I bogen Begreber, tid og erfaring peges på en masse af de ting, som jeg har haft fokus på
Den vending, der skete i saddeltiden er lige modsat den vending, som jeg ser f.eks. hos min far. Koselleck ser en vending væk fra en eskatologisk bevidsthed, som han kalder en iterativ bevægelse, idet en skuffet nærforventning blot 'bekræftede' og skærpede den eskatologiske bevidsthed - og til en fremskridtstro, hvor forventninger ikke længere kan udledes af erfaringen, og tiden gøres singulær.
For mig at se, repræsenterer far en eskatologisk vending (link til anden tekst tilføjes), hvor der igen kunne bedrives historie (Augustin og mulig historieskrivning). Han laver en 'Augustinsk vending' - dvs. vender sig om og agerer som en 'bagudvendt profet'.
At genskabe en forbindelse mellem erfaring og forventning, hænger sammen med det civilisatoriske begreb serendipitet, som det fremstår i krimi-genren (se Sophus Helle om dette her). Præcis her ligger den civilisatoriske forbindelse mellem erfaringsrum og forventningshorisont.
Forholdet mellem erfaringsrum og forventningshorisont har til opgave at åbne et opmærksomhedsfelt i dens midte - det er det Augustin kredser om i forhold til nutid-som-opmærksomhed. Ser man på henholdsvis på det gamle og det nye testamente, ordnes / kanoniseres netop teksterne således, at der i midten opstår et rum for didaktisk visdom. I det gamle testamente er der tale om Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen. I NT er der tale om brevene - først og fremmest Paulus' Breve. Rækkefølgen er her, at muligheden for at holde et rum frit for denne visdom, kræves det udspændt mellem et erfaringsrum og en forventningshorisont. DER findes ikke en opmærksom midte - en nutid - hvis ikke der er denne konstellation mellem fortid og fremtid. Hvad er så læren heraf - jo, det er, at det er en eskatologisk bevidsthed, der muliggør en opmærksomhed. En opmærksomhed, som man kunne vælge at kalde væren. Tid bliver først noget, når man anstrenger sig for at holde dette rum i midten frit.
Begrebet serendipitet er formidabelt beskrevet af Sophus Helle i WA. Men man kunne supplere beskrivelsen med Sløks begyndende narratologi i 'Da Gud fortalte en historie'. Serendipitet bunder først og fremmest i et gehør for det, der er udenfor. For det som sker. For Sløk er enhver sammensætning af enkeltheder til en helheder sande, så længe det forstås performativt. Altså som noget der sker i et forløb. Ifølge Sløk findes konstativer i bund og grund ikke. Det giver ingen mening at rende rundt og konstatere, at væggen er hvid, stolen er blå osv. 'Konstaterer' man, at det sner, er denne konstatering bundet til et performativ om at hente sneskovlen, eller at sætte sig med sin kone og se skønheden og stilheden. Det er ikke verden, men sproget der skaber en afstand mellem betragter og det betragtede. Dvs. sproget skaber verden udfra de rene oplevelser - og hermed har vi en løsning på Rudolf Ottos mulighed for at tilgå 'Das gantz Andere'. Afstanden mellem subjekt og objekt er skabt i sproget, og derfor er det en objektiv verden, der kan studeres naturvidenskabeligt en (nødvendig) fiktion. Pointen i Sløk er, at ethvert perspektiv og forløb er momentalt sandt. Bliver man 'klogere' er det ikke sådan, at det tidligere perspektiv / forløb bliver mindre sandt - man befinder sig bare i et nyt forløb. Der er altså mere tale om spring end kontinuitet - lidt som beskrevet med kvantemekanikken. Hver gang forventningen ændres, så ændres også erfaringsrummet. Det er noget der sker, og hvorfor det i bund og grund sker, er i princippet udenfor vores erkendelsesmulighed (som i kvantemekanikken).
Hermed kommer fokus på åbenhed overfor det udefrakommende - og lade tingene ske - fremfor en idé om selvfrelse og kontrol, således som Nygren forklarer det i forbindelse med eros og agape.
Samtidig er ethvert perspektiv / forløb allerede - ifølge Sløk - fortalt og gennemlevet af Jesus Kristus. Det kristne gemmer sig overalt og agerer som dobbeltsprog. Det hellige / evige brød med Jesus ind i tiden (det var her, at Gud fortalte en historie). Dvs. myten fik et tidsligt forløb. Derfor er det religiøse sprog altid-allerede overalt, og kommer til syne gennem andre sprog. Dvs. når vi lever vores liv - vores forløb - lever vi i Kristus. Men det kræver, at vi lader det ske - åbner os for det evigt andet - gennem kærlighed fremfor begær - og denne vilje til at lade det ske konstituerer netop forholdet mellem agape og eros.
