Religion forstås som en kosmologi.
Kosmologien åbenbarer sig gennem det enkelte menneske - og kun her. Eller på levinas'k: Kosmologien kommer til syne gennem den anden.
Mødet med den anden bliver dermed det samme som en slags kortlægning af kosmologien, og for at møde den anden, skal man 'tømme' sit jeg. Med Levinas ord er enhver kontekstualisering af den anden (gøre det andet til det samme) en voldshandling, og forbryder sig i sidste ende mod buddet om, at man ikke må slå ihjel.
Denne kortlægning former nogle spor. Sporet er helt centralt her, da det med mange mellemregninger peger hen på målet selv. Men målet er principielt udenfor rækkevidde. Med Levinas ord er der tale om en væren-til-efter-døden. Dette understreger den radikale fordring om at tømme jeg'et, idet selvet aldrig kan forvente nogen 'gengældelse'. Levinas gæstfrihed - som en slags radikal given sig hen (hengivenhed) til den anden - får her en betydning, der kan sammenlignes med hinduismens fokus på offeret.
I hinduismen (i Upanishaderne) skal man befri sig fra den materielle verden gennem meditation: De hinduistiske vismænd, der har forfattet Upanishaderne understreger, at selve virkeligheden er at finde i menneskets egen sjæl eller selvet, atman. Atman er det evige i mennesket, som forskelligt fra alt, hvad der er relativt, dvs. forskelligt fra såvel tanker, følelser som den kropslige og fysiske verden. Atman er altså tom eller ren bevidsthed. De menneskelige handlinger fører en vedhængen ved eksistensen, som fører ind i stadig nye genfødsler. Dette kaldes også i Upanishaderne for loven om karma. Ja, karma forstås i skrifterne som en form for "stof", som menneskets handlinger aflejrer eller sætter på sjælen, atman (taget fra artikel her).
Set fra vores perspektiv, er tankerækken fra hinduismen grundlæggende ens med Levinas', men med den afgørende forskel, at Levinas ville mene, at hinduismen anonymiserer vores væren. Ifølge Levinas beror selvets destruktion helt og aldeles på den konkrete anden (ansigtet), og i forlængelse heraf, er etikken en førstefilosofi, baseret på buddet om ikke at slå ihjel.
Men offeret er det samme.
Afkontekstualiseringen er det samme som at tømme rummet. At holde rummet frit eller helligt. I hinduismen er det parallelt med atman - tom og ren bevidsthed. Men det har alligevel en anden betoning her. At holde rummet frit er forudsætningen for at erkende grænsen mellem inde- og ude. Dvs. at kunne lytte til det andet, som er det guddommelige. Sporet kan måske sammenlignes med loven om karma, og så alligevel ikke. For der er ingen 'dårlig karma' for dem der vælger at anvende kraften forkert. Det er netop det, der er styrken ved Levinas etiske fordring, at der ingen 'belønning' er for at handle 'godt', og netop herved opstår muligheden for en egentlig etik.
Men ens for de to tilgange er, at den afkontekstualiserede verden udgør en slags hypervirkelighed. Og herved bliver etikken med Levinas til en ontologi. Og interessant er det jo, at denne hypervirkelighed kun kan erkendes gennem den andens konkretes ansigt. Altså at 'sandheden' som udgangspunkt er dialogisk. Og denne dialogs væsen er asymmetrisk til fordel for du'et. Dette har også indflydelse på spørgsmålets natur, der i sin spørgen hele tiden skal være bevidst om, at spørgsmålet ikke må være et retorisk skinspørgsmål, som i virkeligheden så bare vil være et udslag af jeg'ets forfængelighed. Skal spørgsmålet åbne til en kosmologi, må man give afkald på sin forfængelighed (om spørgsmålets metode, se også henvisningen til Pia Lauritzen her).
Spørgsmålet har således, med Gadamers ord, forrang. Det er det spor, som spørgsmålet som motor (det man kunne kalde viljen) efterlader, der udgør en hypervirkelighed. Spørgsmålet forudsætter noget man spørger til, og ved at fastholde spørgsmålets forrang, gøres grænsen mellem inde og ude også principiel. Det at man får svar på sit spørgsmål har ikke erobringens karakter. Det er ikke som noget land man indtager. Viden er ikke noget, der bare ligger derude, hvilket Platon allerede med sit docta ignoranta - og Rancière med sin uvidende lærer - var inde på. Hvis det havde erobringens karakter, handlede det jo bare om at gøre alt 'ude' til 'inde'. At inderliggøre alt. Derfor skal svaret ikke essensialiseres eller eksistentialiseres - svaret er blot et ekko / en markør på rummets principielt inde-ude-karakter: Svaret er interessant for det spørgsmål det oprindeligt stillede - grænsedragningen mellem inde og ude - ikke sit svar som sådan (hvilket også er Gadamers ærinde).
Derfor er Gadamer inde på et teologisk ærinde. Det handler om gennem spørgsmålet at kortlægge inde-ude. Tømme rummet. Og i sidste ende er Gadamers værk et bønskrift. Og spørgsmålet er, om ikke ethvert værk på denne vis kan forstås som en bøn?
