Olga Tokarczuk

Rejsende som tilstand lægger iøvrigt i forlængelse af ambitionen om at bryde ud af den ekkokammerresulterende vestlige grundfortælling eller odyssé (hjemme-ude-hjemme), hvor det handler om på kolonialistisk vis at tilegne sig det ydre - altså at gøre det andet til det samme. Eller at være ude med henblik på at komme hjem igen. Jeg har skrevet lidt om det her, men jeg kan også tilføje Benjamins idé om det eskatologisk-åbenbarede overfor det teleologisk-hedenske (se også her). Altså dette, at man ikke reserverer 'det andet' eller udefrakommende til en fjern mytisk fortid eller en kommende dommedag - som Newtons deisme, den hegelske dialektik og den traditionelle grundfortælling jo gør - men at man er konstant åben overfor det udefrakommende - altså at begivenheden, miraklet og åbenheden sættes i centrum.

I den teleologisk-hedenske grundfortælling har begivenheden intet at gøre, idet verden allerede er udlagt strukturelt - altså indtil den går under. Egentlig eksisterer der kun to begivenheder: skabelsen ved præhistorien og dommedag ved posthistorien. Begivenheden underkastes altså altid konteksten, som synes 'affortryllet', fordi det udefrakommende eller det andet - det erfaringsgivende - så at sige glemmes eller i hvert fald udskilles af 'historien' til præ- eller post-historien (altså et forsøg på at 'stoppe' tiden) og hvor religionen derved meget bekvemt bruges som redskab til at forklare dette 'u-historiske indslag'. Religionen sættes således på hedensk vis i reservat - og hedensk er det fordi, mennesket tror det kan udskille og kontrollere det andet og lukker sig om sit eget ekkokammer.

Dette viser jo egentlig også hvor omkalfatrende en historieopfattelse baseret på begivenheden vil være. For her handler det om at komme begivenheden ihu. Og eftersom der her er tale om en åbenhed for det andet - begivenheden - handler ihukommelsen om at holde dette udefrakommende som noget andet - helligt - og ikke inderliggøre eller indreliggøre denne i en kontekstualisering. Det er således her, at kommentaren spiller den afgørende rolle (se artiklen her (side 78ff)). Kommentaren har i sig en principiel åbenhed overfor det andet, og holder det helligt. Med kommentaren er intet forbundet naturligt nedefra: sammenhænge kommer kun istand gennem viljen-til-åbenhed, og eneste grund til, at kontruktivismen ikke er modsætning til det teleologisk-hedenske er (som teleologerne ofte afviser denne position som) er at det lyttende, passive kald er det egentligt centrale i denne position (Gellner, Gadamer og Benjamins barokke sørgespil).

Rejsende udfolder en kosmologi der umiddelbart åbner mennesket for det andet i sin principielle 'kaldende' passivitet. Bare i sin essay-struktur, hvor tekststykker bliver til labyrintiske kommentarer der har til formål at frisætte - og ikke mumificere - læseren, viser en ambition om at sætte et alternativ til den teleologisk-hedenske fortælling, og åbne læseren op for det andet eller det guddommelige. Rejsende er i sandhed en bøn. Og som sådan giver det mening at Tokarczuk fik nobelprisen.

Min læsning vil være kommenterende-associerende. Jeg vil med Olga i hånden bevæge mig gennem en labyrint og sammen vil vi opleve nye verdener.

Jeg vil give mig hen til hende og jeg glæder mig.