om den kosmisk-dualistiske adskillelse mellem himmel og jord brugt som anskuelsesform i tilgangen til de herskende værdisystemer. Det er så at sige selve Kristusfigurens bevægelsesstruktur som kognitiv model. Derfor kan den kognitive og etiske model ikke være mere »option for us« end den teologisk-kosmologiske kan være. Paulus’ tankeverden står som uopløselig helhed på radikal afstand af os. 

Men ligger tekstens virkelige og udfordrende inspiration netop ikke i dens fremmedhed, i mødet med det anderledes og de umulige perspektiver? Deri oplyses nutidens situation i sin særlighed. I mødet med denne fremmedhed ligger og erkendes forkyndelsessituationens grundlæggende frihed og ansvar: Prædikanten kastes fra den fremmede tekst tilbage på den nutidige situation, menighedens konkrete situation og erfaringer, som stedet og grundlaget for udfoldelsen af (ny) mening i et andet verdensbillede, i en anden bevidsthedsform og i samspil med andre erfaringer end tekstens fremmede, historiske mening og bevidsthed. Her kan teksten udfordre og problematisere kirkens fortrolige omgang med teksten, men i ét med en erkendelse af, at kirkens tekstbrug og eksegesens interesse for tekstens historiske mening hører til i to forskellige hermeneutiske rum. Først på baggrund af mødet med de fremmede tekster opdages nutidens, fortolkningens og forkyndelsens vilkår 

(hermeneutikkens vilkår i træningsrummet og at 'gå selv') - fremmedheden skal bevares, da selve spændingen afstedkommer en rettethed an sich, som peger hen mod nous. Derfor kan Tronier sige det han gør. Tronier anklager Engberg for liberalteologisk at projicere eget gudsbillede på den fremmede tekst. 

TRONIER-POINTER

Imitatio handler ikke først og fremmest om egoets korsfæstelse (Engbergs stoiske pointe) - det handler ikke om at afstå fra alt - (ikke gifte sig osv.), DER TÆNKES KOLLEKTIVT! Det findes kun christi nous - ikke individets / egoets nous - men kan IKKE efterligne Kristus på den måde. Ikke troen på Kristus, men efterfølge Kristi tro (og Paulus! som en hermeneutisk gentagelse).  Men Paulus siger jo netop, at man IKKE behøver at gøre som ham (ugift osv.).
VERS 13 - selv hvis du ofrer dig, men uden kærlighed er det intet. DET handler om næste.

Altså ikke egoets korsfæstelse (tro på Jesus). SELV VED TRO (på Jesus) som kan flytte bjerge - hvis ingen kærlighed - så ingenting. SELV hvis man dør for sagen - hvis ingen kærlighed, så ingenting - altså ikke et stoicistisk martyrium!!  Kun imitatio kristi ved at følge Jesu TROSKAB (henvisning). Ved at træne, gentage, øve - ikke udfra et forbillede 'der er bedre', som jo bare vil etablere nyt statushieraki, men ved at være en del af Kristi legeme / og i ecclesia (henvisningen) få indblik i nousen gennem fællesskabet!

Fordoblingen af imitatio (henvisning) (Kristus --> Paulus), viser også hen på, at der ikke er tale om egoets korsfæstelse. For i givet fald,, så var troen på Jesus så også tro på Paulus - og det vil bare resultere i fragmentering af kristus-kroppen (de fire dele)! 

Det etniske aspekt (DEN ny Paulus) - man kan falde ud af nåden (ikke hvis ikke man ikke tror PÅ, men derimod hvis man ikke følger efter..).

 VS. det stoiske (Engberg) --> IKKE en samlet humanitet (sådan en universel-individuel = afguderi), MEN en himmelsk etnicitet (som spejler det etniske). 

TRUSSEL (henvisning) for at kunne fortsætte hedningemissionen? Falkenberg - behøver der at være en modsætning?
DET handler om at KUNNE (i praksis), for derved at være del i Kristi legeme. 