Hermed antydes også, at tro og viden ikke er modsætninger. Grunden til, at der er opstået en modsætning er, at man har forvekslet viden med erobring (af naturen) - med kampen selv. Dermed er man gået helt fejl af spørgsmålets natur, og dermed hvordan man forholder sig til det, man gerne vil vide noget om (det andet). Hvis man ser på naturvidenskab der har kosmologien / verdensbilleder som 'objekt' - som f.eks. teoretisk fysik - ophæves det rigide skel mellem tro og viden. Fokus er det tomme rum, og menneskets/forskerens sanseapparat medtages i ligningen. Jeg har især en interesse i en kosmologi, der ser verden som fragmenter i sig selv - uden nogen intern naturlig sammenhæng, hvorfor menneskets 'ordning' af disse fragmenter både er en konstruktion, men også virkeligt /sandhed for så vidt at sandheden er uindtagelig. Dvs. med sit fragmentariske udgangspunkt er svaret principielt foreløbigt. Desuden forbinder denne kosmologi relativitetsteori med kvanteteori på en ny måde. Det er præcis denne kosmologi fysikere som Grimstrup og Rovelli forfægter (se f.eks. her).
Det interessante ved etablerede religioner er, at de er så gamle. Hermed har de en ekstremt stor horisont. F.eks. er hinduismen 4000 år gammel, og har adskillelige tidslag indlejret (disse tidslag i hinduismen vil jeg komme ind på senere, men et hurtigt overblik kan ses her).
Dvs. med denne kæmpe horisont opstår pludselig muligheden for at gå i dialog med andre tidsregninger - andre tider. Dvs. der er noget erfaring indlejret her, som kan give et kosmologisk perspektiv. Hinduismen er endda kendt for sin fleksibilitet (selvom ordet fleksibilitet i et 4000-års-perspektiv måske mister sin betydning), og mulighed for at indlejre nye perspektiver - senest den engelske kolonisering.
Tidslag er et centralt begreb hos Koselleck, og danner udgangspunkt for al erkendelse. Jeg vil forsøge at udrede dette begreb andet steds. Jeg tror, at tidslag peger på en principielt polyfonisk kosmologi - og historieteori - hvor tidslagene ikke bare skal forstås horisontalt, men knytter sig sammen vertikalt på en ekstremt tilfældig måde, som man som iagttager modtager passivt. Braudel gør det med sine tre historiske lag. Det er mit udgangspunkt, at denne 'tilfældighedens metode' (som også Rancière omtaler), er principielt tilfældig set fra vores perspektiv - og derfor kun passivt kan begribes - men i virkeligheden er denne tilfældighedens metode en stadig dialog med det guddommelige. En konstant kortlægning af det store inde-ude. Derfor er memoreringen og ihukommelsen ekstremt vigtig.
Memoreringen er principielt ihukommelsen af fragmentet - mødet med du'et - eller begivenheden. Altså mødet med den anden, som transcenderer det guddommelige. Med entropien (se her) går tyngden og tiden hele tiden ind og slører begivenheden og gør den mere kompleks / systemisk (se f.eks. her). Derfor opfinder man ofte memoreringsteknikker til at komme begivenheden i hu. Teknikken har intet som sådan at gøre med begivenheden selv (der er ingen 'logik' ved begivenheden man kan mime), men er alligevel helt afgørende. Memorering i denne sammenhæng handler ikke om, at man skal lære af tidligere begivenheder. Entropien sørger for, at dette ikke lader sig gøre på et konkret niveau. Det memoreringsteknikken skal gøre, er at huske den kosmologi der åbenbarede sig med begivenheden - dvs. forholdet mellem inde-ude; det andet; forholdet mellem menneske og det guddommelige. Det er det Koselleck er inde på, når han opererer med såkaldt førsproglige markører som oppe-nede; inde-ude; ven-fjende osv. Disse markører kan anskues som en mulighed for at komme en begivenhed / en kosmologi i hu. Og kan disse 'kosmologiske' markører også overføres til en idé om algoritmen; altså at algoritmen som en slags augmented 'søgemaskine' kan 'finde' begivenhederne i informationsjunglen (jeg mener, at Ulrik Lange og René Karpantschof er inde på en metode der ligner dette). Se også om serendipitet her! Det er også her at teknikken overskrider sit industrielt fremmedgørende funktion (som Heidegger og Gadamer måtte forholde sig til) og måske kan hæves til at være i menneskets tjeneste - altså modsat fremmedgørelse så at sige 'augmenter' vores sanser. Således er velfærdsstaten ikke et alment systemisk humanistisk projekt - det er en memoreringsteknik i forhold til krigen som begivenhed. Memoreringen er en konstant anstrengelse, eftersom man skal trodse tidens entropiske tyngde. En given efter herfor er det samme som en kontekstualisering af den anden - og det andet. Dvs. man gør ude til inde, og man forbryder sig mod Levinas (og Kierkegaards) krav om, at den anden skal stå ene.
Undersiden her vil således se på religionen som en helt utrolig 'augmented' mulighed for at gå i dialog med noget radikalt andet. Et spor - en polyfoni - af forskellige tidslag, som tegner et kort over inde-ude - et tilfældighedens rige - og som sådan er en stadig dialog med det guddommelige.
Desuden er målet at vores naturvidenskabelige æra blot er et tidslag blandt andre. Og som sådan skal dette lag forstås i en polyfonisk helhed med andre tidslag. Mit fokus på CERN, internettets struktur og teoretisk fysik kan anskues i den ambition.