Hvordan perspektiver / forløb forholder sig til hinanden kan også anskues i de to arketypiske - med Kosellecks begreb - tidslag, som henholdsvis GT og NT konstituerer, og hvordan forholdet mellem de to åbner for en kosmologi. Jeg senere fordybe mig i Kosellecks studie af tidslags (perspektivers / forløbs) betydning for historiens gang. Her vil jeg blot konstatere, at faghistorien har beskæftiget sig med netop denne slags tidslag og historiens gang som udtryk for deres indbyrdes forhold i f.eks. Braudels idé om forskellige tider. Man kan også henholde sig til de skalaer, som f.eks. Rovelli omtaler, når han ser os som en mulig midte mellem et mikrokosmos-skala (planck-skala) og makrokosmisk skala (anstronomiske skalaer) og deres mulige indbyrdes forhold i sorte huller.
I NT er det brevformen, der er forløbets midte. Derfor er det interessant at se på brevets form (se her). Grundlæggende repræsenterer brevet / epistlen et forhold mellem et du og et jeg - en afsender og en modtager. Afsenderen skaber en plads for du'et - bl.a. ved, at han, i kraft af skriften, ikke eksisterer. I brevet opstår en verden mellem jeg'et og du'et - den omkringliggende verden er ikke eksisterende. Jeg'et / afsenderen opstiller et erfaringsrum, som afhænger helt og aldeles af modtageren som her repræsenterer en slags forventningshorisont. Modtageren holder på denne vis afsenderens verden i sin hånd, og kan destruere den med sin tavshed. Selve brevets form konstituerer en grundlæggende eskatologisk bevidsthed, hvor erfaringen selv skabes udfra en forventning om at få svar. Det kræver, at du'et sættes guddommeligt som det andet, der netop kan besvare disse spørgsmål.
Samtidig er bystatens fokus på håndværk og mester-lærlinge-forholdet præsent hos Paulus. Paulus bevægede sig på sin missionsrejse i et slavesamfund. Men egentlig gjorde han oprør mod dette. Han levede ikke af sin mission, men af sit håndværk på sin mission. Og man kan formode, at han så forholdet til sine menigheder som forholdet mellem mesteren og sine lærlinge, som iterativt lærer at mestre verden på baggrund af en realiseret eskatologisk bevidsthed. Som mester og lærling står man sammen overfor verden, og har samme mål. Dvs. magtrelationen er anderledes end mellem herre og slave, hvor begæret, manglen og misundelsen osv. er implicit i magtrelationen. For mester og lærling står sammen overfor en guddommelig horisont, som ikke kan overskrides. De er henvist til agape, hvor herre-slaveforholdet er henvist til eros - en befrielse. Derfor er der her tale om to slags eskatologier. For Paulus' mester-lærlingeforhold er der tale om en realiseret eskatologi, idet man står overfor gudsriget (se også Johannes påstand om, at gudsriget er iblandt os), hvorimod der for herre-slave-forholdet er tale om en futuristisk eskatologi - en befrielse. Med industrialiseringen blev borgeren drevet ud af byerne, og produktionsapparatet åbnede vejen for et herre-slaveforhold og et fokus på en futuristisk eskatologi, således som Hegel og Marx udlagde den. Hvor det for Hegel var tilsynekomsten af en verdensånd, hvis perspektiv han mente at kunne begribe i en fænomenologi, var der for Marx ganske enkelt tale om en selvfrelse gennem klassekamp. Altså en slaveopstand. Med Nietzsche blev denne futuristiske eskatologi sat grundigt til vægs, og istedet skabt et nyt fokus på den spontane skabelse (aristokraten overfor ressentiment-mennesket) , som igen banede vejen for Nygrens agape-begreb.
Magtbegrebet skal således revurderes i lyset af et mester-lærlinge-forhold. Her handler det nemlig om, at holde et rum åbent for det der kommer udefra (fra det guddommelige), således at ting kan ske (med Kosellecks ord - at historie er mulig). Dvs. ting sker spontant - men her ligge magten i at holde rummet frit. Magtbegrebet i herre-slave-forholdet fokuserer på manglen af frihed og en fremtidig udfrielse. Historien er ifølge dette magtbegreb bundet til denne magtkamp og dialektik mellem uforenelige- men gensidigt af hinanden afhængige størrelser, der blot reproducerer sig selv - sin mangel, ressentiment, had og død - i en uendelighed. En dødelig evighed, som Nietzsche endelig så en udgang af! Nygren gik ind til kernen, og lod livet sejre med agape i stedet for døden (natalitet (Arendt) overfor væren-til-døden (Heidegger)).
Det iterative, realiseret eskatologi og en håndværksmæssighed (mester-lærling) hænger i paulinsk forstand herved sammen! Hermed kan paulinsk kristendom forstås som en borger- og byreligion. Og borgeren har i nietzscheansk-nygrensk forstand aristokratiske træk, idet borgeren lader det spontane ske.