Jeg har været så heldig at overtage min fars bibliotek.
Det er en historikers indsamlede værker gennem et liv. Tidsskrifter, opslagsværker og bindestregshistorie-serier fylder en del. F.eks. Dansk Toldhistorie, identitetshistorie, søfartshistorie, socialhistorie osv. Så er der også nogle temaer som fylder meget - f.eks. tudor-tiden, som bunder i min fars ophold på Cambridge samt hans lærlingeforhold til Elton. Adel og Chr. 4., enevælde og militærhistorie fylder naturligvis også meget. Og så er der jo SOE og besættelsen. Der er endvidere en del undervisningbøger og oversigtsværker. Her er det selvfølgelig oplysende med de undervisningskompendier han har lavet, da de viser en genvej til det historiesyn der lå til grund.
Så er der desuden min fars egne værker, og disse må naturligvis anskues som en nøgle til at se hvorledes historiesynet udviklede sig og hvordan en kosmologi etableredes. Her er det nyttigt at se på hvilken sammenhæng de bidrog ind i og hvilken genre de indskrev sig i. Der er jo forskel på en doktorafhandling og en danmarkshistorie. Der er jo også bidrag til diverse serier af byhistorie, Danmarkshistorier og Europahistorie, som jo også pegede hen på instituttet på Odense Universitet og det forskerkollektiv der skulle hamle op med de andre universiteter og finde sine ben som nyetableret universitet i Odense.
Desuden er der bidrag til talrige antologier og tidsskriftartikler i øvrigt. Min far lavede en oversigt over de forskellige bidrag, større værker såvel som foredrag. Og det kunne være nyttig at tage udgangspunkt i.
Alle disse kategoriseringer er hele udgangspunktet for at forstå det forskerliv der har udspillet sig her - men det er dog i sidste ende blot rammen - noder på et stykke papir - som i virkeligheden skal slippes eller lyde, hvis man skal kunne høre den musik der giver genlyd her.
Det bliver til en polyfoni af toner som blander sig mere eller mindre harmonisk mellem hinanden. Men det er ikke ambitionen at finde en indre logik i det samlede værk som sådan. At lede efter en indre kausalitet vil forudsætte en kontekstualisering i forhold til den ydre verden udenfor bibliotekets mure. Og som jeg før har skrevet, må man tage konsekvensen af de rum man befinder sig i. Dvs. de inde-ude-dimensioner der sættes. Ude er ude - det er hele ideen i begivenheden som den grundlæggende drivkraft. Ude er pr. definition tilfældigt set fra indeperspektivet. Det handler blot om hvordan begivenheder gribes og belyser os som mennesker. Disse rum er som leibniz'ske monader. Desuden vil en inderliggørelse af ét udeperspektiv blot sætte en ny ude-position der skal forklares og så fremdeles i en uendelighed. Ifølge Rancière tjener denne 'uendelighed' blot til at legitimere et videnhierarki - mellem de såkaldt vidende (forklarerne) og de uvidende (dem der skal have ting forklaret).
Når jeg således ser biblioteket her som rum, må alt skulle findes i dette rum. Jeg kan således ikke hente 'hjælp' fra min fars liv i øvrigt i forhold til at forstå 'logikken'. Det er selvfølgelig et princip, som jeg ikke helt kan følge, for jeg kender jo godt på 'ekstern vis' min fars forhold til autoriteter, samfundssyn og menneskesyn, fordi jeg kender ham i andre sammenhænge. Men dette er ikke gyldige referencer her - alt skal sandsynliggøres i forhold til de foreliggende fragmenter internt i biblioteket.
Således kan det på denne vis være et handicap at have denne relation, for den korrekte fremgangsmåde er sådan set at anskue biblioteket som 'umøbleret' - dvs. udfra et serendipitets-princip at gribe det første fragment (bog) for hånden. Det fører over i den næste, og dernæst den næste... For til sidst at skabe en samlet fragmentarisk masse, som netop giver et bud på det polyfoniske værk. Det er jo sådan at en kommentar skabes - dvs. at jeg ikke tror mig istand til at afdække et andet menneskes kerne, men respekterer dette menneskes andethed og holder den principielt hellig. Den melodi der opstår af min dialog med biblioteket kan derfor kun indskrive sig som en kommentar blandt uendeligt mange andre mulige. Men præcis derfor vil dette også være et lærestykke i ikke-vold. Jeg hverken kan eller vil kræve ejerskab af noget eftermæle som en emsig kustode. Jeg vil med kommentaren tværtimod lade ånden fra dette rum leve videre netop i bevidstheden om, at dette blot - eller netop - ville kunne indskrive sig i et spor af kommentarer blandt andre.
Men jeg ser det så også som min simple pligt og ansvar at løfte denne opgave. Altså at åbne rummet - eller at 'holde det frit' - og invitere andre indenfor - åbne rummet for kommentarer. Man kan sammenligne dette ansvar med Camus' Sisifos. Men hans skæbne er det modsatte af tragisk: det giver en dyb mening. Man skal ikke på postmodernistisk vis forsøge at se meningen i meningsløsheden. Man skal se meningen i det andet menneske. Det handler - med Levinas' ord - også om ikke at slå ihjel. Om at erindre på den sande måde. Og selvfølgelig om kærlighed. Fysikeren Grimstrup beskriver det meget fint i sin bog Shell Beach, hvor han beskriver den drift blandt fysikere på at finde den endelige forklaring der kan forbinde kvante- og relativitetsteori: hvad sker der når denne 'essens' er fundet? Når der ikke længere er noget 'bagved' der skal forklares yderligere? Nogle ville måske kalde det for forløsende - et tusindårsrige, det klasseløse samfund eller forbinde det med andre paradisiske associationer. Jeg tror nærmere det ville blive et helvede af fordummelse, dovenskab og ekstrem vold. Og tænk på det væld af - med Rancières ord - forklarere der i denne ambition har defineret mennesket i dets mangel på baggrund af netop denne drift. Den vold der ligger i denne form for 'viden'. Grimstrup såvel som Carlo Rovelli aflyser denne jagt, og fokuserer istedet på menneskets kosmologiske plads og mulighed for at finde sig selv her. Grimstrup taler om det tomme rum, på samme vis som 'rummet' er omtalt andre steder på hjemmesiden her.
Denne 'metode' - serendipitets-princippet - er forøvrigt også den måde man bør lære på ifølge Rancière: At forstå er aldrig andet end at oversætte, det vil sige man skal lave noget, der svarer til en tekst, men ikke at angive dens årsag - der er ingen årsag at referere til bagved. Det Rancière kalder den universelle undervisning - den uvidende lærers metode - handler om metodisk at gentage tilfældets metode, som har vist dig, hvad du er istand til. Tilfældets metode er her den principielle adskillelse af den indre modtagelse fra de ydre tilfældige begivenheder - som netop noget andet, og altså derfor principielt tilfældige.
På den vis vil undersiden her være en levende dialog mellem to mennesker i et veldefineret (men principielt tilfældigt afgrænset) rum.
Det handler således om at identificere og skabe liv.