Hvor jeg dog savner mit frirum her. Det er det sted, hvor der skabes orden og hvor jeg kan kredse om noget. Ved at høre på Rovellis forelæsninger om tid, ved at dykke ned i hermeneutikkens præmisser, finder jeg mere og mere ud af, at verden er fragmenteret, eller som Rovelli ville udtrykke det - verden er granular. Verden er ikke objektivt ordnet. Når vi fødes er 'kortene' blandet på en vilkårlig måde, som virker som orden for os, men som kan være uorden for andre. Hermeneutikken tager udgangspunkt i vores kognitive fortolkningsapparatur til at kredse om 'sagen selv'. Paulus kalder dette apparatur for 'nous' i 1.Kor hvilket Henrik Tronier gør opmærksom på, i sin bog om netop det brev (Transcendens og transformation i Første Korintherbrev). Hermeneutikken sætter tiden udenfor parentes - det er ikke sådan, at der er en ordnet initialtilstand, som så går mod uorden og udslettelse/død. Hermeneutikken kan spore liv overalt. Hermeneutikken er et sporingsredskab - en slags natalisme. Hermeneutikken accepterer det vilkår, at vi er kastet som et frø ned i en beholder, og fokus er ikke hvor vi kommer fra (som metafysisk kontinentalfilosofi traditionelt har fokuseret på) eller hvortil vi kastet (analytisk angelsaksisk filosofi), men istedet kredser om det faktum at vi er kastet. Det bunder i skabelsesmiraklet. At vi er skabt og sat i skabningen blandt andre skabninger. Det store mirakel i kristendommen er, at Gud blev sin skabning med Jesus Kristus (I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud og Ordet var Gud). Gud inkarnerede sig fra et sted udenfor tid og sted til at blive tid og sted. I denne radikale og bogstavelige fornedrelse annulleredes afstanden mellem skaberen og skabelsen og skaberen blev lig skabningen. Derfor er vi alle 'lemmer på Kristi-kroppen' som Paulus udtrykker det i 1.Kor. Vi har alle vores talenter, nådegaver og opgaver i skabningen. Og vi skal ikke grave talentet ned, men lade det bryde ud af sin hvedekornsskal og lade det blive den del af skabningen, som det er bestemt til. Det at lade hvedekornet dø som korn, så det kan spire op og blive en del af skabningens helhed er ikke bare et billede på Kristi korsfæstelse, men - netop fordi skaberen heri bliver lig sin skabning - et billede på, at vi alle skal ud vores isolerende 'indkrogethed' (Luther) og individualitet for at blive del af skabningen og dermed skaberen / Kristuskroppen. Det er heri præmissen ligger - at vi er kastet som et hvedekorn. Og at vi skal dø som det enkelte hvedekorn, som individer, men at det er for at blive del i skabningen og skaberen som helhed. Altså det evige liv.

Opgaven ligger altså i at blive en del af Kristuskroppen, og det er den opgave som hermeneutikken kredser om. Og i den rettethed mod / kredsen om opgaven selv er vi allerede en del af Kristuskroppen. Denne rettethed / kredsen-om er til dels den kognitive 'nous', der skaber en egentlig væren / ontologi. Det vil altså sige, at skabelsen er noget der sker i tiden, og vi, som Kristi lemmer, tager del i denne skabelsesakt. To forudsætninger skal være tilstede her, for at vi ikke lander i en konstruktivisme: Verden er som udgangspunkt fragmenteret (tiden kan sættes udenfor parentes) - dvs. ingen orden før og uorden efter (entropi). Og vi skal 'dø' som individer for at blive del af skaberen / skabningen.

Denne kredsen-om og 'kastethed-bevidsthed' indebærer en gentagelsesakt der peger hen mod en mestring. At mestre noget kræver et forhold mellem en mester og lærling, og et syn på arbejdet som en mesterlære. Et godt billede herpå er Virgil, som følges med Dante gennem underverdenen og op til himmerigets port. Men her må Dante gå ind alene - Virgil kan ikke følge med. Det er her, hvor det skal vise sig, hvad Dante kan (nådegaven / opgaven). Da Dante tager springet og træder indenfor døren møder han kærligheden i form af Beatrice. Vi skal altså alle være talentspejdere som Virgil og vi skal finde vores eget talent som Dante. Vi skal med andre ord være en del af skabelsesakten, så Kristuskroppen kan samles. Dvs. fragmenterne - den uordnede verden - samles gennem næstekærlighed. Forbundne (til skabningen) og forpligtet (på hinanden / sin næste). 

Jeg har tidligere leget med tanken om, at hjemmesiden her kunne være et slags bud på en 'læringsportal'. Altså et sted, hvor man rekapitulerede, hvor man netop kredsede-om sagen selv. Et sted, som kunne skabe den gentagelsesstruktur og dermed det afsæt for at finde sin opgave og forbinde sig med skabningen. Hvor man blev del af skabelsesprocessen selv. Hvor man kom til sig selv og ud af sig selv i samme bevægelse. Hvor man i mestringens kredsen gjorde sit 'jeg' til 'du' - og brød ud af sit 'hvedekorn'. Et slags vidnesbyrd - eller martyrium, som det hedder på græsk. Med den essayistiske stil (Montaigne) trænes forbundetheden og forpligtetheden i en gentagende kredsen og sagen selv - en dialog, der åbner sig for verden og inviterer verden indenfor. Således er den essayistiske stil en mesterlære i sig selv. Og som det også hurtigt fremgår, kredser hjemmesiden her om det samme i håb om mestring og dermed få øjnene op for, hvad opgaven er som medskaber i skabningen. I virkeligheden er der tale om en bøn.